Forstyrrelsen

Da vi lige har afsluttet den kampagne jeg har kørt i over to år har jeg besluttet at bringe alle mine noter her. Der er mange af dem. Bare historieforløbet fylder næsten 40 sider og så kommer settingen oven i. Ud over det er det fuldstændig uinteressant for andre end mine fire spillere, så vær advaret. Hvis du skulle være fristet til at snuse det igennem kan du jo tænke på, at det har fyldt mit liv hver onsdag (+ forberedelsestid) i over to år.

Kampagnen var i White Wolfs exaltedsystem, men en stor det af settingen og historien er blevet modificeret til formålet. God læsning : )

Møde med den døde mand

Efter de er blevet givet posterne som byens beskyttere er det vigtigt, at de taler med Odgar og lover ham troskab. De går ud til Odgars høj den dag de holder festen for Arges exaltering.

Da de kommer derud er der et stort hul i siden af højen som de kan gå ind i, og det gør de. Trælst mørke som presser sig imod dem som vand og en uvilje mod deres sollys. Inderst i dyssen er der en lede i luften som gør det svært at trække vejret. Her sidder Odgar Brynje ved sit stenbord klædt i sin rustning og med sine rigdomme omkring sig. Odgar byder dem velkommen og giver dem mad og drikke. Det er de dødes mad, så det smager af støv og jord. Spiser de for meget begynder de at glemme dele af deres liv, såsom en broders ansigt eller en søsters bryllup. Spiser de nok dør de og bliver til forfaderånder, men givet deres solare essens skal der ret meget til.

Odgar fortæller at han beskytter landsbyen og dermed er deres tjener. Er landsbyen i knibe behøver de blot at kalde på ham. Som tegn på sin hjælpsomhed giver han dem hver en sort metalring med en lille sort perle i en fatning som sætter dem i stand til at se sygdom i mennesker og ting, når de går med den. Selv den mindste lille fremtidige fare viser sig som var den allerede ved at ske eller allerede sket. Den kan også dræne essens fra dem, gennem en femte ring med fem perler i som Odgar beholder for sig selv.

Rundt om i Odgars hal ligger døde trælle og dyr. De rejser sig på hans kommando og opvarter ham og gæsterne.

Krigsråd

Aslaug og Ligulf har fire charms, Grinulf har tre, Arge har en.

De tager til Hvidkilde og taler med Ogden. Han byder dem velkommen, men er lidt skeptisk over for deres ord. Han holder dog sin ryg fri til sommer og holder sig sikker mod Yngve. Han er dog selv interesseret i at samle byer. Uvenskabet med Yngve forhindrer ham dog i at handle særligt meget i forhold til ham.

Ogden samler derfor sin nærmeste familie om sig og beder Yngve om at repræsentere Bergastål på Stortinget. Imedens befæster Ogden sig, laver våben og underlægger sig en by og nogle gårde øst for Hvidkilde. Byen er Valkaheim og huser en lille samling bønder. De fleste er Raninger, da Ransgård er den største i byen, men de har giftet sig sammen med Bergastål i et par generationer nu og er tæt forbundne.

Da Ligulf og Arge kommer hjem fra besøget i Hvidkilde er der gået ca. halvanden måned. De mødes derfor i slutningen af strålende træ for at planlægge sommeren. Aslaug taler varmt for at erobre byer og samle hære. Ligulf er imod. De andre er lidt tøvende. Aslaug og Ligulf har et udestående som de lige skal have overstået. Ligulf trækker sig tilbage, fordi han ikke kan godtage krigen. Han ønsker at meditere og lære, hvad solen ønsker.

Koll har en del natlige samtaler med Ligulf, som han dog holder hemmeligt for andre. Han har også kommunikeret med Wulfgar om Garm.

Wulfgar rider med tyve mand til Elgdale og indtager den med store tab for byen.

I løbet af nedgående træ mønstres en hær fra alle fire byer og Hrædale vokser til næsten dobbelt størrelse. Der gøres klar til et tidligt togt mod syd. Allerede i nedgående træ skal hæren marchere og begynde at indtage byer. De mødes ikke af større modstand med mindre de tager vestpå.

De får da bud ovre vestfra om at Ogden Bergastål selv har taget byer omkring Hvidkilde. Dette har han gjort allerede i strålende træ.

Rotten dukker op og udfordrer dem.

Wulfgar beslutter, at han ikke selv har fået lejlighed til at teste lunarens duelighed. Så han sætter en af sine hirdsmænd til at udfordre ham til kamp til døden. Denne exalterer under kampen.

De har ikke fundet nogen artefakter endnu.

Krig

De drager i krig og vælter byer herfra og langt sydpå.

Arnheide og andre byer og gårde er blevet næsten rømmet.

Bluteng overgiver sig, men bliver slagtet alligevel. De når sent frem til byen og finder en masse døde mennesker. Der er 7 børn, en træl og to kvinder som overlever og flygter ud på heden. De ender hos taterne og bliver sure.

Nyheden om Hrædales hær har løbet i forvejen og en stor mængde byer og gårde helt ned til Ulfskogr splitter deres mænd op i to afdelinger. Halvdelen af disse sender de sydpå til Kvitebaune som er let at forsvare. Resten sender de med Wulfgar. Disse skal samle sig i slaget og falde hæren i ryggen. Bjørn fra Rødsten leder disse mænd og Thorkild fra Kvitebaune leder resten af den hær. De har godt og vel 800 mænd tilsammen, hvor de 600 sidder bag palisaden i Kvitebaune.

Ved Bygmark ligger en flok i baghold for fortroppen. En flok på tyve mand stiller sig op for at forsvare byen, men de løber så hurtigt de kan og leder forfølgerne ned i en kløft med en strøm i bunden. Kløftens sider er tæt begroet med krat og buske og dens toppe er fyldt med træer og andet. Godt inde i kløften ligger resten af mændene og lader en masse stammer rulle ned i strømmen. De har ryddet al vegetationen og lagt det løst tilbage så stammerne skubber det til side. Garm gennemskuer bagholdet og får dem til at vende om. Styrbjørn bliver sur og brænder byen ned. Derefter tager han mændene ud på åbent land og overlader det til hovedtroppen at tage sig af bagholdet. Medens han brænder byen ned lægger mændene fra Bygmark sig på vagt og overrasker fortroppen midt på marken. De sætter ild til byggen og skyder med pile efter dem. Da de trækker sig tilbage for at komme væk fra ilden venter de på dem gemt i kornet. De kæmper i to styrker som hele tiden skilles og samles omkring fortroppen, således at hestene ikke kan komme til dem.

Efter den kamp er der kun tolv mand tilbage af fortroppens hovedstyrke. Styrbjørn får Garm til at flyve med bud til hæren og Solarerne, medens han bliver tilbage og samler fortroppen. Hvis Aslaug prøver at slå ham ihjel vil han prøve at vende krigerne imod hende.

De får at vide at en større flok mænd har samlet sig ved Kvitebaune og bygget en mur.

De får at vide at Ogden har taget byer

Blåstein har nogle tatere

Nysted

Voldhede

Blegestrand huser hæren for nogle dage. De har overgivet sig og giver mænd og forsyninger til hæren.

Sølvsted

Manihall (med familien Manihall)

Rikemuld

Gammelsten

Svarteklumpen

Ormshøj ligger ved Messingskoven som de kommer forbi. Her kan de høre om Grimsvælg.

Mørkebaune – kystby ved grænsen til Ogdens land.

Fortroppen bliver genopbygget til 150 mand. Halvdelen ryttere.

Slaget ved Kvitebaune

Dette bliver det afgørende slag og afslutningen på første historie. Kvitebaune ligger på en høj bakke som er en udløber fra Thokaskaut. Den overser ca. en dagsrejses åbent, fladt land. Her har mændene bygget et højt palisadehegn rundt om byen og gravet dybe voldgrave foran dem. I gravene har de sat tilspidsede pæle. Voldgravene er indenfor bueskudsafstand.

I starten vil mændene blive inden for palisaden og vente på at hæren kommer frem. De vil prøve at tage det første stormløb uden at kommer ud. Derfra vil de gøre, hvad de kan for at tynde ud i rækkerne med buer og sten. De møder det første stormløb op af bakken ved at lægge slisker fra murene ned over voldgraven og rulle store kampesten ned over dem. Forræderne gør, hvad de kan for at falde tilbage, så de kan danne bagtrop under kampen. Når slaget er på sit højeste vil de lige pludselig angribe hæren i ryggen og på det signal vil mændene i Kvitebaune storme ud fra murene og angribe forfra.

De døde dukker op under slaget og ser på. Det er et vigtigt slag for dem og større kamp er ikke set uden for den grå hærs angreb. Om natten kommer de døde frem vest for kampen. Mod øst kan dem der har øjne for det se landets guder.

Hvis Styrbjørn dør her exalterer han som en dødsridder.

Wulfgar har haft sit første sammenstød med Aslaug, og han har viet hende til slaget. Han vil bide ydmygelsen i sig med mindre han dør eller bliver dødeligt såret. Så vil han hjemsøge hende helt vildt.

Vandringsmanden er imod dem. Han har lånt sin kappe og sit spyd til Thorkild. Som nu er en væsentlig større trussel.

soak: 9L/10B

spd: 16, acc: 10, dam: 11L, def: 9, rate: 3

Solarerne får flashbacks til andre slag:

Garm drømmer om et smukt lysthus i det tidlige grå morgengry. Alting er idyllisk, men en frygtelig spænding hviler over stedet som om noget ondt er lige ved at ske eller måske allerede ligger og lurer under overfladen.

Bork drømmer om sit tårn og ser en legion med farvestrålende rustninger og under blafrende bannere der angriber det. Det er mest Drageblodede, men også mennesker i powerarmor. Der kæmpes med essensvåben. Modstanderne er en ældgammel solar og en samling dæmoner, golemmer og automata.

Aslaug drømmer om en hær der strækker sig længere end øjet rækker. Endeløse og snorlige geledder og kolonner med flag og bannere under en grå himmel. De står ret op og ned og venter på noget. Hun ser ud over hæren fra en gylden, svævende halvsfære, hvor hun står sammen med en flok smukt udstyrede solarer. Horisonten er fyldt ud af et enormt forvredet messingtræ med ild dryppende fra grenene.

Arge drømmer om en dal fyldt med gullig, fugtig, bølgende tåge. Han går igennem landskabet og hans fødder støder på usynlige ting i tågen. De er skrøbelige og knækker under hans fødder, men er også svære at gå i. Så skifter landskabet. Tågen forsvinder og erstattes af et gråligt lys over en grå dal. I midten står et pyramidetempel og jorden er dækket med et tykt lag døde soldater. Kun knogler, rustninger og rustne våben er tilbage.

Efterdønninger

Hæren er blevet decimeret væsentligt og landet kommer til at mangle mænd det næste stykke tid. Mange steder bliver der mangel på folk til at høste og også til at så næste år. Krigsaktiviteten kommer til at falde betydeligt over de næste år. Til gengæld begynder de døde at røre på sig. Så snart de ikke får deres ofre begynder landet at blive plaget af Sultne Spøgelser og mange steder holder forfædrene op med at kommunikere med byernes shamaner.

Situationen mod vest ser anderledes ud. Ogden har relativt nemt fået overtaget fem byer og ved nyhederne om solarernes besættelseskrig har mange flere sluttet sig frivilligt til ham. Han er snildt i stand til at true Wulfgars land, men har dog et problem med hedefolk som begynder at plyndre de byer der vender ud mod heden. De trænger også længere ind i landet fra tid til anden. Ogden ved udmærket godt, hvorledes det står til i Wulfgars land og vil prøve sig frem med politik for at få kontrollen med det. Til stortinget kommer han til at tilbyde sin hjælp for at opbygge landet igen. Han tilbyder at sende korn og trælle. Samtidig holder han en stor hird på benene, så de kan se, at han er farlig. Yngve bliver tilbudt en post som Ogdens højre hånd. Han bliver flyttet til Hvidkilde og Ogden arbejder tæt sammen med ham.

Derhjemme er Wulfgar dødssyg. Han har fået banesår ved Kvitebaune og nægter at lade nogen tage sig af såret. Han kommer til at sygne hen det næste lange stykke tid og holder sig i sin rustning og med sine våben konstant. Han bliver mere sær end nogensinde. Han lægger ikke længere skjul på sit had til de exalterede, og han sværger hævn og død over dem flere gange. Koll taler tit med ham, men får ikke lov til at hjælpe. Til gengæld er han begyndt at værge ham med runer som vier ham til den grå hær. Disse runer tegnes op med hans eget blod med jævne mellemrum og begynder at kunne ses. Ofte holder han fester i sin hal og kræver at alle er til stede. Han prøver så vidt som muligt at lade som om hans sår ikke er der og at han har mange år at leve i stadig. Trods hans tilstand holder han faktisk ud længe endnu.

