Da anarkisten blev anarkist

Jeg har i de sidste syv år levet i en lille kernefamilie. Der var mig, min kone og med tiden også vores to børn. I sidste uge blev vi en mere, da min kone fik en kæreste. Man kan sige, at vi er sprunget ud. Vores forhold er helt sikkert et andet, end det var før, og alt føles nyt. Man kan også sige, at intet er ændret mellem os. Mine to venner Pernille og Mette har bare forelsket sig i hinanden. Det er ikke planlagt, og det er ikke opstået ud fra en beslutning om at skifte livsstil. Det er bare sket. Vi opfatter ikke os selv som polyfile eller vores forhold som åbent. Det er ikke andet, end det er. Pernille og jeg er gift. Pernille og Mette er kærester.

Tanken er ikke ny for mig. Åbne forhold, polykonstruktioner, fri kærlighed og den sexpositive indstilling. Jeg har sværmet for ideen længe, men har aldrig før oplevet et behov for at handle på den. Tværtimod har den vakt en del uro i mig, og eftersom jeg aldrig før har været sammen med et menneske, som delte min fascination, har jeg ladet den ligge ved en respekt for dem, der turde, og en tilfredshed ved at hvile trygt i mine skiftende tosomheder. Men mit politiske hjerte har altid banket for dem, som brød med samfundets konventioner og søgte nye veje, og jeg har taget afstand fra de reaktionære, de konservative, de grådige og egoistiske. Gør, hvad du vil, men gør det med venlighed og lade være med at være et pikhoved. Heri ligger basislinjen for min moral. Hvis jeg skulle sætte en titel på den holdning, må det være anarkisme. Afvisningen af autoriteter og magtstrukturer, der søger at hæve sig over kritik. Afvisningen af Den helligede norm. Det er i de fleste tilfælde en befriende nem holdning at have. Både fordi den er utroligt simpel, og fordi den sparer mig for en masse ubehagelige konflikter. Desuden er der forsvindende få reelt anarkistiske fællesskaber i mit liv, så jeg bliver stort set aldrig holdt op på min holdning, men det kommer jeg til senere.

Samtalen forløb nogenlunde sådan her: Tirsdag den ottende marts, på kvindernes internationale kampdag, vendte min kone sig om mod mig i sofaen og sagde, at der altså var noget, hun var nødt til at fortælle mig. Jeg kunne se, at hun var nervøs, og blanke tårer blinkede i hendes øjne. Hun sagde, at jeg nok vidste det allerede. Jeg sagde: ”Mette?” Hun nikkede, og fortalte, hvordan deres venskab over en lille uges tid havde udviklet sig til en stormende forelskelse. Jeg spurgte, om de havde knaldet. Det havde de ikke, men de havde kysset lidt. Så snakkede vi. Jeg måtte stoppe hende på et tidspunkt og bede hende fortælle, om hun var i færd med at forlade mig. Det var hun ikke. I det øjeblik stod både mit hjerte og min hjerne helt stille. Kun min mund bevægede sig, og jeg hørte den fortælle min kone, at så måtte vi jo finde ud af det. Jeg husker ikke det præcise ordvalg, men det må have været noget i den retning, for jeg kan huske lettelsen i hendes ansigt. Lettelse over, at jeg ikke gjorde mig til offer. Lettelse over, at jeg ikke prøvede at gøre hende til min ejendom. Lettelse over, at hendes følelser ikke blev noget, jeg kunne give væk eller beholde til mig selv. Hun gentog dette mange gange. Jeg er ikke nogens ejendom. Du kan ikke give mig væk. I løbet af den videre samtale begyndte mit hjerte igen forsigtigt at røre på sig, som en dyb uro sneg sig ind i det. Vi ringede til Mette og brugte resten af aftenen på at tale sammen alle tre. Det var alt sammen meget voksent. Det var også alt sammen meget skræmmende. Jeg bad Pernille om at sove hjemme den aften, så Mette tog hjem. Min kone og jeg lagde os til at sove. Næste morgen afleverede vi børnene. Så gik vi i Netto. Vi drak vist også en kop kaffe på værtshuset. Alting var meget roligt, og meget voksent den formiddag. Og uroen i mig voksede en lille smule mere. Noget nyt rørte på sig i dets afgrunde, men det skulle ikke vågne før der var gået flere dage. Mit hjerte er trægt på den måde, og dets reaktioner kommer altid forsinket.

