Forstyrrelsen

Nye vinde fra syd

Når vinteren slipper sit tag begynder beboerne af Himminfjeld at sende sine jagtekspeditioner ned i lavlandet. De bliver de første som møder exilfolket. Kort efter denne kontakt kommer udsendinge fra Lauget ned for at se, hvad de kan. I starten af sommeren kommer en hær ned fra Ultum, for at etablere sin dominans i landet. De slår lejr og ender med at forlange skatter af dem.

Ligulf samler dem, Bjørn og tolv krigere for at møde dem. Han byder dem at tage deres bedste på og fremstå for naboerne som skinnende fyrster. Det vil Garm ikke og de har en diskussion. Ligulf opdager, at det kan være farligt for ham at udfordre de fire for voldsomt. Han vurderer, at de nok i højere grad vil stå sammen imod ham end at splitte op. Han er heller ikke interesseret i, at de splitter op i det hele taget. De rider ud og møder Ilmalaiset og disse falder fuldstændigt for dem. De glemmer alt, hvad de har lært om De Udstødte og ser dem som en slags guder som skal tilbedes. Ligulf taler en del med dem, men bryder op, før natten er omme. De aftaler, at Garm skal holde øje med dem, så de kan lære om deres vaner og adfærd. Ligulf siger, at de for enhver pris skal holdes væk fra byen indtil den er blevet bygget bedre ud. Han vil have flere huse og en fin mur. Han lader Ilmalaiset vide, at de vil ses og handle senere på sommeren.

Kalle og folkene fra Ultum er vilde for at vende tilbage og handle og er helt forblændede over hele historien. De laver små træfigurer af Aslaug, Bork, Arge og Ligulf (med soltegn), bygger et tempel og begynder at tilbede dem. Den tilbedelse tager de med hjem. Sent på sommeren kommer Ultums fyrste ned for at møde guderne i dalen og se, hvad de er for nogen. Han kommer med en vis nysgerrighed blandet med skepsis over Kalles beretning. Rygtet kommer dog til at sprede sig og trækker først Laugfolk til og siden en hær med et par Drageblodede rekognosceringsfolk i. Der er ikke ressourcer til at bemande en Vild Jagt, men Riget smider en del penge efter en invasionsstyrke, hvis de finder ud af, hvordan landet ligger.

Ligulf er begyndt at få øjnene op for at hans drømme om rige ikke deles lige meget af alle. Han er nødt til at konfrontere Garm. Når han gør det fortæller han på en rolig måde om sin drøm og hvorfor han følger den som han gør. Han prøver at fylde den plads han har fået i verden – Solen har gjort ham til zenit, fordi han skal lede og inspirere. Hvis ikke Garm vil acceptere det kan han lige så godt nægte at acceptere at solen står op. Ligulf er dog indstillet på at improvisere, hvis det er det der skal til. Hvis Garm hellere vil slås om det er han villig til det. Hvis det kommer til en kamp bruger han sine charms på at holde ud og satser på at Garm løber tør for essens før ham. Han vil også lære Garm om konsekvenser for handlinger og ansvar over for mennesker. Så han sætter kampen på torvet i byen. Over for folket forklarer han om Lunas udvalgte. Han fortæller, hvordan de må kæmpe en evig kamp mod verden, selv når de kæmper for at beskytte den. Han siger, at han vil kæmpe med Garm for at beskytte deres samfund, så ikke Lunas besværgelse skal splitte dem. Han siger også, at hvis han taber kampen vil han tage væk for at finde tættere på Solen og blive stærkere. Men han lover, at hvis der bliver brug for ham vil han vende tilbage og lede dem til sikkerhed.

Bork sætter sine folk til at udspionerer folket før Garm vender tilbage fra sin rekognoscering.

Templet

Fem store træsøjler med ansigter i repræsenterer templets hovedguder. Disse er blevet Vandringsmanden, Vathi, Solen, Månen og Guden for Den Store Vestvej. Senere kommer de exalterede til og forfædrene. I løbet af foråret og starten af sommeren rister de runer ind i hvert enkelt stykke byggemateriale. De bygger templet færdig til starten af vand. Geir er i Ulvegærdet for at se til deres tempel. Her tilbedes de exalterede allerede. Så snart templet er bygget færdigt begynder de at få essens af tilbedelsen.

