Forstyrrelsen

Nordens lande og riger

Dette er en beskrivelse af, hvad man i Dagan Stadr ved om norden, fra de vestlige kyster, hvor sletten møder det store udhav til tundraerne i øst, hvor de store skove dækker landet.

Norden er i luftens element, men elementerne beskriver andre ting end Skabelsens regioner. Blandt andet beskriver de også årstiderne. Skabelsen har således fem årstider med tre måneder i hver: jord, træ, ild, vand og luft. Månederne er udmålt efter månen og hedder opstigende, strålende og nedgående. For eksempel hedder den tredie måned i Jord, Nedgående Jord og den midterste måned i Ild, Strålende Ild. Dog passer antallet af dage ikke helt med årstiderne, så når nedgående Luft render ud kalibreres kalenderen i fem dage. Kalibreringen ligger uden for tiden og er over hele Skabelsen omgærdet med mange tabuer og frygt. De største ulykker sker altid i kalibreringen, hvor selv det bedste sværd knækker og det stærkeste tag bryder sammen.

Jord er den stille årstid, hvor verden falder tilbage på plads efter årstidernes tumult. Det er den stabile måned. I Norden er det en vintermåned, hvor verden ligger i hen i frostens greb, men uden at vejret skifter meget. Herefter går året i gang med Træ, hvor alting for alvor begynder at gro og det meste såning foretages. Ild er sommeren, hvor der kriges og ventes på høsten som kommer i den sidste Ildmåned. I Vand høstes der, handles på stortinget og gøres klar til vinteren som kommer i Luft. Selvfølgelig varierer klimaet og årstiderne meget alt efter, hvor i Skabelsen man er. I norden er Jord en meget kold årstid, dog uden de mange voldsomme vinterstorme som Luft er fyldt med. Vinteren varer typisk fra strålende Vand til opstigende Træ. Træ og Ild er meget hektiske årstider i norden, hvor der både sås, høstes og dyrkes krig med megen iver.

Dagan Staðr

Navnet dækker primært landet mellem Ulfskogr og Himminfjell i nord og syd og Thokaskaut og søen Ormahofuð i øst og vest. Roðulhvila kaldes dette område som af dets folk anses for et sted solen hviler. Dog strækker riget sig nu også op nord for skoven til bygderne Sølvsted og Kvitebaune og ned til Ultum i bjergene sydpå. Landet er en lille oase i norden. Fra de flade enge syd for skoven rejser det sig i blide runde bakker mod de alvorlige klippesider på de sydlige fjelde. Landet er gennemskåret af vandløb og åer som alle kommer ned fra bjergene. Nogle løber ud i skoven, medens andre løber ud i den bugtende Ormrsporða – ormens hale som er søens primære kilde.

Landet har ikke megen skov, men dog mere end er almindeligt for norden. Ud over den enorme Ulfskogr vokser der her og der klynger af træer. De er som oftest krogede og lave pga. den evige vind der blæser, men da Dagan Stadr ligger i læ af bjerg og skov er de væsentligt højere end i andre dele af norden. Den mest almindelige træsort er ask og eg, men på bjergenes skråninger og i dalene står dystre graner. I Ulfskogrs dybe dale finder man store områder med bøg og birk. Dog dominerer også her granen – særligt i den østlige del af skoven, hvor den møder Thokaskaut.

Dagan Staðr

Byen uden nat. Landet, hvor dagen hersker. Byen er hjertet i nordens yngste rige og centrum for den nyopståede solkult. Den er både blevet til et religiøst og ideologisk centrum for daganfolket som efterhånden omgærder det meste af dagligdagens praksis med en vis spirituel signifikans. Spinder man uld gør man det i solens navn, går man til tinge er det som en fri mand under himmelættens hånd, træner man kamp er det med henblik på at kæmpe for lyset. Der hersker derfor en stærk ideologisk ånd i byen og dens indbyggere roder sig gerne ud i religiøse diskussioner. Folk føler sig privilegerede og tænker på det at bo i solhøvdingens by som en religiøs praksis i sig selv. Af samme grund ser man mange smil og møder overalt en driftig iver efter at udmærke sig og leve op til guden. Ingen sjusker eller skærer hjørner her. Det er også her det gamle skel mellem tatere og frie mænd er mest opløst. Man ved godt hvem der har været tatere og hvem der ikke har, men der ses ikke skævt til hinanden og de første ægteskaber er opstået. Det samme gælder med hedefolk som udgør en stadigt voksende del af befolkningen.