Af hirden lever kun tyve mand, men Borks styrke har tredive mand tilbage. Styrbjørn lever i bedste velgående og det bliver ham hirden ser til som leder. Han overtager mere og mere Wulfgars gamle plads og denne har også mange lange natlige samtaler med ham om lederskab, respekt, loyalitet og frygt. Han indprenter ham, at forfædrene altid ved bedst og at fremtiden stadig har ting at bringe som vil være til deres fordel. Dog fortæller han intet om hans og Kolls plan.

Aslaug har slået to af Svartahedingerne ihjel. Den sidste – Vasmo – kommer til hende som repræsentant for familien for at love Hrædale troskab. Det er der mange der gør i det næste stykke tid. Hun kan huske at have set de tre sidste brødre kæmpe side om side ved Kvitebaune som var de en krop med seks arme og tre hoveder. Men hun fik hurtigt slået dem alle ned og den sidste overlevede kun ved et held. Hun efterlod ham for død.

Aslaug lader de overlevende jage ned. Hun tager omkring 200 mænd, kvinder og børn som trælle og lader resten henrette. De døde bliver klynget op i træerne omkring Kviteslette til skræk og advarsel.

Stortinget

Starten af Strålende Vand

Vandringsmandens spyd og kappe blev efterladt på slagmarken og fundet af Garm – Koll og Mosekonen kan genkende det som relateret til Vandringsmanden. Garm ved godt, at det har noget med en gud at gøre. Hvis de tager våbnene med hjem vil Vandringsmanden dukke op, hvor de er og kræve sine ting tilbage. Han vil komme som en gammel, tynd mand med langt, gråt skæg og hår iført en sort kofte, vandringsstøvler og en bredskygget vandringshat. Han kalder sig Mal og siger, at han er shaman i Sagahall. Han vil få sine ting tilbage, men også prøve at vinde nogle bønner til Vandringsmanden. Han opfordrer dem til at ofre en gedebuk, en træl og en ravn i hans navn og lover at finde Garm i hans hus til foråret for at få sine våben. Koll hører dette og vil på et tidspunkt fortælle Arge, at der ofte er små guder som flokkes om steder i forandring for at tigge bønner og ofre.

Ogden bliver overfaldet af Håkons folk på Yngves bud. Han får banesår, men Frigga holder ham i live midlertidigt. Hun binder hans skygge til hans hjerte der hvor pilen gik ind og stopper hullet med alrune. Han er egentlig død og hans legeme vil falde sammen, når alrunen bliver trukket ud af hullet. Indtil da vil han være et slags levende lig som dog ikke er i forrådnelse. Han dukker op på tinge og lader som ingenting. Han siger, at han bare blev lidt forsinket og undskylder sit fravær.

Yngve står til at overtage pladsen som familieoverhoved, og han er meget kritisk over for Hræland og deres veje. Til Stortinget taler Koll og Ogden Bergastål sammen. De snakker politik og alliancer og intrigerer. De aftaler at gifte en af Ogdens halvdøtre med Arge. Dette er den yngste – Skadi. Der er mange forfædre der flokkes om hende.

Dem der flygtede fra massakren ved Bluteng dukker op på tinge sammen med taterne fra Messingskoven. Disse tatere kan ikke rigtig være i fred for vildsvinet og har været nødt til at flytte ud i skovene og engene. Der er fem børn, to kvinder og en træl. De to yngste børn døde under flugten pga. sult og kulde. Trællen er blevet ond – han har hurtigt fået taternes sympati og kvinderne er udsultede og forpinte. De har begge mistet deres mænd i angrebet og har været nødt til at klare sig alene. De er flyttet ind sammen med hver sin tater som udnytter dem groft til gengæld for mad og beskyttelse. De hører at Garm går og kigger på trællebørn og tilbyder at sælge sig selv og børnene til ham for et får. De ønsker at komme i nærheden af Garm for at hævne sig på ham der ødelagde deres hjem og familie. De ved ikke at Garm var den der var tættest på at redde dem dengang, men at han valgte at lade være. For dem at se skal hævnen gå ud over Aslaug.

Under den anden rådslagning kundgør Aslaug at Garm bliver en del af hirden. Dette vækker noget bestyrtelse især blandt de gamle hirdsmænd. Da Aslaug sammenligner Wulfgars metoder med hendes (hans fire byer mod hendes tyve) brokker Styrbjørn sig. Det ender med at han får anklaget Aslaug for at være fej og lægger an til en kamp. Aslaug dræber ham og han exalterer i det øjeblik som Afgrundsexalteret. Han hugger sit sværd i maven på hende og går. Lidt væk fra Tingdalen finder man senere en gravhøj brudt op og alle ligene spredt rundt omkring. Styrbjørn har brudt højen op og talt med dens beboer – en af Tingdalens beskyttere. Han har kæmpet mod ham og tvunget ham til at hjælpe sig ind i dødsriget. Siden er han forsvundet mod øst op i Thokaskaut. Han er sandsynligvis Solnedgang, men kan også være Dag. De besøger højen og taler med den døde derinde som får en træl til gengæld. Han fortæller, at Styrbjørn er rejst mod øst til bjergene, at han går af de dødes stier, at han var i højen, at han er en dødsridder og at han er jarl blandt de døde. I dagene efter hans exaltering forlader 24 krigere Tingdale for at drage efter ham og blive hans hird. De følger efter hele vejen til bjergene og henter udstyr i deres forskellige byer. I Thokaskaut møder de Styrbjørn som tager dem ind og træner dem.

Nye tider i Hræland

De mødes godt tre uger efter storting i de sidste dage af Strålende Vand for at aftale alting. De drager ud for at tage sig af de 24 krigere som forlod stortinget. Arngrim Smed bliver sat til at træde i deres sted, medens de er væk. Der er krigere fra seks byer der er taget af sted og i to af byerne var det høvdingen. De fratager familierne alt, hvad de kan undvære og stadig overleve vinteren over og giver halvdelen af det til høvdingefamilien. Resten tager de med hjem og fordeler imellem sig. Bork og Garm får ting til deres gårde. De kommer hjem i slutningen af Opstigende Luft. Garm får tre trælle og en flok dyr extra forærende af Aslaug, men skal levere sin mandlige træl tilbage.

Som Vandringsmanden og andre guder gør deres entre i landet trænges gråfolket tilbage. Deres orden opløses og landet kommer til at opleve en tid med kaos og forandring. Blandt andet vågner de sultne døde og manifesterer sig rundt omkring. I starten er det kun nogle få trælle og dyr det går ud over – de findes om morgenen flået fra hinanden og spredt ud over sneen, men ingen spor ses af gerningsmanden. Nogle gråmænd tager sagen i egen hånd og manifesterer sig om natten for at kræve deres ofre, hvor de ikke længere bliver givet.

Scene: Hos Garm. Nat. Thir strikker i et hjørne. Garm sidder og småsnakker med Håkon. En af hans unger kommer bleg og storøjet ind og siger, at der er en mærkelig mand i sovekammeret. Derinde sidder en grå og stinkende dødning i hjørnet i sit krigstøj og mumler i skægget. Det er den forfader som i levende live byggede huset, og han er vred over ikke at have fået sine ofre længere. Garm hugger ham ned med sine månesølvklør. Men senere vil han vende tilbage og gøre livet surt for huset og dets indbyggere. Dyrene vil blive syge og børnene udmagrede og svage af underernæring. Et af børnene får en lungesygdom som han dør af, hvis ikke noget virkeligt drastisk bliver gjort. Knægten kommer sig aldrig helt og bliver lidt ussel og sygelig. Gråmanden kommer igen flere gange.

Det bliver generelt en utroligt hård vinter. Mange steder dør gamle, børn, dyr og syge mennesker af kulde og sult. Frosten kommer hurtigt og er så hård, at den springer træ og sten. Ulvene er sultne og kommer ned fra bjergene og ud af skovene for at jage mennesker og deres dyr. Garm jager dem som er omkring mosen og hans gård og slår dem ihjel. Han lærer de to ældste børn at sætte snarer. Mange andre jager også ulve. Vejret er meget omskifteligt vinteren over. Nogle gange blæser sære varme vinde op og bringer regnskyl eller hagl eller begge dele. Håkon bor for det meste hos Garm, men tager ud og besøger mosen jævnligt. Han kan hver gang berette om folk der er døde derude.

Lunaren i Thokaskaut sender bud til Garm og andre Lunarer, da han ser Styrbjørn komme til bjergene. Han inviterer også Solarerne med. De er inviteret til at komme i den koldeste tid af vinteren. Dette er traditionelt den sidste dag i Strålende Luft.

Solarerne ser Lyset

Garm og Bork ofrer til Vandringsmanden uden for Hrædale. Dette gør forfædrene extra vrede og de hævner sig på folk fra byen. Dette får Koll til at anbefale et tusmørkeoffer til Odgar Brynje. De ofrer først fire trælle alene derude og aftenen efter – ved tusmørke – ofrer de hen ved hundrede trælle på Odgars høj. Han åbner højen og byder dem indenfor. Aslaug spørger om de sultne døde og han svarer, at forfædrene er vrede over de ånder som er blevet tilbedt i Nordland. Han antyder også, at solarerne har banet vejen for Styrbjørn ligesom dagen baner vejen for natten. Dette bliver Aslaug sur over og forsager ham og alle de andre døde. Så bliver Odgar sur og forbander hende og alle der følger hende og så er hun lige pludselig ikke høvding længere. Hende og Garm går sin vej og ender ude i Garms hus. De snakker med mosekonen om de gamle guder og tilbedelsen af dem. Til sidst beslutter de at stjæle en vogn i Hrædale og stikke af til en ødegård i nærheden af Messingskoven. Garm har været nede at rekognoscere og slået den sidste beboer af en gård ihjel. Svinet er endnu ikke klar over, at han har været der, men finder ud af det og venter på dem, når de når frem.

I mellemtiden samler Bork sine mænd som alle er loyale over for ham. Han leder dem først hjem til Eikalund og besøger siden Garm og Aslaug, hvor han nu kan finde dem. I Eikalund har han talt med sin familie om loyalitet og vundet dem over til sin sag. Han har desuden sendt bud til Svartahedinslægten og de er også med ham imod Hrædale. Arngrim Smed har kontaktet Sigeir Småland i Drakefjord og aftalt at forholde sig afventende. De er også loyale over for solen.

De flytter og møder Suuri. Han er vred og bliver selvfølgelig hurtigt provokeret af Garm. De tæver ham på flugt til hans Sanctum og Garm siger at hvis han lader Garms flok være vil Garm lade hans være. Det er klar besked for Suuri, men han er vred stadig. Håkon begynder at lægge ofre ud til ham og det hjælper lidt.

Lunarmøde

Aslaug og Garm følges ad og Arge går alene. De to når frem først og møder der Osvif som sidder og spiser fisk alene og tavs. Arge møder Østerbys shaman i en hule. Han er gal og ranter om den døde mands borg i bjergene. Arge møder på sin vej tilbage Cernan som har taget skikkelse af en af de gode borgere i Østerby. De følges ad til mødet. Da de når frem skifter han form og løber om kap med Arge hen til bålet.

Her fornærmer Osvif Aslaug og kalder hende en kælling. De kommer op at slås og han banker hende synder og sammen, men hun bliver ved med at trodse ham og han bliver lidt imponeret. Desværre limitbreaker hun også. Hun beslutter sig for at skide på lunarerne og tage hjem for at slå alle ihjel.

De andre bliver inviteret op på et utilgængeligt plateau. Arge bruger en time på at kravle derop. Her venter de i fire dage på Aslaug (Arge bliver meget utålmodig) – der går selvfølgelig konkurrence i den og lunarerne studerer omhyggeligt Arges måde at reagere på. Cernan beder endelig de andre om at starte mødet, fordi Garm forsikrer ham om at Aslaug ikke vender tilbage.

