Forstyrrelsen

Setting

Generelt:

Denne setting beskriver en lille del af norden som af dets beboere kaldes Nordland. Det er ikke et samlet rige, men nærmere et folk med en fælles kultur samlet i gårde og bygder over et stort område.

Som bliver beskrevet mere indgående senere er norden i luftens element, men elementerne beskriver andre ting end Skabelsens regioner. Blandt andet beskriver de også årstiderne. Skabelsen har således fem årstider med tre måneder i hver: jord, træ, ild, vand og luft. Månederne er udmålt efter månen og hedder opstigende, strålende og nedgående. For eksempel hedder den tredie måned i Jord, Nedgående Jord og den midterste måned i Ild, Strålende Ild. Dog passer antallet af dage ikke helt med årstiderne, så når nedgående Luft render ud kalibreres kalenderen i fem dage. Kalibreringen ligger uden for tiden og er over hele Skabelsen omgærdet med mange tabuer og frygt. De største ulykker sker altid i kalibreringen, hvor selv det bedste sværd knækker og det stærkeste tag bryder sammen.

Jord er den stille årstid, hvor verden falder tilbage på plads efter årstidernes tumult. Det er den stabile måned. I Norden er det en vintermåned, hvor verden ligger i hen i frostens greb, men uden at vejret skifter meget. Herefter går året i gang med Træ, hvor alting for alvor begynder at gro og det meste såning foretages. Ild er sommeren, hvor der kriges og ventes på høsten som kommer i den sidste Ildmåned. I Vand høstes der, handles på stortinget og gøres klar til vinteren som kommer i Luft. Selvfølgelig varierer klimaet og årstiderne meget alt efter, hvor i Skabelsen man er. I norden er Jord en meget kold årstid, dog uden de mange voldsomme vinterstorme som Luft er fyldt med. Vinteren varer typisk fra strålende Vand til opstigende Træ. Træ og Ild er meget hektiske årstider i norden, hvor der både såes, høstes og dyrkes krig med megen iver.

Folk:

Kulturen blandt folket nordvest for Tågefronten er centreret omkring krig, død og luftelementets egenskaber. Et lig omgærdes med respekt og mange tabuer, for det er sjælens hus indtil det får en rigtig begravelse i en høj. Kun trælle og slægtsløse begraves i fællesgrave i jorden og kun de værste og mest forhadte forbrydere bliver nægtet en grav. Selv fjender dræbt i krig højsættes efter deres stand.

I krig er man skånselsløs og direkte. I fred koncentrerer man sig om vækst og handel. Slægten skal fortsættes og forfædrene æres. Det forventes at stridigheder afsluttes så hurtigt og kontant som muligt, hvis ikke ved bod, så ved holmgang eller krig. I krig samler man de folk som man kan regne med - typisk gårdfolk og familie, men det kan også være venner og bekendte, og drager derhen, hvor man har sit ærinde. Det kan være en hævn mod en bestemt by eller gård eller det kan være tilfældigt. Hvis man kan vælge selv drager man tit så langt væk som muligt, da det er godt at holde sine venner nær og sine fjender på afstand. Her udspiller kampen sig på en kampplads væk fra bygninger, marker og dyr, hvor fjenden møder en. Man kæmper så til det er tydeligt, hvem der har overtaget og så stopper kampen. En bod aftales og angriberne tager hjem igen. Hvis angriberne taber og ikke kan betale en tilfredsstillende bod på stedet udskydes betalingen til stortinget og disse forsinkede betalinger er ofte grund til megen kiv. Det er dog langt fra altid at krigens regler overholdes. Det sker oftere og oftere at blodberusede kriger falder over en by eller gård i ly af natten, brænder husene ned, voldtager alt med et hul i sig og stjæler resten. Det er især reglen ved togter mod Ilmaland nede sydpå. De er jo ikke rigtige nordboer, alligevel. Men også i norden sker dette. Folks erindringer om gamle stridigheder og vanærer rækker længere end de gjorde førhen. Særligt Wulfgars krigere er skånselsløse i deres togter og det er sådan de har taget magten over et større område. Folk i de omkringliggende byer blev for bange for dem til at gøre modstand.

Krigen strækker sig også ud over de regulære togter. Folk har ikke langt til sværdet og en fornærmelse kan hurtigt blive til en holmgang. Mange ulykker sker, fordi folk kommer op at slås og mange dødsfald er ofte udfaldet. Krige er opstået pga sådanne skærmydsler. Af samme grund findes et kompliceret system til at afgøre holmgange med et væld af regler som kun de færreste husker til bunds. En kamp skal altid erklæres i forvejen og afgøres på et aftalt sted. Er den ikke det skal begge parter betale bod til hinandens familier eller afgøre kampen ved en officiel holmgang. Især hvis den ene af parterne dør. En holmgang bliver altid afholdt på et område afsat til formålet. Dette er et særligt stykke jord som hver bosættelse altid holder fri. Planter og græs må ikke vokse derinde og jorden må ikke skiftes. Holmgangen kan være til døden, til der først trækkes blod, med eller uden våben, mellem to eller flere alt efter omstændighederne. Oftest bliver disse ting aftalt af de ældste i byen eller familien. Visse holmgange er over så vigtige og omfattende stridigheder, at de kun kan afgøres på stortingets stridsplads og disse bliver altid overværdet af ældste og lovkyndige fra hele Nordland.

Besøger man en nordmands hus bliver man mødt i døren af husets fader og lukket ind, hvis man kan præsentere sig godt. Dvs, hvis man har modet til at sige sit navn højt og med stolthed, kan nævne nogle forfædre og selvfølgelig ikke er træl. Ved arnen bliver man mødt af husets moder som vil give mad, hvis man kan give huset en gave i form af et kvad, nyheder fra fjerne steder, smykker eller, hvad man nu ellers har at give. Overholdes disse ting kan man betragte huset som sit eget hjem på alle måder og man har samme rettigheder som husets herre. Man kan spise dets mad, reparere sine ting og nyde dets beskyttelse i enhver henseende. Nogle steder lader husets frue endog gæsten dele sengen med hende og børn undfanget ved en sådan forening bør anses for retmæssige børn af huset. Det er dog klogt ikke at misbruge gæstfriheden, hvis ikke man vil have et spyd i ryggen så snart man træder ud af døren. Ellers er man på alle måder under husets beskyttelse, så snart man er blevet tilbudt gæstebud.

Hvis folk ikke ernærer sig ved krig alene er de enten håndværkere, bønder eller fjerfolk. De eneste specialiserede håndværkere er smede og bådbyggere. Ellers laver folk, hvad de skal bruge selv. Smedene nyder stor respekt for deres magt over jernet som tillægges mange mystiske egenskaber. Det er meget almindeligt at gå til smeden med syge mennesker, så denne kan slå sygdommen ud af kroppen på dem. Ellers forventes det også at en dygtig smed synger gode kræfter ind i redskaber og våben, så de tjener deres ejermand og skyer bort fra tyves hænder. Bådbyggere er der ikke så mange af, men de få der bor i kystbyerne rundt omkring nyder også stor respekt på samme måde som smeden. De undertvinger jo havet med deres skibe. Deres magt er dog mest politisk, da de nyder en særlig neutral rolle i krigene. Angriber man en bådebygger går det ud over alle og man vil få mange fjender. Fjerfolk er en sidste slags håndværker som dog ikke fremstiller noget. De opdrætter fugle. Hver by har en eller to fjermænd som lejer deres brevduer eller vagtravne ud til byens folk. De opfostrer også jagtfugle som høge, falke eller musvåger til rige folk. Til slut er der bønderne. Dette er ofte hyrder, da jorden i Nordland ikke er særligt frugtbar, men det er ualmindeligt, at folk ikke også har en smule opdyrket jord rundt omkring. Bonde er den mest almindelige profession og man kan sige, at alle nordfolk på en eller anden måde nok er tilknyttet et landbrug. Af husdyr er får de mest almindelige og efter det kvæg. Svin holdes også her og der, men Nordlandets svin er svære at tæmme, da de er af en særlig olm slags.

Nordlands byer og gårde er oftest bygget i træ. Den almindelige byggestil er aflange huse med tørve- eller stråtag som pukler på midten, så det ligner at husene skyder ryg. Dette er dog kun reglen for de store haller.Mindre huse er næsten kun tag helt ned til jorden og nogle gange lidt lerklinet væg. De er også ofte gravet ned, så gulvet er en halv etage under jorden.

Norden er i luftens element og dets egenskaber gennemsyrer alt. Vejret er koldt og blæsende og sneen ligger højt en lang vinter igennem. Sommeren er kort og intens. Kløgt og intelligens vægtes som de vigtigste egenskaber blandt nordfolk og selvom der ikke findes skoler af nogen art måles en mand stadig ved hans vid og erindring om forfædrene.