Mange af byens ressourcer og tid går til ofringer og anden religiøs praksis i de efterhånden mange templer. Dette være sig Fimmdrottinhalla som er det første tempel der blev bygget i byen af storgoden Sigeir. Det er viet til Vandringsmanden, Solen, Månen, Vathi og Vestvejen. Her lægges også offergaver til solarerne ved Vandringsmandens fod i Himminketill – karret formet med sølv og guld af Arngrim. Ved siden af Fimmdrottinhalla står Ligulfs grav i en stor og tillukket hal, hvor han ligger på et leje af udskårne egeplanker. Her lægges ofre til solen og Ligulf selv og mange søger stedets ro og ensomhed til at meditere over lyset eller personlige problemer. Flere har berettet, at de efter at have våget og fastet i lang tid har set Ligulf stå frem for sig og tale til dem. Der er dog ikke entydige beretninger om dette.

Ellers ernærer folk i Dagan Stadr siger primært af fiskeri og landbrug. Hvede-, byg-, og rugmarker strækker sig to-tre kilometer ud til øst og nord og næsten fire kilometer langs Ormrsporða på begge sider. Et system af jordveje skiller disse marker ad og her og der står et skur med redskaber, typisk delt af flere familier. Ved Ormahofuðs kyst ligger adskillige små og store både og tre bådebroer er bygget et stykke ud i søen. Et par både er bredbundede handelsskibe, men de fleste er små, hurtige fiskerbåde. Havnen ligger primært syd for byen i flodmundingen og på landet ud for den er der ofte driftig aktivitet med at reparere net og både. Her forarbejdes også det meste af det tømmer som bliver sejlet ned fra Ulvegærdet. En hal er bygget til at holde tømmeret tørt og her går Torkel Torkelsgård fra Drakefjord. Han er en gammel mand, så han sidder mere end han går, men han har taget sig en del lærlinge som lærer at bygge skibe af ham. Torkel er en bitter og fåmælt mand som ikke blander sig i styret af byen, selvom han kunne. Livet har ikke været blidt mod ham, hverken i de lange år han byggede skibe for Wulfgar eller da han mistede sin dovne søn, Grinulf, til mørket. Ved flodmundingen er bygget et lille tempel med en smukt udskåret orm hvilende langs tagryggen. Her lægges af og til ofre til Ormen som søens gud i folkemunde omtales.

Krydser man Ormrsporða og følger vejen mod Vindrheim kommer man efter kort tid forbi Møllebakken. Her er efter anvisninger fra de tilrejsende ilmalaiset bygget en mægtig stubmølle. Mølleren hedder Taisto og var også møller i Ultum. Han tager en moderat betaling af en enkelt sølvmønt for at male ca. en marks høst. Ofte samles ilmalaiset ved møllen eller i Taistos hus som er bygget for foden af bakken. Her synger de vemodige fædrelandssange, drikker sig stive i bygvin og taler ilmask. Taisto brygger også en voldsom øl af det friske byg og det er efterhånden almindeligt at lade en del af høsten stå hos ham, så han kan brygge øl på den. Han har hyret et par karle til at hjælpe med ølbrygningen og fremstilling af tønder til øllet. De sidste par år er det blevet til en helt lille begivenhed, når det færdige øl skal hentes. Her tager man gerne familie og venner med, så folk kan smage på varerne. Især efter Taisto gravede sig en ny bryggekælder og opførte et stort tørreloft over den. Her brænder der bål gennem det meste af året og lugten af røg blander sig med lugten af gærende byg fra kælderen. Der er også blevet plads til et par brede bænke og et langbord, hvor venner og andre besøgende kan sidde.

Følger man vestvejen mod øst forbi Nybaune kommer man til en hal kort før vejen drejer af mod nord ved Vestvejens tempel. Dette er Asgershal, som han har bygget med hjælp fra sin familie og venner. Tre familier bor under dette tag – alle tidligere dele af Asgers ryttere. De passer Dagan Staðrs heste. Over 300 af dem er der nu efter der er blevet avlet på dem og hedefolket har bidraget med gaver. De meste af året løber de frit rundt i Roðulhvila, men op til tinge indfanges de og tages med til fremvisning, salg og tilridning. Asgers følge har et særligt fællesskab omkring deres heste som de er meget stolte af. De føler sig i lige så høj grad en del af Dagan Staðrs fællesskab, men sætter dog en stolthed i ridekunst og –pasning, som de ikke forventer at andre skal leve op til. Af og til sender familier deres sønner ud til Asgershal for at tjene og lære deres håndværk. Disse unge virker som Dagan Staðrs kurerservice og rider rundt i riget med særligt følsomme beskeder og varer. Efter bestemmelse fra Asger underholdes kurererne med mad af ham, men med sølv af dem der rides for. Et ridt for et sølvstykke.