De snakker lidt løst og fast. Osvif fortæller om hans problemer med Vathi & Søn i Ulfskogr, Cernan taler om Ilma som trænger ind på sletten i syd og Skapti fortæller om dødsherren som sidder i sin borg og om Styrbjørn der er kommet til med sine mænd. Dødsherren gemmer sig og kæmper ikke ærligt. Osvif gider ikke blande sig i de andres kamp med den grå hær, da han ikke synes det vedkommer ham. Cernan og Skapti er dog meget bekymrede og vil gerne hjælpe til, hvis det bliver nødvendigt. Skapti siger, at han vil give besked, hvis der bliver noget. Så siger han, at Solarerne ikke ved meget om sig selv og at de vil gøre klogt i at søge viden og kraft rundt omkring. ”I er kræfter på landet.”

Så tager de hjem. Garm flyver direkte hjem og Arge tager nordpå til Østerby for at hente sin hest. På vejen bliver han fanget i en mægtig snestorm, hvor solen viser sig for ham i form af en gylden kalv. Han siger med en blid stemme, at Arges offer er blevet husket og, at han har solens gunst. Så vågner Arge op i Østerby. Han tager hjem til Hrædale og ordner der nogle sager. Koll har taget over og er ved at organisere Hræland med sine sønner. Arge tager videre med den undskyldning, at han vil samle og konfrontere de andre solarer. Han finder Bork i Bjornabygd, hvor han har samlet sine mænd. De to tager til Garms hus ved Messingskoven.

Gråfolket truer

Medens de sidder og snakker i deres hus dukker der en masse døde mennesker op og prøver at slå dem ihjel. Først får de besøg af en flok tatere som Garm kender fjernt. De opfører sig dog sært og når natten kommer angriber de. Det er Nemissaries som har slået taterne ihjel og besat dem. Når natten falder på kommer omkring 20 sultne døde og så bryder helvede løs.

De sultne døde angriber med tænder og klør: speed 6, acc 6, dam 5L, def 5

Bid: speed 0, acc 5, dam 8L, def 4

Nemmisarerne angriber med øxer og knive

Øxe: speed 5, acc 7, dam 9L, def 5

Kniv: speed 8, acc 7, dam 5L, def 7

Angreb som giver mindst en i skade => otte terningers essensdræn.

De kan forvrænge deres kroppe, så de kan slå på afstand eller fordoble skaden på et angreb.

De slår de døde ihjel, men Snorre brækker flere ribben og dør af sine sår og Thormod mister tre fingre. Thir får et slag i hovedet og bliver aldrig rigtig klog igen, Kjallakr mister et øje og Aslak dør af sårfeber og forblødning. Bjørn kommer sig efter lang tid af sine sår. Garm hænger ligene op i nogle træer, så ungerne kan skyde til måls efter dem. En dag besætter Nemissarerne ligene og minder dem om forbandelsen og antyder, at de kom efter Garms børn og vil gøre det igen så længe Aslaug er der. Så pakker hun sine sager og rejser væk, hvilket også var, hvad forfædrene regnede med.

Bork og Arge tager op i bjergene for at kigge efter Trællens tårn og finder det efter tre ugers rejse. De tager den rustne hjelm med fra vejkapellet. Trællen bemærker dem, men gør intet. Efter det tager de hjem til deres familier. Hvis de rejser hjemmefra for at støtte Aslaug vil nemissarer angribe deres familier med stor brutalitet.

Koll er godt klar over dette angreb og kender nu gruppens tilflugtssted, fordi de døde har fulgt efter Arge. Han vil langsomt organisere deres udslettelse og holde dem travle med angreb fra de døde.

Hvis de kommer efter ham vil han vide det. De døde holder øje med dem hele tiden, men da de ved at flere af dem kan se dem immaterielle holder de sig på afstand. Mellem skovens træer, ude fra bakkerne og højene og langs vejene. Han ved, at han får mere magt som død end som levende, så for ham er det et spørgsmål at dø på den rigtige måde. Hvis nogen kommer efter ham vil han fortælle, at han blot bliver stærkere af det.

Ånderne kommer

Når Vandringsmanden kommer efter sine våben vil han tilbyde at tage Nordlands folk under sin beskyttelse. Det kan kun være dem som vender sig til ham han beskytter. Han kræver daglige ceremonier, hvor hans navn bliver nævnt og prist af dedikerede præster og kræver et offer af våben, udrustning og ravne ved indgangen til hver sæson og et extra stort offer ved sommer- og vintersolhverv. Ligeledes før og efter hvert slag. Særlig gunst kan købes, hvis en kriger ofrer sig selv i rituel kamp mod fem andre krigere. De fem skal være malet som Skabelsens fjender og tungt udrustet. Ofret skal være nøgen og kun kæmpe med en særlig, hellig kølle viet til ham. Han byder dem at samle de folk som er forfædrene imod og føre dem til et land de selv skal udvælge. Disse folk vil få hans beskyttelse. Han giver dem en særlig kniv som de skal indvie høvdingene med og byder dem at tage hver tiende høvding og gøre ham til præst for ham. Han siger, at de skal give præsterne en drik brygget på honning og blod og lade dem sove en nat, så vil han fortælle dem resten.

Suuri er væsentligt mildere i foråret. Han siger, at Garm gerne må jage hans børn frit, men ikke til overmål. Bare Garm sørger for at der bliver ved med at være ofre til ham i skoven. Hvis han bliver utilfreds med noget skal en mand sendes nøgen og ubevæbnet ind i skoven dækket i blod fra et husdyr.

Indtil da ligger tingene stille. Aslaug tager på rejse rundt i verden og kigger efter sit soltårn, men finder det kun, hvis hun kigger på den anden side af bjergene. På sin rejse støder hun ind i Grinulf som er faldet til Dødsherren. Han sidder på en klippetop og håner hende. Når hun nærmer sig tryller han sig væk med en eller anden infernalsk besværgelse. Hun beder også meget til solen og leder efter Vandringsmanden. Solen venter til hun er mest isoleret og træt og kold. Så åbenbarer han sig og trænger alt, hvad der er dødt til side. Han siger, at Aslaug er hans udvalgte og at hun har banet vejen for hans virke i Nordland. Han bekræfter hende i at solen er liv og forfædrene er antiliv. Vandringsmanden viser sig ikke før til foråret.

De døde er ikke meget for at angribe de exalterede. Rygterne om Garms klør og Arges sværd har spredt sig vidt omkring. De sultne døde er modvillige og forfædrene har ikke lyst til at spilde kræfter på folk i lavlandet, hvis de ikke er sikre på sejr. Og så længe Odgar Brynjes forbandelse ikke er i kraft rører de ikke nogen. De er sikre i deres magt og frygter ikke solen, når den ikke skinner stærkere end den gør nu. Til gengæld lægger de stor vægt på at følge Kolls nye plan og give deres velsignelse til hans udvalgte krigere.

Mænd fra Drakefjord og Elgdale har været i Blegestrand og agiteret for de gamle guder. Der er mange slet skjulte trusler og halve sandheder i deres agitation. De spiller på at byen er isoleret fra resten af Hræland, og at de tilbagevendende guder er vrede over menneskenes vantro. De siger, at guderne vil belønne de få som har modet og hengivenheden til at følge dem. Blegestrands shaman er meget gammel og uvillig, da han ved, at han snart skal dø og blive en forfader. Høvdingen og et par andre familier er dog trætte af at være svage og isolerede og hopper med på tanken. Shamanens søn er også let at skræmme. Så Sigeir og Vasmo aftaler at lade det komme an på en prøve. De sætter ham stævne ved byens gravhøj og aftaler, at påkalde hver deres guder og se hvem der er størst. De lægger sig dog i baghold og slår ham ihjel, før han kommer frem. De skærer ham i stykker og arrangerer hans lig for foden af højen som bevis på at en hævngerrig gud har dræbt ham.

Arges hustru bliver gravid engang i vinteren før han tager af sted til Garmshall.

En ny jarl

Arge forlader Garmshall i vrede og følges af en deling af forfædre som hylder ham. Der vender han dem ryggen og forsager de døde officielt. Rygtet om dette når Koll som bandlyser ham, men på dette tidspunkt har han også hørt fra Styrbjørn. Denne når frem før Arge når Hræland og han er nu den nye jarl af landet. De mødes i Kolls hus og Styrbjørn tilbyder Arge og de andre Solarer at gøre dem til Afgrundere. Arge vender om og rejser lidt rundt indtil han vender sydpå mod Garmshall igen. Han når frem i starten af nedgående træ. De snakker med ham og er lidt mistænksomme i starten, men tager ham med tilbage.

Styrbjørn har udfordret og fristet Ligulf som har trodset ham. De har kæmpet og Ligulf er flygtet. Han har sendt sin familie af sted til Drakefjord i forvejen, da han havde set Styrbjørn komme i en drøm. Ligulf er taget til Blegestrand for at omvende den by.

Exodus

Det land de flytter det udvalgte folk til vil være fyldt med farer af alskens slags. Garm og Aslaug drager til Ulfskogr for at tale med Osvif. Han leder dem gennem skoven med sine ulve, så de ender hos Vathi og Grimvarg. Vathi plager dem om at tilbede ham og Aslaug lover det. Da de tager videre springer Osvif frem og nakker hendes hest. De kommer igen op at slås og Aslaug bliver tævet, men nægter at give sig. Osvif lover hende, at næste gang hun udfordrer ham bliver det en kamp til døden, og det bliver hende der kommer til at dø. Den går hun med på. Han vædder også med Garm om nationsbygningen vil lykkes eller ej. Osvif mener, at forsøget vil dø i fødslen. De vædder deres børn.

De når hjem til Garmshal i midten af opstigende ild. Her aftaler de at sende et byggehold af sted så hurtigt som muligt. Det skal bestå af yngste sønner fra loyale familier og tatere. Under dække af mønstringen af landets krigere skal de loyale familier også mønstres. Derefter vil de desertere og flygte af skjulte stier til landet syd for Ulfskogr. De vil også gerne finde Ligulf og have ham til at hjælpe. Garm har sat sine børn til at øve sig i øxekast.

Garm finder Ligulf som lover, at han nok skal lede folket sydpå. Arge og Bork rejser igennem de nærmeste byer – Blåstein, Elgdale, Bluteng, Arnheide, Svarteklumpen og Bygmark for at finde loyalister. De fleste af byerne er loyale. De vender tilbage til Garmshall i slutningen af lysende ild. På dette tidspunkt er der ankommet omkring 200 tatere, trælle og yngste sønner. De bliver sendt af sted med det samme, sammen med Garm og Arge. Kjallakr bliver taget med (”jeg tror du er den eneste vi kan undvære, så...). Garm tager fem tatere til Hrædale og stjæler værktøj. Han beder også om extra værktøj i Elgdale og får en vognfuld. Han når frem til de andre i slutningen af nedgående ild. Her har Arge hænderne fulde. Trælle, tatere og bondesønner er opsplittede og kan ikke lide at arbejde sammen.

De har besluttet sig for at samle alle folk i byen og holde et møde, hvor huse og land bliver fordelt. Der bliver samlet repræsentanter for hver familie og skabt arbejdshold fordelt efter kompetencer. En kurerservice bliver skabt af unge mænd som er egnet til dette. Disse melder tilbage til en administration af gamle ledertyper (gerne trælle, men også folk der er vante til at give ordrer og skære igennem) – fem mand. Garm selv er kontakt til taterne som er jægere.

Til mødet Limit breaker Arge og bruger tre dage på at surmule. Han nægter at deltage i noget og folk undrer sig. Garm fatter ingenting. Efter det kommer han til sig selv og begynder at lede igen. Luften mellem ham og Garm er dog noget anspændt. Aslaug kommer frem 15 dage efter mødet den tiende opstigende vand og der bliver holdt en mægtig fest. På dette tidspunkt er der seks færdige haller og en syvendes fundament står færdigt. Ved festen taler Aslaug til folk om at blive viet til Vandringsmanden. Hun fortæller også generelt om guderne.

Naut har taget tyve mand og slået sig ned for sig selv ved floden. De kalder byen Fristed og fejrer med den deres nyvundne lighed og uafhængighed. De kommer dog i svare problemer over vinteren og bliver nødt til at stjæle for at klare sig. De er ledet af Aske og har Knarken som shaman. Garm har talt med dem, men uden held. Dog har han fået seks af dem til at hjælpe sig med at guide folk sydpå.

Skovhuggerlejren bliver også permanent. Skovhuggerne bliver efterhånden bistre over at arbejde så langt væk fra byen og at deres folk bliver taget af ulve. De bygger et hegn omkring lejren og sætter vagter ved det. Lejren bliver kaldt Ulvegærdet i starten. Senere bliver det til Ulfgardhr. Hugleik bliver shaman her og Gizur bliver høvding. Hugleik er den første som sætter en organiseret tilbedelse af de exalterede i gang.