Geografi:

Nordland er afgrænset af Thokaskaut mod øst, Ulfskogr mod syd, Heden mod vest og Havet mod nord. Fra Havet til Ulfskogr er der ca femhundrede kilometer og fra bjergene til heden er der lige knap det dobbelte, hvor der er længst. Det er et vildt og skyggefuldt land beklædt med dybe slugter, rugende høje og forrevne skove. Thokaskaut selv er et råt og vildsomt fjeld og dybe granskove vokser i dets dale. Længere vestpå bliver der længere mellem skovene. Især mod nord op til havet bliver landet mere råt og bart og sandet. Storm og blæst er det mest almindelige vejr og vindstille dage siges at være uheldsdage. Den evige blæst bøjer alle træerne, så de bliver krogede og forkrøblede og græs og buske er stride med et vidtforgrenet rodnet, for at kunne holde sig fast til jorden.

Ud over bøndernes flokke er Norland ikke særligt rigt på dyreliv. De dyr der løber på engene og i skovene er vilde og farlige. Selv de små sølvræve skal man ikke komme for tæt på uden et våben, da deres bid er skarpt og ofte bærer en gift som driver mænd til vanvid og efterlader kvinder golde. Ellers er de mest almindelige rovdyr ulve som løber i store flokke i Ulfskogr især. I de lange vintre kommer de ud fra skovene og ned fra bjergene og går ikke af vejen for at tage menneskeligt bytte. Skovene og bjergene huser også store grå og sorte bjørne, men disse er ensomme og fredelige dyr, hvis man ellers lader dem alene og undlader at forstyrre deres bo. Der findes historier om folk som er faldet over en bjørnehule og stjålet en bjørneunge. Om aftenen, hvor de sidder og praler af deres fund bryder bjørnen døren til deres hal ned og slår alle ihjel som hævn. Men det er længe siden nogen har set en bjørn i lavlandet. Bjergene huser også bjergkatte - en hvid kat lidt større end en puma. De er aggressive jægere, men er meget sky over for mennesker. Det er dog sket at en jæger er blevet overfaldet og ilde tilredt af en bjergkat. Ellers er der jærve, ildere, losser og vaskebjørne samt store hvide vildsvin som kan sprætte en mand op med et jag med hovedet og løber hurtigere end nogen hest. Jorden huser også en del mus og rotter af forskellig slags. Ellers kan man finde en enkelt kronhjorteflok her og der. Man siger at hedelandet er fyldt med mægtige flokke af rener og elge, men disse er ikke set i Nordland i lang tid. En sjælden gang imellem kommer også en tvivlsom beretning ude vestfra om en mammut set vandre over heden. Ved nordkysterne finder man desuden hvalrosser, sæler og pingviner.

På fugle er Nordland meget rigt. Agerhøner, ænder, gæs, et væld af små og store spurve og ravne - masser af kæmpestore blanksorte ravne. Mange myter knytter sig til ravnen som følger krigerne i store flokke og nogle gange efterligner menneskets lyde med uhyggelig præcission. Det siges at være ravne som bærer de dødes sjæle til de grå haller efter slaget. Ellers er kysterne fyldt med måger, albatrosser og andre søfugle. Mange arter af ugler, falke og ørne hersker også over nordens luftrum.

Ulfskogr mod syd er gennemskåret af to veje, hvor den er smallest. Disse er brede og lagt med gamle sten. For hver mil står en mosbegroet stensøjle præcist to favne høj og en hånd bred. Mange er enige om at vejene og søjlerne er ældre end skoven selv.

En anden vej går vest om skoven og markerer overgangen til det vestlige hedeland. Det strækker sig helt ud til kysten mod vest og er stort set uudforsket af folkene ved Tågefrontens fod. Man ved dog, at et vildt og brutalt folk bor her. De har ingen byer eller faste haller, men vandrer rundt på heden med deres dyr. De kæmper nøgne og taler et råt og underlødigt sprog som ingen forstår. De er mere interesserede i at torturere deres ofre og æde dem levende end at lade dem dø ærefuldt i kamp og gå hele over til forfædrenes rækker. De har heller ingen love. Så folk undgår dem både i krig og i fred.

Vejene i Nordlandet er altid flankeret af gravhøje. Jo flere mennesker der bor i området des flere rækker står gravhøjene i, så man kan altid se, hvor tæt på byerne man er, og hvor store de er før man kommer til dem. Selv handelsvejen sydpå er markeret af gamle tunge høje. De beskytter vejen med forfædrenes kraft, men en rejsende gør bedst i at slå sin lejr op på selve vejen og ikke på en høj, hvis han ikke for evigt vil være træl i de dødes haller. Selv hedefolket holder sig fra dyssevejene, da det eneste de frygter er forfædrenes kraft.

Ulfskogr afgrænses mod syd af bjergkæden Himinnfjeld som løber fra Thokaskaut og vest-sydvest. På bjergkædens sydskråninger begynder et rigt og frodigt kongerige, hvor folkene er bløde og dovne. De kalder deres land Ilma og sig selv Ilmalaiset - luftfolket. De kan af og til rejse en hær som er den grå hær værdig, men de sender aldrig mænd til de grå haller og vil blive trådt under fode i den store krig som kommer. For evigt trælle i de dødes haller. De er mest talrige sydpå mod den sydlige kyst, og den eneste større by de har mod nord er Ultum som siges at være større end Hrædale. Den ligger i en dal højt i bjergene og krigere har før rendt den over ende, men har hver gang mødt god modstand. Andre småbyer ligger spredt i bjergkæden, men der er meget langt imellem dem. Landets høvdinge har anderkendt en højkonge som siges, at have en hird velsignet med stor styrke og langt liv af selve landet. Højkongen, Ilmari, siges at have sit hof ved de sydlige kyster i en by, hvor der bor flere mennesker end i hele norden til sammen, men få tror på det. Der er heller ingen der har set ham i en krig, så rygterne om, at han selv leder sit folk i kamp menes også at være stærkt overdrevne. Andre rygter om Ilmas vidundere høres også af og til mod nord. Rygter om flyvende skibe, ubrydelige mure og porte, huse så høje som bjerge og hele haller fyldt til randen kun med ganske tynd birkebark beskrevet med runer. I det sidste år har der være meget uro nede sydpå og folk taler om at samle en hær mod dem igen.

Hrædale

Hovedbyen med ca 500 indbyggere. Her bor Høvding Wulfgar Víghundr og shamanen Koll. Det er en rig by med marker og agre spredt omkring sig. Vejene til byen er brede og velholdte og højene omkring byen er store og stolte og ofte kronede af mægtige sten bragt til fra Thokaskaut.

Wulfgars hal er den centrale bygning i byen, rejst i store mørke egeplanker og mange år gammel. Enderne af dens tagryg er kronede af et par store vildsvinehoveder som bistert stirrer ud over byen til begge sider. Porten er stor, tung og beslået med skjoldbuler taget fra faldne fjender. Karmen er indskrevet med navne på slægtens faldne krigere mange generationer tilbage. Tre mand kan gå igennem den port side om side uden af deres skuldre rører ved hinanden. Selve hallen hæver sig højt over nogen huse og kan ses som den første bygning, når man nærmer sig byen. Hallen har en række udbygninger omkring sig til trællene med soverum og værksteder. Ved siden af deres afdeling er en stor hestestald. I den anden ende af hallen befinder sig Styrbjørns, Ligulfs og Wulfgars fløje.

Omkring denne hal ligger små og store huse i cirkler. Beboelseshusene er ofte små og usle, med mindre de ligger i forbindelse med et eller andet værksted. De andre har typisk husdyr af en eller anden slags boende og bruger det meste af deres tid i marken. Kun smeden, bådebyggeren og shamanen har huse der er værd at bemærke, da de udmærker sig med tegnene på deres profession. Torkel bådebygger har en stor gårdsplads, hvor hans lærlinge arbejder, smedens hus har en tung udbygning bygget i sten, hvor smedjen står og Kolls hal er et langhus i byens udkant og er lukket og mørk for alle.

Østerby

Lille bitte bygd oppe i bjergene. Tæt på Vættfang. Ca 80 indbyggere som generelt er fattige, usle og sygelige. Der er ikke meget jord at dyrke og vildtet er magert og sjældent. Desuden har jægere skarp konkurrence fra både ulve og bjergkatte som ikke går i vejen for at angribe konkurrenterne. Østerbys shaman, Oluf Fuglsføde isolerede sig for tyve år siden i en hule efter et angreb fra en Skindfugl og er ikke blevet set siden. De fleste tror ham død.

Drakefjord

Ligger i bunden af fjorden af samme navn godt en dagsrejse stik nord for Hrædale. Den huser Ca 150 mennesker - mest bådebyggere og fiskere efter Hrædale undertvang dem, men førhen havde byen mange krigere og dygtige søfolk. Der var engang, hvor et angreb fra havet kun frygtedes, hvis bådene bar Torkelsgårds banner eller et andet banner fra Drakefjord. Det eneste byen nu har tilbage er bådene som stadig er de bedste norden har at byde på. Deres mesterbygger Torkel er dog blevet flyttet til Hrædale, hvor han underviser folk om sommeren. Hans familie sidder stadig på Torkelsgård og efter sigende har de stadig fjordens ånds øre.