Ellers varetages infrastrukturen af fuglemændene. Efter at Knut kom til er fuglefængeriet blevet populært igen og de få gamle som stadig huskede deres fædres lærdom har været ivrigt besøgt af unge som higede efter at gå i høvdingens fodspor. Der er nu adskillige fuglefængere i Dagan Staðr og nyheder udveksles mellem byerne på ugentligt basis. De mest almindelige fugle der bruges er ravne, da høge og falke er for vilde til formålet. Ravnene får bundet beskeden om benet skrevet på et stykke birkebark. Af samme grund kan der ikke siges meget af gangen, da fuglen ikke kan bære for store stykker bark. Fuglemændene opdrætter også falke og høge til jagt og mange af disse fugle sælges for sølv til Ilma.

Arngrim Smed står for reparation og fremstilling af våben og redskaber og han er legendarisk inden for sit fag. Selvom Aslaugs arbejder, og særligt hendes indsats med pladerustningen, oversteg hans formåen har hendes berømmelse smittet af på ham. Folk husker hende som hans lærling og tænker hendes dygtighed som delvist hans fortjeneste. Arngrim kan dog heller ikke sammenlignes med Dagan Staðrs andre smede – som også alle er hans lærlinge. Han er allerede hastigt på vej til at blive en levende legende. Det siges om ham at, når han er alene slipper han sin vrede over dødens magter fri i jernet og smelter det med sine bare næver. Han arbejder som ti mand og laver ypperlige våben. Arngrim arbejder også både dag og nat i perioder og er en meget privat mand. Han arbejder altid alene og bryder sig ikke meget om tilskuere. Dem har han heller ikke mange af, da folk efterhånden har stor respekt for hans vrede. Selvom ingen har besøgt den er alle enige om at han har en aflåst kælder med våben og rustninger nok til at forsyne hele folket. Det er også Arngrim som med Mihos hjælp er blevet Dagan Staðrs møntmester. Han slår mønter af sølvet fra Sølvsted med et segl anvist af Miho selv. Efter noget forhandling har de to fundet frem til et samarbejde, hvor de kontrollerer rigets pengebeholdning. De har blandt andet iværksat et system med lånesten – store runde sten med Mihos segl printet i som har en radius på det antal mønter der er lånt ud. Det koster selvfølgelig noget at låne penge, men efterhånden er der ikke mange der låner mere, da de fleste af pengene er i omløb. Dette samarbejde blev sat i stand i år fire (efter Dagan Staðrs grundlæggelse), hvor Miho og Arngrim blandede blod på tinge så hun kunne tælles som Aeshir og til fulde have folkets tillid. Arngrim har en familie, men som så mange andre dele af hans liv ser man ikke meget til dem. Hans kone, Hjørdis, er en forsagt og slidt kvinde med sørgmodige øjne som ser ud til at være en del år ældre end ham selv. Arngrim er barnløs og har været det så længe nogen husker, selvom det siges at Hjørdis har været med barn flere gange, medens de boede i Hrædale. Det er længe siden nu.

Sølvsted

I en dyb dal mellem to udløbere fra Thokaskaut ligger Nordlands ældste sølvmine. Den har længe ligget en bygd der, men den brændte i Mørket. For kun fem år siden blev det nye Sølvsted grundlagt ikke langt fra det gamle af en lille, modig flok mænd fra Dagan Staðr som slider hårdt med at vriste sølv fra bjerget. Nogle få af dem har deres familie med, men det er dog ikke børnelatter og kvindestemmer som giver bygden dens præg. I starten af hver sæson sender Dagan Staðr forsyninger i form af mad, redskaber, tøj, pels og hvad der nu ellers er blevet bedt om. Selvom arbejdet er hårdt og tungt mener man nu ikke at sølvstadningene mangler noget. Det står dem også frit for at beholde det sølv de finder ud over det Arngrim skal bruge. Desuden siges det, at der af og til er fundet både guld og kobber i minen.