Arge og Aslaug får bud fra en tater om en sær ruin ved bjergene. De tager derned og snuser rundt. De finder et spyd af fjerstål og binder sig til en krystal fra det centrale rum hver. Hvis de roder rundt kan de finde gamle stykker pergament i de lokale dyrs reder. Et af disse er et brudstykke af en tekst om det lokale folks sprog og runer. Disse er en tidlig og mere kompleks version af Nordlands runer. Dyrene er grævlinger som har muteret, så de har fået svæveflapper. De kan svæve gennem lange strækninger af tunneler på vindene, men kan ikke rigtig overleve uden for demesnet. Taterne som har fundet stedet bliver boende og bliver langsomt afhængige af stedet. Arge og Aslaug finder rester af en tekst og et skelet i en rustning, bevaret af demesnets tørre miljeu. De slæber det tilbage til Nystad og Aslaug rekonstruerer rustningen (superheavy plate, -1 fatigue). Stedet har en fjermetalmine.

I slutningen af nedgående vand står der tre store haller og 13 huse i Nystad. Det er ikke nær nok til at huse de ca. tusind mand som kommer til at bo der. Mange af dem kommer til at bo op til fire familier i et hus og resten kommer til at bo i improviserede boliger og læskure. En del flytter op til Ulfgardh. Garm og Håkon kommer tilbage og opdager, at deres familie ikke er kommet frem. Den er blevet kidnappet til Vestvejens guds sanctum og der lader guden dem hente den. Han beder dem bygge et vejtempel og lægge mønter til dem til gengæld. Da de alle er samlet holder de et møde og skændes om, hvorvidt de skal forgifte Hrælands hær eller ej. Dagen efter tager de til Tankesfæren og snuser rundt. Arge finder mere pergament og så tager de op i minen og udforsker. Her finder de fjermetalmalm og masser af værktøj.

Ligulf dukker op med 600 krigere midt i opstigende luft. Han er blevet en stærk leder for dem og de vil nu ikke acceptere andre ledere end ham. Han tilbyder at lede det nye folk og være en høvding for dem. Han er efterhånden blevet så dygtig til at vise sin solkraft og inspirere folk, at mange hælder til ham.

Mosens endeligt

Garm kommer tilbage op nordpå for at samle op på familien. Her siger Håkon, at Mosekonen har besluttet sig til at blive tilbage, fordi hun er for gammel til at rejse. Hun regner ikke med at leve vinteren over. De sender familien sydpå og tager op til Mosen sammen. Mosekonen er blevet mere syg og nægter at tage af sted. Hun siger, at det passer sig bedst for en gammel kone, at blive tilbage og se enden. Det hun har sat i gang har nået sin afslutning. Tatere, trælle og andre nordfolk er lige i riget syd for Ulfskogr. Garm og Håkon bliver tilbage og venter på hendes død. Den kommer efter en mægtig storm i slutningen af strålende vand. Medens de sammen venter dukker et aspekt af Gaia op af Mosen og henter hende ned. På hendes bud samler de hendes ting sammen og brænder mosebyen ned til grunden.

Tankesfæren

I et af minens tunneler har tre Drageblodede og et antal menneskelige vagter haft en konfrontation med en horde feer. Vagterne ligger stadig tilbage med deres rustninger flåede af tornekrat. Feerne har fået slyngtråde med skarpe torne og store røde blomster til at vokse i metallet med stor hast, således at jernet er blevet flået fra hinanden og mændene revet til blods. Der ligger ca. 30 krigere. Rankerne har også fyldt deres skeletter ud, så man i starten ikke kan se, hvad de er. Stikker man sig på tornene får man en lille forfrysning i såret, så de døde er lige så meget frosset som blødt ihjel. De tre Drageblodede er siden blevet fundet og brændt. Deres rustninger og udrustningen er blevet bragt tilbage til deres familier på den velsignede ø.

Tunnelen er et miniature grænseland, hvor virkeligheden stadig er blød efter kampen. Lige gyldigt vejret vokser tornerankerne stadig i mørket. Hver sommer, hvor en lille smule lys af og til trænger ned i tunnelen prøver nogle af rankerne at kravle ud mod det, men de visner alle, når vinteren og kulden kommer. Derfor er en del af tunnelen fyldt med muldjord og vissent tornekrat. Væggene i tunnelen bærer også præg af kampen, i det at de kæmpendes skygger er blevet fanget der. Lader man en lyskilde glide over væggen kan man se glimt af kampen udspille sig. Et mægtigt væsen med evigt flagrende gevandter og slangehår lader en torneranke vokse ud af sig og ind i en kriger. En munk kaster Obsidiansommerfuglenes Dødsflugt. En gruppe af krigere bliver overvældet af hobgoblins og falder. Resterne af Obsidiansommerfuglene dækker stadig gulvet og vil hurtigt skære igennem ethvert fodtøj af læder eller stof.

De sender 10 mand ned med redskaber for at bryde malm. Det tager halvanden dag.

Håkon leder godt 100 mand op for at flytte ind i Tankesfærens tunneler midt i opstigende luft.

Ogden Bergastål

Han og Koll har talt meget sammen og lagt planer. Koll er meget hævngerrig over for Aslaug og Garm. Han er ikke sikker på Bork. Aftalen er at Koll leder en hær i den sidste kamp og dør i kampen. Efter kampen overtager Ogden herredømmet over hele Nordland og bliver den nye jarl. Koll lover at solarerne og Garm dør i kampen. Ogden skal til gengæld sende så mange mænd som han kan til Hræland, så hæren kan blive større end den nogensinde har været.

Det Store Slag

Det kan vare alt lige fra to til fem år. Gråfolkene kommer først, når de er parat til at stille en hær. Hele dette forår og sommer vil Hrædale opruste hæren i delinger rundt omkring. I slutningen af sommeren vil hæren samles i Hrædale, men først marchere mod bjergene, når vinteren er tung. Kamphandlingerne skal udrydde hele hæren som et offer og Koll til sidst. Koll påbegynder ved udmarchen et rite som vil gøre hele landet til et skyggeland, hvis han er den sidste der ofres. Man kan se hans stjålne essens bølge af ham som tyk, sort røg. Han holder sig til en bærestol beklædt med tykt, behandlet skind. Det har en soak på 5 og brænder ikke. Bærestolen kan rigges til et telt.

Kolls død

De tager af sted sydpå et par dage efter folk er flyttet til Tankesfæren. I starten af nedgående luft vender de hjem. Der har de fundet hæren kort efter den drog væk fra Hrædale og lægger en fælde på vejen til Vættfang. De skyder bærerne af Kolls baldakin og Koll selv. Det bliver Bork der sårer ham hårdest, men Bork der giver det dræbende slag med sin gift. Da Garm vender tilbage fortæller han, at der er Arge der dræbte Koll.

Arge lærer magi

I Tankesfærens bibliotek kan man finde tekster der, på højrige, forklarer det gamle Nordlands sprog. Ud fra dem kan man lære sig selv et vist mål af højrige – i hvert fald at læse, skrive og forstå det. Arge skal først bruge en vinter på at lære dette sprog før han kan læse magiteksterne. En rosettasten i form af et manuskript der oversætter runer til højrigeglypher ligger fremme på en af pultene i biblioteket. Manuskriptet diskuterer også generelt Nordsproget og argumenterer for, at sproget intet har at gøre med Rigets sprog, og at det derfor er kommet fra Wylden. Når han har lært sproget kan han begynde at gå på opdagelse i biblioteket og der finde kopier af både den sorte og hvide afhandling.

Det vil nok tage det meste af vinteren at lære sproget godt nok til at kunne læse de meget sofistikerede tekster. Resolve + Lore efter en måneds uforstyrret læsning, for at se om han har lært noget. Succes betyder, at den tæller som træning; exceptionel succes betyder, at den tæller dobbelt; legendarisk succes betyder, at den tæller firedobbelt. Ingen succes gør, at den slet ikke tæller, og et botch gør, at han læser et extra antal måneder. Han skal som udgangspunkt bruge seks måneder for at lære højrige på den måde han gør det.

I slutningen af forløbet vil han også kunne stige i Essens, hvis han vil. I løbet af sin læsning vil han også kunne få kendskab til nogle formularer eller anden magisk teori. Hans indre øje genkender visse illustrationer og leder hans hånd efter bestemte tekster. Han falder også over beskrivelser af slag, hvor formularer er blevet brugt.

Tekster:

- Gimilkor Tulazh’ liv og virke. En propagandatekst som fremstiller solaren som en af de gamle dæmoner der brugte sit liv på at bygge den frodige Nordlandsdal om til hans egen vision af Malfeas.

- Ziguratter i Norden. Her nævnes Spiret for den Rejsende (som blev ødelagt under Oprøret), Egelunden, Thoravistemplet (et vandzigurat der lå ved kysten og var bygget af Thoravis, Nordhavets Ånd - teksten siger, at han gjorde det for at anerkende Dragernes overlegenhed), Himmelsalen (en forsænkning på et stykke hede, hvor engang en stensætning fokuserede luftessens - stedet var et godt møde- og handelssted og blev senere til Tingdalen)...

De fem opgaver:

Ydmyghed – at bevidne Aslaugs død?

Undervisning – Vathi?

Rejse – til forskellige ruiner og ziguratter?

Frygt – Koll?

Valg – barnet?

Vinteren over

Bork jager og tager sig af familien. Engang i sidste halvdel af strålende træ får han sig en søn. Thora presser på, for at blive gravid igen og vil snart blive det.

Aslaug jager og bryder malm. Hun taler også med rådet for at byplanlægge til foråret. Der har Ligulf også været. Hun snakker også en del med Vasmo om Vandringsmanden og hvordan han har det. I slutningen af nedgående træ har hun sin rustning færdig. Den er fin og lavet så den passer til hendes krop. Hun har lavet bryster i den.

Garm flytter til ruinerne. Æsa er ved at opdage, at hun rent faktisk er Garms kvinde nu. Det har hun svært ved at håndtere og begynder at stille ret høje krav til ham. Hun læser også ret mange ting ind i hans adfærd og bliver både meget følsom og sårbar over for ham og meget kritisk omkring ham. Dette er, fordi hun er dybt forelsket. De har et mægtigt skænderi omkring historien om Arges barn.

Arge nørder. I starten af opstigende jord kommer Arges kone med hans barn til ham og går sin vej igen. De leder efter hende, men hun er som sunket i jorden og væk. Drengen er meget sær. Den eneste han er tryg ved er Arge. Alle andre græder han hos. Arge er lidt i panik og beder Garm om hjælp. Garm sætter Æsa på sagen. Imedens tager Garm til byen for at hente Aslaug og Sigeir Småland op. De tager Ligulf med som bliver meget bekymret omkring barnet, og hvad det vil bringe. Han råder til at give det et navn så hurtigt som muligt og fylde barnet med lys og retfærd som modvægt mod det mørke det er født af. De giver det navnet Sune og Ligulf forestår navngivningen personligt. Solen lægger mærke til dem. Efter det henter han en amme i byen. Dette er Signe, hvis eget barn lige netop har lidt vuggedøden. Det er Skadi selv som får det slået ihjel, sådan at Arge kan få hende som amme. Efter det læser han videre på halv tid. I slutningen af nedgående træ har han lært sig højrige.

Flygtninge og desertører fra krigen er for de flestes vedkommende taget til Kvitebaune. En stor flok udskud er efterhånden samlet der og har muret sig inde. Små grupper – mest af kvinder og børn – vandrer løse rundt i landet.

Arges spyd: +1, +2, +4L, +1, 4 (3 kastet)

Nye vinde fra syd

Når vinteren slipper sit tag begynder beboerne af Himminfjeld at sende sine jagtekspeditioner ned i lavlandet. De bliver de første som møder exilfolket. Kort efter denne kontakt kommer udsendinge fra Lauget ned for at se, hvad de kan. I starten af sommeren kommer en hær ned fra Ultum, for at etablere sin dominans i landet. De slår lejr og ender med at forlange skatter af dem.