Der opstår en konflikt mellem Hugleik i Ulvegærdet og Sigeir i Nystad. Hugleik farer frem med tilbedelsen af de exalterede og har med tiden tilrettelagt en ritus. Fra templet i Ulvegærdet prædiker han for alle gæster sydfra og opfordrer alle til at sætte de exalterede over de andre guder og tilbede dem først. Han kalder sit tempel for Himmelættehallen. Skovhuggere der følger træet til Nystad hjælper også med at sprede læren og den bliver populær før Ligulf bliver rigtig opmærksom på den. Sigeir tøver dog med gøre tilbedelsen til en af de fem søjler i sit store tempel. Han lader et hjørne indvie til Himmelætten og lader det være ved det. De andre shamaner bliver holdt i kort snor. Da en shaman kommer til Ulvegærdet for at hente skind til templet kommer han op at skændes med Hugleik om hvorvidt han skal bringe sonofre til Himmelætten for Sigeir og bliver slået ihjel. I slutningen af opstigende ild er der åbent fjendskab mellem de to templer og en skovhugger bliver slået ihjel i Nystad i endnu en religiøs diskussion.

Da griber Ligulf ind og stopper det. Han ser folkets behov for helte, men frygter hybris og vil ikke sætte sig over guderne. Han har en ildevarslende fornemmelse af det, men husker stadig ikke solarernes fald i den første alder. Han samler folket og erklærer, at solarer og lunarer ikke er hævet over guderne. De er himmelens udsendte helte til mennesket. For at stadfæste dette beordrer han et offerkar fremstillet. Det skal have fire sole og en måne på langs kanten og skal stå for foden af Vandringsmandens søjle. Her skal alle ofre til Himmelætten gå og der må ikke ofres ud over kanten af karret. Ligeledes beordrer han en statue af Vandringsmanden stillet i døren til Himmelættehallen. Den skal kun lige levne plads til, at en mand kan klemme sig forbi, men ikke til, at han kan slæbe meget med. Dette skal symbolisere at Vandringsmanden er herre i hallen, og at det er ham som åbner døren for gæster. Hallens beboere er hans børn og under hans beskyttelse. Da denne ritus er blevet etableret bryder tilbedelsen ud i fuldt flor og de får hver Cult 2.

Æsa interesserer sig ikke meget for guderne. Hun har lidt svært ved at tilbede Himmelætten, når hun nu er sammen med en af dem. I stedet begynder hun at rette sine tanker mod moderen og opdager at flere tatere allerede lægger ofre i form af deres eget blod trukket med et segl i æggeskaller ud til hende. Hun går ind i denne praksis og finder en hvis ro i den. Garm kan bemærke, når han vender tilbage, at Håkon har friske ar på armen efter moderofre.

Vestvejens gud begynder at kræve større ofre så snart han bliver tilbedt. Han vil kun have mønter og de skal være rigtige. Vathi er stadig for svag til at kunne manifestere sig på nogen måde, men hvis nogen besøger ham vil han fremturde og kræve nye ofre. Han kan overhovedet ikke hjælpe nogen, før hans sygdom er kureret.

De nærmer sig den anden sommer siden deres exaltering. Folket kommer til at lave en tidsregning med dette år som år 1.

Et togt nordpå

I slutningen af nedgående træ efter, at de har observeret Kalles jagtselskab, mødes de i Nystad og taler om fremtiden. Først etablerer de lederskabet og Ligulf gør klart, at han nok skal lede ordentligt fremover og sige, hvad det er han vil. De snakker også om langsigtede planer og Ligulf fortæller, at han helst ser dem herske over hele verden. Garm fortæller om, at han gerne vil kæmpe mod de Drageblodede, og dem har de så en snak om.

På kort sigt skal de sende spioner sydpå (de skal først lære sproget af Ligulf og Taika), selv afsøge Ilma og lære om de Drageblodede. Bork udvælger dem af hans folk som skal sendes sydpå. Så skal de rekognoscere Nordland og se, hvad der er blevet af det og lære om deres fjende (den sorte fyr i bjergene). Så skal de se om de kan alliere sig med Skapti og Cernan og koordinere et angreb. Desuden skal de opsøge Kvitebaune.