Byen ligger en uges ridt væk fra Dagan Staðr, hvis man følger den nye vej der er bygget fra Vestvejen ved Ulfskogrs udkant. Forsyningerne er som regel halvanden uge under vejs. Den er klemt inde i Sølvdalens bund lige under bjerget. I dalens bund langs vandløbet Silfrstraum har det lykkes bygdens kvinder at gro en række urtehaver som der arbejdes hårdt på at holde i live, da landet ikke er særligt frodigt. I minens indre er bygget et tempel til Knut Himmelhammer som Sølvsteds skjald, Ingvar Silfrgrima kalder ham. Ingvar virker også som bygdens shaman.

Kvitebaune

Den anden af Dagan Staðrs byer som ligger nord for Ulfskogr. Kvitebaune er en by med en lang og blodig historie. Den er bundet tæt sammen med solens indtog i norden og er en konstant påmindelse om de tab og ofre der er blevet begået i solens navn. Her fandt den første modige modstand mod Wulfgar sted og her knyttedes de første alliancer med guderne. Her fandt Vasmo Svartahedin sin første kamp og så sin fader og sine brødre dø for Aslaug Slagters hånd. Lang tid senere så byen også Knut eksaltere og derefter blev den brugt som led i den grå hærs snigangreb på Ulfskogr.

I dag er bygden genopbygget. Palisaden er flyttet helt ind til husene som nu tæller fem. På baunens top ligger nogle magre marker og køkkenhaver og ved dens fod står der til alle tider en vagt over Kviteslettens skyggeland, hvis marker ikke længere er egnet til menneskeføde.

Kvitebauningene er næsten alle tidligere beboere af byen som ikke har haft lyst til at slippe den. Blandt andet ledes byen af brødrene Bard og Rafn som før har besat den post, da Steingrim var shaman. Det er en meget indadvendt og dyster flok som alle er berørt af krigens rædsler og har set døden i øjnene på mange måder. Gizur fra Ormshøj er fuldt med dem som shaman og han en stærk kontrast i den flok. Gizur er en meget smilende mand og gør et stort nummer ud af at holde ånden oppe i bygden. Han arbejder også konstant på at holde Blodgab væk og har bygget sit tempel oven på ådselsgudens tidligere kultsted. Her lægges ofre til både Vandringsmanden og til Knut Himmelhammer.

Nybaune

Dagan Staðrs yngste bygd er grundlagt af de kvitebauninge som ikke ønskede at flytte hjem igen. De valgte at lade deres mørke liv bag sig og nyde freden i Roðulhvilas frodige bakker. Nybaune er hurtigt vokset til en bygd med lidt over 20 familier. Den ernærer sig ved landbrug primært og mange af bønderne holder også fåreflokke ved siden af. Bygden ledes af gamle Helge med en skarp tunge og et glimt i øjet og ved hans side sidder shamanen Olaf altid og sover. Olaf har taget sig et par lærlinge som mest arbejder med at bære ham i seng om aftenen.

Vindrheim

Bygget i ruinerne af, hvad der må være et tempel fra svundne tider har Vindrheim gemt sig væk i en række snoede tunneler boret ind i bjerget med stor omhu og dygtighed og for længst glemte hænder. Stedet er meget rigt på essens og konstant blæser stærke vinde ind mod det centrale kammer formet som en gryde. Her ligger dybe bunker af murbrokker og vidner svagt om svundne tiders storhed. På væggene vokser sære blå krystaller som svinder bort til fint sand, hvis de fjernes fra stedet.

Vindrheims høvding er Arge Kollsøn som bor i det gamle bibliotek, hvor han konstant læser i de gamle tekster som er fundet derinde. Hvad han egentlig laver er meget omdiskuteret af Vindrheims befolkning. Nogle mener at han studerer stedets fortid og at han engang vil genopbygge det og gøre Vindrheim til den største og smukkeste by i Dagan Staðr. Andre mener, at han studerer stedets essens, så han kan blive verdens største shaman. Disse snakker om at have set sære lys komme fra Arges kamre fra tid til anden og alle ved, at han allerede er den største shaman i Dagan Staðr, hvis ikke hele norden. Der er også dem der siger, at han holder audiens for landets guder eller at han brydes med sin afdøde fader som hjemsøger ham. Af gode grunde har Vindrheim ikke nogen shaman, da ingen har lyst til at måle sig med Arge på det område.

