Forstyrrelsen

Møde med den døde mand

Efter de er blevet givet posterne som byens beskyttere er det vigtigt, at de taler med Odgar og lover ham troskab. De går ud til Odgars høj den dag de holder festen for Arges exaltering.

Da de kommer derud er der et stort hul i siden af højen som de kan gå ind i, og det gør de. Trælst mørke som presser sig imod dem som vand og en uvilje mod deres sollys. Inderst i dyssen er der en lede i luften som gør det svært at trække vejret. Her sidder Odgar Brynje ved sit stenbord klædt i sin rustning og med sine rigdomme omkring sig. Odgar byder dem velkommen og giver dem mad og drikke. Det er de dødes mad, så det smager af støv og jord. Spiser de for meget begynder de at glemme dele af deres liv, såsom en broders ansigt eller en søsters bryllup. Spiser de nok dør de og bliver til forfaderånder, men givet deres solare essens skal der ret meget til.

Odgar fortæller at han beskytter landsbyen og dermed er deres tjener. Er landsbyen i knibe behøver de blot at kalde på ham. Som tegn på sin hjælpsomhed giver han dem hver en sort metalring med en lille sort perle i en fatning som sætter dem i stand til at se sygdom i mennesker og ting, når de går med den. Selv den mindste lille fremtidige fare viser sig som var den allerede ved at ske eller allerede sket. Den kan også dræne essens fra dem, gennem en femte ring med fem perler i som Odgar beholder for sig selv.

Rundt om i Odgars hal ligger døde trælle og dyr. De rejser sig på hans kommando og opvarter ham og gæsterne.

Krigsråd

Aslaug og Ligulf har fire charms, Grinulf har tre, Arge har en.

De tager til Hvidkilde og taler med Ogden. Han byder dem velkommen, men er lidt skeptisk over for deres ord. Han holder dog sin ryg fri til sommer og holder sig sikker mod Yngve. Han er dog selv interesseret i at samle byer. Uvenskabet med Yngve forhindrer ham dog i at handle særligt meget i forhold til ham.

Ogden samler derfor sin nærmeste familie om sig og beder Yngve om at repræsentere Bergastål på Stortinget. Imedens befæster Ogden sig, laver våben og underlægger sig en by og nogle gårde øst for Hvidkilde. Byen er Valkaheim og huser en lille samling bønder. De fleste er Raninger, da Ransgård er den største i byen, men de har giftet sig sammen med Bergastål i et par generationer nu og er tæt forbundne.

Da Ligulf og Arge kommer hjem fra besøget i Hvidkilde er der gået ca. halvanden måned. De mødes derfor i slutningen af strålende træ for at planlægge sommeren. Aslaug taler varmt for at erobre byer og samle hære. Ligulf er imod. De andre er lidt tøvende. Aslaug og Ligulf har et udestående som de lige skal have overstået. Ligulf trækker sig tilbage, fordi han ikke kan godtage krigen. Han ønsker at meditere og lære, hvad solen ønsker.

Koll har en del natlige samtaler med Ligulf, som han dog holder hemmeligt for andre. Han har også kommunikeret med Wulfgar om Garm.

Wulfgar rider med tyve mand til Elgdale og indtager den med store tab for byen.

I løbet af nedgående træ mønstres en hær fra alle fire byer og Hrædale vokser til næsten dobbelt størrelse. Der gøres klar til et tidligt togt mod syd. Allerede i nedgående træ skal hæren marchere og begynde at indtage byer. De mødes ikke af større modstand med mindre de tager vestpå.

De får da bud ovre vestfra om at Ogden Bergastål selv har taget byer omkring Hvidkilde. Dette har han gjort allerede i strålende træ.

Rotten dukker op og udfordrer dem.

Wulfgar beslutter, at han ikke selv har fået lejlighed til at teste lunarens duelighed. Så han sætter en af sine hirdsmænd til at udfordre ham til kamp til døden. Denne exalterer under kampen.

De har ikke fundet nogen artefakter endnu.

Krig

De drager i krig og vælter byer herfra og langt sydpå.

Arnheide og andre byer og gårde er blevet næsten rømmet.

