Forstyrrelsen

Setting

Generelt:

Denne setting beskriver en lille del af norden som af dets beboere kaldes Nordland. Det er ikke et samlet rige, men nærmere et folk med en fælles kultur samlet i gårde og bygder over et stort område.

Som bliver beskrevet mere indgående senere er norden i luftens element, men elementerne beskriver andre ting end Skabelsens regioner. Blandt andet beskriver de også årstiderne. Skabelsen har således fem årstider med tre måneder i hver: jord, træ, ild, vand og luft. Månederne er udmålt efter månen og hedder opstigende, strålende og nedgående. For eksempel hedder den tredie måned i Jord, Nedgående Jord og den midterste måned i Ild, Strålende Ild. Dog passer antallet af dage ikke helt med årstiderne, så når nedgående Luft render ud kalibreres kalenderen i fem dage. Kalibreringen ligger uden for tiden og er over hele Skabelsen omgærdet med mange tabuer og frygt. De største ulykker sker altid i kalibreringen, hvor selv det bedste sværd knækker og det stærkeste tag bryder sammen.

Jord er den stille årstid, hvor verden falder tilbage på plads efter årstidernes tumult. Det er den stabile måned. I Norden er det en vintermåned, hvor verden ligger i hen i frostens greb, men uden at vejret skifter meget. Herefter går året i gang med Træ, hvor alting for alvor begynder at gro og det meste såning foretages. Ild er sommeren, hvor der kriges og ventes på høsten som kommer i den sidste Ildmåned. I Vand høstes der, handles på stortinget og gøres klar til vinteren som kommer i Luft. Selvfølgelig varierer klimaet og årstiderne meget alt efter, hvor i Skabelsen man er. I norden er Jord en meget kold årstid, dog uden de mange voldsomme vinterstorme som Luft er fyldt med. Vinteren varer typisk fra strålende Vand til opstigende Træ. Træ og Ild er meget hektiske årstider i norden, hvor der både såes, høstes og dyrkes krig med megen iver.

Folk:

Kulturen blandt folket nordvest for Tågefronten er centreret omkring krig, død og luftelementets egenskaber. Et lig omgærdes med respekt og mange tabuer, for det er sjælens hus indtil det får en rigtig begravelse i en høj. Kun trælle og slægtsløse begraves i fællesgrave i jorden og kun de værste og mest forhadte forbrydere bliver nægtet en grav. Selv fjender dræbt i krig højsættes efter deres stand.

I krig er man skånselsløs og direkte. I fred koncentrerer man sig om vækst og handel. Slægten skal fortsættes og forfædrene æres. Det forventes at stridigheder afsluttes så hurtigt og kontant som muligt, hvis ikke ved bod, så ved holmgang eller krig. I krig samler man de folk som man kan regne med - typisk gårdfolk og familie, men det kan også være venner og bekendte, og drager derhen, hvor man har sit ærinde. Det kan være en hævn mod en bestemt by eller gård eller det kan være tilfældigt. Hvis man kan vælge selv drager man tit så langt væk som muligt, da det er godt at holde sine venner nær og sine fjender på afstand. Her udspiller kampen sig på en kampplads væk fra bygninger, marker og dyr, hvor fjenden møder en. Man kæmper så til det er tydeligt, hvem der har overtaget og så stopper kampen. En bod aftales og angriberne tager hjem igen. Hvis angriberne taber og ikke kan betale en tilfredsstillende bod på stedet udskydes betalingen til stortinget og disse forsinkede betalinger er ofte grund til megen kiv. Det er dog langt fra altid at krigens regler overholdes. Det sker oftere og oftere at blodberusede kriger falder over en by eller gård i ly af natten, brænder husene ned, voldtager alt med et hul i sig og stjæler resten. Det er især reglen ved togter mod Ilmaland nede sydpå. De er jo ikke rigtige nordboer, alligevel. Men også i norden sker dette. Folks erindringer om gamle stridigheder og vanærer rækker længere end de gjorde førhen. Særligt Wulfgars krigere er skånselsløse i deres togter og det er sådan de har taget magten over et større område. Folk i de omkringliggende byer blev for bange for dem til at gøre modstand.