Selvom Arge er en noget fjern leder fungerer bygden fint. Den har en stor befolkning af tidligere tatere som fint leder sig selv. Her er skellet væsentligt større mellem de tidligere tatere og dem af frie familier. De bor hver for sig og der er ikke det store samkvem mellem de to grupper. De accepterer dog hinanden og der er ikke noget fjendskab at spore. Taterne omtaler sig selv som tatere og der er en hvis stolthed forbundet med det. De er ikke frie mænd fra Dagan Staðr, de er frie tatere.

Vindrheim ernærer sig primært ved fiskeri og gennem sin letmetalmine. Metallet sendes til Dagan Staðr og byttes til korn, skind og redskaber. Den slette der ligger foran Vindrheim ender i Ormahofuð og ved denne kyst er et lille fiskerleje opstået. Ingen bor der, men der er bygget et par haller til at huse fiskerbådene og en enkelt bådebro strækker sig ud i søens vand. Ellers er der er en del fårehyrder i byen som rygter deres flokke i bjerget bag ved bygden.

Fristed

De eneste der har jævnlig kontakt med denne bygd er Vindrheims tatere som af og til handler med Fristed. Her bor kun tatere og de ser ikke på milde øjne på Dagan Staðrs frie krigere. Dog anerkender de Knut som høvding og sig selv som en del af riget. Men det er også, hvad de har at tilbyde. Taterne i Fristed holder sig for sig selv og nyder deres ensomhed.

Bygden ligger ved Ormrsporða tæt under bjerget Brytutonn i Himminfjell. Den er ledet af tateren Aske og deres shaman kalder de bare Knarken. Oprindeligt blev de ledt herop af Naut som boede nær Blåstein med en flok tatere. Noget dér gav dem et dybt had mod nordens frie mænd, men ingen taler nogensinde om, hvad det var. I hvert fald ser man ikke Aske eller hans folk uden for Fristed, hvis ikke der er storting og de tager ikke imod gæster med megen gæstfrihed.

Bergaheim

Egentlig er Garms og Æsas hal ikke en del af Dagan Staðr, men folk der kender til stedet tænker på det som rigets yderste grænse. Det er ikke et sted man besøger, men mange venlige tanker og ikke så få ofre og bønner bliver sent op til krigeren i bjergene som kommer ned i dalen, når riget stander i våde og fjenden står for døren. Særligt går mange af ungdommens tanker til Garms børn som jo alle er ved at være giftefærdige og under alle omstændigheder attraktive.

Nordland

Landet mellem Ulfskogr og Nordhavets kyst har altid været et mørkt og vildt land, men aldrig så meget som i disse år. De få bygder og gårde som med flere dagsrejsers afstand klyngede sig fast til landet som sultne, forblæste får er nu kun at se som afsvedne og tilgroede stolper. Kun de utallige gravhøje fortæller klart om tidligere tiders mennesker. De gabende huller de fleste af disse bærer fortæller også om det mørke der har lagt sig tungt over landet og frarøvet højene deres beboere.

Nordland er tættere på Underverdenen end andre steder i norden. To skyggelande tynger området nedad som vand der væder en dug lagt over en balje vand. De breder sig langsomt som livet drænes fra landet. Det største af dem ligger langt nordpå og er egentlig tre mindre skyggelande der er vokset sammen. Det strakte sig ud fra den gamle slagmark ved Vættfang, hvor det oprindelige skyggeland lå. Under Kolls administration opstod et skyggeland så i Hrædale og senere lokkede dødsriderne Grinulf og Styrbjørn et skyggeland frem i den gamle mose tæt på den by. I dag ligger skyggen tungt over norden som en lang arm strakt ud fra det sorte tårn der ligger i bjergene.

Længere sydpå ligger et mindre skyggeland på Kvitesletten, hvor det første slag i kampen for skoven stod. Her blev Kvitebaunes befolkning narret til at deltage i en massakre som fyldte sletten med dødens essens og trak den ned i Underverdenen. I dag forsøger den lille flok kvitebauninge at presse det sorte tidevand tilbage med deres marker og køkkenhaver på toppen af baunen. Skyggelandet blev dannet i vinteren, men da foråret kom begyndte en langsom høst af korn at vokse op. Helt knoglehvide aks stænket med mørkt blod som vokser nogle få centimeter om året. Stadig vokser Kviteslettens blege høst.