Bjornabygd

Jægersamfund på størrelse med Drakefjord sydvest for Hrædale i skoven. Mange er også skovhuggere som sælger tømmer til byer mod syd og vest. I dag går meget af handelen mod øst og nord til Hrædale, selvom der ikke er meget rigtig handel i aftalerne med Wulfgar. Slægten på Eikalund har lidt meget under disse aftaler, men enhver ved også, at de nød godt af Wulfgars beskyttelse.

Elgdale

Ligger nogle dagsrejser syd for Hrædale og væsentligt tættere på Thokaskaut, hvor landet begynder at blive bakket. Den er kendt for en skrænt, hvor man for længere tid siden end nogen husker det jog elge ud over for let at kunne slå dem ihjel, men der er ikke flere elge i området i dag. Dog er jorden i dalen for foden af skrænten stadig fyldt med gamle dyreknogler. Svartahedingerne har altid været høvdinger her og det nyeste overhoved hedder Vasmo og er ganske ung. Han var den eneste mand af sin slægt som overlevede Wulfgars sidste togt, som det efterhånden bliver kaldt af skjaldene. Byen har godt og vel 100 indbyggere.

Thokaskaut

Tågefronten. Den store bjergkæde som deler det nordlige kontinent i to kaldes mod nord sådan. Det er kendt at folk fra Hvidevold har et andet navn, men det rystes der på hovedet af mod nord. Heroppe ved folk at bjergene er et hjemsted for mørke og død. Her er det hjem som forfædrene rejser til deres slægt fra. Her bor underverdenens konger og højkonger. Fra tid til anden sendes en mægtig hær ud fra bjergene, for at høste krigere til den sidste kamp. Når dette sker forenes slægterne til en fælles front, ikke for at bekæmpe fjenden, men for at sende så mange krigere i kamp som muligt. Den grå hær kræver ofre.

Kun Gethamane er et fristed i Thokaskaut. Her kommer de døde ikke, men ingen ved hvorfor og Gethamane er hjemsted for andre rædsler. De fleste folk fra landet ved bjergenes fod rejser ikke til Gethamane, for det er ikke klogt at gå forfædrene imod.

Vættfang

En stor slette i en dal for foden af Thokaskaut. Her mødes folkene, når den grå hær marcherer ned fra bjergene for at kræve ofre. Sletten er åben og skarpt afgrænset af stejle bjergsider på tre sider. Klipperne er gennemskåret af smalle kløfter som leder op i bjerget. Mod vest er et råt og stenet land med mange slugter og fald. Gamle stride træer vokser her og der mellem klipperne, men giver ikke nogen særlig beskyttelse mod hverken vejr eller våben. Længere mod vest ligger Nordland.

Ulfskogr

Sydpå gennemskæres landet af en skov som virker som en grænse. Mange er gået tabt i den skov og vejene gennem den er usikre. Ulvene i denne skov er snedige og hurtige og der er udbredt enighed om at andre ting gør skoven usikker. Folk der bor i nærheden går kun nødigt ud om natten og beder altid forfædrene om hjælp, når de gør det. Ting som det er bedst bare at lade være alene. Skoven har sine rødder i Thokaskauts dale og har bredt sig ud derfra som et betændt sår på landet. Vejen omkring den er lang og kun få benytter den.

Tingdalen

Ca halvvejs mellem kysten, Ulfskogr, heden og Thokaskaut ligger Tingdalen, hvor folk fra alle byerne mødes en gang om året efter høsten. Her handles, dømmes i større stridigheder og udveksles nyheder. På stortinget er der skarpe regler omkring stridigheder og kun strengt kontrollerede holmgange tolereres. Der er en by af samme navn, men den er kun en lille bygd på knap hundrede mennesker resten af året.

Familier:

Torkelsgård

Den rigeste familie fra Drakefjord. De har en gammel hal bygget på en flåde af sunkne skibe ud for kysten, hvor vandet er lavt. Overhovedet - Torkel Torkelsgård - er traditionelt underviser for bådebyggere overalt som rejser til for at bruge en sommer på at arbejde og lære. Men nu sidder han i Hrædale og underviser kun Hræsønner. Han er meget dedikeret til sit arbejde og stiller ikke længere spørgsmål til sin skæbne som politisk fange i Hrædale. Han har en række kranier fra faldne forfædre stående i sit værksted som han har fået af sine døde slægtninge. Disse overvåger alt arbejde der bliver gjort og kommer efter sigende med gode råd. Ellers er Torkel en meget stille mand som altid ser ud til at bære på en tung vægt. Ud over Grinulf har han fire sønner, hvoraf to er udlærte og bor i Drakefjord og to stadig er i lære hos ham. Hans kone døde i barsel for ti år siden og han har ikke taget sig en ny.

Víghundr

Ny slægt opstået med Wulfgar Den Sorte, Kamphunden som uden for hørevidde kaldes Den Gale Hund. Han har underlagt sig byer ved foden af Thokaskaut og ændret på den gamle orden. Ingen hære kommer nu til Hrædale. Han er selv af gammel Hræslægt, men hvilken er folk ikke sikker på. Efter sigende har han ingen slægtninge tilbage efter en plyndring han var på som helt ung. Han kom kun alene tilbage, men siden har det gået ham godt, og han har hverken manglet rigdomme eller allierede. Han har to sønner tilbage efter selv at have dræbt den ældste for nogle år siden, da denne talte ham imod. Hans kone er gold og grå og knækket.

Skjollhalla

Gammel indflydelsesrig slægt som både har til i Hrædale og Bjornabygd. Den har længe haft sin magt i besiddelser og rent antal, men et par fejlslagne felttog gjorde en ældste søn til krøbling og dræbte de fleste våbenføre mænd. I dag er den høje hal stille, og genlyder kun af kvinders tyste skridt og blinde mandslinges mumlen i mørket. Aske Skjoldhalla selv sidder altid i sine forfædres stol og stirrer på sine ødelagte ben med sin faders sværd over knæene. Det er år siden han har brugt sin stemme sidst. På en høj bakke med udsigt til Hrædale står den høje hal selv. Det største hus i denne del af norden, men hallen er mørk og faldefærdig. Folkene i byen venter kun på den dag, hvor den sidste Skjoldhalla dør og hallen står tom.

Svartahedin

Elgdales ledende slægt. Byen ligger omkring to dagsrejser syd for Hrædale i skyggen af Thokaskaut. Slægten er kendt for sine dygtige jægere og slægtens ældste, Vasmo Svartahedin var rig på smukke skind og mange horn taget i skov og på bjerg. Han var også rig på sønner og havde 7 stærke mænd i familien som selv havde stærkt afkom, men det var før Hrædaletogtet. Efter Wulfgars angreb på byen er fire af disse og Vasmo døde. To sønner døde derefter i slaget på Kvitebaune og den sidste har på familiens vejne svoret troskab med Hrædale efter hans søster giftede sig med Bork af Bjornabygd.

Småland

En mindre bondefamilie fra Drakefjord som dog har set bedre dage. Den eneste familie fra bygden som ikke udelukkende lever af havet. Jorden ved fjorden er dog tung og sandet og giver ikke meget afgrøde. Dog siges deres gamle at have lavet en pagt med Thoravis - kystens ånd, som giver dem lov til at dyrke en stribe land ikke langt fra havet. Man siger at gamle fader Sigeir Småland kan mere end, hvad hans forfædre har lært ham, og at han af og til ses gå den lange vej til mosen i dække af natten bærende på et neg og en agerhøne.

Bergastål

Hvidkilde er en af de vestligste byer før den store hede og Bergastål en af de største familier i området. De har gårde helt over til Ulfskogr og man siger at slægten i sin tid kom sejlende ovre østfra, fra den anden side af Thokaskaut. Slægten anderkender for tiden Hvidkildes ældstemand Ogden Enøje som overhoved. Han er en snedig gammel rad som er gavmild både i gaver til sine venner og hævn til sine fjender. Hans kone er meget vis på de gamle skikke og de dødes veje og siges at fungere som hans shaman. Familien samles ved deres eget ting i en tinghule ved den store sydvej ca en måned efter stortinget i øst. Det siges også at Yngve Bergastål i Trollstein pynser på at overtage pladsen som overhoved og at slægten er på grænsen til en større intern fejde.

Hauge

Kaldes også for Hedeungerne, men ikke venligt. Sønderbavne, deres hjemby, ligger nærmest på heden og Haugeslægten har længe vogtet den bavne som skal advare nordfolket mod hedefolkets indtrængen. Men i det sidste århundrede har hedefolket passeret Hauges bavne to gange uden at blive set, så den advarsel forventer folk ikke længere at få. Nogle snakker enda om at familien har lavet aftaler med halvmændene på heden.

