Forstyrrelsen

Det var så Annas sidste ord. Hun er lige gået med tårerne strømmende ned ad kinderne, og det går op for mig, at jeg stadig elsker hende. Højt. Jeg hader mig selv for at have skåret hende ud af mit liv på den måde. Med hårde ord om ikke at vise sig for mig igen og ikke tage kontakt til mig. Var det nu også det rigtig? Burde jeg have gjort det anderledes? Trukket noget mere på min blide side og vist hende omsorg og kærlighed?

Jeg talte til hende som man taler til et barn, der har opført sig grimt. Jeg sagde, at jeg ikke ville tale pænt til hende, for hun havde kun vist mig, at hun ikke forstod, hvad jeg sagde, når jeg talte pænt. Jeg tror det var det, hun blev vred over. Det ikke at blive behandlet som en ligeværdig voksen. Jeg kan ikke lide den her side af mig. Den er hævngerrig og mørk og nådesløs. Det føles som at trække i et stykke fedtet og ulækkert tøj som klæber til huden og tilsmudser mig. Jeg hader den måde det får mig til at fremstå. Men nu er hun væk. Så skal jeg også bare have hende ud af mit hjerte.