Mosen:

Om Nordlands andet skyggeland startede her eller i Hrædale ved ingen med sikkerhed. Mosen er det sted i norden som har lidt mest under skyggen. Det startede som vandaspektet demesne beboet af tatere samlet om mosekonen. Denne flok var en af Nordlands sidste bastioner for gude- og moderdyrkelsen. Grinulf forvandlede dog stedet ved blandt andet at trække på det gamle tårn som stod på søens bund. Meget vides ikke om stedet i dag, men det hænder at isgængere kommer i nærheden, og de kan berette om sorte, forvredne træer og en sky af sorte fugle som alle cirkler rundt over skoven. Alle i samme retning som en malstrøm.

Følger man skyggen mod øst når man Hrædale som for længst er blevet reduceret til en askehob. Her og der står en væg eller en søjle fra den sorte jord og mange steder skinner de hvide knogler af Hrædales fordømte befolkning frem. Byens gravhøje står stadig tæt omkring den, alle bærer de store åbne sår, hvor deres indhold har brudt ud og forladt dem. Dog genlyder de gabende åbninger stadig af fjerne stemmer og skrig. Det kunne være kamplarm eller måske lydende af sorg. I Hrædale er det altid vinter, men jorden er våd af blod og ingen sne ligger der. Kun iskoldt blodigt mudder. Fortsætter man østpå kommer man til sidst til den gamle slagmark, Vættfang. Sletten er åben og skarpt afgrænset af stejle bjergsider på tre sider. Klipperne er gennemskåret af smalle kløfter som leder op i bjerget. Mod vest er et råt og stenet land med mange slugter og fald. Gamle stride træer vokser her og der mellem klipperne, men giver ikke nogen særlig beskyttelse mod hverken vejr eller våben. Bag ved Vættfang, i Thokaskaut, ligger det sorte tårn og skyggens udspring. Tårnet ligger på bjerget Vanrdreyri – det blodløse bjerg. Det bliver kaldt Chinuko af udposten i dalen under det, og det betyder ”det stjålne bjerg”.

Nordland stopper, hvor havet begynder. Nordhavet er et råt og stormomsust vand, hvor sæler og hvaler boltrer sig. I de dødskolde dybder siges der også at svømme ældre monstre, men de skyr lyset og ses sjældent fra overfladen. I vintrene føres af og til mægtige isbjerge ned til Nordlands kyster fra den evige is i det dybe nord. Nordhavet var en stor ernæringskilde for de nordlændinge der boede ved dets kyster. Her er der ser man stadig resterne af skibsbyggernes haller bygget på pæle i strandkanten. Isgængerne beretter, at nordkysten næsten er affolket. En enkelt bosættelse siges der dog at være tilbage i det nordvestlige Nordland.

Ilma

På Himminfjells frodige sydskråninger begynder et rigt kongerige, hvor folkene er bløde og dovne. De kalder deres land Ilma og sig selv Ilmalaiset - luftfolket. De kan af og til rejse en hær som var den grå hær værdig, men har aldrig sendt mænd til de grå haller og aldrig ligget under for dødens skygge. De er mest talrige sydpå mod den sydlige kyst, og den eneste større by de har mod nord er Ultum som er på størrelse med Dagan Staðr. Den ligger i en dal højt i bjergene og var fra tid til andet mål for Nordlands togter. De mødte dog hver gang god modstand. Der er nu anlagt en smal vej mellem de to byer. Andre småbygder og byer ligger spredt omkring i bjergkæden, men der er meget langt imellem dem. Landets høvdinge har anderkendt en højkonge som siges, at have en hird af drageblodede skænket af Riget hvis magt er stærk i landet. Højkongen, Ilmari, har sit hof ved de sydlige kyster i hovedstaden Kelku, hvor der bor flere mennesker end i hele norden til sammen. Mange fortællinger om Ilmas vidundere kommer jævnligt til Dagan Staðr fra Ultum. Der fortælles om flyvende skibe, ubrydelige mure og porte, huse så høje som bjerge og hele haller fyldt til randen kun med det fineste papir beskrevet med tusinder af års historie og mange sælsomme hemmeligheder.

