Undergang igang

I Danmark går Danskerne i skole hele deres liv. Også efter de er gået ud af den. De kigger op fra deres apparater og betragter grundende de stykker af himmel, der omhyggeligt er blevet spiddet til firmamentet på husenes parcelhustage. De betragter asfalten og rynker brynene. De ser på hinanden og nikker eftertænksomt. I Danmark lever Danskerne af deres viden, og de tilbereder den i ovnen eller som en gryderet med sjældne og dyre krydderier til. De tænker og tænker og tænker. I Danmark er Danskerne utroligt kloge. Danskerne er et af verdens klogeste folk.

I Danmark er Civilisationen opfundet. Den er også patenteret, masseproduceret, eksporteret og plagieret. Man kan få Civilisation produceret af kloge Danskere på udsalg i supermarkederne. Man kan se det på deres Civiliserede tøj og høre det på deres Civiliserede tale. Man kan se det på den måde, de bærer deres Civiliserede hjerter frem som brændofre for deres tomme guddomme. Hver gang et Alter buldrer sin tomme sult ud over landet, står de der trofast med deres forkullede hjerter på fade af irret sølv. De lægger de sorte slaggeorganer på samlebåndene og betragter dem roligt, medens de opsluges. Så venter de til en ny forkrøblet vækst presser sig på i deres tætsluttende brystkasser.

I Danmark er Danskerne blevet så kloge, at de ikke behøver at handle klogt længere. De har lært i skolen, ikke at lære. Med den udvidede afgangsprøve i niende klasse var opgraderingen komplet, og deres indre øjne kunne lukkes. Danskerne sover de vises evige søvn. De har nu fripas til at opføre sig lige så stupidt og nederdrægtigt, de har lyst til, uden at vakle fra de sokler, som er begyndt at gro under deres fødder. Uden så meget som at kaste et enkelt, flygtigt blik ned i den Afgrund, der er begyndt at gabe omkring deres mægtige troner. I Danmark stirrer Danskerne varsomt på hinanden over eksponentielt ekspanderende sorte dyb og fra tid til anden træder en af dem ud og væk og forsvinder med et suk i Mørket. Ubemærket og umarkeret. Der findes kun dem, der kan ses, og Danskerne bøjer ikke nakken for at se efter dem, der er faldet.

I Danmark behøver Danskerne ikke længere forældede og besværlige dyder som Integritet, Solidaritet og Loyalitet. De betragter dem som krykker for den etiske krøbling. De har for længst smidt krykkerne og står nu stolt med deres lukkede øjne og betragter nådesløst tomheden. Derude rører intet sig. Der høres ingen fortabte skrig i Stormen. Der ses ingen fremstrakte hænder i den fremrykkende Storm. Deres blindhed har frigjort dem. I Danmark er Danskerne frie. I Danmark er Danskerne stærke. I Danmark er Danskerne. Og når Bomberne begynder at falde, vil ingen savne dem.

Comments

[Eleonora Kapow]

Dette er et revamp af en tekst med samme titel, som jeg skrev for nogle år siden. Jeg synes, den er blevet bedre.