Eikalund

Høvdingefamilien i Bjornabygd. Hallen i egelunden har stået der længere end nogle medlemmer af den familie som bebor den i øjeblikket kan huske. Den er bygget omkring et mægtigt gammelt egetræ ved navn Ljómakarn som vokser op i hallens tag og sammen med det. De vigtige beslutninger i familien tages ved egens rødder. Dette er oftest også de vigtige beslutninger i Bjornabygd og dens omegn. Egil Eikalund er egentlig en hård og stædig mand, men hans kone, Sigrund, er kendt for at bløde ham lidt op en gang imellem.

Mosekonen

Ikke så meget en familie som en gruppe mennesker som har bosat sig i udkanten af samfundet. I hårde tider, hvor folk mangler mad, brænde og syndebukke bliver de kaldt rakkere eller tatere og spyttet på eller slet og ret hugget ned for fode. Men der er altid nogle som overlever og som regel anderkender man dem bare som dem ude i mosen og tænker ikke videre over dem. Bortset fra, når man har et eller andet helt særligt på hjerte. Et eller andet som det ikke er hvemsomhelst der kan ordne. Et eller andet som ens far eller shamanen ikke skal vide noget om. Så sniger man sig ud af sit værelse en mørk nat og ned til Mosekonen.

Mosekonen er en overlevering fra en tid, hvor folk ikke kun lyttede til forfædrene. Dengang var der også Moderen som tog sine ofre i kød og blod gennem mosen og til gengæld gav liv og frugtbarhed til folket. Ved mosen boede en præstinde med sin familie som alle ernærede sig alene ved de ofre og gaver folk kom med til dem. Folk går ikke længere til Moderen for at ofre. Ikke i det åbne i hvert fald. Men mosekonen er stadig derude og med hende er dem som ikke passer ind; bortløbne trælle, krigere i unåde, krøblinge, vanvittige, besatte, mutanter og alt hvad samfundet ellers støder fra sig.

Religion:

Forfaderkulten er central for nordens folk. Alting - årstiderne, social status og spilleregler, fødsel og død, krig og fred, vejret - ses i forhold til forfædrene. Ens familie er typisk viet til et bestemt hus af forfædre. Disse huse er grupperinger efter steder og tidspunkter folk er døde på, og har nok oprindeligt været en huskeregel for ikke at glemme sine slægtninge. Nordens folk har altid lagt stor vægt på lang erindring. Hvilket hus ens slægt er viet til er mere eller mindre tilfældigt. Det kan afhænge af en særlig jarl som gav banesår til grundlæggeren af slægtsgården, en slagmark, hvor slægtens mænd ofte har været heldige på, en bestemt alder folk plejer at dø i kamp på eller lignende. Et eller andet som på en eller anden måde har forbundet slægten med et hus. Det er dog ikke alle slægter som sender deres døde til faste huse. De fleste falder under de forskellige huses egne regler for rekruttering.

Slangen og spyddet

De har et banner med en slange som vikler sig om en knækket spydspids. Her bor de forfædre som er faldet i holmgang på et tinge og dem som er faldet i kamp efter at have rejst meget langt. Svartahedinslægten fra Elgdale sender altid deres døde hertil.

Sværdet mellem elskende

En mand og en kvinde som rækker ud efter hinanden, men er skildt ad af et sværd pryder dette hus' banner. De kræver dem som er faldet som de sidste forsvarere af en by som bagefter er blevet plyndret og brændt ned til grunden, dem som er døde i kampen mod tidligere venner eller allierede og dem som krigen har taget inden et år efter deres bryllup. Smålandslægten fra Drakefjord og Bergastålslægten fra Hvidkilde vier deres døde til dette hus.

Bavnen mellem søjlerne

Banneret er fem søjler overgroet med tornekrat som skjuler en blussende flamme. De som dør i en kamp, hvor de er i undertal, fordi de ikke har kaldt efter hjælp fra allierede eller venner går til Bavnen mellem søjlerne. Også dem som ofrer sig, så deres frænder kan vinde en større sejr tilhører dette hus og spejdere sendt alene ud på rekognosering og fundet af fjenden, før de kan viderebringe deres nyheder. Forfædre fra Haugeslægten i Sønderbavne siges at have grundlagt huset og slægten vier stadig deres døde hertil.

Der findes utallige andre huse og det er ikke noget lægmand behøver at gå og huske på (bortset fra, hvis hans familie er viet til et særligt hus). Ikke engang shamanerne er i stand til at holde styr på alle husene. Jo flere huse en shaman kender til, des større er hans anseelse.

Det Sidste Slag:

Det store mytiske fokus for forfaderkulten. Den primære grund til alle krigene og de mange høje. Det er en forestilling om at verden vil ende i et mægtigt slag, hvor alle verdens hære - levende som døde - vil mødes, kæmpe og dø på en enorm slagmark inden den store fred kommer. I den store fred er de levendes larm forstummet og støvet har lagt sig. Her er kun ruiner og sodede stubbe overstrøet med de dødes majestætiske knogler. Skjalde gør sig traditionelt mange forestillinger om, hvad der kommer til at ske i slaget og hvor det kommer til at stå, men der findes ingen konkrete svar i myterne.

Moderdyrkelse:

I gamle dage fyldte Moderen og jorden meget hos folk. De gik til søen eller mosen og gav trælle, smykker og våben taget fra slagmarken for at bede om frugtbarhed og held i forretning eller kærlighed. Dyrkelsen blev foretaget af en præstinde og hendes familie som alle boede omkring offerstedet og passede modersøjlen - en kraftig egestamme med et groft udskåret ansigt for enden. De iværksatte årstidsriter, hvor modersøjlen blev bragt rundt i landet i en procession med 15 nøgne præstinder som ikke sagde et ord fra start til slut. Meget andet ritus omgærdede Moderen og på mange måder var dette en vigtig modvægt til forfaderkulten. "Giv til de gamle, giv til Moderen" er et gammelt ordsprog som grundlæggende siger, at man skal fordele sine gaver ligeligt, men et lidt mere subtilt budskab var også førhen at lige meget, hvem man giver gaver ender de hos Moderen.

På mange måder var de to trossystemer forbundet og afhængige af hinanden. Mange steder kaldte man også Moderen for Fruen i de Dødes Haller eller Konen ved de Grås Bord. Moderen gav, men Moderen tog også. Men for flere hundrede år siden begyndte den grå hær langsomt at fortrænge Moderdyrkelsen. Tilbedelsen blev aldrig forbudt og sjældent udsat for chikane, men som tiden gik blev der bare længere mellem ofringerne og præstindeprocessionerne blev ikke mødt med samme begejstring. Folk sagde, at som Det Sidste Slag rykker nærmere er der ikke plads til at give gaver for Moderens fred. Folk sagde at den grå hærs dage var kommet, og måske havde de ret. I dag er Moderen kun repræsenteret af tatere og mosekoner som har nok at gøre med at holde sig i live til at kunne ære Moderen med de gamle skikke.

Ofringer

Hvem man end tilbeder kræver de ofre, og det i sig selv er en videnskab. I Nordland er det mest almindeligt at ofre til forfædrene, så den skik er de fleste godt bekendt med. Selv småbørn ved, at de døde kræver arnens ild og det første og sidste af måltidet. Så når maden er sat på bordet lægges den første portion til side i en skål og når måltidet er afsluttet lægges resterne også til side. Skålen stilles så udenfor om natten sammen med et stykke glødende kul fra arnen i en kulspand eller lignende. Om morgenen vil maden have mistet sin smag og ofte også farve og ilden være slukket. Man siger desuden, at kullet aldrig mere kan brænde.

Hvis større ofre er krævet giver man trælle eller, ved meget store soninger eller bønner, krigere. Disse hænges i et træ i nærheden af en gravhøj eller stranguleres og lægges ud på selve højen. Disse ofre garanterer, at de døde viser sig og giver deres hjælp i kamp eller andre anliggender, men misbruger man ritualet vil de ofredes ånder hævne sig på ens by og familie.

Efter sigende er der stadig folk der ofrer til landets ånder og guder, men det er lidt af en offentlig hemmelighed. Adspurgt vil de fleste svare, at sådan noget kællingegerning er der ingen ærlige mænd der begiver sig af med. Men det hænder, at man i særlige lunde eller søer finder små udskårne statuetter eller smykker lagt ud. Oven i købet er det sket at dyr tilberedt på forskellige grusomme måder er spredt ud over gamle sten eller træstativer. Dette er ofte husdyr som geder eller heste. En malkepige fra Blåstein fandt engang en træl med ryggen knækket over en sten og hjertet skåret ud, men folk siger, at hun var af taterslægt og snakker som vinden blæser.