Bluteng overgiver sig, men bliver slagtet alligevel. De når sent frem til byen og finder en masse døde mennesker. Der er 7 børn, en træl og to kvinder som overlever og flygter ud på heden. De ender hos taterne og bliver sure.

Nyheden om Hrædales hær har løbet i forvejen og en stor mængde byer og gårde helt ned til Ulfskogr splitter deres mænd op i to afdelinger. Halvdelen af disse sender de sydpå til Kvitebaune som er let at forsvare. Resten sender de med Wulfgar. Disse skal samle sig i slaget og falde hæren i ryggen. Bjørn fra Rødsten leder disse mænd og Thorkild fra Kvitebaune leder resten af den hær. De har godt og vel 800 mænd tilsammen, hvor de 600 sidder bag palisaden i Kvitebaune.

Ved Bygmark ligger en flok i baghold for fortroppen. En flok på tyve mand stiller sig op for at forsvare byen, men de løber så hurtigt de kan og leder forfølgerne ned i en kløft med en strøm i bunden. Kløftens sider er tæt begroet med krat og buske og dens toppe er fyldt med træer og andet. Godt inde i kløften ligger resten af mændene og lader en masse stammer rulle ned i strømmen. De har ryddet al vegetationen og lagt det løst tilbage så stammerne skubber det til side. Garm gennemskuer bagholdet og får dem til at vende om. Styrbjørn bliver sur og brænder byen ned. Derefter tager han mændene ud på åbent land og overlader det til hovedtroppen at tage sig af bagholdet. Medens han brænder byen ned lægger mændene fra Bygmark sig på vagt og overrasker fortroppen midt på marken. De sætter ild til byggen og skyder med pile efter dem. Da de trækker sig tilbage for at komme væk fra ilden venter de på dem gemt i kornet. De kæmper i to styrker som hele tiden skilles og samles omkring fortroppen, således at hestene ikke kan komme til dem.

Efter den kamp er der kun tolv mand tilbage af fortroppens hovedstyrke. Styrbjørn får Garm til at flyve med bud til hæren og Solarerne, medens han bliver tilbage og samler fortroppen. Hvis Aslaug prøver at slå ham ihjel vil han prøve at vende krigerne imod hende.

De får at vide at en større flok mænd har samlet sig ved Kvitebaune og bygget en mur.

De får at vide at Ogden har taget byer

Blåstein har nogle tatere

Nysted

Voldhede

Blegestrand huser hæren for nogle dage. De har overgivet sig og giver mænd og forsyninger til hæren.

Sølvsted

Manihall (med familien Manihall)

Rikemuld

Gammelsten

Svarteklumpen

Ormshøj ligger ved Messingskoven som de kommer forbi. Her kan de høre om Grimsvælg.

Mørkebaune – kystby ved grænsen til Ogdens land.

Fortroppen bliver genopbygget til 150 mand. Halvdelen ryttere.

Slaget ved Kvitebaune

Dette bliver det afgørende slag og afslutningen på første historie. Kvitebaune ligger på en høj bakke som er en udløber fra Thokaskaut. Den overser ca. en dagsrejses åbent, fladt land. Her har mændene bygget et højt palisadehegn rundt om byen og gravet dybe voldgrave foran dem. I gravene har de sat tilspidsede pæle. Voldgravene er indenfor bueskudsafstand.

I starten vil mændene blive inden for palisaden og vente på at hæren kommer frem. De vil prøve at tage det første stormløb uden at kommer ud. Derfra vil de gøre, hvad de kan for at tynde ud i rækkerne med buer og sten. De møder det første stormløb op af bakken ved at lægge slisker fra murene ned over voldgraven og rulle store kampesten ned over dem. Forræderne gør, hvad de kan for at falde tilbage, så de kan danne bagtrop under kampen. Når slaget er på sit højeste vil de lige pludselig angribe hæren i ryggen og på det signal vil mændene i Kvitebaune storme ud fra murene og angribe forfra.

De døde dukker op under slaget og ser på. Det er et vigtigt slag for dem og større kamp er ikke set uden for den grå hærs angreb. Om natten kommer de døde frem vest for kampen. Mod øst kan dem der har øjne for det se landets guder.