Krigen strækker sig også ud over de regulære togter. Folk har ikke langt til sværdet og en fornærmelse kan hurtigt blive til en holmgang. Mange ulykker sker, fordi folk kommer op at slås og mange dødsfald er ofte udfaldet. Krige er opstået pga sådanne skærmydsler. Af samme grund findes et kompliceret system til at afgøre holmgange med et væld af regler som kun de færreste husker til bunds. En kamp skal altid erklæres i forvejen og afgøres på et aftalt sted. Er den ikke det skal begge parter betale bod til hinandens familier eller afgøre kampen ved en officiel holmgang. Især hvis den ene af parterne dør. En holmgang bliver altid afholdt på et område afsat til formålet. Dette er et særligt stykke jord som hver bosættelse altid holder fri. Planter og græs må ikke vokse derinde og jorden må ikke skiftes. Holmgangen kan være til døden, til der først trækkes blod, med eller uden våben, mellem to eller flere alt efter omstændighederne. Oftest bliver disse ting aftalt af de ældste i byen eller familien. Visse holmgange er over så vigtige og omfattende stridigheder, at de kun kan afgøres på stortingets stridsplads og disse bliver altid overværdet af ældste og lovkyndige fra hele Nordland.

Besøger man en nordmands hus bliver man mødt i døren af husets fader og lukket ind, hvis man kan præsentere sig godt. Dvs, hvis man har modet til at sige sit navn højt og med stolthed, kan nævne nogle forfædre og selvfølgelig ikke er træl. Ved arnen bliver man mødt af husets moder som vil give mad, hvis man kan give huset en gave i form af et kvad, nyheder fra fjerne steder, smykker eller, hvad man nu ellers har at give. Overholdes disse ting kan man betragte huset som sit eget hjem på alle måder og man har samme rettigheder som husets herre. Man kan spise dets mad, reparere sine ting og nyde dets beskyttelse i enhver henseende. Nogle steder lader husets frue endog gæsten dele sengen med hende og børn undfanget ved en sådan forening bør anses for retmæssige børn af huset. Det er dog klogt ikke at misbruge gæstfriheden, hvis ikke man vil have et spyd i ryggen så snart man træder ud af døren. Ellers er man på alle måder under husets beskyttelse, så snart man er blevet tilbudt gæstebud.

Hvis folk ikke ernærer sig ved krig alene er de enten håndværkere, bønder eller fjerfolk. De eneste specialiserede håndværkere er smede og bådbyggere. Ellers laver folk, hvad de skal bruge selv. Smedene nyder stor respekt for deres magt over jernet som tillægges mange mystiske egenskaber. Det er meget almindeligt at gå til smeden med syge mennesker, så denne kan slå sygdommen ud af kroppen på dem. Ellers forventes det også at en dygtig smed synger gode kræfter ind i redskaber og våben, så de tjener deres ejermand og skyer bort fra tyves hænder. Bådbyggere er der ikke så mange af, men de få der bor i kystbyerne rundt omkring nyder også stor respekt på samme måde som smeden. De undertvinger jo havet med deres skibe. Deres magt er dog mest politisk, da de nyder en særlig neutral rolle i krigene. Angriber man en bådebygger går det ud over alle og man vil få mange fjender. Fjerfolk er en sidste slags håndværker som dog ikke fremstiller noget. De opdrætter fugle. Hver by har en eller to fjermænd som lejer deres brevduer eller vagtravne ud til byens folk. De opfostrer også jagtfugle som høge, falke eller musvåger til rige folk. Til slut er der bønderne. Dette er ofte hyrder, da jorden i Nordland ikke er særligt frugtbar, men det er ualmindeligt, at folk ikke også har en smule opdyrket jord rundt omkring. Bonde er den mest almindelige profession og man kan sige, at alle nordfolk på en eller anden måde nok er tilknyttet et landbrug. Af husdyr er får de mest almindelige og efter det kvæg. Svin holdes også her og der, men Nordlandets svin er svære at tæmme, da de er af en særlig olm slags.

Nordlands byer og gårde er oftest bygget i træ. Den almindelige byggestil er aflange huse med tørve- eller stråtag som pukler på midten, så det ligner at husene skyder ryg. Dette er dog kun reglen for de store haller.Mindre huse er næsten kun tag helt ned til jorden og nogle gange lidt lerklinet væg. De er også ofte gravet ned, så gulvet er en halv etage under jorden.

Norden er i luftens element og dets egenskaber gennemsyrer alt. Vejret er koldt og blæsende og sneen ligger højt en lang vinter igennem. Sommeren er kort og intens. Kløgt og intelligens vægtes som de vigtigste egenskaber blandt nordfolk og selvom der ikke findes skoler af nogen art måles en mand stadig ved hans vid og erindring om forfædrene.