Valkasangen:

Denne samling sagaer og legender kan ikke helt kaldes religion, men er dog resterne af en uddød kult af en eller anden art. Det er en helt masse meget populære eventyr om en række magiske helte som i fordums tid skulle have kæmpet om en kvindes gunst og deres mange forsøg på at imponere hende. Kvinden hed Valka og bliver ofte portrætteret som lidt sky og tilbagetrukken og altid meget kostbar. Hendes eneste egentlig egenskab er at være smuk.

Hendes bejlere er meget forskellige typer. Der er Rauma, væversken som har mistet alle sine ni døtre til brønden, da hun sendte dem efter vand. Hun ønsker at adoptere Valka som sin datter. Joumula, jægeren, drager ud på det ene vanvittige eventyr efter det andet for at hente imponerende trofæer til Valka som han ønsker at gifte sig med. Han kommer altid galt afsted på en eller anden måde, men formår alligevel at udrette et eller andet fantastisk. Mange landemærker er opkaldt efter ham. Tulpin kunne løbe fra alt og alle og får i en historie sine fødder erstattet af harepoter, fordi han mister dem i en af Joumulas fælder. Og det bliver ved. Der er henimod 150 af disse helte og kun de færreste skjalde kender alle historierne. Desuden dukker der hele tiden flere historier op. Nogle af dem gendigtninger af gamle, andre digtet af kreative skjalde i konkurrence om at fortælle noget nyt.

Nordens lande og riger

Dette er en beskrivelse af, hvad man i Dagan Stadr ved om norden, fra de vestlige kyster, hvor sletten møder det store udhav til tundraerne i øst, hvor de store skove dækker landet.

Norden er i luftens element, men elementerne beskriver andre ting end Skabelsens regioner. Blandt andet beskriver de også årstiderne. Skabelsen har således fem årstider med tre måneder i hver: jord, træ, ild, vand og luft. Månederne er udmålt efter månen og hedder opstigende, strålende og nedgående. For eksempel hedder den tredie måned i Jord, Nedgående Jord og den midterste måned i Ild, Strålende Ild. Dog passer antallet af dage ikke helt med årstiderne, så når nedgående Luft render ud kalibreres kalenderen i fem dage. Kalibreringen ligger uden for tiden og er over hele Skabelsen omgærdet med mange tabuer og frygt. De største ulykker sker altid i kalibreringen, hvor selv det bedste sværd knækker og det stærkeste tag bryder sammen.

Jord er den stille årstid, hvor verden falder tilbage på plads efter årstidernes tumult. Det er den stabile måned. I Norden er det en vintermåned, hvor verden ligger i hen i frostens greb, men uden at vejret skifter meget. Herefter går året i gang med Træ, hvor alting for alvor begynder at gro og det meste såning foretages. Ild er sommeren, hvor der kriges og ventes på høsten som kommer i den sidste Ildmåned. I Vand høstes der, handles på stortinget og gøres klar til vinteren som kommer i Luft. Selvfølgelig varierer klimaet og årstiderne meget alt efter, hvor i Skabelsen man er. I norden er Jord en meget kold årstid, dog uden de mange voldsomme vinterstorme som Luft er fyldt med. Vinteren varer typisk fra strålende Vand til opstigende Træ. Træ og Ild er meget hektiske årstider i norden, hvor der både sås, høstes og dyrkes krig med megen iver.

Dagan Staðr

Navnet dækker primært landet mellem Ulfskogr og Himminfjell i nord og syd og Thokaskaut og søen Ormahofuð i øst og vest. Roðulhvila kaldes dette område som af dets folk anses for et sted solen hviler. Dog strækker riget sig nu også op nord for skoven til bygderne Sølvsted og Kvitebaune og ned til Ultum i bjergene sydpå. Landet er en lille oase i norden. Fra de flade enge syd for skoven rejser det sig i blide runde bakker mod de alvorlige klippesider på de sydlige fjelde. Landet er gennemskåret af vandløb og åer som alle kommer ned fra bjergene. Nogle løber ud i skoven, medens andre løber ud i den bugtende Ormrsporða – ormens hale som er søens primære kilde.

Landet har ikke megen skov, men dog mere end er almindeligt for norden. Ud over den enorme Ulfskogr vokser der her og der klynger af træer. De er som oftest krogede og lave pga. den evige vind der blæser, men da Dagan Stadr ligger i læ af bjerg og skov er de væsentligt højere end i andre dele af norden. Den mest almindelige træsort er ask og eg, men på bjergenes skråninger og i dalene står dystre graner. I Ulfskogrs dybe dale finder man store områder med bøg og birk. Dog dominerer også her granen – særligt i den østlige del af skoven, hvor den møder Thokaskaut.

Dagan Staðr

Byen uden nat. Landet, hvor dagen hersker. Byen er hjertet i nordens yngste rige og centrum for den nyopståede solkult. Den er både blevet til et religiøst og ideologisk centrum for daganfolket som efterhånden omgærder det meste af dagligdagens praksis med en vis spirituel signifikans. Spinder man uld gør man det i solens navn, går man til tinge er det som en fri mand under himmelættens hånd, træner man kamp er det med henblik på at kæmpe for lyset. Der hersker derfor en stærk ideologisk ånd i byen og dens indbyggere roder sig gerne ud i religiøse diskussioner. Folk føler sig privilegerede og tænker på det at bo i solhøvdingens by som en religiøs praksis i sig selv. Af samme grund ser man mange smil og møder overalt en driftig iver efter at udmærke sig og leve op til guden. Ingen sjusker eller skærer hjørner her. Det er også her det gamle skel mellem tatere og frie mænd er mest opløst. Man ved godt hvem der har været tatere og hvem der ikke har, men der ses ikke skævt til hinanden og de første ægteskaber er opstået. Det samme gælder med hedefolk som udgør en stadigt voksende del af befolkningen.

Mange af byens ressourcer og tid går til ofringer og anden religiøs praksis i de efterhånden mange templer. Dette være sig Fimmdrottinhalla som er det første tempel der blev bygget i byen af storgoden Sigeir. Det er viet til Vandringsmanden, Solen, Månen, Vathi og Vestvejen. Her lægges også offergaver til solarerne ved Vandringsmandens fod i Himminketill – karret formet med sølv og guld af Arngrim. Ved siden af Fimmdrottinhalla står Ligulfs grav i en stor og tillukket hal, hvor han ligger på et leje af udskårne egeplanker. Her lægges ofre til solen og Ligulf selv og mange søger stedets ro og ensomhed til at meditere over lyset eller personlige problemer. Flere har berettet, at de efter at have våget og fastet i lang tid har set Ligulf stå frem for sig og tale til dem. Der er dog ikke entydige beretninger om dette.

Ellers ernærer folk i Dagan Stadr siger primært af fiskeri og landbrug. Hvede-, byg-, og rugmarker strækker sig to-tre kilometer ud til øst og nord og næsten fire kilometer langs Ormrsporða på begge sider. Et system af jordveje skiller disse marker ad og her og der står et skur med redskaber, typisk delt af flere familier. Ved Ormahofuðs kyst ligger adskillige små og store både og tre bådebroer er bygget et stykke ud i søen. Et par både er bredbundede handelsskibe, men de fleste er små, hurtige fiskerbåde. Havnen ligger primært syd for byen i flodmundingen og på landet ud for den er der ofte driftig aktivitet med at reparere net og både. Her forarbejdes også det meste af det tømmer som bliver sejlet ned fra Ulvegærdet. En hal er bygget til at holde tømmeret tørt og her går Torkel Torkelsgård fra Drakefjord. Han er en gammel mand, så han sidder mere end han går, men han har taget sig en del lærlinge som lærer at bygge skibe af ham. Torkel er en bitter og fåmælt mand som ikke blander sig i styret af byen, selvom han kunne. Livet har ikke været blidt mod ham, hverken i de lange år han byggede skibe for Wulfgar eller da han mistede sin dovne søn, Grinulf, til mørket. Ved flodmundingen er bygget et lille tempel med en smukt udskåret orm hvilende langs tagryggen. Her lægges af og til ofre til Ormen som søens gud i folkemunde omtales.

Krydser man Ormrsporða og følger vejen mod Vindrheim kommer man efter kort tid forbi Møllebakken. Her er efter anvisninger fra de tilrejsende ilmalaiset bygget en mægtig stubmølle. Mølleren hedder Taisto og var også møller i Ultum. Han tager en moderat betaling af en enkelt sølvmønt for at male ca. en marks høst. Ofte samles ilmalaiset ved møllen eller i Taistos hus som er bygget for foden af bakken. Her synger de vemodige fædrelandssange, drikker sig stive i bygvin og taler ilmask. Taisto brygger også en voldsom øl af det friske byg og det er efterhånden almindeligt at lade en del af høsten stå hos ham, så han kan brygge øl på den. Han har hyret et par karle til at hjælpe med ølbrygningen og fremstilling af tønder til øllet. De sidste par år er det blevet til en helt lille begivenhed, når det færdige øl skal hentes. Her tager man gerne familie og venner med, så folk kan smage på varerne. Især efter Taisto gravede sig en ny bryggekælder og opførte et stort tørreloft over den. Her brænder der bål gennem det meste af året og lugten af røg blander sig med lugten af gærende byg fra kælderen. Der er også blevet plads til et par brede bænke og et langbord, hvor venner og andre besøgende kan sidde.