Hvis Styrbjørn dør her exalterer han som en dødsridder.

Wulfgar har haft sit første sammenstød med Aslaug, og han har viet hende til slaget. Han vil bide ydmygelsen i sig med mindre han dør eller bliver dødeligt såret. Så vil han hjemsøge hende helt vildt.

Vandringsmanden er imod dem. Han har lånt sin kappe og sit spyd til Thorkild. Som nu er en væsentlig større trussel.

soak: 9L/10B

spd: 16, acc: 10, dam: 11L, def: 9, rate: 3

Solarerne får flashbacks til andre slag:

Garm drømmer om et smukt lysthus i det tidlige grå morgengry. Alting er idyllisk, men en frygtelig spænding hviler over stedet som om noget ondt er lige ved at ske eller måske allerede ligger og lurer under overfladen.

Bork drømmer om sit tårn og ser en legion med farvestrålende rustninger og under blafrende bannere der angriber det. Det er mest Drageblodede, men også mennesker i powerarmor. Der kæmpes med essensvåben. Modstanderne er en ældgammel solar og en samling dæmoner, golemmer og automata.

Aslaug drømmer om en hær der strækker sig længere end øjet rækker. Endeløse og snorlige geledder og kolonner med flag og bannere under en grå himmel. De står ret op og ned og venter på noget. Hun ser ud over hæren fra en gylden, svævende halvsfære, hvor hun står sammen med en flok smukt udstyrede solarer. Horisonten er fyldt ud af et enormt forvredet messingtræ med ild dryppende fra grenene.

Arge drømmer om en dal fyldt med gullig, fugtig, bølgende tåge. Han går igennem landskabet og hans fødder støder på usynlige ting i tågen. De er skrøbelige og knækker under hans fødder, men er også svære at gå i. Så skifter landskabet. Tågen forsvinder og erstattes af et gråligt lys over en grå dal. I midten står et pyramidetempel og jorden er dækket med et tykt lag døde soldater. Kun knogler, rustninger og rustne våben er tilbage.

Efterdønninger

Hæren er blevet decimeret væsentligt og landet kommer til at mangle mænd det næste stykke tid. Mange steder bliver der mangel på folk til at høste og også til at så næste år. Krigsaktiviteten kommer til at falde betydeligt over de næste år. Til gengæld begynder de døde at røre på sig. Så snart de ikke får deres ofre begynder landet at blive plaget af Sultne Spøgelser og mange steder holder forfædrene op med at kommunikere med byernes shamaner.

Situationen mod vest ser anderledes ud. Ogden har relativt nemt fået overtaget fem byer og ved nyhederne om solarernes besættelseskrig har mange flere sluttet sig frivilligt til ham. Han er snildt i stand til at true Wulfgars land, men har dog et problem med hedefolk som begynder at plyndre de byer der vender ud mod heden. De trænger også længere ind i landet fra tid til anden. Ogden ved udmærket godt, hvorledes det står til i Wulfgars land og vil prøve sig frem med politik for at få kontrollen med det. Til stortinget kommer han til at tilbyde sin hjælp for at opbygge landet igen. Han tilbyder at sende korn og trælle. Samtidig holder han en stor hird på benene, så de kan se, at han er farlig. Yngve bliver tilbudt en post som Ogdens højre hånd. Han bliver flyttet til Hvidkilde og Ogden arbejder tæt sammen med ham.

Derhjemme er Wulfgar dødssyg. Han har fået banesår ved Kvitebaune og nægter at lade nogen tage sig af såret. Han kommer til at sygne hen det næste lange stykke tid og holder sig i sin rustning og med sine våben konstant. Han bliver mere sær end nogensinde. Han lægger ikke længere skjul på sit had til de exalterede, og han sværger hævn og død over dem flere gange. Koll taler tit med ham, men får ikke lov til at hjælpe. Til gengæld er han begyndt at værge ham med runer som vier ham til den grå hær. Disse runer tegnes op med hans eget blod med jævne mellemrum og begynder at kunne ses. Ofte holder han fester i sin hal og kræver at alle er til stede. Han prøver så vidt som muligt at lade som om hans sår ikke er der og at han har mange år at leve i stadig. Trods hans tilstand holder han faktisk ud længe endnu.