Geografi:

Nordland er afgrænset af Thokaskaut mod øst, Ulfskogr mod syd, Heden mod vest og Havet mod nord. Fra Havet til Ulfskogr er der ca femhundrede kilometer og fra bjergene til heden er der lige knap det dobbelte, hvor der er længst. Det er et vildt og skyggefuldt land beklædt med dybe slugter, rugende høje og forrevne skove. Thokaskaut selv er et råt og vildsomt fjeld og dybe granskove vokser i dets dale. Længere vestpå bliver der længere mellem skovene. Især mod nord op til havet bliver landet mere råt og bart og sandet. Storm og blæst er det mest almindelige vejr og vindstille dage siges at være uheldsdage. Den evige blæst bøjer alle træerne, så de bliver krogede og forkrøblede og græs og buske er stride med et vidtforgrenet rodnet, for at kunne holde sig fast til jorden.

Ud over bøndernes flokke er Norland ikke særligt rigt på dyreliv. De dyr der løber på engene og i skovene er vilde og farlige. Selv de små sølvræve skal man ikke komme for tæt på uden et våben, da deres bid er skarpt og ofte bærer en gift som driver mænd til vanvid og efterlader kvinder golde. Ellers er de mest almindelige rovdyr ulve som løber i store flokke i Ulfskogr især. I de lange vintre kommer de ud fra skovene og ned fra bjergene og går ikke af vejen for at tage menneskeligt bytte. Skovene og bjergene huser også store grå og sorte bjørne, men disse er ensomme og fredelige dyr, hvis man ellers lader dem alene og undlader at forstyrre deres bo. Der findes historier om folk som er faldet over en bjørnehule og stjålet en bjørneunge. Om aftenen, hvor de sidder og praler af deres fund bryder bjørnen døren til deres hal ned og slår alle ihjel som hævn. Men det er længe siden nogen har set en bjørn i lavlandet. Bjergene huser også bjergkatte - en hvid kat lidt større end en puma. De er aggressive jægere, men er meget sky over for mennesker. Det er dog sket at en jæger er blevet overfaldet og ilde tilredt af en bjergkat. Ellers er der jærve, ildere, losser og vaskebjørne samt store hvide vildsvin som kan sprætte en mand op med et jag med hovedet og løber hurtigere end nogen hest. Jorden huser også en del mus og rotter af forskellig slags. Ellers kan man finde en enkelt kronhjorteflok her og der. Man siger at hedelandet er fyldt med mægtige flokke af rener og elge, men disse er ikke set i Nordland i lang tid. En sjælden gang imellem kommer også en tvivlsom beretning ude vestfra om en mammut set vandre over heden. Ved nordkysterne finder man desuden hvalrosser, sæler og pingviner.

På fugle er Nordland meget rigt. Agerhøner, ænder, gæs, et væld af små og store spurve og ravne - masser af kæmpestore blanksorte ravne. Mange myter knytter sig til ravnen som følger krigerne i store flokke og nogle gange efterligner menneskets lyde med uhyggelig præcission. Det siges at være ravne som bærer de dødes sjæle til de grå haller efter slaget. Ellers er kysterne fyldt med måger, albatrosser og andre søfugle. Mange arter af ugler, falke og ørne hersker også over nordens luftrum.

Ulfskogr mod syd er gennemskåret af to veje, hvor den er smallest. Disse er brede og lagt med gamle sten. For hver mil står en mosbegroet stensøjle præcist to favne høj og en hånd bred. Mange er enige om at vejene og søjlerne er ældre end skoven selv.

En anden vej går vest om skoven og markerer overgangen til det vestlige hedeland. Det strækker sig helt ud til kysten mod vest og er stort set uudforsket af folkene ved Tågefrontens fod. Man ved dog, at et vildt og brutalt folk bor her. De har ingen byer eller faste haller, men vandrer rundt på heden med deres dyr. De kæmper nøgne og taler et råt og underlødigt sprog som ingen forstår. De er mere interesserede i at torturere deres ofre og æde dem levende end at lade dem dø ærefuldt i kamp og gå hele over til forfædrenes rækker. De har heller ingen love. Så folk undgår dem både i krig og i fred.

Vejene i Nordlandet er altid flankeret af gravhøje. Jo flere mennesker der bor i området des flere rækker står gravhøjene i, så man kan altid se, hvor tæt på byerne man er, og hvor store de er før man kommer til dem. Selv handelsvejen sydpå er markeret af gamle tunge høje. De beskytter vejen med forfædrenes kraft, men en rejsende gør bedst i at slå sin lejr op på selve vejen og ikke på en høj, hvis han ikke for evigt vil være træl i de dødes haller. Selv hedefolket holder sig fra dyssevejene, da det eneste de frygter er forfædrenes kraft.

