« Et uventet forbillede | Main | Hvorfor politikere er utroværdige »

Lidt om Københavns gader

Jeg bor i Jægersborggade. Det er en dejlig gade i et dejligt kvarter, men den er ikke helt ufarlig. Hver gang jeg går igennem den, går jeg forbi AK81gutterne med deres store hunde og altid vagt truende attituder. Hvis jeg har kurs mod Blågårds Apotek for at få mig en øl, befinder jeg mig snart på en anden bandes område - Blågårdsdrengene, og de er heller ikke til at spøge med. Københavns gader er desværre altid præget af dens bander. Det er en del af byen og er med til at forme dens liv. Heldigvis er der steder, hvor banderne ikke er så nærværende, og der kan man jo så slappe af og føle sig en smule tryggere. Nu er jeg endnu ikke så kendt her, men når jeg f.eks. tænker på Panum Instituttet, forbinder jeg det ikke ligefrem med bandekriminalitet. Ikke desto mindre var det for ikke lang tid siden vidne til netop dette.

En bande har brug for noget at kæmpe imod. Nogle bander kæmper imod dem, de mener, truer deres særlige område. Andre kæmper imod dem, de mener, truer deres levevej. Der er også dem, der kæmper imod dem, de mener, truer deres livsstil eller ideologi. I Århus skal man f.eks. passe på nazierne, hvis man har brun hud eller sympatiserer med folk, der har det. Man skal også passe på, hvis man er punker, da punk og brunhudssympati er identisk for en nazi. Denne type bandekriminalitet er den farligste, da man ikke rigtig kan vide sig sikker nogle steder i Århus. Nazierne holder sig ikke til et bestemt område, men kan banke en hvor som helst. Heldigvis er København ikke i samme grad plaget af nazier.

For ganske få uger siden var en nær veninde af mig på vej forbi Panum Instituttet. Det var sen aften og helt mørkt. Hun havde kurs mod et busstoppested, men blev stoppet af en bil, der med hvinende dæk kørte ind foran hende. Ud af bilen sprang en gruppe mænd og tvang hende op mod muren til Panum Instituttet, så hendes kind ramte den med et knald. Det blå mærke og hudafskrabningen var at se på kindbenet i en uges tid. Hun går i læderjakke, har en del metal i sit ansigt og noget meget farverigt hår på sit hoved. Desuden er hun aktiv i Ungdomshuset. Er nazierne nu kommet til København også, siden punkere og brunhudssympatisører sådan overfaldes på åben gade? Nej! En anden bande truer Københavns gader og gør dem utrygge for punkerne.

Denne bande er ikke helt struktureret som andre bander. Den har nemlig gemt sig i rækkerne på en større bande, som man som udgangspunkt ikke behøver at frygte, og den har gemt sig så godt, at man ikke kan kende forskel på de to. I min venindes tilfælde skulle dette netop blive hendes redning. Mændene i bilen fortalte hende, at ”det fik hun for at klage over deres kollegaers arbejde,” og ”nu skulle de ud og køre en lille tur!” Netop i dette øjeblik stoppede et salatfad ved siden af optrinnet, og et par uniformerede politifolk steg ud og stoppede det. Banden begyndte at forklare, at hun havde løbet, da de holdt hende an og dermed begået en ulovlighed, men politifolkene tog ikke historien for gode varer. De bad banden om at køre videre og min veninde fik lov til at tage sin bus efter, at hun havde forklaret sig. De bad ikke om hendes navn, de foretog ikke engang et regulært forhør for at få efterprøvet hendes historie. For de ved godt, at civilbetjente ikke er til at stole på.

Heldigvis findes der stadig politi, der er opsat på at gøre deres arbejde indenfor lovens rammer. Problemet er, at man aldrig kan vide, hvem de er. Man kan aldrig vide, om man møder den skjulte bande eller dem, der giver banden det skalkeskjul, der gør, at den kan gøre, hvad der passer den uden nogen form for repressalier. Banden har ikke bare infiltreret politiet, den er politiet. Ligesom nazierne i Århus er disse politifolk nødt til at banke dem, de har besluttet sig for, truer det, de står for. Således vedligeholder de deres selvskabte krig og bidrager til deres egen voldelige selvfortælling om moralsk overherredømme. Det er således selve retten i Danmark, der er blevet infiltreret af voldelige og farlige mennesker, og deres område er hele landet, hver en gade, hvert et hjem.

Posted on torsdag, oktober 23, 2008 at 09:33PM by Registered CommenterNæsen!! in | Comments4 Comments

Reader Comments (4)

Ja, det er en skøn, skøn verden hvor "ordensmagten" er dem man skal frygte mest...
november 14, 2008 | Unregistered CommenterTine
Alting taget i betragtning så syntes jeg det er fedt at høre at der stadig findes gode ærlige strømmere...

altså sidste gang jeg havde med dem at gøre blev jeg beskyldt for et indbrud ved en cykelsmed, men det er en helt anden historie ;D
november 17, 2008 | Unregistered CommenterPer M.
Tja. Hvis det her er de gode og ærlige strømere, synes jeg sgu egentlig, det står sløjt til. Jeg forventer væsentlig mere af en god og ærlig strømer end bare at stoppe de kriminelle og lade dem smutte.
november 17, 2008 | Registered CommenterNæsen!!
Hehe... Jamen de er jo den sidste bastion der holder kaos, indvandrebander og autonome væk fra gaderne. De er jo nødt til at eskalere "konflikten"... Ej, du har ret, ingen tvivl om at det står sløjt til... Det lyder jo til at det næsten var et tilfælde at din veninde ikke kom ud og køre med et tæskehold, eller hvad det nu var... Men politiet afviser jo at der er bandekrig i Danmark, men det lader jo til at de selv er de værste ;D
november 18, 2008 | Unregistered CommenterPer M.

PostPost a New Comment

Enter your information below to add a new comment.

My response is on my own website »
Author Email (optional):
Author URL (optional):
Post:
 
All HTML will be escaped. Hyperlinks will be created for URLs automatically.