Af hirden lever kun tyve mand, men Borks styrke har tredive mand tilbage. Styrbjørn lever i bedste velgående og det bliver ham hirden ser til som leder. Han overtager mere og mere Wulfgars gamle plads og denne har også mange lange natlige samtaler med ham om lederskab, respekt, loyalitet og frygt. Han indprenter ham, at forfædrene altid ved bedst og at fremtiden stadig har ting at bringe som vil være til deres fordel. Dog fortæller han intet om hans og Kolls plan.

Aslaug har slået to af Svartahedingerne ihjel. Den sidste – Vasmo – kommer til hende som repræsentant for familien for at love Hrædale troskab. Det er der mange der gør i det næste stykke tid. Hun kan huske at have set de tre sidste brødre kæmpe side om side ved Kvitebaune som var de en krop med seks arme og tre hoveder. Men hun fik hurtigt slået dem alle ned og den sidste overlevede kun ved et held. Hun efterlod ham for død.

Aslaug lader de overlevende jage ned. Hun tager omkring 200 mænd, kvinder og børn som trælle og lader resten henrette. De døde bliver klynget op i træerne omkring Kviteslette til skræk og advarsel.

Stortinget

Starten af Strålende Vand

Vandringsmandens spyd og kappe blev efterladt på slagmarken og fundet af Garm – Koll og Mosekonen kan genkende det som relateret til Vandringsmanden. Garm ved godt, at det har noget med en gud at gøre. Hvis de tager våbnene med hjem vil Vandringsmanden dukke op, hvor de er og kræve sine ting tilbage. Han vil komme som en gammel, tynd mand med langt, gråt skæg og hår iført en sort kofte, vandringsstøvler og en bredskygget vandringshat. Han kalder sig Mal og siger, at han er shaman i Sagahall. Han vil få sine ting tilbage, men også prøve at vinde nogle bønner til Vandringsmanden. Han opfordrer dem til at ofre en gedebuk, en træl og en ravn i hans navn og lover at finde Garm i hans hus til foråret for at få sine våben. Koll hører dette og vil på et tidspunkt fortælle Arge, at der ofte er små guder som flokkes om steder i forandring for at tigge bønner og ofre.

Ogden bliver overfaldet af Håkons folk på Yngves bud. Han får banesår, men Frigga holder ham i live midlertidigt. Hun binder hans skygge til hans hjerte der hvor pilen gik ind og stopper hullet med alrune. Han er egentlig død og hans legeme vil falde sammen, når alrunen bliver trukket ud af hullet. Indtil da vil han være et slags levende lig som dog ikke er i forrådnelse. Han dukker op på tinge og lader som ingenting. Han siger, at han bare blev lidt forsinket og undskylder sit fravær.

Yngve står til at overtage pladsen som familieoverhoved, og han er meget kritisk over for Hræland og deres veje. Til Stortinget taler Koll og Ogden Bergastål sammen. De snakker politik og alliancer og intrigerer. De aftaler at gifte en af Ogdens halvdøtre med Arge. Dette er den yngste – Skadi. Der er mange forfædre der flokkes om hende.

Dem der flygtede fra massakren ved Bluteng dukker op på tinge sammen med taterne fra Messingskoven. Disse tatere kan ikke rigtig være i fred for vildsvinet og har været nødt til at flytte ud i skovene og engene. Der er fem børn, to kvinder og en træl. De to yngste børn døde under flugten pga. sult og kulde. Trællen er blevet ond – han har hurtigt fået taternes sympati og kvinderne er udsultede og forpinte. De har begge mistet deres mænd i angrebet og har været nødt til at klare sig alene. De er flyttet ind sammen med hver sin tater som udnytter dem groft til gengæld for mad og beskyttelse. De hører at Garm går og kigger på trællebørn og tilbyder at sælge sig selv og børnene til ham for et får. De ønsker at komme i nærheden af Garm for at hævne sig på ham der ødelagde deres hjem og familie. De ved ikke at Garm var den der var tættest på at redde dem dengang, men at han valgte at lade være. For dem at se skal hævnen gå ud over Aslaug.