Ilma regeres fra et slags ting i Kelku, hvor yngre sønner og døtre fra landets høvdinge sidder hver dag og taler om rigets forfatning og dømmer i sager. Dette er en langvarig affære, da de ikke må gå videre til en ny sag, før den gamle er diskuteret helt igennem. Tit dømmer Ilmari i sagen på egen hånd eller gennem sine egne rådgivere. Ilmalaiset er meget kloge og vidende folk. De har mange kloge mænd og koner og mange shamaner som alle meget gerne tager lærlinge. Dog er der mange kunster som ikke er tilladte som for eksempel shamanernes gerning med at tale med guderne og bringe dem ofre. I stedet ses med større velvilje på dem som kan kalde på og bortvise regn og vind. Det er nok det mest velbetalte hverv i Ilma.

Ilmalaiset er et meget kreativt og talende folkefærd. De har en tradition for at tænke over tingene og de anses som positive træk at være nysgerrig og opfindsom. Der er mange uskrevne (og skrevne) regler om, hvordan konversation skal forløbe og disse regler observeres af selv folk af meget lav status. Det anses for et æresspørgsmål. Når man mødes hilser man altid kort og udveksler nyt. Hvis man har travlt kan dette skæres ned til et simpelt: ”Hvad nyt?” ”Vinden er slået om i [vindretning]!” ”Jamen så blæser den skam samme vej for os begge.” Denne formular kan udvides og varieres, men dårligt indskrænkes. Hvis folk svarer andet end det foreskrevne er spørgeren nærmest forpligtet til at spørge videre eller blive og høre, hvad der er fat. Er man gæst i en andens hus bør man spørge om nyt og lytte interesseret til svaret. Værten bør lægge sit svar således, at det lægger op til debat eller diskussion. Et besøg i en andens hus vil derfor altid ende med en masse snak.

Ilma har fire gamle højtider som omhyggeligt holdes i hævd af folket. Om foråret holdes Himmeljagt, hvor høvdingesønner rider fra den ene ende af landet til den anden med historier som de så ender med at fortælle i Kelku. Midt i sommeren holdes Højting, hvor nye love vedtages, medens folket fester og konkurrerer på tingsletten uden for Kelku. De sidder blandt andet på pæle og udøver forskellige gamle danse. Om vinteren holdes først Himmeltrækning, hvor man bygger en slags fugl af et træskelet beklædt med tyndt stof og kaster den op i luften så vinden fanger den. Man holder fuglen fast med snore og kan således holde den i luften i lang tid af gangen. Ilmalaiset kalder denne anordning for drager og i Dagan Staðrninges øjne ser det ud som de trækker tov med selve vinden, når de flyver med dem. Til midvinter holdes Minde, hvor man tier helt stille og faster. Dagen efter fortælles historier om forfædrene. Om aftenen mellem de to dage graves asken fra arnen ned under dørtrinnet.

Ilma gennemskæres af en række bredde veje vedligeholdt af dygtige shamaner. Hver større by har et højt tårn, hvorfra post og andre nyheder bringes ud af modige mænd som spænder et par vinger på ryggen og svæver på vindene. Dette er en meget hurtig og effektiv måde at kommunikere på, men også omkostningsfuld, især for lavlandsbyer som ofte skal bruge Vejrmagere i døgndrift på at sikre de rigtige vinde. Bjergbyer har dog en fordel i den henseende. Hver by har derfor også en landingsplads og en række løbere som hurtigt kan trække hængegliderens vinger til reparation i en hangar og derfra op i det nærmeste tårn. Ilma har dermed en virkelig god infrastruktur, hvor nyheder hurtigt rejser mellem byerne. En større nyhed kan rejse mellem landets fjernest ejne på kun få dage. Kurerer bringer også post ud for folk med færre midler eller mindre vigtige nyheder. Der er derfor anbragt landevejskroer med jævne mellemrum langs vejene, så man aldrig behøver at sove udenfor, selv i øde områder. Det er desuden også almindeligt at slægtninge og handelsforbindelser udveksler information og nyheder ved hjælp af fugle. Særligt har det sydlige Ilma en lille, men stærk fugl hvis evne til at finde vej er ubestridt.