Ligulf samler dem, Bjørn og tolv krigere for at møde dem. Han byder dem at tage deres bedste på og fremstå for naboerne som skinnende fyrster. Det vil Garm ikke og de har en diskussion. Ligulf opdager, at det kan være farligt for ham at udfordre de fire for voldsomt. Han vurderer, at de nok i højere grad vil stå sammen imod ham end at splitte op. Han er heller ikke interesseret i, at de splitter op i det hele taget. De rider ud og møder Ilmalaiset og disse falder fuldstændigt for dem. De glemmer alt, hvad de har lært om De Udstødte og ser dem som en slags guder som skal tilbedes. Ligulf taler en del med dem, men bryder op, før natten er omme. De aftaler, at Garm skal holde øje med dem, så de kan lære om deres vaner og adfærd. Ligulf siger, at de for enhver pris skal holdes væk fra byen indtil den er blevet bygget bedre ud. Han vil have flere huse og en fin mur. Han lader Ilmalaiset vide, at de vil ses og handle senere på sommeren.

Kalle og folkene fra Ultum er vilde for at vende tilbage og handle og er helt forblændede over hele historien. De laver små træfigurer af Aslaug, Bork, Arge og Ligulf (med soltegn), bygger et tempel og begynder at tilbede dem. Den tilbedelse tager de med hjem. Sent på sommeren kommer Ultums fyrste ned for at møde guderne i dalen og se, hvad de er for nogen. Han kommer med en vis nysgerrighed blandet med skepsis over Kalles beretning. Rygtet kommer dog til at sprede sig og trækker først Laugfolk til og siden en hær med et par Drageblodede rekognosceringsfolk i. Der er ikke ressourcer til at bemande en Vild Jagt, men Riget smider en del penge efter en invasionsstyrke, hvis de finder ud af, hvordan landet ligger.

Ligulf er begyndt at få øjnene op for at hans drømme om rige ikke deles lige meget af alle. Han er nødt til at konfrontere Garm. Når han gør det fortæller han på en rolig måde om sin drøm og hvorfor han følger den som han gør. Han prøver at fylde den plads han har fået i verden – Solen har gjort ham til zenit, fordi han skal lede og inspirere. Hvis ikke Garm vil acceptere det kan han lige så godt nægte at acceptere at solen står op. Ligulf er dog indstillet på at improvisere, hvis det er det der skal til. Hvis Garm hellere vil slås om det er han villig til det. Hvis det kommer til en kamp bruger han sine charms på at holde ud og satser på at Garm løber tør for essens før ham. Han vil også lære Garm om konsekvenser for handlinger og ansvar over for mennesker. Så han sætter kampen på torvet i byen. Over for folket forklarer han om Lunas udvalgte. Han fortæller, hvordan de må kæmpe en evig kamp mod verden, selv når de kæmper for at beskytte den. Han siger, at han vil kæmpe med Garm for at beskytte deres samfund, så ikke Lunas besværgelse skal splitte dem. Han siger også, at hvis han taber kampen vil han tage væk for at finde tættere på Solen og blive stærkere. Men han lover, at hvis der bliver brug for ham vil han vende tilbage og lede dem til sikkerhed.

Bork sætter sine folk til at udspionerer folket før Garm vender tilbage fra sin rekognoscering.

Templet

Fem store træsøjler med ansigter i repræsenterer templets hovedguder. Disse er blevet Vandringsmanden, Vathi, Solen, Månen og Guden for Den Store Vestvej. Senere kommer de exalterede til og forfædrene. I løbet af foråret og starten af sommeren rister de runer ind i hvert enkelt stykke byggemateriale. De bygger templet færdig til starten af vand. Geir er i Ulvegærdet for at se til deres tempel. Her tilbedes de exalterede allerede. Så snart templet er bygget færdigt begynder de at få essens af tilbedelsen.

Der opstår en konflikt mellem Hugleik i Ulvegærdet og Sigeir i Nystad. Hugleik farer frem med tilbedelsen af de exalterede og har med tiden tilrettelagt en ritus. Fra templet i Ulvegærdet prædiker han for alle gæster sydfra og opfordrer alle til at sætte de exalterede over de andre guder og tilbede dem først. Han kalder sit tempel for Himmelættehallen. Skovhuggere der følger træet til Nystad hjælper også med at sprede læren og den bliver populær før Ligulf bliver rigtig opmærksom på den. Sigeir tøver dog med gøre tilbedelsen til en af de fem søjler i sit store tempel. Han lader et hjørne indvie til Himmelætten og lader det være ved det. De andre shamaner bliver holdt i kort snor. Da en shaman kommer til Ulvegærdet for at hente skind til templet kommer han op at skændes med Hugleik om hvorvidt han skal bringe sonofre til Himmelætten for Sigeir og bliver slået ihjel. I slutningen af opstigende ild er der åbent fjendskab mellem de to templer og en skovhugger bliver slået ihjel i Nystad i endnu en religiøs diskussion.

Da griber Ligulf ind og stopper det. Han ser folkets behov for helte, men frygter hybris og vil ikke sætte sig over guderne. Han har en ildevarslende fornemmelse af det, men husker stadig ikke solarernes fald i den første alder. Han samler folket og erklærer, at solarer og lunarer ikke er hævet over guderne. De er himmelens udsendte helte til mennesket. For at stadfæste dette beordrer han et offerkar fremstillet. Det skal have fire sole og en måne på langs kanten og skal stå for foden af Vandringsmandens søjle. Her skal alle ofre til Himmelætten gå og der må ikke ofres ud over kanten af karret. Ligeledes beordrer han en statue af Vandringsmanden stillet i døren til Himmelættehallen. Den skal kun lige levne plads til, at en mand kan klemme sig forbi, men ikke til, at han kan slæbe meget med. Dette skal symbolisere at Vandringsmanden er herre i hallen, og at det er ham som åbner døren for gæster. Hallens beboere er hans børn og under hans beskyttelse. Da denne ritus er blevet etableret bryder tilbedelsen ud i fuldt flor og de får hver Cult 2.

Æsa interesserer sig ikke meget for guderne. Hun har lidt svært ved at tilbede Himmelætten, når hun nu er sammen med en af dem. I stedet begynder hun at rette sine tanker mod moderen og opdager at flere tatere allerede lægger ofre i form af deres eget blod trukket med et segl i æggeskaller ud til hende. Hun går ind i denne praksis og finder en hvis ro i den. Garm kan bemærke, når han vender tilbage, at Håkon har friske ar på armen efter moderofre.

Vestvejens gud begynder at kræve større ofre så snart han bliver tilbedt. Han vil kun have mønter og de skal være rigtige. Vathi er stadig for svag til at kunne manifestere sig på nogen måde, men hvis nogen besøger ham vil han fremturde og kræve nye ofre. Han kan overhovedet ikke hjælpe nogen, før hans sygdom er kureret.

De nærmer sig den anden sommer siden deres exaltering. Folket kommer til at lave en tidsregning med dette år som år 1.

Et togt nordpå

I slutningen af nedgående træ efter, at de har observeret Kalles jagtselskab, mødes de i Nystad og taler om fremtiden. Først etablerer de lederskabet og Ligulf gør klart, at han nok skal lede ordentligt fremover og sige, hvad det er han vil. De snakker også om langsigtede planer og Ligulf fortæller, at han helst ser dem herske over hele verden. Garm fortæller om, at han gerne vil kæmpe mod de Drageblodede, og dem har de så en snak om.

På kort sigt skal de sende spioner sydpå (de skal først lære sproget af Ligulf og Taika), selv afsøge Ilma og lære om de Drageblodede. Bork udvælger dem af hans folk som skal sendes sydpå. Så skal de rekognoscere Nordland og se, hvad der er blevet af det og lære om deres fjende (den sorte fyr i bjergene). Så skal de se om de kan alliere sig med Skapti og Cernan og koordinere et angreb. Desuden skal de opsøge Kvitebaune.

Garm fortæller Aslaug om, hvad det vil sige at være en kvinde (som Mosekonen bad ham om). Arge sender Signe og Sune i pleje hos Ligulf – geden kommer med. Aslaug knepper Vasmo. Garm minder Ligulf om Moderen. Skal hun ikke også tilbedes? Indtil de vender tilbage fra togtet går Ligulf og grubler over en måde at introducere moderkulten, men kan ikke rigtig vinkle det rigtigt. Hele tanken om Moderen gør ham sært utilpas (hun er jo Oprindelig). Han bringer sagen til Sigeir som bare synes det er noget underligt noget og skubber det hen.

I Hræland er de døde ved at omgruppere. Grinulf er i fuld gang med at tage de gamle ziguratter i brug, men først skal de bygges op igen. Horder af zombier bruges som arbejdskraft ledet af ældgamle nemmisarer. Der arbejdes ved Eikalund, hvor træerne slås ihjel med en ækel slyngplante. De døde er også i Mosen, hvor et sort rør er blevet sat ned i vandet over det sunkne spir. Vandet er magisk blevet suget ud af røret, så man kan komme ned til tårnet. Planen er at hæve tårnet op over søens vande. Også ved Tingdalen bliver der gjort arbejde. Husene bliver ryddet, jordvoldene gravet væk og stenene omarrangeret så de danner et dødssigil.

Skyggelandet i Vættfang har bredt sig, så det nu rækker ned i dalen under den. Også Østerbygd ligger nu indenfor dets grænser. I Hrædale er et nyt skyggeland opstået, men det dækker endnu kun byen selv.

Kvitebaune er stadig uafhængig og befæstet og indbyggernes had til Aslaug er begyndt at udstrække sig til alle fremmede. Der bor ca 200 i byen nu – alle flygtninge fra resten af landet. Byen tilbeder ådselsguden som havde spist sig mæt og fed efter byens fald. Steingrim er shaman for byen, men ikke særlig officielt. Han har gravet Maltes hånd op og har kontrol over ligvagten. Brødrene Bard og Rafn er blevet byens ledere. Rafn har gjort sin far, Olaf, til officiel shaman, men denne er gammel og senil og ikke nær så kløgtig og ambitiøs som Steingrim.

Aslaug laver en jernskive med en rune for rejser i. Dette er den mønt de giver til Vestvejen i dennes tempel. Vestvejen bliver ikke helt tilfreds, men bider det i sig indtil videre. Arge kommer i tanke om, at de gamle handlede i jadetalenter. De snakker om at indføre en møntfod. På vej nordpå møder Aslaug, Arge og Bork en del døde som de slår ihjel. Garm tager til sletten og Thokaskaut og lægger kranier med invitationer ud. Han inviterer lunarerne til en måned efter midsommer. Han bruger kranier fra ti mennesker af Mamutklanen. I Hrædale samler de forsyninger sammen fra de døde. Arge kalder Rådtunge frem. Aslaug siger, at hun vil slå ham ihjel på et tidspunkt. Han siger, at han er glad for, at de er kommet tilbage, fordi de i den første alder gav ham meget at spise. Arge finder ud af, at han vil have ravne ofret om natten, lig af fjender efterladt på slagmarken, tre krigere dræbt af tre gange så mange som dem og efterladt eller et ligklæde med hans tegn på. Bork snakker med ham og gør ham opmærksom på, at de har en fælles sag. Han er ikke specielt fjendtlig over for Den Mørke Herre, men får ikke gaver af ham. Han ernæres af massakrer på levende mennesker.

De opdager Grinulfs arbejde i Mosen og beslutter at gøre noget ved det. Det er nu sidste halvdel af opstigende ild og 21 dage efter de tog af sted. Garm snakker med en af søfolket som siger, at Grinulf og andre har slået nogle af dem ihjel. Han siger også, at de hælder sære ting i vandet, og at de ikke længere har lyst til at svømme. De snuser rundt og finder nogle døde der fælder træer og nogle som hugger sten. De beslutter at smadre dem i stenbruddet, men lader være, fordi det er for mørkt. Garm bliver tilbage og opdager at Grinulf og Styrbjørn ventede på dem forklædt som lig.

Kampen med Styrbjørn og Grinulf

Styrbjørn:

Grimcleaver: 10, 8, +15L, 6, 4

Kan købe parader og simple angreb

Vil prøve at bruge sine tre komboer

altid på parader (1 + 1m/2 terninger, overskydende succeser tæller som et angreb)

Et par gange på angreb med Unstoppable Doom (1m + 1m/die + 1m/die. Skadeterninger tælles dobbelt, motes tæller fra forsvar og til angreb)

Én gang med Butcher Routine (6m + 1/die. Dif 3. 2 HL efter soak hugger et lem af)

Dodge: 7 (kan reducere et angreb med 7 terninger for 8m og kan dodge et angreb han ikke er bevidst om)

Soak: 14L/15B, -1 mob

+3L til alt

Grinulf:

Bæreren af Dystre Tidender

Slavekæde: 9, 10, +6L, 12, 5 (brugerens essens trækkes altid fra en modstanders parader af slavekæden. Arnesten i enden som æder halvdelen af given skade i essens og overfører dem til brugeren. For mennesker æder den halvdelen af skaden i HL oveni.)