Under den anden rådslagning kundgør Aslaug at Garm bliver en del af hirden. Dette vækker noget bestyrtelse især blandt de gamle hirdsmænd. Da Aslaug sammenligner Wulfgars metoder med hendes (hans fire byer mod hendes tyve) brokker Styrbjørn sig. Det ender med at han får anklaget Aslaug for at være fej og lægger an til en kamp. Aslaug dræber ham og han exalterer i det øjeblik som Afgrundsexalteret. Han hugger sit sværd i maven på hende og går. Lidt væk fra Tingdalen finder man senere en gravhøj brudt op og alle ligene spredt rundt omkring. Styrbjørn har brudt højen op og talt med dens beboer – en af Tingdalens beskyttere. Han har kæmpet mod ham og tvunget ham til at hjælpe sig ind i dødsriget. Siden er han forsvundet mod øst op i Thokaskaut. Han er sandsynligvis Solnedgang, men kan også være Dag. De besøger højen og taler med den døde derinde som får en træl til gengæld. Han fortæller, at Styrbjørn er rejst mod øst til bjergene, at han går af de dødes stier, at han var i højen, at han er en dødsridder og at han er jarl blandt de døde. I dagene efter hans exaltering forlader 24 krigere Tingdale for at drage efter ham og blive hans hird. De følger efter hele vejen til bjergene og henter udstyr i deres forskellige byer. I Thokaskaut møder de Styrbjørn som tager dem ind og træner dem.

Nye tider i Hræland

De mødes godt tre uger efter storting i de sidste dage af Strålende Vand for at aftale alting. De drager ud for at tage sig af de 24 krigere som forlod stortinget. Arngrim Smed bliver sat til at træde i deres sted, medens de er væk. Der er krigere fra seks byer der er taget af sted og i to af byerne var det høvdingen. De fratager familierne alt, hvad de kan undvære og stadig overleve vinteren over og giver halvdelen af det til høvdingefamilien. Resten tager de med hjem og fordeler imellem sig. Bork og Garm får ting til deres gårde. De kommer hjem i slutningen af Opstigende Luft. Garm får tre trælle og en flok dyr extra forærende af Aslaug, men skal levere sin mandlige træl tilbage.

Som Vandringsmanden og andre guder gør deres entre i landet trænges gråfolket tilbage. Deres orden opløses og landet kommer til at opleve en tid med kaos og forandring. Blandt andet vågner de sultne døde og manifesterer sig rundt omkring. I starten er det kun nogle få trælle og dyr det går ud over – de findes om morgenen flået fra hinanden og spredt ud over sneen, men ingen spor ses af gerningsmanden. Nogle gråmænd tager sagen i egen hånd og manifesterer sig om natten for at kræve deres ofre, hvor de ikke længere bliver givet.

Scene: Hos Garm. Nat. Thir strikker i et hjørne. Garm sidder og småsnakker med Håkon. En af hans unger kommer bleg og storøjet ind og siger, at der er en mærkelig mand i sovekammeret. Derinde sidder en grå og stinkende dødning i hjørnet i sit krigstøj og mumler i skægget. Det er den forfader som i levende live byggede huset, og han er vred over ikke at have fået sine ofre længere. Garm hugger ham ned med sine månesølvklør. Men senere vil han vende tilbage og gøre livet surt for huset og dets indbyggere. Dyrene vil blive syge og børnene udmagrede og svage af underernæring. Et af børnene får en lungesygdom som han dør af, hvis ikke noget virkeligt drastisk bliver gjort. Knægten kommer sig aldrig helt og bliver lidt ussel og sygelig. Gråmanden kommer igen flere gange.