Ulfskogr afgrænses mod syd af bjergkæden Himinnfjeld som løber fra Thokaskaut og vest-sydvest. På bjergkædens sydskråninger begynder et rigt og frodigt kongerige, hvor folkene er bløde og dovne. De kalder deres land Ilma og sig selv Ilmalaiset - luftfolket. De kan af og til rejse en hær som er den grå hær værdig, men de sender aldrig mænd til de grå haller og vil blive trådt under fode i den store krig som kommer. For evigt trælle i de dødes haller. De er mest talrige sydpå mod den sydlige kyst, og den eneste større by de har mod nord er Ultum som siges at være større end Hrædale. Den ligger i en dal højt i bjergene og krigere har før rendt den over ende, men har hver gang mødt god modstand. Andre småbyer ligger spredt i bjergkæden, men der er meget langt imellem dem. Landets høvdinge har anderkendt en højkonge som siges, at have en hird velsignet med stor styrke og langt liv af selve landet. Højkongen, Ilmari, siges at have sit hof ved de sydlige kyster i en by, hvor der bor flere mennesker end i hele norden til sammen, men få tror på det. Der er heller ingen der har set ham i en krig, så rygterne om, at han selv leder sit folk i kamp menes også at være stærkt overdrevne. Andre rygter om Ilmas vidundere høres også af og til mod nord. Rygter om flyvende skibe, ubrydelige mure og porte, huse så høje som bjerge og hele haller fyldt til randen kun med ganske tynd birkebark beskrevet med runer. I det sidste år har der være meget uro nede sydpå og folk taler om at samle en hær mod dem igen.

Hrædale

Hovedbyen med ca 500 indbyggere. Her bor Høvding Wulfgar Víghundr og shamanen Koll. Det er en rig by med marker og agre spredt omkring sig. Vejene til byen er brede og velholdte og højene omkring byen er store og stolte og ofte kronede af mægtige sten bragt til fra Thokaskaut.

Wulfgars hal er den centrale bygning i byen, rejst i store mørke egeplanker og mange år gammel. Enderne af dens tagryg er kronede af et par store vildsvinehoveder som bistert stirrer ud over byen til begge sider. Porten er stor, tung og beslået med skjoldbuler taget fra faldne fjender. Karmen er indskrevet med navne på slægtens faldne krigere mange generationer tilbage. Tre mand kan gå igennem den port side om side uden af deres skuldre rører ved hinanden. Selve hallen hæver sig højt over nogen huse og kan ses som den første bygning, når man nærmer sig byen. Hallen har en række udbygninger omkring sig til trællene med soverum og værksteder. Ved siden af deres afdeling er en stor hestestald. I den anden ende af hallen befinder sig Styrbjørns, Ligulfs og Wulfgars fløje.

Omkring denne hal ligger små og store huse i cirkler. Beboelseshusene er ofte små og usle, med mindre de ligger i forbindelse med et eller andet værksted. De andre har typisk husdyr af en eller anden slags boende og bruger det meste af deres tid i marken. Kun smeden, bådebyggeren og shamanen har huse der er værd at bemærke, da de udmærker sig med tegnene på deres profession. Torkel bådebygger har en stor gårdsplads, hvor hans lærlinge arbejder, smedens hus har en tung udbygning bygget i sten, hvor smedjen står og Kolls hal er et langhus i byens udkant og er lukket og mørk for alle.

Østerby

Lille bitte bygd oppe i bjergene. Tæt på Vættfang. Ca 80 indbyggere som generelt er fattige, usle og sygelige. Der er ikke meget jord at dyrke og vildtet er magert og sjældent. Desuden har jægere skarp konkurrence fra både ulve og bjergkatte som ikke går i vejen for at angribe konkurrenterne. Østerbys shaman, Oluf Fuglsføde isolerede sig for tyve år siden i en hule efter et angreb fra en Skindfugl og er ikke blevet set siden. De fleste tror ham død.

Drakefjord

Ligger i bunden af fjorden af samme navn godt en dagsrejse stik nord for Hrædale. Den huser Ca 150 mennesker - mest bådebyggere og fiskere efter Hrædale undertvang dem, men førhen havde byen mange krigere og dygtige søfolk. Der var engang, hvor et angreb fra havet kun frygtedes, hvis bådene bar Torkelsgårds banner eller et andet banner fra Drakefjord. Det eneste byen nu har tilbage er bådene som stadig er de bedste norden har at byde på. Deres mesterbygger Torkel er dog blevet flyttet til Hrædale, hvor han underviser folk om sommeren. Hans familie sidder stadig på Torkelsgård og efter sigende har de stadig fjordens ånds øre.

Bjornabygd

Jægersamfund på størrelse med Drakefjord sydvest for Hrædale i skoven. Mange er også skovhuggere som sælger tømmer til byer mod syd og vest. I dag går meget af handelen mod øst og nord til Hrædale, selvom der ikke er meget rigtig handel i aftalerne med Wulfgar. Slægten på Eikalund har lidt meget under disse aftaler, men enhver ved også, at de nød godt af Wulfgars beskyttelse.