Garm fortæller Aslaug om, hvad det vil sige at være en kvinde (som Mosekonen bad ham om). Arge sender Signe og Sune i pleje hos Ligulf – geden kommer med. Aslaug knepper Vasmo. Garm minder Ligulf om Moderen. Skal hun ikke også tilbedes? Indtil de vender tilbage fra togtet går Ligulf og grubler over en måde at introducere moderkulten, men kan ikke rigtig vinkle det rigtigt. Hele tanken om Moderen gør ham sært utilpas (hun er jo Oprindelig). Han bringer sagen til Sigeir som bare synes det er noget underligt noget og skubber det hen.

I Hræland er de døde ved at omgruppere. Grinulf er i fuld gang med at tage de gamle ziguratter i brug, men først skal de bygges op igen. Horder af zombier bruges som arbejdskraft ledet af ældgamle nemmisarer. Der arbejdes ved Eikalund, hvor træerne slås ihjel med en ækel slyngplante. De døde er også i Mosen, hvor et sort rør er blevet sat ned i vandet over det sunkne spir. Vandet er magisk blevet suget ud af røret, så man kan komme ned til tårnet. Planen er at hæve tårnet op over søens vande. Også ved Tingdalen bliver der gjort arbejde. Husene bliver ryddet, jordvoldene gravet væk og stenene omarrangeret så de danner et dødssigil.

Skyggelandet i Vættfang har bredt sig, så det nu rækker ned i dalen under den. Også Østerbygd ligger nu indenfor dets grænser. I Hrædale er et nyt skyggeland opstået, men det dækker endnu kun byen selv.

Kvitebaune er stadig uafhængig og befæstet og indbyggernes had til Aslaug er begyndt at udstrække sig til alle fremmede. Der bor ca 200 i byen nu – alle flygtninge fra resten af landet. Byen tilbeder ådselsguden som havde spist sig mæt og fed efter byens fald. Steingrim er shaman for byen, men ikke særlig officielt. Han har gravet Maltes hånd op og har kontrol over ligvagten. Brødrene Bard og Rafn er blevet byens ledere. Rafn har gjort sin far, Olaf, til officiel shaman, men denne er gammel og senil og ikke nær så kløgtig og ambitiøs som Steingrim.

Aslaug laver en jernskive med en rune for rejser i. Dette er den mønt de giver til Vestvejen i dennes tempel. Vestvejen bliver ikke helt tilfreds, men bider det i sig indtil videre. Arge kommer i tanke om, at de gamle handlede i jadetalenter. De snakker om at indføre en møntfod. På vej nordpå møder Aslaug, Arge og Bork en del døde som de slår ihjel. Garm tager til sletten og Thokaskaut og lægger kranier med invitationer ud. Han inviterer lunarerne til en måned efter midsommer. Han bruger kranier fra ti mennesker af Mamutklanen. I Hrædale samler de forsyninger sammen fra de døde. Arge kalder Rådtunge frem. Aslaug siger, at hun vil slå ham ihjel på et tidspunkt. Han siger, at han er glad for, at de er kommet tilbage, fordi de i den første alder gav ham meget at spise. Arge finder ud af, at han vil have ravne ofret om natten, lig af fjender efterladt på slagmarken, tre krigere dræbt af tre gange så mange som dem og efterladt eller et ligklæde med hans tegn på. Bork snakker med ham og gør ham opmærksom på, at de har en fælles sag. Han er ikke specielt fjendtlig over for Den Mørke Herre, men får ikke gaver af ham. Han ernæres af massakrer på levende mennesker.

De opdager Grinulfs arbejde i Mosen og beslutter at gøre noget ved det. Det er nu sidste halvdel af opstigende ild og 21 dage efter de tog af sted. Garm snakker med en af søfolket som siger, at Grinulf og andre har slået nogle af dem ihjel. Han siger også, at de hælder sære ting i vandet, og at de ikke længere har lyst til at svømme. De snuser rundt og finder nogle døde der fælder træer og nogle som hugger sten. De beslutter at smadre dem i stenbruddet, men lader være, fordi det er for mørkt. Garm bliver tilbage og opdager at Grinulf og Styrbjørn ventede på dem forklædt som lig.