Det bliver generelt en utroligt hård vinter. Mange steder dør gamle, børn, dyr og syge mennesker af kulde og sult. Frosten kommer hurtigt og er så hård, at den springer træ og sten. Ulvene er sultne og kommer ned fra bjergene og ud af skovene for at jage mennesker og deres dyr. Garm jager dem som er omkring mosen og hans gård og slår dem ihjel. Han lærer de to ældste børn at sætte snarer. Mange andre jager også ulve. Vejret er meget omskifteligt vinteren over. Nogle gange blæser sære varme vinde op og bringer regnskyl eller hagl eller begge dele. Håkon bor for det meste hos Garm, men tager ud og besøger mosen jævnligt. Han kan hver gang berette om folk der er døde derude.

Lunaren i Thokaskaut sender bud til Garm og andre Lunarer, da han ser Styrbjørn komme til bjergene. Han inviterer også Solarerne med. De er inviteret til at komme i den koldeste tid af vinteren. Dette er traditionelt den sidste dag i Strålende Luft.

Solarerne ser Lyset

Garm og Bork ofrer til Vandringsmanden uden for Hrædale. Dette gør forfædrene extra vrede og de hævner sig på folk fra byen. Dette får Koll til at anbefale et tusmørkeoffer til Odgar Brynje. De ofrer først fire trælle alene derude og aftenen efter – ved tusmørke – ofrer de hen ved hundrede trælle på Odgars høj. Han åbner højen og byder dem indenfor. Aslaug spørger om de sultne døde og han svarer, at forfædrene er vrede over de ånder som er blevet tilbedt i Nordland. Han antyder også, at solarerne har banet vejen for Styrbjørn ligesom dagen baner vejen for natten. Dette bliver Aslaug sur over og forsager ham og alle de andre døde. Så bliver Odgar sur og forbander hende og alle der følger hende og så er hun lige pludselig ikke høvding længere. Hende og Garm går sin vej og ender ude i Garms hus. De snakker med mosekonen om de gamle guder og tilbedelsen af dem. Til sidst beslutter de at stjæle en vogn i Hrædale og stikke af til en ødegård i nærheden af Messingskoven. Garm har været nede at rekognoscere og slået den sidste beboer af en gård ihjel. Svinet er endnu ikke klar over, at han har været der, men finder ud af det og venter på dem, når de når frem.

I mellemtiden samler Bork sine mænd som alle er loyale over for ham. Han leder dem først hjem til Eikalund og besøger siden Garm og Aslaug, hvor han nu kan finde dem. I Eikalund har han talt med sin familie om loyalitet og vundet dem over til sin sag. Han har desuden sendt bud til Svartahedinslægten og de er også med ham imod Hrædale. Arngrim Smed har kontaktet Sigeir Småland i Drakefjord og aftalt at forholde sig afventende. De er også loyale over for solen.

De flytter og møder Suuri. Han er vred og bliver selvfølgelig hurtigt provokeret af Garm. De tæver ham på flugt til hans Sanctum og Garm siger at hvis han lader Garms flok være vil Garm lade hans være. Det er klar besked for Suuri, men han er vred stadig. Håkon begynder at lægge ofre ud til ham og det hjælper lidt.

Lunarmøde

Aslaug og Garm følges ad og Arge går alene. De to når frem først og møder der Osvif som sidder og spiser fisk alene og tavs. Arge møder Østerbys shaman i en hule. Han er gal og ranter om den døde mands borg i bjergene. Arge møder på sin vej tilbage Cernan som har taget skikkelse af en af de gode borgere i Østerby. De følges ad til mødet. Da de når frem skifter han form og løber om kap med Arge hen til bålet.

Her fornærmer Osvif Aslaug og kalder hende en kælling. De kommer op at slås og han banker hende synder og sammen, men hun bliver ved med at trodse ham og han bliver lidt imponeret. Desværre limitbreaker hun også. Hun beslutter sig for at skide på lunarerne og tage hjem for at slå alle ihjel.

De andre bliver inviteret op på et utilgængeligt plateau. Arge bruger en time på at kravle derop. Her venter de i fire dage på Aslaug (Arge bliver meget utålmodig) – der går selvfølgelig konkurrence i den og lunarerne studerer omhyggeligt Arges måde at reagere på. Cernan beder endelig de andre om at starte mødet, fordi Garm forsikrer ham om at Aslaug ikke vender tilbage.