Kan bruge essens på angreb, parade og især på dodge.

Crypt Bolt: 6, max 14L

Magi:

Piercing the Shroud

Hungry Creeping Shadow

Call the Skeletal Horde

Stormwind Rider

Death of Obsidian Butterflies

Hvis de er på skideren flygter de til Labyrinten. Han holder altid en Hungry Creeping Shadow mellem sig og sin fjende.

Han er iklædt en rustning næsten som Styrbjørns – 9L/9B.

Styrbjørn bruger sin Unstoppable Doom combo og giver Aslaug banesår. Grinulf skærer hul til Labyrinten (han har et artefakt som kan gemme en necromancyformular til senere brug) og de træder derind og tager Aslaug med sig. Garm Limit Breaker og kaster sig over zombierne ved mosen. Bork Limit Breaker og følger efter. Arge bliver tilbage lidt. Så tager han Aslaugs spyd og går også efter. Ved mosen bliver Garm overmandet af zombier, og de tager ham med ned i zigurattet pr refleks. Arge kaster spyddet efter zombierne og prøver at trække dem væk med sit sværd. Det lykkes kun delvist. Han trækker dem ind i skoven og slipper væk fra dem. Så smider han rustningen og går i vandet efter Garm. Bork bliver oppe og kører guerillakrig på de døde. Under vandet bliver Arge fundet af en af søfolket og trukket ned til, hvor Garm ligger i zigurattet. Sammen går de rundt og undersøger det. Der er relieffer som indikerer dets brug. Bork venter på dem ved bredden. De går op igennem skorstenen, finder Bork og tager hjem. Garm flyver, Arge og Bork følges ad med en vognfuld loot fra Hrædale. Bla en masse sølvringe. De er alle noget triste.

Besøg fra Ilma

En Drageblodet dukker op

Så snart Ilma erfarer, at Skyggelandet breder sig nordpå begynder de at opruste. Det bliver svært for dem, at mobilisere en hær, da Riget ikke støtter dem helhjertet, men der er kræfter i landet som tager truslen fra de døde meget alvorligt. De har allierede i Hvidevold som føler det samme. Med den rette mængde midler kan der også skaffes lejesoldater fra nær og fjern.

Garm tager til Ulfskogr og inviterer Osvif. Bork tager ud at jage med Jop og fortæller ham en masse:

De holder Lunarmøde. Skapti kan fortælle at den sorte herre ruster op. Han lover dem hjælp og beder dem om at finde ham, når der bliver brug for det. Cernan lover også hjælp og siger, at han vil samle stammerne til en hær. Han kan dog ikke være sikker på noget, da han både er truet fra Ilma og af Tåreæderne som er blevet stærkere på det sidste. Osvif er blot sur. Han nægter at hjælpe på nogen måde, da han ikke tror på civilisation. Han tilbyder at sætte sine børn op mod byen og se hvem der vinder, men de takker nej, da de ikke vil ofre folk på et væddemål blandt exalterede.

Ca. fjorten dage efter i slutningen af nedgående ild dukker Osvif op med sine børn og angriber Dagan Stadr. Efter han vendte hjem har Grinulf forbandet hans land med en mørk pest som har gjort dem vanvittige og syge. De angriber hvad som helst og han har været nødt til at dræbe mange af dem. Resten driver han ud af skoven og mod Dagan Stadr. Den største får to kranier fra hans dræbte børn om halsen med skammærker på. Folket slagter dem alle – flere bliver sårede og to dør. Osvif flyver væk og overlader skoven til Garm.

De holder et møde. Garm fortæller, at han skrider. Ligulf beder ham om at hjælpe med en sidste ting – at lede skoven igennem med nogle folk. Det gør han. Det bliver også besluttet snart at kontakte Vathi.

Godt ind i strålende vand dukker Miho op. Hun har en slave med og bliver ført til Dagan Stadr. Mihos slave hedder Tano. Efter hun er blevet modtaget træner hun om morgenen og bliver overvåget af en af Ligulfs venner. Han overvåger hendes samtale med Job. Ligulf sætter også Bork til at lure på hendes udstyr og de gætter, at hun også er Drageblodet. Bork bliver sur.

Job og Miho kommer fra Tulinen.

Der bliver sendt bud efter Arge som dukker op samme dag.

Oprustning

Der bliver kamp om sølvminen. Kvitebaune har posteret vagter ved den, dog uden at bruge den. Angriber de (og vinder) møder de igen Rådtunge. Han præsenterer sig som ”vogter af Ådselsfolket” – dem som lever i Hrælands kød. Han bekendtgør, at han ikke vil tillade Dagan Stadr at true hans folk og at det vil komme til blodig krig, hvis de prøver at bemægtige sig minen. Han er dog åben for forhandling og vil gerne dele norden med dem, hvis de vil hjælpe til med at trænge de døde væk.

Den vilde jagt opruster også. I vinteren fanger taterne spioner sydfra – Miho og Jop kan genkende dem som tjenere af de Drageblodede. Dette er Ragara Kumani (et af Alomis ueksalterede børnebørn som varetager hans personlige, lyssky sager) og Arvo Trakalaino (en hofsnog i Alomis hyre som han bruger til at opspore rygter om husholdet i de små byer rundt omkring). De bliver fanget af Borks folk i nærheden af Dagan Stadr og gennemtævet for oplysninger.

Kvitebaune

De sender folk op til minen, men disse kommer tomhændede hjem igen. Folkene fra Kvitebaune bevogter minen og har taget folkenes udstyr og mad.

De tager så op for at forhandle om minen. Rafn og Bard er meget uvildige til at forhandle. Steingrim tilbyder at bytte børn, men det vil Arge ikke. Om natten lader han Ligvagten angribe. Halvdelen af deres mænd dør. Job aftaler med Steingrim at mødes 14 dage efter med Rafn ved Sølvsted. Han beder ham også sørge for deres døde. Disse bliver alle lagt ud på Blodgabs alter og nogle af dem på pladsen i det nedbrændte Sølvsted.

De snakker med Ligulf om Kvitebaune. Han beslutter, at de skal tage af sted med en styrke, men ikke en hær. De tager tilbage med 40 mand – deraf 20 af Borks.

Bork truer Job natten før afrejsen og siger, at han vil holde ham personligt ansvarlig, hvis stedet er fyldt med Drageblodede, når han vender tilbage. Han tager af sted for at finde ud af ting og være hemmelig.

Miho bliver veninder med Taika som låner hende sin fineste kjole. Hun tager om morgenen et bad i søen og bliver beluret af søens gud som forelsker sig i hende.

Borks spejdere finder en stor styrke fra Kvitebaune gemt i bjergene over minen. Ti af dem sendes derop for at lure på dem. De møder en udsending til hest midt i Sølvsteddalen. Efter en del forhandling aftaler de at de tre eksalterede, Vasmo og Arngrim skal gå med ind i slugten og mødes med Kvitebaunes ledere foran minen. Mændene placerer sig i bjerget over slugten for at forhindre et baghold. Job er meget imod planen. Han sviner Miho og bliver vred. Det gør hun og.

De møder Bard, Rafn, Steingrim og en stor kriger med et mærkeligt sværd (Uffe) i slugten. Deres folk har placeret sig i toppen af slugten klar til at skyde på Bards ordre. Bard er blevet mere og mere vanvittig og tager ikke imod fornuft. Det er Steingrim som har manipuleret ham til at forhandle, fordi han ved det så vil gå i hårdknude. Vasmo tilbyder to af rådsmændene - Eldgrim og Halvars døtre i giftermål for at forsegle en alliance, men Bard er urokkelig. Miho opdager bagholdet med sit øje og siger det til Vasmo. Bard bryder sammen og råber på angreb, men mændene vil ikke lystre. De har hørt fornuften i Vasmos ord og er trætte af at leve som de gør. Spillerne flygter ud af slugten og mødes i Sølvsteddalen med deres egne mænd. Vasmo og Arngrim henter Kvitebaunes krigere og de hilser på deres leder, Knut. Borks mænd er blevet overfaldet af Ligvagten i bjergene og kun tre af dem overlevede.

Knut eksalterer, da han forhandler med Bard og Rafn i minen. De opdager, at der ikke er kommet nogen ud derfra og Knut tager derind for at møde dem, da han ikke mener, at han kan forhandle uden om sine ledere. Ved indgangen til minen ligger Uffe og Håkon døde. Steingrim har pusset ligvagten på dem. Han er kun ude på at forpurre forhandlingerne. Knut kan godt få talt fornuft ind i hovedet på Bard. Men så slår Steingrim til og fremmaner ligvagten. Han råber, at det er Knut der har forrådt dem og påkaldt de døde med hjælp fra Dagan Stadrs uhellige magi. Ligvagten vil trække sig tilbage for Knuts eksaltering i første omgang.

Dagen efter går Knut og Arge ned i graven. Miho og Job følger efter. Dernede er den døde solars spøgelse som hungrer efter viden om overfladen. Den udspørger Knut og Arge helt vildt, men da de Drageblodede kommer ned går den amok og angriber dem med sin gamle hammer. Den er tæt på at dræbe Job, men Miho får den udraderet. Knut tager hammeren og begynder at attune sig til zigurattet. Han får sig attunet og begynder at træne dernede efter manualen på væggen.

Job har taget 8 L i skade. Det vil tage 19 dage at hele.

Knut laver et råd bestående af sin mor, en gammel kværulant ved navn Helge, broderen til en tidligere høvding ved navn Arne, en gammel bueskytte og jæger ved navn Sune af Kettinggård og ham selv. Han lader dem tage de daglige beslutninger og bruger vinteren på at jage.

Snigmordere

Da de kommer tilbage til Dagan Stadr har taterne taget fire mænd fra syd til fange som snusede rundt. Disse er snigmorderne som har brugt dem til at føre sig til Miho. Da hun dukker op afslører de sig og angriber. Der er en træ som bruger gift, en vind som bruger hastighed, en ild som bruger smerte og en vand som bruger ustoppelige angreb.

Miho dræber luftkrigeren hurtigt. Efter noget kamp trænger deres medbragte mænd ind og hjælper dem med at dræbe træ- og ildkrigeren. Vandkrigeren bruger sin Charm og forsvinder i Skabelsens Essens. Før han dør forgifter Trækrigeren hende, så hun tager 1 L i skade hver gang hun bruger Essens. Alomis livlæge kan kurere denne sygdom. Og andre exalterede læger kan også. Contagion Curing Touch kan også klare den. Desuden kan søens ånd helbrede hende, men kræver en nat med hende til gengæld.

Når snigmorderne opdager solarerne giver de magisk besked til Riget om dem. Det skal være på en måde som Miho kan genkende. En slags Anathemaflare som bliver sendt op og som man lærer om i skolen. Dæmonlyset. Da Miho forklarer dette sender Ligulf straks alle hjem til Dagan Stadr og rider selv til Kvitebaune for at hente Knut. Hesten dør på vejen. Job beder ham om at få jaden med hjem. Knut og Ligulf haster tilbage på ski og Knut får 20 mand til at følge efter med en kane med noget af jaden.

Flashback til Miho: den dag hun lærte om den vilde jagts advarselsraket og hvor Mutaki viste hende en han havde liggende, da hun ikke troede på det.

I Dagan Stadr besluttes det at resten af jaden skal hentes og at Job skal tage til Ilma og købe artefakter til dem. Miho fortæller, at hun er jaget af snigmordere. Job er ikke vild med det. Vasmo taler for hende, fordi Dagan Stadr er et sted for flygtninge og som bør tage alle ind der jages uretfærdigt. Ligulf erklærer Job og Miho for en del af folket med den bagtanke at binde dem til sig, så de ikke vil forråde ham fremover. Miho overtaler dem til at lade hende tage af sted i stedet for, men dette er hverken Job eller Ligulf glade ved (selvom den sidste intet siger højt).

Efter mødet tager Knut hjem tidligt efter jade og Job og Ligulf tager af sted lidt senere på dagen for at hjælpe med hjemtransport. De er hjemme igen efter ca 12 dage. Job lærer at stå på ski. Vi er nu i slutningen af nedgående luft. Da de kommer tilbage opdager Job at Miho stadig er syg og ikke kan bruge essens og det fastslås, at det bliver ham som tager af sted. Ligulf er glad, for han er mere overbevist om at Job vil komme tilbage efter Miho end omvendt.