Kampen med Styrbjørn og Grinulf

Styrbjørn:

Grimcleaver: 10, 8, +15L, 6, 4

Kan købe parader og simple angreb

Vil prøve at bruge sine tre komboer

altid på parader (1 + 1m/2 terninger, overskydende succeser tæller som et angreb)

Et par gange på angreb med Unstoppable Doom (1m + 1m/die + 1m/die. Skadeterninger tælles dobbelt, motes tæller fra forsvar og til angreb)

Én gang med Butcher Routine (6m + 1/die. Dif 3. 2 HL efter soak hugger et lem af)

Dodge: 7 (kan reducere et angreb med 7 terninger for 8m og kan dodge et angreb han ikke er bevidst om)

Soak: 14L/15B, -1 mob

+3L til alt

Grinulf:

Bæreren af Dystre Tidender

Slavekæde: 9, 10, +6L, 12, 5 (brugerens essens trækkes altid fra en modstanders parader af slavekæden. Arnesten i enden som æder halvdelen af given skade i essens og overfører dem til brugeren. For mennesker æder den halvdelen af skaden i HL oveni.)

Kan bruge essens på angreb, parade og især på dodge.

Crypt Bolt: 6, max 14L

Magi:

Piercing the Shroud

Hungry Creeping Shadow

Call the Skeletal Horde

Stormwind Rider

Death of Obsidian Butterflies

Hvis de er på skideren flygter de til Labyrinten. Han holder altid en Hungry Creeping Shadow mellem sig og sin fjende.

Han er iklædt en rustning næsten som Styrbjørns – 9L/9B.

Styrbjørn bruger sin Unstoppable Doom combo og giver Aslaug banesår. Grinulf skærer hul til Labyrinten (han har et artefakt som kan gemme en necromancyformular til senere brug) og de træder derind og tager Aslaug med sig. Garm Limit Breaker og kaster sig over zombierne ved mosen. Bork Limit Breaker og følger efter. Arge bliver tilbage lidt. Så tager han Aslaugs spyd og går også efter. Ved mosen bliver Garm overmandet af zombier, og de tager ham med ned i zigurattet pr refleks. Arge kaster spyddet efter zombierne og prøver at trække dem væk med sit sværd. Det lykkes kun delvist. Han trækker dem ind i skoven og slipper væk fra dem. Så smider han rustningen og går i vandet efter Garm. Bork bliver oppe og kører guerillakrig på de døde. Under vandet bliver Arge fundet af en af søfolket og trukket ned til, hvor Garm ligger i zigurattet. Sammen går de rundt og undersøger det. Der er relieffer som indikerer dets brug. Bork venter på dem ved bredden. De går op igennem skorstenen, finder Bork og tager hjem. Garm flyver, Arge og Bork følges ad med en vognfuld loot fra Hrædale. Bla en masse sølvringe. De er alle noget triste.

Besøg fra Ilma

En Drageblodet dukker op

Så snart Ilma erfarer, at Skyggelandet breder sig nordpå begynder de at opruste. Det bliver svært for dem, at mobilisere en hær, da Riget ikke støtter dem helhjertet, men der er kræfter i landet som tager truslen fra de døde meget alvorligt. De har allierede i Hvidevold som føler det samme. Med den rette mængde midler kan der også skaffes lejesoldater fra nær og fjern.

Garm tager til Ulfskogr og inviterer Osvif. Bork tager ud at jage med Jop og fortæller ham en masse:

De holder Lunarmøde. Skapti kan fortælle at den sorte herre ruster op. Han lover dem hjælp og beder dem om at finde ham, når der bliver brug for det. Cernan lover også hjælp og siger, at han vil samle stammerne til en hær. Han kan dog ikke være sikker på noget, da han både er truet fra Ilma og af Tåreæderne som er blevet stærkere på det sidste. Osvif er blot sur. Han nægter at hjælpe på nogen måde, da han ikke tror på civilisation. Han tilbyder at sætte sine børn op mod byen og se hvem der vinder, men de takker nej, da de ikke vil ofre folk på et væddemål blandt exalterede.