De snakker lidt løst og fast. Osvif fortæller om hans problemer med Vathi & Søn i Ulfskogr, Cernan taler om Ilma som trænger ind på sletten i syd og Skapti fortæller om dødsherren som sidder i sin borg og om Styrbjørn der er kommet til med sine mænd. Dødsherren gemmer sig og kæmper ikke ærligt. Osvif gider ikke blande sig i de andres kamp med den grå hær, da han ikke synes det vedkommer ham. Cernan og Skapti er dog meget bekymrede og vil gerne hjælpe til, hvis det bliver nødvendigt. Skapti siger, at han vil give besked, hvis der bliver noget. Så siger han, at Solarerne ikke ved meget om sig selv og at de vil gøre klogt i at søge viden og kraft rundt omkring. ”I er kræfter på landet.”

Så tager de hjem. Garm flyver direkte hjem og Arge tager nordpå til Østerby for at hente sin hest. På vejen bliver han fanget i en mægtig snestorm, hvor solen viser sig for ham i form af en gylden kalv. Han siger med en blid stemme, at Arges offer er blevet husket og, at han har solens gunst. Så vågner Arge op i Østerby. Han tager hjem til Hrædale og ordner der nogle sager. Koll har taget over og er ved at organisere Hræland med sine sønner. Arge tager videre med den undskyldning, at han vil samle og konfrontere de andre solarer. Han finder Bork i Bjornabygd, hvor han har samlet sine mænd. De to tager til Garms hus ved Messingskoven.

Gråfolket truer

Medens de sidder og snakker i deres hus dukker der en masse døde mennesker op og prøver at slå dem ihjel. Først får de besøg af en flok tatere som Garm kender fjernt. De opfører sig dog sært og når natten kommer angriber de. Det er Nemissaries som har slået taterne ihjel og besat dem. Når natten falder på kommer omkring 20 sultne døde og så bryder helvede løs.

De sultne døde angriber med tænder og klør: speed 6, acc 6, dam 5L, def 5

Bid: speed 0, acc 5, dam 8L, def 4

Nemmisarerne angriber med øxer og knive

Øxe: speed 5, acc 7, dam 9L, def 5

Kniv: speed 8, acc 7, dam 5L, def 7

Angreb som giver mindst en i skade => otte terningers essensdræn.

De kan forvrænge deres kroppe, så de kan slå på afstand eller fordoble skaden på et angreb.

De slår de døde ihjel, men Snorre brækker flere ribben og dør af sine sår og Thormod mister tre fingre. Thir får et slag i hovedet og bliver aldrig rigtig klog igen, Kjallakr mister et øje og Aslak dør af sårfeber og forblødning. Bjørn kommer sig efter lang tid af sine sår. Garm hænger ligene op i nogle træer, så ungerne kan skyde til måls efter dem. En dag besætter Nemissarerne ligene og minder dem om forbandelsen og antyder, at de kom efter Garms børn og vil gøre det igen så længe Aslaug er der. Så pakker hun sine sager og rejser væk, hvilket også var, hvad forfædrene regnede med.

Bork og Arge tager op i bjergene for at kigge efter Trællens tårn og finder det efter tre ugers rejse. De tager den rustne hjelm med fra vejkapellet. Trællen bemærker dem, men gør intet. Efter det tager de hjem til deres familier. Hvis de rejser hjemmefra for at støtte Aslaug vil nemissarer angribe deres familier med stor brutalitet.

Koll er godt klar over dette angreb og kender nu gruppens tilflugtssted, fordi de døde har fulgt efter Arge. Han vil langsomt organisere deres udslettelse og holde dem travle med angreb fra de døde.

Hvis de kommer efter ham vil han vide det. De døde holder øje med dem hele tiden, men da de ved at flere af dem kan se dem immaterielle holder de sig på afstand. Mellem skovens træer, ude fra bakkerne og højene og langs vejene. Han ved, at han får mere magt som død end som levende, så for ham er det et spørgsmål at dø på den rigtige måde. Hvis nogen kommer efter ham vil han fortælle, at han blot bliver stærkere af det.