Følger man vestvejen mod øst forbi Nybaune kommer man til en hal kort før vejen drejer af mod nord ved Vestvejens tempel. Dette er Asgershal, som han har bygget med hjælp fra sin familie og venner. Tre familier bor under dette tag – alle tidligere dele af Asgers ryttere. De passer Dagan Staðrs heste. Over 300 af dem er der nu efter der er blevet avlet på dem og hedefolket har bidraget med gaver. De meste af året løber de frit rundt i Roðulhvila, men op til tinge indfanges de og tages med til fremvisning, salg og tilridning. Asgers følge har et særligt fællesskab omkring deres heste som de er meget stolte af. De føler sig i lige så høj grad en del af Dagan Staðrs fællesskab, men sætter dog en stolthed i ridekunst og –pasning, som de ikke forventer at andre skal leve op til. Af og til sender familier deres sønner ud til Asgershal for at tjene og lære deres håndværk. Disse unge virker som Dagan Staðrs kurerservice og rider rundt i riget med særligt følsomme beskeder og varer. Efter bestemmelse fra Asger underholdes kurererne med mad af ham, men med sølv af dem der rides for. Et ridt for et sølvstykke.

Ellers varetages infrastrukturen af fuglemændene. Efter at Knut kom til er fuglefængeriet blevet populært igen og de få gamle som stadig huskede deres fædres lærdom har været ivrigt besøgt af unge som higede efter at gå i høvdingens fodspor. Der er nu adskillige fuglefængere i Dagan Staðr og nyheder udveksles mellem byerne på ugentligt basis. De mest almindelige fugle der bruges er ravne, da høge og falke er for vilde til formålet. Ravnene får bundet beskeden om benet skrevet på et stykke birkebark. Af samme grund kan der ikke siges meget af gangen, da fuglen ikke kan bære for store stykker bark. Fuglemændene opdrætter også falke og høge til jagt og mange af disse fugle sælges for sølv til Ilma.

Arngrim Smed står for reparation og fremstilling af våben og redskaber og han er legendarisk inden for sit fag. Selvom Aslaugs arbejder, og særligt hendes indsats med pladerustningen, oversteg hans formåen har hendes berømmelse smittet af på ham. Folk husker hende som hans lærling og tænker hendes dygtighed som delvist hans fortjeneste. Arngrim kan dog heller ikke sammenlignes med Dagan Staðrs andre smede – som også alle er hans lærlinge. Han er allerede hastigt på vej til at blive en levende legende. Det siges om ham at, når han er alene slipper han sin vrede over dødens magter fri i jernet og smelter det med sine bare næver. Han arbejder som ti mand og laver ypperlige våben. Arngrim arbejder også både dag og nat i perioder og er en meget privat mand. Han arbejder altid alene og bryder sig ikke meget om tilskuere. Dem har han heller ikke mange af, da folk efterhånden har stor respekt for hans vrede. Selvom ingen har besøgt den er alle enige om at han har en aflåst kælder med våben og rustninger nok til at forsyne hele folket. Det er også Arngrim som med Mihos hjælp er blevet Dagan Staðrs møntmester. Han slår mønter af sølvet fra Sølvsted med et segl anvist af Miho selv. Efter noget forhandling har de to fundet frem til et samarbejde, hvor de kontrollerer rigets pengebeholdning. De har blandt andet iværksat et system med lånesten – store runde sten med Mihos segl printet i som har en radius på det antal mønter der er lånt ud. Det koster selvfølgelig noget at låne penge, men efterhånden er der ikke mange der låner mere, da de fleste af pengene er i omløb. Dette samarbejde blev sat i stand i år fire (efter Dagan Staðrs grundlæggelse), hvor Miho og Arngrim blandede blod på tinge så hun kunne tælles som Aeshir og til fulde have folkets tillid. Arngrim har en familie, men som så mange andre dele af hans liv ser man ikke meget til dem. Hans kone, Hjørdis, er en forsagt og slidt kvinde med sørgmodige øjne som ser ud til at være en del år ældre end ham selv. Arngrim er barnløs og har været det så længe nogen husker, selvom det siges at Hjørdis har været med barn flere gange, medens de boede i Hrædale. Det er længe siden nu.

Sølvsted

I en dyb dal mellem to udløbere fra Thokaskaut ligger Nordlands ældste sølvmine. Den har længe ligget en bygd der, men den brændte i Mørket. For kun fem år siden blev det nye Sølvsted grundlagt ikke langt fra det gamle af en lille, modig flok mænd fra Dagan Staðr som slider hårdt med at vriste sølv fra bjerget. Nogle få af dem har deres familie med, men det er dog ikke børnelatter og kvindestemmer som giver bygden dens præg. I starten af hver sæson sender Dagan Staðr forsyninger i form af mad, redskaber, tøj, pels og hvad der nu ellers er blevet bedt om. Selvom arbejdet er hårdt og tungt mener man nu ikke at sølvstadningene mangler noget. Det står dem også frit for at beholde det sølv de finder ud over det Arngrim skal bruge. Desuden siges det, at der af og til er fundet både guld og kobber i minen.

Byen ligger en uges ridt væk fra Dagan Staðr, hvis man følger den nye vej der er bygget fra Vestvejen ved Ulfskogrs udkant. Forsyningerne er som regel halvanden uge under vejs. Den er klemt inde i Sølvdalens bund lige under bjerget. I dalens bund langs vandløbet Silfrstraum har det lykkes bygdens kvinder at gro en række urtehaver som der arbejdes hårdt på at holde i live, da landet ikke er særligt frodigt. I minens indre er bygget et tempel til Knut Himmelhammer som Sølvsteds skjald, Ingvar Silfrgrima kalder ham. Ingvar virker også som bygdens shaman.

Kvitebaune

Den anden af Dagan Staðrs byer som ligger nord for Ulfskogr. Kvitebaune er en by med en lang og blodig historie. Den er bundet tæt sammen med solens indtog i norden og er en konstant påmindelse om de tab og ofre der er blevet begået i solens navn. Her fandt den første modige modstand mod Wulfgar sted og her knyttedes de første alliancer med guderne. Her fandt Vasmo Svartahedin sin første kamp og så sin fader og sine brødre dø for Aslaug Slagters hånd. Lang tid senere så byen også Knut eksaltere og derefter blev den brugt som led i den grå hærs snigangreb på Ulfskogr.

I dag er bygden genopbygget. Palisaden er flyttet helt ind til husene som nu tæller fem. På baunens top ligger nogle magre marker og køkkenhaver og ved dens fod står der til alle tider en vagt over Kviteslettens skyggeland, hvis marker ikke længere er egnet til menneskeføde.

Kvitebauningene er næsten alle tidligere beboere af byen som ikke har haft lyst til at slippe den. Blandt andet ledes byen af brødrene Bard og Rafn som før har besat den post, da Steingrim var shaman. Det er en meget indadvendt og dyster flok som alle er berørt af krigens rædsler og har set døden i øjnene på mange måder. Gizur fra Ormshøj er fuldt med dem som shaman og han en stærk kontrast i den flok. Gizur er en meget smilende mand og gør et stort nummer ud af at holde ånden oppe i bygden. Han arbejder også konstant på at holde Blodgab væk og har bygget sit tempel oven på ådselsgudens tidligere kultsted. Her lægges ofre til både Vandringsmanden og til Knut Himmelhammer.

Nybaune

Dagan Staðrs yngste bygd er grundlagt af de kvitebauninge som ikke ønskede at flytte hjem igen. De valgte at lade deres mørke liv bag sig og nyde freden i Roðulhvilas frodige bakker. Nybaune er hurtigt vokset til en bygd med lidt over 20 familier. Den ernærer sig ved landbrug primært og mange af bønderne holder også fåreflokke ved siden af. Bygden ledes af gamle Helge med en skarp tunge og et glimt i øjet og ved hans side sidder shamanen Olaf altid og sover. Olaf har taget sig et par lærlinge som mest arbejder med at bære ham i seng om aftenen.

Vindrheim

Bygget i ruinerne af, hvad der må være et tempel fra svundne tider har Vindrheim gemt sig væk i en række snoede tunneler boret ind i bjerget med stor omhu og dygtighed og for længst glemte hænder. Stedet er meget rigt på essens og konstant blæser stærke vinde ind mod det centrale kammer formet som en gryde. Her ligger dybe bunker af murbrokker og vidner svagt om svundne tiders storhed. På væggene vokser sære blå krystaller som svinder bort til fint sand, hvis de fjernes fra stedet.