Elgdale

Ligger nogle dagsrejser syd for Hrædale og væsentligt tættere på Thokaskaut, hvor landet begynder at blive bakket. Den er kendt for en skrænt, hvor man for længere tid siden end nogen husker det jog elge ud over for let at kunne slå dem ihjel, men der er ikke flere elge i området i dag. Dog er jorden i dalen for foden af skrænten stadig fyldt med gamle dyreknogler. Svartahedingerne har altid været høvdinger her og det nyeste overhoved hedder Vasmo og er ganske ung. Han var den eneste mand af sin slægt som overlevede Wulfgars sidste togt, som det efterhånden bliver kaldt af skjaldene. Byen har godt og vel 100 indbyggere.

Thokaskaut

Tågefronten. Den store bjergkæde som deler det nordlige kontinent i to kaldes mod nord sådan. Det er kendt at folk fra Hvidevold har et andet navn, men det rystes der på hovedet af mod nord. Heroppe ved folk at bjergene er et hjemsted for mørke og død. Her er det hjem som forfædrene rejser til deres slægt fra. Her bor underverdenens konger og højkonger. Fra tid til anden sendes en mægtig hær ud fra bjergene, for at høste krigere til den sidste kamp. Når dette sker forenes slægterne til en fælles front, ikke for at bekæmpe fjenden, men for at sende så mange krigere i kamp som muligt. Den grå hær kræver ofre.

Kun Gethamane er et fristed i Thokaskaut. Her kommer de døde ikke, men ingen ved hvorfor og Gethamane er hjemsted for andre rædsler. De fleste folk fra landet ved bjergenes fod rejser ikke til Gethamane, for det er ikke klogt at gå forfædrene imod.

Vættfang

En stor slette i en dal for foden af Thokaskaut. Her mødes folkene, når den grå hær marcherer ned fra bjergene for at kræve ofre. Sletten er åben og skarpt afgrænset af stejle bjergsider på tre sider. Klipperne er gennemskåret af smalle kløfter som leder op i bjerget. Mod vest er et råt og stenet land med mange slugter og fald. Gamle stride træer vokser her og der mellem klipperne, men giver ikke nogen særlig beskyttelse mod hverken vejr eller våben. Længere mod vest ligger Nordland.

Ulfskogr

Sydpå gennemskæres landet af en skov som virker som en grænse. Mange er gået tabt i den skov og vejene gennem den er usikre. Ulvene i denne skov er snedige og hurtige og der er udbredt enighed om at andre ting gør skoven usikker. Folk der bor i nærheden går kun nødigt ud om natten og beder altid forfædrene om hjælp, når de gør det. Ting som det er bedst bare at lade være alene. Skoven har sine rødder i Thokaskauts dale og har bredt sig ud derfra som et betændt sår på landet. Vejen omkring den er lang og kun få benytter den.

Tingdalen

Ca halvvejs mellem kysten, Ulfskogr, heden og Thokaskaut ligger Tingdalen, hvor folk fra alle byerne mødes en gang om året efter høsten. Her handles, dømmes i større stridigheder og udveksles nyheder. På stortinget er der skarpe regler omkring stridigheder og kun strengt kontrollerede holmgange tolereres. Der er en by af samme navn, men den er kun en lille bygd på knap hundrede mennesker resten af året.

Familier:

Torkelsgård

Den rigeste familie fra Drakefjord. De har en gammel hal bygget på en flåde af sunkne skibe ud for kysten, hvor vandet er lavt. Overhovedet - Torkel Torkelsgård - er traditionelt underviser for bådebyggere overalt som rejser til for at bruge en sommer på at arbejde og lære. Men nu sidder han i Hrædale og underviser kun Hræsønner. Han er meget dedikeret til sit arbejde og stiller ikke længere spørgsmål til sin skæbne som politisk fange i Hrædale. Han har en række kranier fra faldne forfædre stående i sit værksted som han har fået af sine døde slægtninge. Disse overvåger alt arbejde der bliver gjort og kommer efter sigende med gode råd. Ellers er Torkel en meget stille mand som altid ser ud til at bære på en tung vægt. Ud over Grinulf har han fire sønner, hvoraf to er udlærte og bor i Drakefjord og to stadig er i lære hos ham. Hans kone døde i barsel for ti år siden og han har ikke taget sig en ny.