Ca. fjorten dage efter i slutningen af nedgående ild dukker Osvif op med sine børn og angriber Dagan Stadr. Efter han vendte hjem har Grinulf forbandet hans land med en mørk pest som har gjort dem vanvittige og syge. De angriber hvad som helst og han har været nødt til at dræbe mange af dem. Resten driver han ud af skoven og mod Dagan Stadr. Den største får to kranier fra hans dræbte børn om halsen med skammærker på. Folket slagter dem alle – flere bliver sårede og to dør. Osvif flyver væk og overlader skoven til Garm.

De holder et møde. Garm fortæller, at han skrider. Ligulf beder ham om at hjælpe med en sidste ting – at lede skoven igennem med nogle folk. Det gør han. Det bliver også besluttet snart at kontakte Vathi.

Godt ind i strålende vand dukker Miho op. Hun har en slave med og bliver ført til Dagan Stadr. Mihos slave hedder Tano. Efter hun er blevet modtaget træner hun om morgenen og bliver overvåget af en af Ligulfs venner. Han overvåger hendes samtale med Job. Ligulf sætter også Bork til at lure på hendes udstyr og de gætter, at hun også er Drageblodet. Bork bliver sur.

Job og Miho kommer fra Tulinen.

Der bliver sendt bud efter Arge som dukker op samme dag.

Oprustning

Der bliver kamp om sølvminen. Kvitebaune har posteret vagter ved den, dog uden at bruge den. Angriber de (og vinder) møder de igen Rådtunge. Han præsenterer sig som ”vogter af Ådselsfolket” – dem som lever i Hrælands kød. Han bekendtgør, at han ikke vil tillade Dagan Stadr at true hans folk og at det vil komme til blodig krig, hvis de prøver at bemægtige sig minen. Han er dog åben for forhandling og vil gerne dele norden med dem, hvis de vil hjælpe til med at trænge de døde væk.

Den vilde jagt opruster også. I vinteren fanger taterne spioner sydfra – Miho og Jop kan genkende dem som tjenere af de Drageblodede. Dette er Ragara Kumani (et af Alomis ueksalterede børnebørn som varetager hans personlige, lyssky sager) og Arvo Trakalaino (en hofsnog i Alomis hyre som han bruger til at opspore rygter om husholdet i de små byer rundt omkring). De bliver fanget af Borks folk i nærheden af Dagan Stadr og gennemtævet for oplysninger.

Kvitebaune

De sender folk op til minen, men disse kommer tomhændede hjem igen. Folkene fra Kvitebaune bevogter minen og har taget folkenes udstyr og mad.

De tager så op for at forhandle om minen. Rafn og Bard er meget uvildige til at forhandle. Steingrim tilbyder at bytte børn, men det vil Arge ikke. Om natten lader han Ligvagten angribe. Halvdelen af deres mænd dør. Job aftaler med Steingrim at mødes 14 dage efter med Rafn ved Sølvsted. Han beder ham også sørge for deres døde. Disse bliver alle lagt ud på Blodgabs alter og nogle af dem på pladsen i det nedbrændte Sølvsted.

De snakker med Ligulf om Kvitebaune. Han beslutter, at de skal tage af sted med en styrke, men ikke en hær. De tager tilbage med 40 mand – deraf 20 af Borks.

Bork truer Job natten før afrejsen og siger, at han vil holde ham personligt ansvarlig, hvis stedet er fyldt med Drageblodede, når han vender tilbage. Han tager af sted for at finde ud af ting og være hemmelig.

Miho bliver veninder med Taika som låner hende sin fineste kjole. Hun tager om morgenen et bad i søen og bliver beluret af søens gud som forelsker sig i hende.

Borks spejdere finder en stor styrke fra Kvitebaune gemt i bjergene over minen. Ti af dem sendes derop for at lure på dem. De møder en udsending til hest midt i Sølvsteddalen. Efter en del forhandling aftaler de at de tre eksalterede, Vasmo og Arngrim skal gå med ind i slugten og mødes med Kvitebaunes ledere foran minen. Mændene placerer sig i bjerget over slugten for at forhindre et baghold. Job er meget imod planen. Han sviner Miho og bliver vred. Det gør hun og.

