Forstyrrelsen

Mandag den 26. maj startede med, at jeg slog øjnene op og prøvede at overbevise min hjerne om, at den tog fejl. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg skulle op efter kun tre timers søvn. Men det kunne det. Jeg bliver så sumpet af at være alene hjemme, og det går blandt andet ud over min evne til at gå i seng. Når man lige skal det ene og det andet, bliver klokken hurtigt både fem og seks om morgen, før man opdager, at man intet har foretaget sig de sidste otte timer.

Efter at have været en tur til lægen og brugt et par timer på at anstrenge mig til det yderste for at være konstruktiv i min studiegruppe gik jeg ned i byen, købte en pakke smøger og besøgte det værtshus, hvor min kæreste og jeg havde vores første rigtige date. Hos Anders er en hyggelig lille bodega med sin andel af fordrukne stamgæster, men uden ubehagelig stemning og slagsmål i luften. I sin tid besøgte Anna det nogle gange, når hun ikke gad stemningen på Passage Vinstue, hvor hun arbejdede. Jeg fik dem til at reservere et bord til mig og gik så op ad strøget, for at tjekke, hvad en buket roser monstro kostede. De kostede penge.

I Kolleren i Rosenkrantzgade brugte jeg en lille time på at drikke kaffe, ryge smøger og prøve på at få mine hænder til at holde med at ryste. De glade kollektivister er nu flinke dernede, når det kommer til den slags.

Kl ti minutter over fem stod jeg på perronen på hovedbanegården og tog imod Anna som kom ind med toget fra København. Hun blev glad for roserne. Vi vandrede ned ad strøget hånd i hånd, medens hun prøvede at udfritte mig om, hvor vi skulle hen. Men jeg holdt tæt og lod det være en overraskelse. Vejret var stadig lidt gråt, men det havde regnet hele dagen, så det var da fint nok. Da vi endelig stod foran Hos Anders opstod et kritisk øjeblik, da Anna egentlig ikke havde lyst til bodega, røg, mennesker og slet ikke til øl. Gode råd var dyre. Det var faktisk ret vigtigt, at jeg lige denne dag fik hende ind på lige det værtshus. Det var en særlig dag og også en særlig bodega. Jeg så mine planer smuldre for mine øjne, og det blev mig pinligt bevidst, at man aldrig helt kan planlægge noget.

Selvfølgelig fik jeg hende med ind. Mine overtalelsesevner er betydelige, og når jeg først tager hvalpeøjnene på, er der ikke noget at gøre. Så sad vi der på de samme pladser som sidst, for fire år siden præcist, hvor Anna opdagede, at jeg var scorbar. Hende med en stor cola og jeg med en stor fadøl. Totalt velkommen fadøl. Vi sludrede lidt om gamle dage, dengang vi mødte hinanden og lidt om løst og fast. Mine håndflader svedte. Jeg var lidt svimmel.

Så spurgte jeg hende, om hun ville gifte sig med mig.

Et øjeblik stod verden helt stille, og jeg glemte, at vi sad i et lokale fyldt med snakkende mennesker. Anna så bare lidt forskrækket ud, og det første hun sagde var noget i retning af: "arj seriøst?!" Jeg var seriøs som et slagtilfælde. Øjeblikket strakte sig ud i horisonten, fandt en øde ø og stiftede en større familie, som senere blev til en mægtig klan, der efter mange generationer drog i krig mod naboøerne i sin mægtige forfader Øjeblikkets navn. Her mødte de andre øjblikke som overvandt dem og dømte dem til et liv som slaver i eksil til evig tid. Og så udbrød Anna "ja, selvfølgelig!" Og et bjerg af opbygget spænding raslede ned ad ryggen på mig og landede på gulvet med et vådt plask. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg ikke skulle skide, for det havde været noget værre svineri.

Det var jo egentligt fjollet med al den nervøsitet, for selvfølgelig ville hun da sige ja. Det var ja da nærmest helt sikker på, men hvad nu, hvis hun havde sagt nej? Hvad nu, hvis jeg bare havde taget et ja for givet og så opdagede, at jeg tog fejl? Men det gjorde jeg ikke. Anna og jeg er forlovede, og da vi havde drukket ud forlod vi bodegaen og opdagede, at solen var kommet frem i mellemtiden og skinnede os i ansigterne, medens vi vandrede ned ad strøget med hinanden i hænderne. Sikke en mandag. Sikke et liv.