Víghundr

Ny slægt opstået med Wulfgar Den Sorte, Kamphunden som uden for hørevidde kaldes Den Gale Hund. Han har underlagt sig byer ved foden af Thokaskaut og ændret på den gamle orden. Ingen hære kommer nu til Hrædale. Han er selv af gammel Hræslægt, men hvilken er folk ikke sikker på. Efter sigende har han ingen slægtninge tilbage efter en plyndring han var på som helt ung. Han kom kun alene tilbage, men siden har det gået ham godt, og han har hverken manglet rigdomme eller allierede. Han har to sønner tilbage efter selv at have dræbt den ældste for nogle år siden, da denne talte ham imod. Hans kone er gold og grå og knækket.

Skjollhalla

Gammel indflydelsesrig slægt som både har til i Hrædale og Bjornabygd. Den har længe haft sin magt i besiddelser og rent antal, men et par fejlslagne felttog gjorde en ældste søn til krøbling og dræbte de fleste våbenføre mænd. I dag er den høje hal stille, og genlyder kun af kvinders tyste skridt og blinde mandslinges mumlen i mørket. Aske Skjoldhalla selv sidder altid i sine forfædres stol og stirrer på sine ødelagte ben med sin faders sværd over knæene. Det er år siden han har brugt sin stemme sidst. På en høj bakke med udsigt til Hrædale står den høje hal selv. Det største hus i denne del af norden, men hallen er mørk og faldefærdig. Folkene i byen venter kun på den dag, hvor den sidste Skjoldhalla dør og hallen står tom.

Svartahedin

Elgdales ledende slægt. Byen ligger omkring to dagsrejser syd for Hrædale i skyggen af Thokaskaut. Slægten er kendt for sine dygtige jægere og slægtens ældste, Vasmo Svartahedin var rig på smukke skind og mange horn taget i skov og på bjerg. Han var også rig på sønner og havde 7 stærke mænd i familien som selv havde stærkt afkom, men det var før Hrædaletogtet. Efter Wulfgars angreb på byen er fire af disse og Vasmo døde. To sønner døde derefter i slaget på Kvitebaune og den sidste har på familiens vejne svoret troskab med Hrædale efter hans søster giftede sig med Bork af Bjornabygd.

Småland

En mindre bondefamilie fra Drakefjord som dog har set bedre dage. Den eneste familie fra bygden som ikke udelukkende lever af havet. Jorden ved fjorden er dog tung og sandet og giver ikke meget afgrøde. Dog siges deres gamle at have lavet en pagt med Thoravis - kystens ånd, som giver dem lov til at dyrke en stribe land ikke langt fra havet. Man siger at gamle fader Sigeir Småland kan mere end, hvad hans forfædre har lært ham, og at han af og til ses gå den lange vej til mosen i dække af natten bærende på et neg og en agerhøne.

Bergastål

Hvidkilde er en af de vestligste byer før den store hede og Bergastål en af de største familier i området. De har gårde helt over til Ulfskogr og man siger at slægten i sin tid kom sejlende ovre østfra, fra den anden side af Thokaskaut. Slægten anderkender for tiden Hvidkildes ældstemand Ogden Enøje som overhoved. Han er en snedig gammel rad som er gavmild både i gaver til sine venner og hævn til sine fjender. Hans kone er meget vis på de gamle skikke og de dødes veje og siges at fungere som hans shaman. Familien samles ved deres eget ting i en tinghule ved den store sydvej ca en måned efter stortinget i øst. Det siges også at Yngve Bergastål i Trollstein pynser på at overtage pladsen som overhoved og at slægten er på grænsen til en større intern fejde.

Hauge

Kaldes også for Hedeungerne, men ikke venligt. Sønderbavne, deres hjemby, ligger nærmest på heden og Haugeslægten har længe vogtet den bavne som skal advare nordfolket mod hedefolkets indtrængen. Men i det sidste århundrede har hedefolket passeret Hauges bavne to gange uden at blive set, så den advarsel forventer folk ikke længere at få. Nogle snakker enda om at familien har lavet aftaler med halvmændene på heden.

Eikalund

Høvdingefamilien i Bjornabygd. Hallen i egelunden har stået der længere end nogle medlemmer af den familie som bebor den i øjeblikket kan huske. Den er bygget omkring et mægtigt gammelt egetræ ved navn Ljómakarn som vokser op i hallens tag og sammen med det. De vigtige beslutninger i familien tages ved egens rødder. Dette er oftest også de vigtige beslutninger i Bjornabygd og dens omegn. Egil Eikalund er egentlig en hård og stædig mand, men hans kone, Sigrund, er kendt for at bløde ham lidt op en gang imellem.

