Forstyrrelsen

Computeren står på to fyldte flytte kasser og spiller Prodigy på livet løs. Reolerne er tomme, tøjet er i sorte plastiksække, der lugter af støv og der er ikke særligt meget plads til at bevæge sig på mit lille værelse. Jeg er med andre ord i transit. En transit der kommer til at vare de næste to uger. Mine få ejendele flytter i morgen og om ca halvanden uge, får de selskab af en bunke ekstra møbler og kasser. Mine dvder kommer til at skulle dele hyldeplads med film som Fidibus, Blå Mænd og Nynne og mine bøger skal stå og læne sig op af Mænd, der Hader Kvinder og en række fagbøger om ADHD og Autisme (bla.a.). Det sorte bord må finde sig i hvide stole og den sære græske kirkelampe kommer måske til at kunne hænge og kigge på den fine lysekronedims med de runde skiver i. Hvordan det spænder af, vil tiden vise. Og viljen, ikke at forglemme.

Det er sket før, at disse ting har skullet dele rammer med andre ting. Hver gang er de blevet skilt ad igen. De har affundet sig med det. Ja faktisk har jeg ikke kunnet se den store bekymring hos dem, når det er sket. Tingene har fundet sig i adskildelsen med stoisk indifference. Selv i min egen kvide og bekymring, har tingene forsikret mig om, at det nok skulle gå det hele, bare ved at være ting og ikke ændre sig overhovedet i alt flyttekaoset. Og mine kvaler er da også hver gang gået over og har faktisk efterladt mig en lille smule klogere. Ja ja, det er måske ikke alle, der kan se det, men sådan er det faktisk, nå! Lige nu tænker jeg dog ikke meget på at blive eller være klog. Lige nu er jeg bare glad. Stille og roligt og helt vildt på samme tid. Helt nede på jorden med et lille svedent smil og helt oppe at køre på syre samtidig. Jeg er nemlig så heldig, at jeg flytter med mine ejendele og skal dele hjem med både dem, deres nye roomies og disses ejer.

Hun spurgte mig for et stykke tid siden, efter at have snust rundt på bloggen, hvordan det kunne være, hun ikke var nævnt synderligt. Og det er jo faktisk et godt spørgsmål. Der er sket meget, siden jeg perifært nævnte hende for næsten et år siden. Rigtigt meget. De efterfølgende indlæg har mest bare været politisk brok og ekskærestesorger. Hvorfor er det egentlig, jeg ikke har nævnt hende her? Det første, der falder mig ind, er at alt det gode, der sker i ens liv, hverken er særligt inspirerende eller særligt interessant at skrive om. Men det er jo altså heller ikke helt rigtigt. Hvorfor er det så, at min nederen ekskæreste skal være repræsenteret her, når min fantastiske kæreste kun er nævnt i en kort sætning i et indlæg, der ikke helt handler om hende? Hvorfor får hun ikke også et indlæg herinde sammen med de andre, så jeg kan markere endnu en vigtig milepæl i mit liv? Ligesom Christina og Anna var milepæle. Tja, det er jo næsten sagt med den sætning. Jeg har en stor modstand mod at sammenligne min kæreste med de to og i det hele taget beskrive hende i en sammenhæng, hvor hun kunne fremstå som endnu en i rækken.

Det kommer selvfølgelig ned til, hvad man beslutter sig til. Det at nævne hende herinde og dedikere et indlæg til hende, vil ikke forvandle hende til de andre eller noget som helst, der minder om dem og ej heller nedsætte chancerne, for at vi bliver sammen. Det er magisk tænkning. Alligevel har jeg lyst til at beholde hende for mig selv lidt endnu. Der bliver masser af lejligheder for at nævne hende i fremtiden og dedikere hele romaner til hende. Men måske skal hun bare forblive unævnt og ubeskrevet og ikke indlemmes i rækken af mennesker, som har voldt mig kvaler. Måske skal hun bare forblive min egen? Jeg ved det ikke, for det er ikke fordi hun ikke har kvaliteter, der er værd at beskrive. Jeg kigger på mine ting, men som sædvanlig er de ganske tavse og lader til at være tilfredse med, hvad jeg end beslutter at gøre med dem.