Vindrheims høvding er Arge Kollsøn som bor i det gamle bibliotek, hvor han konstant læser i de gamle tekster som er fundet derinde. Hvad han egentlig laver er meget omdiskuteret af Vindrheims befolkning. Nogle mener at han studerer stedets fortid og at han engang vil genopbygge det og gøre Vindrheim til den største og smukkeste by i Dagan Staðr. Andre mener, at han studerer stedets essens, så han kan blive verdens største shaman. Disse snakker om at have set sære lys komme fra Arges kamre fra tid til anden og alle ved, at han allerede er den største shaman i Dagan Staðr, hvis ikke hele norden. Der er også dem der siger, at han holder audiens for landets guder eller at han brydes med sin afdøde fader som hjemsøger ham. Af gode grunde har Vindrheim ikke nogen shaman, da ingen har lyst til at måle sig med Arge på det område.

Selvom Arge er en noget fjern leder fungerer bygden fint. Den har en stor befolkning af tidligere tatere som fint leder sig selv. Her er skellet væsentligt større mellem de tidligere tatere og dem af frie familier. De bor hver for sig og der er ikke det store samkvem mellem de to grupper. De accepterer dog hinanden og der er ikke noget fjendskab at spore. Taterne omtaler sig selv som tatere og der er en hvis stolthed forbundet med det. De er ikke frie mænd fra Dagan Staðr, de er frie tatere.

Vindrheim ernærer sig primært ved fiskeri og gennem sin letmetalmine. Metallet sendes til Dagan Staðr og byttes til korn, skind og redskaber. Den slette der ligger foran Vindrheim ender i Ormahofuð og ved denne kyst er et lille fiskerleje opstået. Ingen bor der, men der er bygget et par haller til at huse fiskerbådene og en enkelt bådebro strækker sig ud i søens vand. Ellers er der er en del fårehyrder i byen som rygter deres flokke i bjerget bag ved bygden.

Fristed

De eneste der har jævnlig kontakt med denne bygd er Vindrheims tatere som af og til handler med Fristed. Her bor kun tatere og de ser ikke på milde øjne på Dagan Staðrs frie krigere. Dog anerkender de Knut som høvding og sig selv som en del af riget. Men det er også, hvad de har at tilbyde. Taterne i Fristed holder sig for sig selv og nyder deres ensomhed.

Bygden ligger ved Ormrsporða tæt under bjerget Brytutonn i Himminfjell. Den er ledet af tateren Aske og deres shaman kalder de bare Knarken. Oprindeligt blev de ledt herop af Naut som boede nær Blåstein med en flok tatere. Noget dér gav dem et dybt had mod nordens frie mænd, men ingen taler nogensinde om, hvad det var. I hvert fald ser man ikke Aske eller hans folk uden for Fristed, hvis ikke der er storting og de tager ikke imod gæster med megen gæstfrihed.

Bergaheim

Egentlig er Garms og Æsas hal ikke en del af Dagan Staðr, men folk der kender til stedet tænker på det som rigets yderste grænse. Det er ikke et sted man besøger, men mange venlige tanker og ikke så få ofre og bønner bliver sent op til krigeren i bjergene som kommer ned i dalen, når riget stander i våde og fjenden står for døren. Særligt går mange af ungdommens tanker til Garms børn som jo alle er ved at være giftefærdige og under alle omstændigheder attraktive.

Nordland

Landet mellem Ulfskogr og Nordhavets kyst har altid været et mørkt og vildt land, men aldrig så meget som i disse år. De få bygder og gårde som med flere dagsrejsers afstand klyngede sig fast til landet som sultne, forblæste får er nu kun at se som afsvedne og tilgroede stolper. Kun de utallige gravhøje fortæller klart om tidligere tiders mennesker. De gabende huller de fleste af disse bærer fortæller også om det mørke der har lagt sig tungt over landet og frarøvet højene deres beboere.

Nordland er tættere på Underverdenen end andre steder i norden. To skyggelande tynger området nedad som vand der væder en dug lagt over en balje vand. De breder sig langsomt som livet drænes fra landet. Det største af dem ligger langt nordpå og er egentlig tre mindre skyggelande der er vokset sammen. Det strakte sig ud fra den gamle slagmark ved Vættfang, hvor det oprindelige skyggeland lå. Under Kolls administration opstod et skyggeland så i Hrædale og senere lokkede dødsriderne Grinulf og Styrbjørn et skyggeland frem i den gamle mose tæt på den by. I dag ligger skyggen tungt over norden som en lang arm strakt ud fra det sorte tårn der ligger i bjergene.

Længere sydpå ligger et mindre skyggeland på Kvitesletten, hvor det første slag i kampen for skoven stod. Her blev Kvitebaunes befolkning narret til at deltage i en massakre som fyldte sletten med dødens essens og trak den ned i Underverdenen. I dag forsøger den lille flok kvitebauninge at presse det sorte tidevand tilbage med deres marker og køkkenhaver på toppen af baunen. Skyggelandet blev dannet i vinteren, men da foråret kom begyndte en langsom høst af korn at vokse op. Helt knoglehvide aks stænket med mørkt blod som vokser nogle få centimeter om året. Stadig vokser Kviteslettens blege høst.

Mosen:

Om Nordlands andet skyggeland startede her eller i Hrædale ved ingen med sikkerhed. Mosen er det sted i norden som har lidt mest under skyggen. Det startede som vandaspektet demesne beboet af tatere samlet om mosekonen. Denne flok var en af Nordlands sidste bastioner for gude- og moderdyrkelsen. Grinulf forvandlede dog stedet ved blandt andet at trække på det gamle tårn som stod på søens bund. Meget vides ikke om stedet i dag, men det hænder at isgængere kommer i nærheden, og de kan berette om sorte, forvredne træer og en sky af sorte fugle som alle cirkler rundt over skoven. Alle i samme retning som en malstrøm.

Følger man skyggen mod øst når man Hrædale som for længst er blevet reduceret til en askehob. Her og der står en væg eller en søjle fra den sorte jord og mange steder skinner de hvide knogler af Hrædales fordømte befolkning frem. Byens gravhøje står stadig tæt omkring den, alle bærer de store åbne sår, hvor deres indhold har brudt ud og forladt dem. Dog genlyder de gabende åbninger stadig af fjerne stemmer og skrig. Det kunne være kamplarm eller måske lydende af sorg. I Hrædale er det altid vinter, men jorden er våd af blod og ingen sne ligger der. Kun iskoldt blodigt mudder. Fortsætter man østpå kommer man til sidst til den gamle slagmark, Vættfang. Sletten er åben og skarpt afgrænset af stejle bjergsider på tre sider. Klipperne er gennemskåret af smalle kløfter som leder op i bjerget. Mod vest er et råt og stenet land med mange slugter og fald. Gamle stride træer vokser her og der mellem klipperne, men giver ikke nogen særlig beskyttelse mod hverken vejr eller våben. Bag ved Vættfang, i Thokaskaut, ligger det sorte tårn og skyggens udspring. Tårnet ligger på bjerget Vanrdreyri – det blodløse bjerg. Det bliver kaldt Chinuko af udposten i dalen under det, og det betyder ”det stjålne bjerg”.

Nordland stopper, hvor havet begynder. Nordhavet er et råt og stormomsust vand, hvor sæler og hvaler boltrer sig. I de dødskolde dybder siges der også at svømme ældre monstre, men de skyr lyset og ses sjældent fra overfladen. I vintrene føres af og til mægtige isbjerge ned til Nordlands kyster fra den evige is i det dybe nord. Nordhavet var en stor ernæringskilde for de nordlændinge der boede ved dets kyster. Her er der ser man stadig resterne af skibsbyggernes haller bygget på pæle i strandkanten. Isgængerne beretter, at nordkysten næsten er affolket. En enkelt bosættelse siges der dog at være tilbage i det nordvestlige Nordland.

Ilma

På Himminfjells frodige sydskråninger begynder et rigt kongerige, hvor folkene er bløde og dovne. De kalder deres land Ilma og sig selv Ilmalaiset - luftfolket. De kan af og til rejse en hær som var den grå hær værdig, men har aldrig sendt mænd til de grå haller og aldrig ligget under for dødens skygge. De er mest talrige sydpå mod den sydlige kyst, og den eneste større by de har mod nord er Ultum som er på størrelse med Dagan Staðr. Den ligger i en dal højt i bjergene og var fra tid til andet mål for Nordlands togter. De mødte dog hver gang god modstand. Der er nu anlagt en smal vej mellem de to byer. Andre småbygder og byer ligger spredt omkring i bjergkæden, men der er meget langt imellem dem. Landets høvdinge har anderkendt en højkonge som siges, at have en hird af drageblodede skænket af Riget hvis magt er stærk i landet. Højkongen, Ilmari, har sit hof ved de sydlige kyster i hovedstaden Kelku, hvor der bor flere mennesker end i hele norden til sammen. Mange fortællinger om Ilmas vidundere kommer jævnligt til Dagan Staðr fra Ultum. Der fortælles om flyvende skibe, ubrydelige mure og porte, huse så høje som bjerge og hele haller fyldt til randen kun med det fineste papir beskrevet med tusinder af års historie og mange sælsomme hemmeligheder.

