Forstyrrelsen

Jeg er blevet fortalt, at først, når ens barn første gang siger "far" til en, forstår man, at man er blevet det. Jeg tror, at forståelse under alle omstændigheder kommer i etaper. Eller måske i etager. Som lag oven på hinanden.

Jeg er blevet far. Det gik op for mig første gang, jeg mærkede Pernilles mave bevæge sig. Det gik også op for mig, da vandet gik for en uge siden kl halv to om natten den ottende juni. Det gik også op for mig, da jeg fire timer senere stod med Sol i armene og var lidt svimmel. Og hver gang jeg siden da ser på hende.

Sådan tror jeg, det bliver resten af mit liv. En lang række forståelser. Tænk at man har været med til at bringe et andet menneske ind i verden. Vi har egentlig ikke haft så meget indflydelse i processen. Det eneste store, vi har bestemt, er jo faktisk kun, at vi ville give hende lov til at blive født hos os. Resten har vi kun kunnet påvirke, men ikke bestemme. Ligegyldig hvad, kommer Sol til at være en del af mit liv, til jeg dør. Jeg bliver lidt svimmel af at tænke på det.