Jeg er feminist. Og jeg har handlet på min feminisme over for min kone ved at have et princip om altid at sige ja. Jeg prøver at forstå parforhold som en lang improvisationsøvelse, og jeg har lært, at et nej lukker for kreativiteten og stopper flowet i improvisationen. Pernille og jeg har prøvet at radikalisere den indstilling yderligere ved at afskrive os selve retten til at kunne sige nej til hinanden. Det er ikke nogens ret at have magt over den anden. Det har vi blandt andet gjort for at modvirke en ulighed i vores opdragelser. I drengeopdragelse og kulturelle forventninger til mænd findes en tendens til at forvente og give rigeligt plads til leg, mens der i pigeopdragelse er mere forventning om at opøve færdigheder inden for vedligeholdelse og pleje. Derfor ser vi voksne mænd, der dyrker sport, musik og forskellige hobbyer på bekostning af deres familier, mens kvinder i højere grad har en tendens til at pleje deres udseende og vedligeholde sig selv, deres hjem og deres partnere. Med andre ord, har samfundet opdraget mænd som små aristokrater, mens kvinder er opdraget som tyende. Den tendens vil jeg gerne slippe fri af og det kræver, at jeg skærer ned på mine legeaktiviteter og viser Pernille, at jeg godt kan overlades ansvaret for hjem og børn, så hun trygt kan tage af sted og lege. Det har været svært for os begge to at efterleve og har krævet en del sjælegranskning. Pernille har skullet gøre op med sin dårlige samvittighed over ikke at være 24timersmor ved siden af sit fuldtidsarbejdsliv, og jeg har skullet lukke røven på min indre grædende mand, der kedede sig og følte sig fanget. Vi har ikke formået at efterleve det princip til fulde, og det når vi nok heller ikke at gøre, men vores børn får måske en chance for at fuldende opgøret med de giftige kønsroller.

Onsdag sov Pernille hos sin kæreste. Jeg drak mig fuld med mig selv i min sofa. Jeg skrev min oplevelse ned for at se den på skrift. Jeg talte med nogle af mine venner. Jeg så fjernsyn. Uroen i mig var vokset til en konstant lavfrekvent brummen i mit skelet. Mit hjerte hamrede konstant, og det føltes som om, det pressede mod mine ribben. Som om der ikke var plads til det. Jeg var bange og sorg begyndte at pible frem i min undergrund som sort, tung olie. Jeg kunne først ikke finde ud af, hvor den kom fra. Hvorfor var det dog så svært? Jeg vidste jo, hvad jeg ville. Jeg faldt i søvn på sofaen, vågnede i en forkrampet stilling, gik i seng og besvimede. Jeg vågnede med hovedpine, affodrede børnene og prøvede at lade være med at tude foran dem. De blev afleveret i børnehaven, og hvad jeg brugte torsdag dag på, kan jeg ikke rigtig huske. Det føltes som om et eller andet skiftede rundt inde i mig. Jeg kan huske, jeg tænkte på pladetektonik. Kontinentalsokler under uendeligt pres på havets bund, der forskød sig mod hinanden med mægtige subsoniske brøl. Jeg skrev noget mere og meldte mig ind i nogle polygrupper på Facebook. Om aftenen spillede vi alle sammen brætspil. Jeg kunne ikke rigtig følge med. Spillet var kompetitivt og kompliceret, men jeg kom alligevel på en andenplads. Mette vandt. Jeg brugte natten sammen med en ven. Vi talte det hele igennem og drak øller. Larmen i mit hjerte stilnede af, og vi lo.