Mosekonen

Ikke så meget en familie som en gruppe mennesker som har bosat sig i udkanten af samfundet. I hårde tider, hvor folk mangler mad, brænde og syndebukke bliver de kaldt rakkere eller tatere og spyttet på eller slet og ret hugget ned for fode. Men der er altid nogle som overlever og som regel anderkender man dem bare som dem ude i mosen og tænker ikke videre over dem. Bortset fra, når man har et eller andet helt særligt på hjerte. Et eller andet som det ikke er hvemsomhelst der kan ordne. Et eller andet som ens far eller shamanen ikke skal vide noget om. Så sniger man sig ud af sit værelse en mørk nat og ned til Mosekonen.

Mosekonen er en overlevering fra en tid, hvor folk ikke kun lyttede til forfædrene. Dengang var der også Moderen som tog sine ofre i kød og blod gennem mosen og til gengæld gav liv og frugtbarhed til folket. Ved mosen boede en præstinde med sin familie som alle ernærede sig alene ved de ofre og gaver folk kom med til dem. Folk går ikke længere til Moderen for at ofre. Ikke i det åbne i hvert fald. Men mosekonen er stadig derude og med hende er dem som ikke passer ind; bortløbne trælle, krigere i unåde, krøblinge, vanvittige, besatte, mutanter og alt hvad samfundet ellers støder fra sig.

Religion:

Forfaderkulten er central for nordens folk. Alting - årstiderne, social status og spilleregler, fødsel og død, krig og fred, vejret - ses i forhold til forfædrene. Ens familie er typisk viet til et bestemt hus af forfædre. Disse huse er grupperinger efter steder og tidspunkter folk er døde på, og har nok oprindeligt været en huskeregel for ikke at glemme sine slægtninge. Nordens folk har altid lagt stor vægt på lang erindring. Hvilket hus ens slægt er viet til er mere eller mindre tilfældigt. Det kan afhænge af en særlig jarl som gav banesår til grundlæggeren af slægtsgården, en slagmark, hvor slægtens mænd ofte har været heldige på, en bestemt alder folk plejer at dø i kamp på eller lignende. Et eller andet som på en eller anden måde har forbundet slægten med et hus. Det er dog ikke alle slægter som sender deres døde til faste huse. De fleste falder under de forskellige huses egne regler for rekruttering.

Slangen og spyddet

De har et banner med en slange som vikler sig om en knækket spydspids. Her bor de forfædre som er faldet i holmgang på et tinge og dem som er faldet i kamp efter at have rejst meget langt. Svartahedinslægten fra Elgdale sender altid deres døde hertil.

Sværdet mellem elskende

En mand og en kvinde som rækker ud efter hinanden, men er skildt ad af et sværd pryder dette hus' banner. De kræver dem som er faldet som de sidste forsvarere af en by som bagefter er blevet plyndret og brændt ned til grunden, dem som er døde i kampen mod tidligere venner eller allierede og dem som krigen har taget inden et år efter deres bryllup. Smålandslægten fra Drakefjord og Bergastålslægten fra Hvidkilde vier deres døde til dette hus.

Bavnen mellem søjlerne

Banneret er fem søjler overgroet med tornekrat som skjuler en blussende flamme. De som dør i en kamp, hvor de er i undertal, fordi de ikke har kaldt efter hjælp fra allierede eller venner går til Bavnen mellem søjlerne. Også dem som ofrer sig, så deres frænder kan vinde en større sejr tilhører dette hus og spejdere sendt alene ud på rekognosering og fundet af fjenden, før de kan viderebringe deres nyheder. Forfædre fra Haugeslægten i Sønderbavne siges at have grundlagt huset og slægten vier stadig deres døde hertil.

Der findes utallige andre huse og det er ikke noget lægmand behøver at gå og huske på (bortset fra, hvis hans familie er viet til et særligt hus). Ikke engang shamanerne er i stand til at holde styr på alle husene. Jo flere huse en shaman kender til, des større er hans anseelse.

Det Sidste Slag:

Det store mytiske fokus for forfaderkulten. Den primære grund til alle krigene og de mange høje. Det er en forestilling om at verden vil ende i et mægtigt slag, hvor alle verdens hære - levende som døde - vil mødes, kæmpe og dø på en enorm slagmark inden den store fred kommer. I den store fred er de levendes larm forstummet og støvet har lagt sig. Her er kun ruiner og sodede stubbe overstrøet med de dødes majestætiske knogler. Skjalde gør sig traditionelt mange forestillinger om, hvad der kommer til at ske i slaget og hvor det kommer til at stå, men der findes ingen konkrete svar i myterne.

