« Sol Invicta! | Main | Far »

Om Svend – den antikapitalistiske fotograf

Han kommer ind på værtshuset og stiller sig foran baren som om mængden har spyttet ham ud der. Han sætter sig ned på en barstol med et træt smil på det hærgede ansigt. Han bestiller en elefantbajer. Han lægger sine handsker og en prince på disken. Og så dør han.

 

Egentlig dør han en hurtig død. Fra den første trækning i ansigtet, det første strejf af bekymring i de slørede øjne til han mister bevidstheden går der under ti minutter. Men både han og jeg ved, at han dør langsomt. Han fortæller mig det med sine rædselsslagne øjne og med munden, der former slørede volapykord i slowmotion. Han fortæller det også med de sære ryk i kroppen, som han sekund for sekund taber kontrollen over. De få minutter, det tager ham at få sin hjerneblødning, strækker sig i det uendelige, og der er intet romantisk eller smukt over det dødsfald.

 

Der er intet romantisk eller smukt over døden. Den er altid upassende og uvelkommen, beskidt og stinkende og ubekvem. Den følges altid ad med rædsel og sorg og smerte og efterlader mig med en afgrundsdyb tomhed i hjertet, der opstår så pludseligt, at det suger i brystet. Hvor mit hjerte var før, er nu et primalt vakuum så dybt og tungt, at jeg levende kan forestille mig, hvordan brystkassen kollapser under presset og imploderer i en sky af bensplinter og blod. Skuldrene og hofteskålen vender på samme tid vrangen ud med arme og ben spjættende ud til siderne i en vanvittig sprællemandsdans. Det sidste, der forsvinder i det sorte sørgehul i brystkassen, ville være hovedet, der med et fåret udtryk ville blive trykket sammen med en sådan hast at hjernen blev presset ovenud og stod ud af hovedskallen som et gråt springvand, indtil vakuumet også fik krammet på det og spolede det baglæns ned igen i den kompakte klump af blodigt kød og flækket knogle.

 

Når dødssorgen rammer, er den voldsom som en tsunami eller en eksplosion. Den efterlader en som en tung og inaktiv menneskerest. Et efterladenskab. Man er nødt til at kæmpe sig ud af vakuumets greb dag for dag, centimeter for centimeter. Kroppen må strækkes ud igen lige så forsigtigt så knogler og indvolde kan falde rigtigt på plads og man ikke bliver efterladt med varige defekter. Om man står lige for og tager det fulde brutale slag ved tabet af en højt elsket, eller om man befinder sig længere væk, skærmet bag den afdødes nærmeste, er der altid denne sugende tomhed. Tabet aktiverer alt det, vi er som mennesker. Det rører ved den nervøst skrigende abe dybt i os og ved den vagtsomme øgle. Et menneskes død er ikke bare et minde om vores egen død – det er det mindste af det. Når et menneske dør, bliver flokken helt konkret mindre. Mørket og kulden i det evigt ludende univers er krøbet lidt tættere sammen om os, og rædslen driver os sammen om det svindende lys med en dyb sult efter at drikke og kneppe os til salig glemsel.

 

Men midt imellem udbrudene af fordrukken liderlighed må vi også se hinanden i øjnene, og vi opdager, at vi stadig er en flok. Vi gør skaderne op, og vi mindes det liv, flokken har mistet. Et ønske om mening og sammenhæng opstår og vokser hurtigt til et krav om at tage det tabte tilbage. Ingen af os har et komplet billede, men sammen bygger vi den entitet op, som forsvandt og giver flokken det tilbage, den har tabt. Et ikon over den afdøde, en primitiv gudestatue stykket sammen af små skatte og hemmeligheder, vi har samlet sammen i vores tid med ham. Alle løsdelene lægges frem og passes sammen, og når vi opdager, at vi selv da ikke har det fulde billed, er vi ikke for fine til at spekulere – måske enda til at pynte lidt, og pludselig er der noget romantisk og smukt over døden.

 

Der var noget romantisk over det dødsfald. Han havde svoret, at han ville dø på sit værtshus, hans udvidede dagligstue. Der hvor han i fred kunne dele ud af røverhistorier og små sandheder eller bare kværulere, når han var i det hjørne. Der hvor han mødtes med kumpaner og bekendte før og efter demoerne. Der hvor musikken spillede, medens gaden brændte under rydningen af Ungdomshuset. Det var længe siden, han sidst havde været der, men noget i ham må have kunnet mærke, at det var en god dag at tage på værtshus.

 

Han kommer ind på værtshuset med et smil på det hærgede ansigt. Han bestiller en elefantbajer. Han lægger sine handsker og en prince på disken, som han plejer. Jeg bemærker, at det er længe siden, han har set så frisk ud. Jeg serverer hans øl for ham, og så dør han.

 

Tak for at jeg fik chancen for at kende dig, Svend. Du er savnet, men er stadig iblandt os.

Posted on tirsdag, februar 22, 2011 at 03:34PM by Registered CommenterEleonora Kapow in , | CommentsPost a Comment

Reader Comments

There are no comments for this journal entry. To create a new comment, use the form below.

PostPost a New Comment

Enter your information below to add a new comment.

My response is on my own website »
Author Email (optional):
Author URL (optional):
Post:
 
All HTML will be escaped. Hyperlinks will be created for URLs automatically.