Øst for Thokaskaut

På denne del af det store nordiske kontinent dominerer fire stormagter. Hvidevold i de sydvestlige udløbere af Thokaskaut, hvor den bjergkæde møder Himminfjell, Gethamane, tempelhaven, i det nordlige Thokaskaut, Haslantiforbundet mod øst og lige syd for det, Cherak. Det meste er dog splittet mellem Rigets dominans, lokale interesser og den voksende trussel fra Isgængerne som nu er blevet forenet under en ny leder.

Hvidevold

Genopbygget utallige gange indenfor en ældgammel, uforanderlig bymur og ved starten af en lige så uforanderlig vej er den gudestyrede by en sikker base i et ellers meget uroligt område. Hvidevold regeres af en konge som kalder sig Káchek. Han regerer fra et mægtigt, tomt tempelpalads midt i byen hvorfra han udsteder ordrer og love og desuden modtager anseelige ofre fra Hvidevolds befolkning. Hvidevold er områdets rigeste magt og kan måle sig, selv med Ilma. De har kontrol over en del mindre samfund syd og østpå. Til gengæld har Hvidevold sine fjender tæt inde på livet.

Øst for byen ligger Draugartova – et stort skovområde som siges at være hjemsøgt af de dødes ånder og andre, mindre behagelige væsner. Iskolde vinde suser i træerne og sneen ligger tykt året rundt, selvom den aldrig falder derinde. Aldrig ser man nogen levende væsner vandre i de skygger, men historier om hviskende stemmer og levende skygger er der nok af. Vest for byen ligger et område af drømme og løgne. Om det siges der at man kan få ethvert ønske opfyldt ved blot at vandre derind. Mange historier florerer om folk som har fået afdøde slægtninge tilbage, uanede rigdomme eller ufattelige vidundere, men man ved også at folk ikke kommer tilbage derfra. Nogensinde. Så hvor kommer historierne fra? Både det døde land og drømmelandet er blevet erklæret forbudte områder af Káchek og ingen fremmede lukkes ind i byen uden grundig kontrol. Begge lande grænser op til den store vej som løber fra Hvidevold og stik sydpå til havet og enhver rejsende på den vej bliver indskærpet aldrig at forlade den ligegyldigt hvad. Vejen er sikker, skoven er sikker død.

Gethamane

Meget lidt vides om byen i bjerget. Den ligger højt mod nord på Thokaskauts vestlige skråninger og kun en lille del af den er rent faktisk under åben himmel. Efter sigende er store haller, boulevarder og pladser gravet ind i selve bjerget. Rygter om mægtige, underjordiske svampehaver og enorme rigdomme gemt i jorden når af og til omverdenen. Man siger også, at den er forskånet for de døde og at et eller andet i byen jager dem væk. Dog taler man sjældent med rejsende fra det ældgamle Gethamane og byen ligger fjernt og er svær at nå.

Haslanti

Rejser man østpå finder man efter mange ugers rejse Haslantifolkets rige byer som en perlerække ved Nordhavets kyster. De har et par store byer og mange mindre samfund vedkender sig navnet. De er relativt uafhængige af Riget, men betaler dog en årlig tribut og hjælper med at kontrollere noget af trafikken i området. Ligesom Ilma er haslantierne dygtige flyvere og en af grundene til at de kontrollerer området er deres styrker af luftbårne tropper støttet af vejrmagere og allierede guder. Mange slag i området er blevet vendt af haslantier båret på mægtige, yndefulde silkevinger og de velvillige vinde, bevæbnet med armbrøster og dræbende kasteskyts. Deres større luftpramme er også berømte, selvom de er langsomme og larmende. Meget handel mellem byerne foregår på disse pramme som kan bære langt mere end heste og okser kan.

Cherak/Jorunn

En gammel by som ligger på Indhavets kyster stik syd for Haslantibyen Ishjem. Cherak er en af Rigets vasalstater og er regeret af huset Ferem som er et drageblodet hus. Mange hundreder af jordens fyrster kalder Cherak deres hjem og har gjort det i årtusinder. Byen er driftig og dens folk flittige. Den ernærer sig primært ved hvalfangst i Indhavet, men inddriver skatter fra et meget stort opland som dermed også bliver beskyttet mod barbarer og andre farer. Blandt andet har Cherak haft en meget lang konflikt med områdets Isgængere som fortaber sig tilbage i tiden. Disse kender byen som Jorunn – et navn som bedst kan oversættes som ”byen der stinker af døde fisk.” Et meget rammende navn som har slået an i store dele af norden, særligt der, hvor man er venligt stemt mod Isgængere.