Det føles som om, jeg er ved at skifte ham, kan jeg huske, jeg tænkte. Det føles som om, min grundvold er i oprør. Det føles som om alle mine gamle dæmoner er vendt tilbage og har taget deres venner med. Jeg oplever en konflikt mellem min krop og mit hjerte. Inde i mig sidder en del af min maskulinitet og græder salte tårer over ikke at være den ubestridte eneste længere. Den del af mig er såret og vred. Det er ikke en del af, jeg kan lide. Jeg har taget mange kampe med den gennem årerne, og den strider imod alle mine holdninger. Andre dele af mit væsen fryder sig og glæder sig. Jeg føler mig også stolt og spændt. Men de bliver overdøvet af den sårede del af mig. Særligt to dæmoner råber højt. Jeg kalder dem Den Ensomme Abe og Den Selvhadende Abe. Den Ensomme Abe fortæller mig, at jeg aldrig kan være en del af et fællesskab. Den sørger for, at jeg altid føler mig udenfor og at jeg altid holder igen med at involvere mig med andre. Det er en abe, der er tryggest udenfor, fordi for mange mennesker og for meget virak er distraherende. Den bliver irritabel over ikke at kunne tænke og luller mig ind i min egen private tankeverden. Den overdøver mine følelser og savn med sindrige scenarier og mentale konstruktioner. Den Selvhadende hvisker til mig, at ingen rigtig kan lide mig. Den hvisker, at selvom folk kan blive begejstrede over mit udseende og mine skæve indfald og min harmløshed, fravælger de mig, når de skal finde selskab til de store ting. Eventyrene, projekterne og de dybe livsforandringer. Den fortæller, hvordan jeg er et festligt krydderi, men ligegyldig i vigtige henseender og kedelig i det lange løb. Igen og igen minder den mig om, at jeg er sådan en, man forlader. Jeg er en fase i andres liv – ikke en keeper. De to aber er rigtig gode venner. De har i hele mit liv danset rundt på en solbeskinnet blomstereng et sted i min underbevidsthed og efterladt et spor af blege knogler bag sig. De næres begge af mit flossede selvværd, og de er blevet fede. De næres også af mine kulturelt indkodede måder at gøre maskulinitet på. Jeg har gang på gang lært, at mænd er dem, der får verden til at dreje rundt og at mænd fortjener kvinders og andre mænds opmærksomhed og bør kæmpe for den. Aberne griner af mig og viser mig, at jeg tydeligvis ikke er en rigtig mand, når jeg ikke kan leve op til det. Selvom jeg har gjort op med de forestillinger, er de stadig indlærte. De danner en del af mit fundament, og jeg har aldrig udfordret dem så brutalt, som jeg gør nu. Aberne er i oprør. De føler sig truet for første gang i mit liv, fordi mine handlinger kræver, at jeg prøver at fjerne deres livsgrundlag.

