Forstyrrelsen

Spillet om politisk magt handler i sidste ende om, hvem der kan høste flest stemmer til folketingsvalget. Og stemmerne går til den politiker, der kan sælge sit budskab bedst. Da indholdet i de politiske budskaber som regel ikke ændrer sig det store, må man som politiker sørge for at præsentere budskabet bedre end de andre politikere. Som politiker må man jo antage, at man selv sidder med sandheden, og at vælgeren blot skal hjælpes til at åbne øjnene for at indse dette. Budskabet skal præsenteres, så vælgeren forstår indholdet og godtager det som den bedste måde at administrere landet på. Nogle gange er man derfor som politiker nødt til at smøre lidt tykt på for at få budskabet igennem, og dette er blevet alment anerkendt som gængs politisk adfærd.  Det er efterhånden en offentlighed hemmelighed, at politikere ikke altid holder, hvad de lover, hvad også udtryk som valgflæsk vidner om. At politikerne er utroværdige, er blevet integreret i det danske sprog.

Det har jo også vist sig, at der ikke er de store konsekvenser for en politiker i at lyve. Måske en lejlighedsvis næse, men, med mindre de bliver grebet i de helt store bedrag, sker der faktisk ikke noget. For det at give et løfte op til et valg handler ikke om, hvad politikeren konkret har tænkt sig at føre ud i livet i folketinget, hvis han bliver valgt, men om branding. Det at sætte nogle bestemte ansigtstræk i forbindelse med nogle bestemte værdier eller strukturer i samfundet. Pia Kjærsgårds ansigt = stram udlændingepolitik og omsorg for de ældre, Foghs ansigt = skattestop og markedsreguleret velfærd (eller noget i den stil) etc. Politikere har nemlig lært af reklameindustrien, at det er nok at stille tingene op ved siden af hinanden og lade forbrugernes hjerner gøre resten af arbejdet. Gør man det på en smuk nok måde, vil forbrugeren købe ens produkt. Nike = utrolige præstationer, Coca Cola = en fri og eventyrlig livsstil etc. Ikke fordi disse egenskaber på nogen måde ligger i produktets natur, men fordi forbrugerens hjerne er blevet trænet i at forbinde påstået egenskab med produkt og nu ikke længere skiller dem ad. Politikerne har også lært, at selvom en forbruger kan være nok så oplyst om at produkt og tillagt egenskab ikke hænger sammen, så køber han det stadig. Vanetænkning slår viden.

De eneste der på nogen måde kan ridse lidt i overfladen er dem, der reelt vælger forbruget fra. Dvs de vælgere der vælger at gå imod selve systemet i stedet for at prøve at kæmpe indenfor dets rammer. Selvfølgelig er der ikke nogen danskere, der helt kan vælge at lade være med at forbruge eller melde sig ud af systemet, men fordi politikere forstår branding, forstår de også ideers magt. Når der bliver sagt DIY nok gange og denne ide bliver forbundet med særlige egenskaber (DIY = antiautoritet f.eks.) præsenteres der et brand som rent faktisk kan konkurrere med politikernes egne brands på et strukturelt plan. Også selvom konkurrencen stadig forbruger disse brands. Vi skal huske, at det ikke har noget at gøre med det reelle indhold, med konkrete menneskers reelle handlinger, men om hvilket brand, der er stærkest. Antiforbrugernes brand er ikke det stærkeste på markedet, men det er stærkt, og et stærkt brand sælger, et stærkt brand spredes og da politikernes metode er at monopolisere markedet, prøver de selvfølgelig at slå så hårdt ned på konkurrencen, som deres system tillader dem at gøre. Det er ganske hårdt, har vi jo efterhånden været vidne til.

Derfor er politikere utroværdige, og det er med vilje, at jeg genereliserer på den måde, for det ligger i selve strukturen af det at være politiker. Det ligger nemlig som en egenskab i det politiske system - den måde der debatteres på, den måde der forhandles på, holdes møder på etc. Man kan stole på en privatperson, men så snart man taler med vedkommende i egenskab af politiker, ved man, at det er brandet man taler med, og brands lyver.