Job tager af sted med 40 mand og de ødelagte våben og rustninger. Han efterlader sin fivefold harmonic regulator, så det bliver lettere for solarerne at attune til jaderustningerne. Han låner også Mihos windslave disc for at mindske byrden. De mister syv mand på vej over passet. I Ultum finder Job tegn på en spirende solkult. Han møder Kalle som spørger ham efter ”solkongen.” Han tager til Kelku med fem mand. Her finder han en gammel kontakt som ikke kan komme af med nogle våben østfra pga. et mystisk jagtselskab fra Riget – der er dog mistanker om at dette nok er et militært foretagende og Job får masser af beviser for en Vild Jagt. Han køber seks kortsværd (med arnesten) i rød jade og to armbeskyttere (uden arnesten) i hvid jade. Han overtaler også kontakten til ikke at samarbejde med soldaterne fra Riget. På vej hjem tager han hjem forbi. Her har den overlevende snigmorder dog været før ham og truet slaverne til at lukke Job ind og lægge en fælde for ham. Job opdager dog fælden ved at torturere husholderslaven og true med at dræbe hans familie – det samme som snigmorderen har gjort. Slaven fortæller alt og Job giver ham penge og sætter ham fri. Dog med et dybt sår i låret som han ikke kommer til at overleve. Familien dør også. Snigmorderen overfalder Job på vej hjem og dræber de fem mænd han har med.

Kort efter Job tager af sted holdes der et stort blot til Vandringsmanden for at bede ham om held i kamp og taktisk og strategisk viden. Der ofres en hest, en ko, masser af ravne og våben. Vandringsmanden kræver en helt som kan stå i spidsen og være hans. Vasmo vil gerne melde sig, men Miho holder ham tilbage. Ligulf ender med at træde frem, selvom han ved, at det vil blive hans død. Han får Vandringsmandens kappe og spyd. Knut møder kort Geir i hallen og han præsenterer sig som shaman. Om aftenen går Ligulf ned til søen og Miho møder ham dernede. De taler kort sammen om skæbnen og da hun går hører de begge søns gud tude sørgmodigt i natten.

På vej hjem får Job at vide, af Kalle i Ultum at de vil støtte dem og anser Solkongen som deres fyrste. Det er nu tæt på kalibrering og hans mænd råder ham fra at tage over bjergene. Han tager af sted med fem mand, men turen er hård og de når ikke gennem passet før kalibreringen. Dagen før den begynder siger mændene at de tager hjem, men han insisterer på at fortsætte. Mændene har respekt for hans vilje og de snakker sammen om, hvem der bedst kan lede ham på vej af dem. Det bliver den mand med mindst mennesker der er afhængig af ham. Han skal giftes, men er ikke blevet det endnu. Han har ingen familie ellers. De bliver fanget af en tæt tåge i kalibreringen og møder en fe eller bjergets gud som kalder en lavine ned over dem. Manden dør og Job bliver reddet af Garm i dyreform. Efter lang tid kommer han tilbage og bliver guidet hjem af taterne.

Den vilde jagt

Der foranstaltes en Vild Jagt til dem. Mutaki leder den og har fem Ubesmittede munke under sig og en klo af specialudrustede elitetropper. Der er et skæl artilleri og et skæl spejdere som har førstealdersmaskineri. De resterende tre skæl er tungt udrustede infanterister med en flammekaster hver til støtte. Disse ankommer i Ultum i slutningen af opstigende jord og venter et par måneder på at vinteren fortager sig. Mutaki vil vide mere om, hvem de har med at gøre og sender spejdere og taler med ånder. Hvis de får bevis hastigere vil han haste over bjergene trods vejret.

En guds bevågenhed

Zvonimir holder øje med Miho. Han slår til for at kurtisere hende og lover byen store rigdomme og hjælp til gengæld. Han kan give dem elementarånder som hjælp i krigen og meget andet. Han lover også at kurere hendes sygdom. Han kræver hende som sin brud og vil gøre sit bedste for at forføre hende. Først laver han et kæmpe symbol i sneen på søen. Det er en bryllupsinvitation i gammelrige. Selve forførelsen vil være i form af en dans (som vil gøre hende gravid). Dragen selv har 420 elskerinder (en til hver dag i året) og forventer kun at se hende til officielle lejligheder og ceremonier.

De tegner invitationen af og i midten af opstigende jord tager Arge, Miho og Job til Ulfskogr for at opsøge Vathi og spørge ham til råds. Da de når til skoven finder Job ud af at Arge egentlig ikke kender vejen og så bliver han sur og vender om. De to andre går ind i skoven finder frem ved at lægge jagtofre ud. Grimvarg finder dem og fører dem ned i Vathis dal. Vathi kan fortælle, hvad invitationen betyder. Han er blevet lidt stærkere af Dagan Stadrs tilbedelse og er begyndt at hele sig selv. Han tænker, at hvis Zvonimir kan hjælpe Miho kan han måske også hjælpe ham. Vathi nægter at være mentor for Arge, men Grimvarg holder ham tilbage og siger, at han måske kan hjælpe med at bløde guden op. Således bliver Grimvarg Arges mentor by proxy. Han sætter Arge til at lave et kæmpe offer og lærer ham meget om essens i processen.

Tilbage i Dagan Stadr bliver Zvonimir utålmodig. Han har svært ved at vente på at Miho kontakter ham, så han kalder en af byens mænd til sig og beder ham ydmygt om at tale hans sag. Manden, Sigurd, er rædselsslagen. Han bliver lokket mod søen af en sælsom sang og falder igennem et hul i isen. Der møder han et kæmpe monster som truer ham til at ofre Miho til søen. Da han sættes tilbage på søbredden er han ude af sig selv og prøver at samle sin familie og flygte til Ruinerne. Efter han har afleveret Zvonimirs besked.

Skyggernes march

Knut laver mange rekognosceringsture nordpå og finder en hær af zombier, spine chains og kødorme. Dem står der mange af rundt omkring. Henimod angrebet på Kvitebaune forsvinder disse hære ind i underverdenen.

Samtidig opruster de døde. Trællen lægger an til en tidlig offensiv for at få Dagan Stadr ned før det bliver for mægtigt. Han kender til Job og Miho og forudser at de kan trække styrker til sydfra. Over vinteren opruster han døde i Hræland nord for Kvitebaune. Han angriber Kvitebaune med en styrke af ca 500 mennesker. De er taget fra overlevende fra Ogdens land og fanger fra landet øst for bjergene. Han har ladet dem besætte med magtfulde spøgelser, men vil ikke overvinde byen. De vil på alle mulige måder tvinge byen i kamp. Angrebet kommer i slutningen af opstigende jord ligesom Knut skal til at lede sit folk mod syd. Han stiller krigere op, fjenden angriber og alle bliver grebet af bersærk

Spøgelserne er der primært for at levere special effects og gøre Kvitebaunes krigere blodtørstige (de har alle en arcanos der kan gøre det). Midt i slaget vil de så forlade menneskene og efterlade dem hjælpeløse. Man skal fejle et Valor rul for at bryde ud af sin blodtørst. De 500 krigere vil blive slagtet nådesløst ned og skabe et Skyggeland på Kvitesletten. Ud af dette Skyggeland vil tusinder af døde krigere marchere mod Dagan Stadr og ignorere Kvitebaune fuldstændigt. De rider på hastige skeletheste og flyver på skyggeøgler og når skoven inden daggry. Her skjuler de sig i ly af træerne og gør skoven til et mørkt sted. De lukker for vejene mellem Hræland og Dagan Stadr.

Blodgab bliver fed og stærk af disse ofre. Han viser sig hyppigt for folket, medens Knut er borte og ægger dem til kamp. Knut får gennet de fleste kvitebauninge ind bag murene igen og haster selv sydpå efter hæren. Han går ind i Ulfskogr. Der vil han blive drillet og overfaldet af dødninge og ledt på vildspor. Styrbjørn vil møde ham og håne ham. Vathi mærker Knuts nød og beder Arge og Miho om at hjælpe ham. De bliver fanget i Ulfskogr og får svært ved at slippe ud.

Styrbjøn laver et nekromantisk ritual, hvor essens trækkes op fra underverdenen. Således kan hans hær overleve i Ulfskogr og skoven langsomt tynges ned mod underverdenen.

Planen:

Hundrede krigere plus de eksalterede møder den vilde jagt og flygter så. Evt. kan man finde deres spejdere og jage dem tilbage til hæren, så det ser ud som om de er overmodige. Krigerne splitter op og gemmer sig rundt omkring. Resten leder den vilde jagt nordpå. De regner med at skulle helt op til Hrædale og trække fjenden ud af bjergene, så der planlægges en langvarig flugt. Spejdere sendes nordpå for at se efter de døde, men de bliver hurtigt slået ihjel i Ulfskogr.

Jagten kommer dog ikke som planlagt. De er nu fanget mellem bjergene og Ulfskogr og finder hurtigt ud af at skoven ikke kan bruges til at gemme sig i. Ulvegærdet er under konstant belejring og ingen af de skjulesteder der er bygget er mulige at nå. I skovens sydlige skovbryn sætter de døde mægtige bål op, hvor skovens træer brændes af, så en mørk røg konstant spredes.

Samtidig er Arge ved at lære at lave et jagtoffer for Vathi så denne kan hjælpe dem i kampen. Dette offer vil involvere jagten og drabet på Suuri, vogteren af svinene i Messingskoven. Der er også brug for en af Vathis pilespidser som kan findes i ruinerne af hans gamle sanctum i Thokaskaut (Arge får nøglen til dette). Desuden kræves der særligt indviet træ fra en skov de døde aldrig har besmittet. Det skal han enten hente øst for bjergene, på sletten eller i Ilma. De to første vil være nemmest. Da han har samlet ingredienserne vil han møde Koll. Koll kommer for at advare ham om at hans venner og de guder han hjælper udnytter ham. De vil have ham til at betale en pris han ikke har råd til. Ganske rigtigt er offeret ikke stort nok. Der kræves noget ekstra. Hverken Vathi eller Grimvarg er glade for at indrømme det, men de antyder begge at menneskeliv er påkrævet og helst fra en man har kær… Han kan ofre 10 normale mennesker eller sin søn. Valget skal stå klart og det vil være nødvendigt at ofre folk fra Dagan Stadr.

Vasmo og Ergjask har et opgør, hvor han kundgør, at han ikke stoler på hende. Han tager så med Arge som vælger at tage vestpå for at finde træ på sletten. Turen tager 20 dage. Ergjask, Knut og Garm tager imedens til Kvitebaune for at se, hvad der bliver af dem. Folkene er ikke glade ved at se hende og Knut er nødt til at true sig vej ind i byen. Han lader de to stå udenfor porten, medens han forhandler med byens ledere som ikke er så trygge ved at modtage hjælp fra deres gamle dødsfjender, vende deres gud ryggen og begive sig mod en skov fyldt med døde. Knut overtaler dem til at forsage Blodgab og tage med ham og denne viser sig og angriber dem i sin vrede. De tæver ham til han er nær død og tvinger ham til at udstøde det ene af sine tre dødsskrig. Han sværger hævn og forsvinder. Knut samler hans rester op: to klør, et stykke næb og en stor, sort fjer.

Når Kvitebaune skal ledes igennem Ulfskogr vil de blive angrebet. Nemmissarer og krigsspøgelser har lagt sig i baghold og ødelagt vejen. De vil kunne rejse rimeligt hurtigt på vejen og Vestvejen selv manifesterer sig for at lede dem ud af skoven. Angrebet vil være i form af horder af spøgelser, men blandt dem vil der være Nemmissarer som besætter udvalgte Kvitebauninge. Disse vil udspionere Dagan Stadr indtil angrebet falder. De vil kunne ses med essenssyn. Knuts svigerinde, Olaf og tre ekstra bliver taget. De når Dagan Stadr i starten af strålene jord. Vestvejen følger dem godt på vej og beder om at blive bygget større. Han vil gerne nå helt til Dagan Stadr og gerne til bjergene.

Ergjask bliver i Ulfskogr. De andre taler med Ligulf og han og Arngrim vil gerne tale med Ergjask. De tager snart efter derop og møder hende. Ligulf sværger, at han vil hjælpe hende til udfrielse, når Styrbjørn er overvundet. Medens de to tager af sted bliver Knut tilbage og ser sit folk til rette. Han tager med Sigeir til starten af Vestvejen og bygger et alter til ham. De lægger strimler fra deres støvler. Knut spørger også om mønter hos Arngrim som jo har nogle liggende allerede.

