Forstyrrelsen

Jeg har netop lagt sidste hånd på dette semesters afsluttende opgave, som jeg - og tre af mine medstuderende - har skrevet i pædagogisk antropologi. Det er lidt specielt, for med det forløb har jeg haft min sidste reelle undervisning på Peter Sabroe (jeg sov over mig og gik glip af den sidste time). Resten bliver projekter og praktik og eksaminer og workshops og den slags. Så det er sådan en slags milepælsopgave. En forandringsmarkør. Jeg afleverer den her, siger farvel til Århus og rejser ud i det blå (til København) nærmest i samme åndedrag. Et eksotisk og farefuldt eventyr lige stik igennem alle andres hverdag. Ligesom at gå æbleskud, hvor naboens have forvandles til en farlig jungle og hans hund til et kæmpe bæst.

Antropologi er et sjovt fag, fordi det netop gør det velkendte eksotisk. Jeg tror det har rustet mig vældig godt til at tage til København og starte et nyt liv. Ideen om at se det nye og ukendte uden at dømme det, eller i hvert fald se det og være bevidst om sine egne forståelser af det. Det at gå ind i en fremmed verden med åbne øjne og en sund portion respektløshed, men alligevel at forholde sig ydmygt hele tiden. Sådan vil jeg gerne tage til København. Uden jydeattituder, men også uden at prøve at efterligne københavnerne. Bare som mig og så det hele i vold. Med hengivenhed og størst mulig påskønnelse for det fremmede for mig. Jeg glæder mig til at gå på opdagelse i min baghave.