De møder Bard, Rafn, Steingrim og en stor kriger med et mærkeligt sværd (Uffe) i slugten. Deres folk har placeret sig i toppen af slugten klar til at skyde på Bards ordre. Bard er blevet mere og mere vanvittig og tager ikke imod fornuft. Det er Steingrim som har manipuleret ham til at forhandle, fordi han ved det så vil gå i hårdknude. Vasmo tilbyder to af rådsmændene - Eldgrim og Halvars døtre i giftermål for at forsegle en alliance, men Bard er urokkelig. Miho opdager bagholdet med sit øje og siger det til Vasmo. Bard bryder sammen og råber på angreb, men mændene vil ikke lystre. De har hørt fornuften i Vasmos ord og er trætte af at leve som de gør. Spillerne flygter ud af slugten og mødes i Sølvsteddalen med deres egne mænd. Vasmo og Arngrim henter Kvitebaunes krigere og de hilser på deres leder, Knut. Borks mænd er blevet overfaldet af Ligvagten i bjergene og kun tre af dem overlevede.

Knut eksalterer, da han forhandler med Bard og Rafn i minen. De opdager, at der ikke er kommet nogen ud derfra og Knut tager derind for at møde dem, da han ikke mener, at han kan forhandle uden om sine ledere. Ved indgangen til minen ligger Uffe og Håkon døde. Steingrim har pusset ligvagten på dem. Han er kun ude på at forpurre forhandlingerne. Knut kan godt få talt fornuft ind i hovedet på Bard. Men så slår Steingrim til og fremmaner ligvagten. Han råber, at det er Knut der har forrådt dem og påkaldt de døde med hjælp fra Dagan Stadrs uhellige magi. Ligvagten vil trække sig tilbage for Knuts eksaltering i første omgang.

Dagen efter går Knut og Arge ned i graven. Miho og Job følger efter. Dernede er den døde solars spøgelse som hungrer efter viden om overfladen. Den udspørger Knut og Arge helt vildt, men da de Drageblodede kommer ned går den amok og angriber dem med sin gamle hammer. Den er tæt på at dræbe Job, men Miho får den udraderet. Knut tager hammeren og begynder at attune sig til zigurattet. Han får sig attunet og begynder at træne dernede efter manualen på væggen.

Job har taget 8 L i skade. Det vil tage 19 dage at hele.

Knut laver et råd bestående af sin mor, en gammel kværulant ved navn Helge, broderen til en tidligere høvding ved navn Arne, en gammel bueskytte og jæger ved navn Sune af Kettinggård og ham selv. Han lader dem tage de daglige beslutninger og bruger vinteren på at jage.

Snigmordere

Da de kommer tilbage til Dagan Stadr har taterne taget fire mænd fra syd til fange som snusede rundt. Disse er snigmorderne som har brugt dem til at føre sig til Miho. Da hun dukker op afslører de sig og angriber. Der er en træ som bruger gift, en vind som bruger hastighed, en ild som bruger smerte og en vand som bruger ustoppelige angreb.

Miho dræber luftkrigeren hurtigt. Efter noget kamp trænger deres medbragte mænd ind og hjælper dem med at dræbe træ- og ildkrigeren. Vandkrigeren bruger sin Charm og forsvinder i Skabelsens Essens. Før han dør forgifter Trækrigeren hende, så hun tager 1 L i skade hver gang hun bruger Essens. Alomis livlæge kan kurere denne sygdom. Og andre exalterede læger kan også. Contagion Curing Touch kan også klare den. Desuden kan søens ånd helbrede hende, men kræver en nat med hende til gengæld.

Når snigmorderne opdager solarerne giver de magisk besked til Riget om dem. Det skal være på en måde som Miho kan genkende. En slags Anathemaflare som bliver sendt op og som man lærer om i skolen. Dæmonlyset. Da Miho forklarer dette sender Ligulf straks alle hjem til Dagan Stadr og rider selv til Kvitebaune for at hente Knut. Hesten dør på vejen. Job beder ham om at få jaden med hjem. Knut og Ligulf haster tilbage på ski og Knut får 20 mand til at følge efter med en kane med noget af jaden.

Flashback til Miho: den dag hun lærte om den vilde jagts advarselsraket og hvor Mutaki viste hende en han havde liggende, da hun ikke troede på det.

