Mit kvarter

Det tager et kvarter at bevæge mig mellem mine øer. Supermarked. Kiosk. Værtshus. Hjem. Sejlende i smult vande beskyttet af mine høretelefoners skibsskrog og min læderjakkes lærredssejl. Jeg kender de sikre sejlrender, hvor jeg ikke strander i en uforudset samtale eller støder på fordømmende blikkes skarpe rev. Det tager et kvarter at patruljere min aktionsradius. At sikre grænserne mod det københavnske Terra Incognita. Der hvor sælsomme fisk lydløst bryder overfladen og skinner deres æteriske lokkelys mod uforvarende søfarere. Hvor mangelemmede leviathaner boltrer sig i bølgerne i dødbringende leg og sultne sirener kalder fra kysterne. Det tager et kvarter at nå kortets grænse og stirre afgrunden udenfor i øjnene.

Det tager et kvarter. At gøre den fremmede indfødt. At plukke de eksotiske fjer ud af håret og vaske krigsmalingen af kinderne. Det tager et kvarter, sådan cirka, at indvie den ignorante i stammens mysterier. At lære det hemmelige sprog som giver den udenforstående adgang til de indforståedes cirkler. Der hvor man kan læne sig op af baren i selskab med en halv høkerbajer og løfte et øjenbryn af badegæsterne på deres sommertogter. Der hvor man mildt kan misbillige deres forkert højrøstede samtaler og deres klodsede usikkerhed, når de prøver at overskue ølsortimentet. Det tager et kvarter at give mig magten til at invitere dem indenfor og gøre deres fejl tilforladelige. Og det tager et kvarter at give mig magten til at holde dem udenfor og vise dem tydeligt, at de ikke hører hjemme her.

Det tager et kvarter at pakke rygsækken med den opdagelsesrejsendes værktøjer og drage modigt ud mod ukendte horisonter. Udforske Strøgets hajfyldte farvand eller plante sit flag på det der kulturhus på Østerbro, hvor de vilde fremmede danser deres inciterende polyrytmiske jægerdanse. Hvor jeg selv kan træde tilforladeligt ved siden af, hvis ellers de indfødte inviterer mig udenfor i deres indenfor. Det tager et kvarter at iføre mig min nørrebromaske og tegne øjnene op med stammesort. Med mit kvarter i ryggen sejler jeg under eget flag. Jeg har ret til min fremmedhed selv blandt Vesterbros vilde kannibaler og Sydhavns sagnomspundne pseudopoder. I stedet for at putte mig i gryden, giver de mig blege perler og en plads omkring bålet. Respektfuldt forfremmer de mig til eksotisk conquistador fremfor vildfaren flygtning. Og så tager det mig ikke mere end et kvarter at læse himlen og genkende mine pejlemærker. Det tager et kvarter altid at kende vejen hjem.

Det tager et kvarter. Ikke mere. Intet mindre. At forvandle mig fra eksiljyde til københavnersnude. At trække på skuldrene og holde Århus stik agter, mens vinden spiler mit hjerte ud og de salte bølger trækker smilerynker i mit ansigt. Det tager et kvarter at indse, at jeg aldrig rigtig hørte til der, hvor jeg tilbragte de første 30 år af mit liv. Hvor jeg var nødt til at sejle min egen sø, for ellers sejlede andre den for mig. Det tager et kvarter at indse, at jeg stadig forlader Århus, og at jeg altid vil gøre det. At navnet malet på min stævn er Afsked. Når jeg bevæger mig mellem Supermarked, Kiosk, Værtshus og Hjem, så er Afsked min femte ø. Det hjemland jeg tog med mig. Det tager et kvarter at tale i en time, som lige så godt kan være alt det, jeg nogensinde får brug for at sige. Det tager et kvarter at gøre et helt liv til femten minutters gåtur fra Jagtvej 69 til Nørreport Station.