Ilma regeres fra et slags ting i Kelku, hvor yngre sønner og døtre fra landets høvdinge sidder hver dag og taler om rigets forfatning og dømmer i sager. Dette er en langvarig affære, da de ikke må gå videre til en ny sag, før den gamle er diskuteret helt igennem. Tit dømmer Ilmari i sagen på egen hånd eller gennem sine egne rådgivere. Ilmalaiset er meget kloge og vidende folk. De har mange kloge mænd og koner og mange shamaner som alle meget gerne tager lærlinge. Dog er der mange kunster som ikke er tilladte som for eksempel shamanernes gerning med at tale med guderne og bringe dem ofre. I stedet ses med større velvilje på dem som kan kalde på og bortvise regn og vind. Det er nok det mest velbetalte hverv i Ilma.

Ilmalaiset er et meget kreativt og talende folkefærd. De har en tradition for at tænke over tingene og de anses som positive træk at være nysgerrig og opfindsom. Der er mange uskrevne (og skrevne) regler om, hvordan konversation skal forløbe og disse regler observeres af selv folk af meget lav status. Det anses for et æresspørgsmål. Når man mødes hilser man altid kort og udveksler nyt. Hvis man har travlt kan dette skæres ned til et simpelt: ”Hvad nyt?” ”Vinden er slået om i [vindretning]!” ”Jamen så blæser den skam samme vej for os begge.” Denne formular kan udvides og varieres, men dårligt indskrænkes. Hvis folk svarer andet end det foreskrevne er spørgeren nærmest forpligtet til at spørge videre eller blive og høre, hvad der er fat. Er man gæst i en andens hus bør man spørge om nyt og lytte interesseret til svaret. Værten bør lægge sit svar således, at det lægger op til debat eller diskussion. Et besøg i en andens hus vil derfor altid ende med en masse snak.

Ilma har fire gamle højtider som omhyggeligt holdes i hævd af folket. Om foråret holdes Himmeljagt, hvor høvdingesønner rider fra den ene ende af landet til den anden med historier som de så ender med at fortælle i Kelku. Midt i sommeren holdes Højting, hvor nye love vedtages, medens folket fester og konkurrerer på tingsletten uden for Kelku. De sidder blandt andet på pæle og udøver forskellige gamle danse. Om vinteren holdes først Himmeltrækning, hvor man bygger en slags fugl af et træskelet beklædt med tyndt stof og kaster den op i luften så vinden fanger den. Man holder fuglen fast med snore og kan således holde den i luften i lang tid af gangen. Ilmalaiset kalder denne anordning for drager og i Dagan Staðrninges øjne ser det ud som de trækker tov med selve vinden, når de flyver med dem. Til midvinter holdes Minde, hvor man tier helt stille og faster. Dagen efter fortælles historier om forfædrene. Om aftenen mellem de to dage graves asken fra arnen ned under dørtrinnet.

Ilma gennemskæres af en række bredde veje vedligeholdt af dygtige shamaner. Hver større by har et højt tårn, hvorfra post og andre nyheder bringes ud af modige mænd som spænder et par vinger på ryggen og svæver på vindene. Dette er en meget hurtig og effektiv måde at kommunikere på, men også omkostningsfuld, især for lavlandsbyer som ofte skal bruge Vejrmagere i døgndrift på at sikre de rigtige vinde. Bjergbyer har dog en fordel i den henseende. Hver by har derfor også en landingsplads og en række løbere som hurtigt kan trække hængegliderens vinger til reparation i en hangar og derfra op i det nærmeste tårn. Ilma har dermed en virkelig god infrastruktur, hvor nyheder hurtigt rejser mellem byerne. En større nyhed kan rejse mellem landets fjernest ejne på kun få dage. Kurerer bringer også post ud for folk med færre midler eller mindre vigtige nyheder. Der er derfor anbragt landevejskroer med jævne mellemrum langs vejene, så man aldrig behøver at sove udenfor, selv i øde områder. Det er desuden også almindeligt at slægtninge og handelsforbindelser udveksler information og nyheder ved hjælp af fugle. Særligt har det sydlige Ilma en lille, men stærk fugl hvis evne til at finde vej er ubestridt.

Øst for Thokaskaut

På denne del af det store nordiske kontinent dominerer fire stormagter. Hvidevold i de sydvestlige udløbere af Thokaskaut, hvor den bjergkæde møder Himminfjell, Gethamane, tempelhaven, i det nordlige Thokaskaut, Haslantiforbundet mod øst og lige syd for det, Cherak. Det meste er dog splittet mellem Rigets dominans, lokale interesser og den voksende trussel fra Isgængerne som nu er blevet forenet under en ny leder.

Hvidevold

Genopbygget utallige gange indenfor en ældgammel, uforanderlig bymur og ved starten af en lige så uforanderlig vej er den gudestyrede by en sikker base i et ellers meget uroligt område. Hvidevold regeres af en konge som kalder sig Káchek. Han regerer fra et mægtigt, tomt tempelpalads midt i byen hvorfra han udsteder ordrer og love og desuden modtager anseelige ofre fra Hvidevolds befolkning. Hvidevold er områdets rigeste magt og kan måle sig, selv med Ilma. De har kontrol over en del mindre samfund syd og østpå. Til gengæld har Hvidevold sine fjender tæt inde på livet.

Øst for byen ligger Draugartova – et stort skovområde som siges at være hjemsøgt af de dødes ånder og andre, mindre behagelige væsner. Iskolde vinde suser i træerne og sneen ligger tykt året rundt, selvom den aldrig falder derinde. Aldrig ser man nogen levende væsner vandre i de skygger, men historier om hviskende stemmer og levende skygger er der nok af. Vest for byen ligger et område af drømme og løgne. Om det siges der at man kan få ethvert ønske opfyldt ved blot at vandre derind. Mange historier florerer om folk som har fået afdøde slægtninge tilbage, uanede rigdomme eller ufattelige vidundere, men man ved også at folk ikke kommer tilbage derfra. Nogensinde. Så hvor kommer historierne fra? Både det døde land og drømmelandet er blevet erklæret forbudte områder af Káchek og ingen fremmede lukkes ind i byen uden grundig kontrol. Begge lande grænser op til den store vej som løber fra Hvidevold og stik sydpå til havet og enhver rejsende på den vej bliver indskærpet aldrig at forlade den ligegyldigt hvad. Vejen er sikker, skoven er sikker død.

Gethamane

Meget lidt vides om byen i bjerget. Den ligger højt mod nord på Thokaskauts vestlige skråninger og kun en lille del af den er rent faktisk under åben himmel. Efter sigende er store haller, boulevarder og pladser gravet ind i selve bjerget. Rygter om mægtige, underjordiske svampehaver og enorme rigdomme gemt i jorden når af og til omverdenen. Man siger også, at den er forskånet for de døde og at et eller andet i byen jager dem væk. Dog taler man sjældent med rejsende fra det ældgamle Gethamane og byen ligger fjernt og er svær at nå.

Haslanti

Rejser man østpå finder man efter mange ugers rejse Haslantifolkets rige byer som en perlerække ved Nordhavets kyster. De har et par store byer og mange mindre samfund vedkender sig navnet. De er relativt uafhængige af Riget, men betaler dog en årlig tribut og hjælper med at kontrollere noget af trafikken i området. Ligesom Ilma er haslantierne dygtige flyvere og en af grundene til at de kontrollerer området er deres styrker af luftbårne tropper støttet af vejrmagere og allierede guder. Mange slag i området er blevet vendt af haslantier båret på mægtige, yndefulde silkevinger og de velvillige vinde, bevæbnet med armbrøster og dræbende kasteskyts. Deres større luftpramme er også berømte, selvom de er langsomme og larmende. Meget handel mellem byerne foregår på disse pramme som kan bære langt mere end heste og okser kan.

Cherak/Jorunn

En gammel by som ligger på Indhavets kyster stik syd for Haslantibyen Ishjem. Cherak er en af Rigets vasalstater og er regeret af huset Ferem som er et drageblodet hus. Mange hundreder af jordens fyrster kalder Cherak deres hjem og har gjort det i årtusinder. Byen er driftig og dens folk flittige. Den ernærer sig primært ved hvalfangst i Indhavet, men inddriver skatter fra et meget stort opland som dermed også bliver beskyttet mod barbarer og andre farer. Blandt andet har Cherak haft en meget lang konflikt med områdets Isgængere som fortaber sig tilbage i tiden. Disse kender byen som Jorunn – et navn som bedst kan oversættes som ”byen der stinker af døde fisk.” Et meget rammende navn som har slået an i store dele af norden, særligt der, hvor man er venligt stemt mod Isgængere.