Fredag vågnede jeg igen med tømmermænd. Børnene var afleveret, og jeg startede dagen med at vandre lidt planløst rundt. Mit hjerte hamrede. Min krop dirrede. Jeg følte mig afklædt og inderligt sårbar. På randen af tårer hele tiden. Mine tanker og følelser var glatte og flygtige og ikke til at holde fast på. Jeg gik på værtshus, drak kaffe og læste avis. Jeg kan ikke huske, hvad jeg læste. Bartenderen spurgte mig, om jeg var ok, og jeg mumlede et eller andet og stak af. Jeg begyndte at gå. Mine ben tog mig ned til Peblingesøen. De begyndte at ryste under mig. Jeg begav mig rundt om søen, og jeg forbandede, at jeg ikke havde mine solbriller med mig. Jeg observerede, at jeg havde svært ved at trække vejret, og folks blikke pressede mod mig. Det føltes som om alle stirrede, og som om andre kroppes elektriske felter brændte min hud, når jeg passerede dem. Jeg stoppede på Dronning Louises Bro og røg en smøg, mens jeg kiggede på vandet. Min hjerne viste mig, hvordan jeg kunne springe derned og lade den grumsede sø lukke sig over mig. Hvordan jeg kunne åbne munden og trække vandet ned i lungerne. Jeg tænkte på, hvordan min computer og telefon ville blive våde. Et eller andet gjorde ubærligt ondt, men der var ingen smertekilde – ikke noget, jeg kunne slå fra eller lindre. Jeg gik videre og bemærkede, at jeg knap kunne mærke jorden under mine fødder. Min krop føltes let og tung på samme tid og mit hoved svømmede. Jeg overvejede igen at hoppe i vandet. Bare for at kunne mærke kulden. Den sidste halve kilometer var pinefuld. Alting stak og flåede i mig. Da jeg kom hjem, sad Pernille og Mette i køkkenet. Udsigten til selskab var godt, men jeg kunne ikke se dem i øjnene. Jeg hørte min mund mumle, at jeg lige ville lægge mig lidt, og jeg stavrede ind i seng, trak dynen over mig og krummede mig sammen i smerte. Men min krop ville ikke ligge stille. Den holdt krampagtigt søvnen på afstand. Smerten blev mere og mere intens. Blændende og skærende og mægtig. Jeg vendte og drejede mig, græd uden tårer, bed mig i knoerne og flåede rifter i min arm. Jeg hørte min kone og hendes kæreste rumstere i gangen og længtes desperat efter at bede om hjælp. Men frygten lammede mig. Jeg hørte døren gå, og jeg stod op og vandrede hvileløst frem og tilbage. Jeg stod i køkkenet med en kniv i hånden og stirrede på den. Jeg satte musik på i stuen og sang til det, mens tårerne trillede ned over mine kinder. Så slog det mig, at Pernille var på vej til at hente børn, og at jeg lige om lidt skulle køre dem ned til mine svigerforældre. Jeg opdagede da, at jeg ikke turde sætte mig ind i en bil med dem. For første gang i mit liv følte jeg mig ikke i stand til forsvarligt at passe på mine børn. Det var det, som gjorde mig i stand til at bede om hjælp. Jeg hamrede en besked ind i min telefon, kiggede på ordene et langt øjeblik og slog til sendknappen.”Kom tilbage. Jeg har brug for dig. Jeg er bange.” Så ventede jeg. Pernille fandt mig på sofaen. Jeg kunne på det tidspunkt ikke længere mærke min krop og anede ikke, hvad jeg følte. Jeg kunne ikke holde fast i mine tanker, men så hele tiden de samme stumper flyve igennem hovedet: jegerbangejegerbangejegerbangejegerbange… hvorforskerdetherhvorforskerdether… detgørondtdetgørondt… Jeg kunne ikke tale, ikke trække vejret, ikke føle. Jeg var grebet af en rædsel så dyb, at den klemte mit hjerte til en lille hård tjæreklump. Jeg fik gispet til hende, at jeg var fyldt med asfalt, og ordene føltes fremmede i min mund. Hvor kom det fra? Jeg kunne ingen ting. Al bevægelse, al følelse, alle tanker og selv stilstand gjorde ondt og smerten sang uoverdøvelig og umættelig igennem mig. Det føltes som mange timer, før hun fik mig bragt tilbage til mig selv. I det øjeblik lagde jeg mit liv i Pernilles hænder og var hjælpeløs.

