Forstyrrelsen

Jeg har lige været til koncert med Gogol Bordello, og hvor var det befriende. Jeg savner ofte den undskyldning til at skeje ud som fester og (nogle) koncerter giver mig. I god teenstil startede vi med at varme op med bajer og rom. For at vise bandet (og alverden) vores dedikation majede vi os ud i lilla tøj (man skal kende bandet for at vide hvorfor) mascara og lilla neglelak (på neglene). Koncerten var en oplevelse ud over det sædvanlige. Der var små punkere og gamle hippier, der var også gamle punkere og unge hippier og generelt et sammenrend som endte med at fylde salen godt ud. Både med mennesker og stemning. Musikken var vanvittig, højspændt, zigøjnerpunk som tvinger en til at bevæge sig. Så jeg fandt mig selv foran scenen med folk der gennemsnitligt var 7 år yngre end mig i insisterende pogodans og svingen med armene. Sådan et aktivitetsniveau kan jeg i virkeligheden ikke holde til. Men jeg holdt og Gogol Bordello gav alt, hvad vi havde forventet og lidt til.

Og efter sådan en koncert slæber jeg mig hjem, totalt udmattet og vælter i seng. Om morgenen står jeg op med larmende tømmermænd og når lige akkurat afsted til min aftale klokken 11. Jeg har stadig gammel mascara siddende og mine negle er malet afskallet lilla. Jeg ligner lort. Jeg lugter. Jeg nyder det skamløst. Og det er der i bussen jeg får ideen til denne her tekst. Jeg observerer med undren min egen fryd over at ligne en skummel, udbrændt punker med hætten oppe og militærfrakken svøbt om mig som en tiggerkappe. Og det er altid den tilstand jeg efterstræber. Selv når jeg er pæn i tøjet har jeg det ikke godt, hvis ikke det hænger bare en smule eller et eller andet er laset eller skævt. Så bare mine boxershorts i det mindste. Det image jeg stræber efter at sende til verden er mig selv i grader af forfald. Og nu begynder det her lidt at ligne en bitter mands kyniske selvrealisering ved slutningen på hans ungdom, men sådan er det slet ikke. Nej, for selv i denne lidt sortsynede beskrivelse kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det er jo ikke for at svælge i at have det dårligt jeg klæder mig som jeg gør. Det er for at udforske æstetiske udtryk, for at finde glæden i det skæve, for at være en torn i øjet på snævertsynede popdrenge, for at gøre mig fri af belastende modekonventioner som jeg i forvejen ikke rigtig har råd til at leve op til og også fordi, at min kæreste lidt godt kan lide det. Det er ganske enkelt, fordi jeg nyder at være en gammel fedtet usling.