Imedens vokser bålene i skovbrynet. Hver nat fældes flere træer og lægges på ilden. Røgen fylder snart horisonten. Halvt inde i nedgående jord falder Ulvegærdet og folkene jages ud på isen. De når Dagan Stadr to dage efter.

Gudejagt

Suuri fatter ikke meget af, hvad der foregår omkring hans skov. Og han er mest af alt ligeglad. Bare han kan få ro. Han vil kæmpe så hårdt han kan og lave et par angreb på dem, men så snart han ser, at han taber vender han om og flygter til sit sanctum. Der vil han hele lidt og få noget essens tilbage. Følger de med ham vil det være svært at komme med ind. Det skal lykkes for dem at indhente ham og også lykkes at springe ind før den lukker. Dex + Athletics dif 3 er påkrævet såfremt de har kunnet følge med ham.

Essens: 4

Gore: Speed 4, Accuracy 6, Damage 15L, DV 3

Soak: 8L/8B

Special: Trample.

Speed 5/-2

Hvis Grimsvælg har over fem meters tilløb på sit angreb kan han, for hver påbegyndt fem meter, trække sin essens fra sin modstanders soak og 1 fra DV.

Han kan også ophidse vildsvin til bersærk og berolige dem igen.

Hans taktik er at angribe fra lang afstand og fortsætte forbi sin fjende, så han altid har i hvert fald ti meter at angribe på.

De nedkæmper ham, men dræber ham udenfor hans sanctum. Han opløses og gendannes ligeså langsomt indenfor. Væk fra dem. Dæmonen som er bundet i skoven og som Suuri også vogter griber dog dette øjeblik til at kontakte dem. Han kan lige akkurat lukke dem ind og til gengæld slipper de ham løs. Dog uden at vide, hvem han er. Messingkongen er løs.

Suuris lig skal brændes på et ligbål og Vathi vil komme ud af sit sanctum og lægge sig op på bålet. Flammerne vil stige op og skjule ham og være ubærlige at komme i nærheden af.

Offeret

De kommer tilbage til Ulfskogr efter 22 dages svineslæben. Her finder de Vasmo slemt muteret af Vathis dal. Garm tager ham med hjem til Dagan Stadr. Vasmo har fået klør og tænder og mærkelige øjne. Han er også blevet lidt stærkere.

De får slæbt liget tilbage og i silende regn foretaget offeret. Det skal tage tre dage, hvor hver dag skal helliges en aktivitet. Første dag samler de brænde, anden dag bygger de bål og tredje dag brænder de svinet af.

Grimvarg beder dem blive og vente et par dage, da han fornemmer at offeret ikke er komplet. Om aftenen viser Koll sig for Arge og Sune siger sit første ord (”Koll”). Koll advarer Arge om at han bliver udnyttet af de andre og afslører at det var Bork og Garm som dræbte ham. Han siger, at de vil have mere. Arge dræber ham.

Om morgenen fortæller Grimvarg, at offeret ikke er komplet. Der mangler essens før Vathi kan genopstå. Efter megen overvejelse vælger Arge at ofre sin søn og tager derefter væk. På vej hjem møder de Dagan Stadrs hær og slutter sig til den. Hæren går ind i skoven og slår lejr der for at udfordre de døde. De har sendt børn og de svageste voksne over søen i både. Resten er bevæbnet.

Jobs farvel

I Dagan Stadr er Miho kommet hjem og hun finder Jobs brev og bliver sur på ham. Knut laver hende et fint armbånd og de flirter lidt.

Det endelige opgør

I det tidlige forårs regnvejr i slutningen af nedgående jord kommer den vilde jagt ned fra bjergene for at lede efter sit bytte. De går først og fremmest efter Dagan Stadr og følger hærens spor, da de finder byen forladt.

Dødehæren består mest af zombier og sultne spøgelser med eliteenheder af krigsspøgelser. Som støtte er Grinulfs konstrukter (kødorme, radkæder, knoglegolemmer osv). Hæren er ikke så stor som den ser ud til – spøgelsernes flimrende natur kan narre øjet. Kommandanterne er nemmissarer og Grinulf og Styrbjørn er generaler. De går ikke ud på sletten, før de bliver trukket ud.

Kavaleriet ankomer. Sletten har oprustet og Cernan har formået at mønstre stammerne til en hær på 10.000 krigere. En stor flok mammutter følger dem på Moder Mumas kommando. De kommer i sidste øjeblik langs søen i en lynmarch.

Når slaget er godt i gang kommer Vathi ud fra skoven. Med sig har han Grimvarg, som nu er en gud selv, Ulfskogrs gud og alle de småguder han har kunnet skrabe sammen fra nær og fjern.

DS beslutter sig at vandre igennem skoven og slå sig ned ved Vathis dal. De døde angriber DS på skråningen oven for dalen. Her møder de den vilde jagt som har fulgt efter hertil. Styrbjørn og Grinulf er der også, men holder sig i baggrunden og styrer tropperne. Grinulf har taget beskyttelse i en gående fæstning som ikke kan slås, men sagtens trampe folk ned. Styrbjørn sidder på en død hest. Den Vilde Jagt kommer lidt i urede over de døde og tøver. Mutaki sender en løber over til dem med en fælles slagplan mod de døde og et krav om underkastelse og udlevering af de Udstødte bagefter. I starten er de hårdt trængt og laver forskellige desperate udfald. Til sidst foreslår Mutaki et sidste udfald mod lederne, hvor de alle hjælpes ad. DS trænger frem og bliver stoppet på halvvejen. Den vilde jagt holder tilbage og venter til Styrbjørn og Grinulf er angriber de andre exalterede. Så trænger den frem og falder dem i ryggen. Ligulf fælder Styrbjørns hest med sit spyd og kaster sig over Grinulf som er ved at forme Obsidiansommerfuglenes dødsflugt og stopper den. De dør begge i eksplosionen. I forvirringen overvinder de andre Styrbjørn som tager flugten. I det øjeblik kommer kaveleriet og slaget vender.

Styrbjørn - Fyrstrfalla

Grand Grimcleaver: 6, 12, +15L/4, 4, 3

Arnestenen i øksen lader ham ødelægge et vandrende lig og regenerere et HL til ham.

Kan købe PDV for 2m/point (max 4 extra)

Vil prøve at bruge sine tre komboer

altid på parader (1 + 1m/2 terninger, overskydende succeser tæller som et angreb)

Et par gange på angreb med Unstoppable Doom (1m + 2m/-1 DV + 1m/die. Skadeterninger tælles dobbelt, motes tæller fra forsvar og til angreb)

Én gang med Butcher Routine (6m + 1/die. Dif 3. 2 HL efter soak hugger et lem af)

DDV: 6 (kan reducere et angreb med 7 terninger for 8m og kan dodge et angreb han ikke er bevidst om)

Soak: 14L/15B, -1 mob

Arnestenen i rustningen hylder ham i skygge, så han har +1 DV

+3L til alt

Alle vandrende lig under hans direkte kommando er extra levedygtige og svære at slå ihjel.

Intet menneske kan se ham i øjnene eller møde ham i kamp. Essensbrugere skal klare et Valorslag for at møde ham.

Grinulf - Fuinnglotta :

Det rådne grin

Slavekæde: 9, 10, +6L, 12, 5 (brugerens essens trækkes altid fra en modstanders parader af slavekæden). Arnesten i enden som æder halvdelen af given skade i essens og overfører dem til brugeren. For mennesker æder den halvdelen af skaden i HL oveni.)

Kan bruge essens på angreb, parade og især på dodge.

Crypt Bolt: 6, max 14L

Han er iklædt en rustning næsten som Styrbjørns – 9L/9B.

Magi:

Piercing the Shroud

Hungry Creeping Shadow

Call the Skeletal Horde

Stormwind Rider

Death of Obsidian Butterflies

Knut tager Miho med over til den vilde jagt under slaget for at tale med dem som DS nye leder. Mutaki afslører sig og giver Miho hendes officielle dom fra Riget: hun er blevet erklæret fredløs i Riget og kasteløs. Reelt er det en benådning. Mutaki sender sin jagt og de fem munke på en dødsmission ind i fjendens rækker. De fleste legionærer dør og tre munke falder. Jordmunken og træmunken overlever og bliver sendt hjem til Riget.

De nedkæmper med gudernes hjælp de døde og overvinder Styrbjørn i enden. Nedkæmpes dødehæren vil et sært råddent kødkonstrukt finde dem om aftenen og udspy en besked skrevet på højrige. Det er en invitation til Dødsherrens palads for at forhandle om hans overgivelse.

En tur gennem slagmarken vil være som at gå en tur i en mægtig slagtehal. De gamle bøgetræer står som søjler i hallen, men mange af dem er væltede og alle er de forrevne og tilsølede. Gulvet er dækket med rådnende og rådne lig og rustne våben som danner et sært bjerglandskab så langt øjet rækker. Her og der brænder klare røde flammer af elementær ild. På den løsrevne torso fra en af dødehærens opsvulmede uhyrligheder sidder en ganske ung pige og ligner en dukke. Hun er indsmurt i blod fra top til tå og hendes forrevne kofte afslører det ene af hendes spæde bryster. Øjnene hviler dødt på hendes fader som er i færd med at forbinde hendes ene ødelagte hånd. Hans ansigt er vådt af tårer. Omkring et træ står fire unge mænd med hårde blikke. Deres munde danner stramme linjer i ansigter skåret med bitre træk. De ænser ikke deres gale moders skrig på hjælp, medens hun desperat prøver at trække sin mand fri af det spyd som nagler ham til træstammen. Et sted bøjer en kriger sig træt ned og trækker sin faders sværd fri af sølet. Han giver sværdet til sin søn, hvis arme lige akkurat kan løfte det og besværger ham til at blive stærk nok til at svinge det.

Mere end 400 krigere ligger i mudderet. Ligulf ligger der, stivnet i dødsøjeblikket. Hans krop er i døden blevet forvandlet til massivt guld, men blodet dækker den stadig. Omkring står og sidder en ligvagt af stolte krigere med tårene frit strømmende fra øjnene. Ved hans side ligger Taika med et fredfyldt smil. Hendes dybeste sår er over håndledene og hendes blod har blandet sig med hans. Halgeir er blandt ligvagten, men ikke længe. Livet flyder langsomt ud af en flænge der strækker sig hen over maven. Han er nødt til at holde indvoldene inde med den ene arm. Langt der fra lever Bjørn stadig, men ikke med megen glæde. Han bøjer sig ned og trækker et kort spyd ud af halsen på Håkon som faldt for øjnene af Æsa og de tre børn hun havde med sig i krig. Det er dog kun to af dem som er vidne til dette. De kigger med tørre øjne på scenen, medens de støtter Ketil, deres bror, som kommer til at huske slaget i skoven som det sidste hans øjne så, før et sultent spøgelse jog sine kløer i dem og åd dem. Kari stavrer hen over slagmarken med en kvinde ved sin side. Kvindens arm holder hun fast om sin hals. Kvindens fødder slæber igennem mudderet. Først da Kari finder sin storebror opdager hun, at Florunn har været død længe. Karis smil kommer ikke til at skinne igen. I mundingen til den kløft som blev Dagan Stadrs sidste tilflugtssted har shamanerne samlet sig. De undrer sig lidt over, hvorfor de gamle har fået lov til at leve, medens så mange unge ligger for deres fødder. De begynder at flytte ligene og bygge et tempel.

Gudens bud

Efter slaget vil Vandringsmanden træde frem for dem. Han vil fortælle om sit gamle folk – Aeshir, og fortælle dem, at de er de sidste levende efterkommere af dette folk. Han byder dem at lade folket vokse og blive stort igen. For at gøre dette skal de hente nyt blod ind udefra. Han giver dem love at følge og stadfæster at enhver født med Aeshirblod i årene retmæssigt kan tælles som Aeshir selv og skal opdrages blandt sin slægt. Han tillader også mænd af Aeshirslægt at tage flere koner og lover at hver for hver kone ud over den første vil han velsigne hele mandens familie. Han byder dem også at fortælle Valkasangen og lader dette være hans foretrukne ritus.

Mutaki finder Miho og taler til hende om Rigets forfatning. Han siger, at det står slemt til og at Riget har brug for at blive reformeret. Dette har han bundet sig til.

Ergjask rejser ud for at finde sit tårn og finder det.