Moderdyrkelse:

I gamle dage fyldte Moderen og jorden meget hos folk. De gik til søen eller mosen og gav trælle, smykker og våben taget fra slagmarken for at bede om frugtbarhed og held i forretning eller kærlighed. Dyrkelsen blev foretaget af en præstinde og hendes familie som alle boede omkring offerstedet og passede modersøjlen - en kraftig egestamme med et groft udskåret ansigt for enden. De iværksatte årstidsriter, hvor modersøjlen blev bragt rundt i landet i en procession med 15 nøgne præstinder som ikke sagde et ord fra start til slut. Meget andet ritus omgærdede Moderen og på mange måder var dette en vigtig modvægt til forfaderkulten. "Giv til de gamle, giv til Moderen" er et gammelt ordsprog som grundlæggende siger, at man skal fordele sine gaver ligeligt, men et lidt mere subtilt budskab var også førhen at lige meget, hvem man giver gaver ender de hos Moderen.

På mange måder var de to trossystemer forbundet og afhængige af hinanden. Mange steder kaldte man også Moderen for Fruen i de Dødes Haller eller Konen ved de Grås Bord. Moderen gav, men Moderen tog også. Men for flere hundrede år siden begyndte den grå hær langsomt at fortrænge Moderdyrkelsen. Tilbedelsen blev aldrig forbudt og sjældent udsat for chikane, men som tiden gik blev der bare længere mellem ofringerne og præstindeprocessionerne blev ikke mødt med samme begejstring. Folk sagde, at som Det Sidste Slag rykker nærmere er der ikke plads til at give gaver for Moderens fred. Folk sagde at den grå hærs dage var kommet, og måske havde de ret. I dag er Moderen kun repræsenteret af tatere og mosekoner som har nok at gøre med at holde sig i live til at kunne ære Moderen med de gamle skikke.

Ofringer

Hvem man end tilbeder kræver de ofre, og det i sig selv er en videnskab. I Nordland er det mest almindeligt at ofre til forfædrene, så den skik er de fleste godt bekendt med. Selv småbørn ved, at de døde kræver arnens ild og det første og sidste af måltidet. Så når maden er sat på bordet lægges den første portion til side i en skål og når måltidet er afsluttet lægges resterne også til side. Skålen stilles så udenfor om natten sammen med et stykke glødende kul fra arnen i en kulspand eller lignende. Om morgenen vil maden have mistet sin smag og ofte også farve og ilden være slukket. Man siger desuden, at kullet aldrig mere kan brænde.

Hvis større ofre er krævet giver man trælle eller, ved meget store soninger eller bønner, krigere. Disse hænges i et træ i nærheden af en gravhøj eller stranguleres og lægges ud på selve højen. Disse ofre garanterer, at de døde viser sig og giver deres hjælp i kamp eller andre anliggender, men misbruger man ritualet vil de ofredes ånder hævne sig på ens by og familie.

Efter sigende er der stadig folk der ofrer til landets ånder og guder, men det er lidt af en offentlig hemmelighed. Adspurgt vil de fleste svare, at sådan noget kællingegerning er der ingen ærlige mænd der begiver sig af med. Men det hænder, at man i særlige lunde eller søer finder små udskårne statuetter eller smykker lagt ud. Oven i købet er det sket at dyr tilberedt på forskellige grusomme måder er spredt ud over gamle sten eller træstativer. Dette er ofte husdyr som geder eller heste. En malkepige fra Blåstein fandt engang en træl med ryggen knækket over en sten og hjertet skåret ud, men folk siger, at hun var af taterslægt og snakker som vinden blæser.

Valkasangen:

Denne samling sagaer og legender kan ikke helt kaldes religion, men er dog resterne af en uddød kult af en eller anden art. Det er en helt masse meget populære eventyr om en række magiske helte som i fordums tid skulle have kæmpet om en kvindes gunst og deres mange forsøg på at imponere hende. Kvinden hed Valka og bliver ofte portrætteret som lidt sky og tilbagetrukken og altid meget kostbar. Hendes eneste egentlig egenskab er at være smuk.

Hendes bejlere er meget forskellige typer. Der er Rauma, væversken som har mistet alle sine ni døtre til brønden, da hun sendte dem efter vand. Hun ønsker at adoptere Valka som sin datter. Joumula, jægeren, drager ud på det ene vanvittige eventyr efter det andet for at hente imponerende trofæer til Valka som han ønsker at gifte sig med. Han kommer altid galt afsted på en eller anden måde, men formår alligevel at udrette et eller andet fantastisk. Mange landemærker er opkaldt efter ham. Tulpin kunne løbe fra alt og alle og får i en historie sine fødder erstattet af harepoter, fordi han mister dem i en af Joumulas fælder. Og det bliver ved. Der er henimod 150 af disse helte og kun de færreste skjalde kender alle historierne. Desuden dukker der hele tiden flere historier op. Nogle af dem gendigtninger af gamle, andre digtet af kreative skjalde i konkurrence om at fortælle noget nyt.