Forstyrrelsen

Den store dag oprandt. Vi fik endelig taget os sammen til at hive den seddel med telefonnummeret frem af lommen, hvor den havde ligget i flere uger, knuget og krøllet. Tallene var næsten hvisket ud af håndsved. Med rystende hænder fik vi tastet nummeret og med rystende stemme fremmumlet en aftale. Og så var det bare at tælle sekunderne og forberede os så godt vi kunne. Så det gjorde vi. Vi shinede os op, sørgede for at være så rene og velduftende vi kunne og mødte op til vores første rigtige date med scenariet. Og som det nu er med første dates man har virkelig store forhåbninger til, gik det selvfølgelig overhovedet ikke planmæssigt.

Vi dukkede op med store, nervøse svedskjolder under armene, gav hånd med svedige hænder og faldt over dørtrinnet på vej ind til baren. Vi væltede drinks ned i hendes taske, fyrede platte jokes af og blev lidt for fulde lidt for hurtigt. Men forunderligt nok blev hun. Selvom vi trak flere skeptiske blikke i løbet af aftenen blev hun hængende, lyttede tålmodigt og smilede overbærende på de rigtige tidspunkter. Og så, til aller sidst, hvor alt syntes at være tabt, skete det mirakuløse og forunderlige: vi fik lov at snave med hende. Om det var af medlidenhed eller om hun alligevel faldt for vores ubehjælpsomme nuttethed er vi ikke sikre på endnu. Men en ting er sikker: det her scenarie er i stalden. Det er en scoring, omend både klodset og kikset. Vi har et scenarie og det er solidt. Nu skal vi bare fedte os nok ind på det til at hun vil tage os med hjem og gå i seng med os også.