Forstyrrelsen

Det at blive vraget efterlader mig i bund og grund med en oplevelse af at blive krænket. Den del af mig, som er blevet investeret i den anden, bliver ikke givet tilbage, men brutalt skåret ud, hvilket efterlader mig med et stort gabende hul, hvor der før var samhørighed, varme og nærvær. Den ligevægt, der før var en selvfølgelig del af min hverdag, som jeg havde kodet mine interne strømninger og svingninger efter, kollapser, og jeg kæntrer, som et forlist skib, tabt i århundredets storm. Det kan godt være, det lyder melodramatisk, men det er bare fordi, at det er melodramatisk. Det føles altid som århundredets storm, for det er det mest stormfulde der i sagens natur kan ske i et nært og kærligt forhold. Den storm man forliser i. Der hvor man bliver et vrag. Hvor man bliver vraget.

Jeg kan mærke det i min krop. På dagen, hvor hun slog op, var jeg tung og uden fremdrift. Min kraft og styrke, mit mål og med var nærmest fordampet, og lige pludselig sad jeg under et træ et sted på Amager. Og det, der skete, var, at min krop var ligeglad, og min hjerne opgav at drive den frem. Så da jeg kom jeg forbi et træ, og indskydelsen til at sætte mig under det dukkede op, som den så ofte gør det, i en fjern afkrog af min hjerne, havde jeg ikke nogen grund til ikke at følge den. Jeg følte mig bedøvet, i spontanamputationschok. Dejligt ord. Men jeg vil ikke begynde at skride over i en lazaretmetafor, når nu det går så godt med skibene. Jeg så hjælpeløst til, medens orkanen flåede mig fra hinanden og hamrede sine næver ind i mit skrog igen og igen og igen. Jeg må have en tung balast, for Jeg kan mærke, at jeg, efter stormen stilnede af og efterlod mit liv tomt og tyst, langsomt er ved at komme på ret køl igen. Det kan godt være, at min mast er knækket, sejlene hænger i laser og rommen er skyllet over bord, men i det mindste ligger jeg flot (er det ikke sådan det hedder, når man vender den rigtige side opad... og er et skib?).

Det er nu en uge siden, hun slog op med mig. I går havde jeg en pige med hjem. Jeg sked totalt på den aftale, jeg selv har lavet med hende, om at vi ikke tager scoringer med hjem, men så kan man lære at lave aftaler med en mand uden mast. Desuden er hun i Århus i weekenden. Der var ikke så meget til det. Jeg vidste hele vejen igennem, at det var for tidligt og forjaget og forbudt og forbandet. Men fuck, hvor var det fedt! Så lidt, der skal til, for at genoprette en mands tabte ansigt. Jeg mærker efter, om jeg har kvaler over for Anna, og måske er der en lille kurre. En døende spire af melankolsk sorg, der snørkler sig ud fra mit hjertes kartoffelkælder. Og bare rolig, jeg skal nok lade være med at nævne min smertes musefælder - mest fordi de ikke rigtig eksisterer, og det er kun så meget melodramatik man kan tillade sig trække på weltshmertzkontoen. Tilbage til sorgen. Den handler mest om tabet af fordums nærhed. En havn, der nu er lukket for mig, og det driver altid en dråbe blod fra en sømands forblæste hjerte og en tåre fra hans øje, for det åbne hav er en benhård og nådesløs elsker. Over for pigen, der nu lige har forladt min seng og smuttet på arbejde, er der også en lille sorg, for hvor smuk, sød og skarp hun end er, skal jeg lade hende bag mig, for selvom en havn er varm og byder en velkommen, vil den altid være et stop på en længere rejse. Således deler man altid sig selv med verden. På godt og ondt, med hjerte og smerte (der kom den sgu alligevel) og alt det andet skrald.

Jeg sejler videre.