Forstyrrelsen

Lyt til det her.

Da pædagoger over hele landet i 2006 blev ramt af brutale nedskæringer, som de ikke havde en chance for at sige nej til, stod vi med en mærkelig følelse af, at verden havde ændret sig, men uden helt at kunne overskue til hvad. Vi kunne mærke, at vi ikke bare kunne sidde stille. Vi måtte gøre noget, lave noget, vise noget til verden, så den måske kunne forstå det, vi ikke selv kunne. Vi måtte gå ud og handle, men vi vidste ikke om det ville føre noget med sig. I det mindste kunne vi forblive oprejste.

Da den unikke kulturinstitution Huset i Århus blev sparet væk imod al logik, stod vi alle med en følelse af, at den store bølle i skolegården havde hevet os i rottehalerne, bare fordi. Vi forstod ikke hvorfor, det kunne give mening, når nu så mange mennesker fik så meget ud af det Hus. Når nu alle vidste, at det var et af de mest integrationsfremmende institutioner i Århus - ikke integration praktiseret som forklædt assimilation, men rigtig inkluderende integration, hvor folk kunne føle sig ligeværdige og anerkendte på tværs af samfundskonstruerede skel. Hvorfor lukker man sådan et sted? Vi blev præsenteret med indviklede og omhyggeligt konstruerede argumenter om spareplaner og profit, som ingen forstod. Vi vidste ikke helt, hvad der var sket, men vi vidste, at vi ikke brød os om det.

Da Ungdomshuset blev ryddet, kan jeg huske, at jeg sad i sofaen og havde lyst til at græde. Hele den affaire havde været så absurd og meningsløs lige fra grunden blev solgt, selvom den egentlig ikke kunne blive det og til Huset lå i ruiner. Som et statement om, hvad samfundet egentlig følte for dem, det havde skubbet fra sig. Et statement om at sætte skel og vise helt tydeligt, hvem der er ude og hvem der er inde. Igen følte vi os bøllebanket. Det havde været så vigtigt at tryne den her flok mennesker, at Københavns kommune uden at blinke kastede et kæmpestort stykke kulturhistorie på offerbålet. Nærmest med en skuldertrækning. Vi forstod det ikke. Hvorfor slår far? Der var ingen mening at finde. Ingen sammenhæng. Som en vittighed uden pointe fortalt af en mongol med en håndgranat. Der var ikke noget at grine af, men det var det, der blev forventet af os. Grine og trække på skuldrene og vende ryggen til.

Dengang vi sympatistrejkede for pædagogerne i 2006, var der en af mine medstuderende, der sagde de ord, der skulle blive til titlen på denne tankestrøm: "Jeg ved ikke, hvad jeg vil have, men jeg vil ikke have det her!" De ord hang fast, for det var sådan vi alle følte. En knugen i maven, en vished om at verden var fundamentalt forkert. Ingen kunne helt gennemskue, hvad der var gået galt eller hvornår, hvorfor tingene skete som de gjorde eller hvad der skulle til for at rette op på dem. Vi vidste bare, at vi ville noget andet, og det var det, vi reagerede på.

Modargumenterne er altid noget i retning af, at vold ikke løser nogen problemer, at man bare er forkælet og at situationen er meget mere kompleks, end man kan forstå. Og på en måde, er de slet ikke argumenter imod vores reaktioner, men for. Vold løser ikke nogen problemer, men vold kan være en nødvendig ventil for den frustration, man føler, når man sidder i et problem uden løsning. Hele Danmark er forkælet - det er en af vores største problemer. Vi er så fede af brød og skuespil, at magthaverne kan gøre, hvad de vil med os. Og ja, tingene er komplekse. Og vi har ingen chance for at forstå dem til bunds. Vi kan benytte os af systemerne, trykke på knapperne, trække i håndtagene og gå igennem verden ad de stier, der er lagt ud for os. Fordi vi ikke ved hvorfor vi gør det, ved vi heller ikke hvem vi er. Vi mister os selv i verden og rådner langsomt op indeni. Så det eneste der er tilbage, er at anerkende den følelse af forkerthed i maven og reagere på det. Med alt hvad man har. Man kan tænke tanken videre og sige, at jo længere verden kører ned af sit absurde sidespor, des voldsommere bliver modreaktionerne. Det er en fundamental lov i universet, at enhver aktion avler en tilsvarende reaktion. Den sidste sten er ikke blevet kastet.