Forstyrrelsen

Jeg er sådan en type mand som lever efter en filosofi. Ikke at jeg er specielt belæst, hvad filosofi angår, men jeg kan lide at tænke over tingene, beslutte mig til, hvordan universet fungerer og så prøve at leve efter det. Det er ikke altid helt nemt, men der er jo en grund til at jeg stadig gør det. Jeg har nemlig en tendens til at have ret. Den påstand har selvfølgelig ikke den store substans, da en filosofi ofte bekræfter sig selv.

Altså: jeg observerer en række hændelser i verden, jeg kæder dem sammen, jeg observerer min egen reaktion på dem, jeg stiller det hele op i forhold til hinanden og *voila!* jeg har en filosofi! Det er noget jeg har gjort hele mit liv, så der har været en hel del filosofier gennem møllen. Der er jo ingen grund til at holde fast i en filosofi, hvis den ikke lever op til ens forventninger. Hvis den ikke leverer varen, så at sige. Så siden folkeskolen har der været et rend af forskellige filosofier i mit liv - mange af dem versioner og udbygninger af hinanden.

Som det ser ud nu, har jeg to filosofier. Den første kom jeg, i dens oprindelige form, på i starten af gymnasiet og går i sin enkelhed ud på, at enhver bør være sig selv nærmest. Man bør feje for egen dør først. Altså, egoisme er vejen frem. Det lyder jo enormt liberalistisk, ja endog grænsende til satanisme. Men det er det ikke! Jeg har altid været en blødsøden humanist. I mit hoved er "egoisme" den erkendelse, at al udvikling starter med en selv. Det kan ikke nytte noget at have med andre mennesker at gøre, hvis man ikke har styr på sit eget hoved. Med andre ord: man bør reflektere over sig selv og altid tage udgangspunkt i sig selv. Er du vred over en persons opførsel? Sæt dig selv i vedkommendes sted og spørg dig selv, om du ikke ville reagere på samme måde. Beundrer du en andens opførsel? Sæt dig selv i vedkommendes sted og spørg dig selv, om du ville opføre dig på samme måde. Osv. Man kunne også sige, at man bør praktisere, hvad man prædiker. Efter megen observation har jeg i øvrigt fundet ud af, at jeg har ret, så hvis du er lidt skeptisk over det her kan du godt spare dig. Bare hop med på vognen.

Min anden filosofi er relateret til den første. Den lyder noget i retning af, at intet menneske kan kontrollere et andet. Det er et par år siden den dukkede op i mit hoved og kan godt trænge til lidt finpusning i kanterne. Kort og godt tror jeg ikke på, at andre kan bestemme over en. Alt hvad man gør vælger man selv. Altså ikke noget med at gemme sig bag "jeg kunne ikke gøre for det!" Man kan altid gøre for det! Også selvom man var fuld og fik blackout og var på stoffer og ikke havde sovet i en uge og havde en kniv i lungen og var ved at få et blowjob! Man kan altid vælge anderledes. Nu er der selvfølgelig mange der prøver at modbevise det her ved at komme med eksempler på tortur og andre fysiske overgreb. De tager fejl! Sådanne ekstreme hændelser er bare eksempler på, at man ofte tager det fornuftige valg og siger, hvor naziguldet ligger gemt eller lægger sig ned og begynder at græde, når ens næse brækker. Man kan selvfølgelig ikke vælge at blive stående, hvis begge ens ben er skåret af. Med andre ord, forudsætter det her, at der er en forskel mellem vilje og legeme. Man kan heller ikke vælge at flyve eller at tage på ferie på solens overflade. Men i sådanne eksempler handler det jo heller ikke om andre mennesker, men om naturlovende og den kontrol vil jeg godt anerkende, omend tøvende. Det er, når det kommer til andre mennesker, at filosofien er brugbar. Den handler om ansvar. Om at, hvis man mister besindelsen og går ind i et slagsmål, er det ens eget valg. Hvis man bryder tudende sammen, hver gang nogen benægter en noget man gerne vil have, er det ens eget valg. Hvis man altid ender i offerrollen, når de trælse pligter skal gøres er det ens eget valg. Og hvis man ikke kan finde ud af at bryde fri af de mønstre man går og hænger i, se filosofi nr et.