I Dagan Stadr besluttes det at resten af jaden skal hentes og at Job skal tage til Ilma og købe artefakter til dem. Miho fortæller, at hun er jaget af snigmordere. Job er ikke vild med det. Vasmo taler for hende, fordi Dagan Stadr er et sted for flygtninge og som bør tage alle ind der jages uretfærdigt. Ligulf erklærer Job og Miho for en del af folket med den bagtanke at binde dem til sig, så de ikke vil forråde ham fremover. Miho overtaler dem til at lade hende tage af sted i stedet for, men dette er hverken Job eller Ligulf glade ved (selvom den sidste intet siger højt).

Efter mødet tager Knut hjem tidligt efter jade og Job og Ligulf tager af sted lidt senere på dagen for at hjælpe med hjemtransport. De er hjemme igen efter ca 12 dage. Job lærer at stå på ski. Vi er nu i slutningen af nedgående luft. Da de kommer tilbage opdager Job at Miho stadig er syg og ikke kan bruge essens og det fastslås, at det bliver ham som tager af sted. Ligulf er glad, for han er mere overbevist om at Job vil komme tilbage efter Miho end omvendt.

Job tager af sted med 40 mand og de ødelagte våben og rustninger. Han efterlader sin fivefold harmonic regulator, så det bliver lettere for solarerne at attune til jaderustningerne. Han låner også Mihos windslave disc for at mindske byrden. De mister syv mand på vej over passet. I Ultum finder Job tegn på en spirende solkult. Han møder Kalle som spørger ham efter ”solkongen.” Han tager til Kelku med fem mand. Her finder han en gammel kontakt som ikke kan komme af med nogle våben østfra pga. et mystisk jagtselskab fra Riget – der er dog mistanker om at dette nok er et militært foretagende og Job får masser af beviser for en Vild Jagt. Han køber seks kortsværd (med arnesten) i rød jade og to armbeskyttere (uden arnesten) i hvid jade. Han overtaler også kontakten til ikke at samarbejde med soldaterne fra Riget. På vej hjem tager han hjem forbi. Her har den overlevende snigmorder dog været før ham og truet slaverne til at lukke Job ind og lægge en fælde for ham. Job opdager dog fælden ved at torturere husholderslaven og true med at dræbe hans familie – det samme som snigmorderen har gjort. Slaven fortæller alt og Job giver ham penge og sætter ham fri. Dog med et dybt sår i låret som han ikke kommer til at overleve. Familien dør også. Snigmorderen overfalder Job på vej hjem og dræber de fem mænd han har med.

Kort efter Job tager af sted holdes der et stort blot til Vandringsmanden for at bede ham om held i kamp og taktisk og strategisk viden. Der ofres en hest, en ko, masser af ravne og våben. Vandringsmanden kræver en helt som kan stå i spidsen og være hans. Vasmo vil gerne melde sig, men Miho holder ham tilbage. Ligulf ender med at træde frem, selvom han ved, at det vil blive hans død. Han får Vandringsmandens kappe og spyd. Knut møder kort Geir i hallen og han præsenterer sig som shaman. Om aftenen går Ligulf ned til søen og Miho møder ham dernede. De taler kort sammen om skæbnen og da hun går hører de begge søns gud tude sørgmodigt i natten.

På vej hjem får Job at vide, af Kalle i Ultum at de vil støtte dem og anser Solkongen som deres fyrste. Det er nu tæt på kalibrering og hans mænd råder ham fra at tage over bjergene. Han tager af sted med fem mand, men turen er hård og de når ikke gennem passet før kalibreringen. Dagen før den begynder siger mændene at de tager hjem, men han insisterer på at fortsætte. Mændene har respekt for hans vilje og de snakker sammen om, hvem der bedst kan lede ham på vej af dem. Det bliver den mand med mindst mennesker der er afhængig af ham. Han skal giftes, men er ikke blevet det endnu. Han har ingen familie ellers. De bliver fanget af en tæt tåge i kalibreringen og møder en fe eller bjergets gud som kalder en lavine ned over dem. Manden dør og Job bliver reddet af Garm i dyreform. Efter lang tid kommer han tilbage og bliver guidet hjem af taterne.