Mit panikanfald er det voldsomste, jeg i mit liv har oplevet. Nu ønsker jeg bare at vide, hvad der fremprovokerede det. Jeg behøver at vide det. Så jeg aldrig kommer til at opleve det igen. Jeg behøver at vide, hvordan jeg kunne reagere så stærkt imod noget, jeg tror så meget på. Jeg har altid følt, at skellet mellem følelser og holdninger var kunstigt. Mine holdninger har altid været dybt rodfæstede i mig, og selvom en del af oplevelsen kan tilskrives en kognitiv dissonans mellem min sympati for afvisningen af konventionelle livsformer og min angst for at blive forladt og vraget, så oplever jeg i lige så høj grad en emotionel dissonans mellem mine dæmoner og alt det, mit hjerte banker for. Men tanken om underbevidstheden i oprør mod egoet kommer ikke ud af det blå. Ofte er jeg i den sidste uge blevet præsenteret for en opfordring til at passe på mig selv og ikke kaste mig ud i dette nye forhold bare fordi jeg mener, jeg bør. I denne opfordring ligger implicit en opfattelse af at følelser og rationalitet er inddelt horisontalt med følelserne i hjertet og rationaliteten i hovedet. Der ligger også antydningen om, at følelser som noget underliggende er vigtigere og taler sandere end min hjerne. Lyt til dine følelser, klinger Obi-Wan Kenobis ord. Det er en etableret sandhed. Men jeg køber ikke den inddeling. Mine holdninger er netop ikke bare en hat, jeg tager på. De udspringer i lige så høj grad af mit følelsesliv og min måde at relatere til andre på. Min grundidentitet. Jeg har bare udviklet og formuleret de følelser til holdninger. Herigennem har jeg konstrueret mit jeg. De andre følelser – Den Ensomme Abe og dens mange venner, er sider af mig selv, som jeg afviser at holdningsgøre eller identificere mig med. Det er nok forskellen på være fascist og anarkist. Er det angsten for det fremmede og grådigheden efter andres goder eller er det kærlighed og længslen efter frihed og lighed, der ligger til grund for ens holdninger? At indgå i en alternativ familiekonstruktion vækker i lige så høj grad rigtighedsfølelser i mig – stolthed, glæde, spænding og begejstring, som det vækker frygt, ensomhed og selvhad.

Vi gik i byen fredag aften. Jeg havde behov for ikke at være alene og ikke være hjemme. Panikanfaldet var udtjent og mæt og havde trukket sig tilbage til et hjørne, men dets selvtilfredse jagtdrømme kunne stadig mærkes, som en summen i hænderne og hjertet. Jeg brugte en del tid på at repetere en groundingøvelse i mit hoved for at holde bæstet sovende. Lørdag spiste vi sammen og så film. Søndag hentede vi børn hos mine svigerforældre og fortalte dem, om det nye medlem af familien. Tirsdag, en uge efter vi sprang ud, tog vi alle tre ind og blev piercet. Jeg lærer stadig at håndtere dette nye ukendte i mit liv. Jeg lærer stadig at mærke min krop og at give mine følelser plads. Jeg ser på min kone, og jeg elsker hende lige så højt som altid. Jeg ser hende se på sin kæreste og stråle, og det gør mig glad og varm. Jeg lærer også min kones kæreste bedre og bedre at kende, og jeg lærer, at hun er en person, jeg holder af – både i kraft af min kones kærlighed til hende, men også fordi vi har mange ting til fælles, og at hun er dejlig i sig selv. Det er nemt at elske dem begge. Det er også nemt at lade dem elske mig. Dæmonerne er der stadig. Dem slipper jeg nok aldrig rigtig af med, men jeg satser på, at hvis jeg ikke fodrer dem, vil de forblive uskadelige, og så må de egentlig godt være der. Tilbage står en erkendelse, som jeg længe har været bevidst om, men som nu er blevet inkarneret i vores liv: at kærlighed er udelelig og ubegrænset. Det er ikke en gave, vi kan give, eller en vare, vi kan sælge. Det er en kraft, vi kan forbinde os med. Det er kun vores egne dæmoner, der afskærer os fra kærlighed. Pernille, Mette, jeg og de mange andre mennesker omkring os, som vi elsker, ejer ikke hinanden. Ingen har ret til at udøve magt over nogen andre. Således byder jeg dette nye liv velkomment og ser frem til de udfordringer, der måtte komme. Hvordan skal jeg for eksempel forholde mig til andre kvinder? Jeg forestiller mig med gru gamle dages akavethed troppe op med sine svedige håndflader og mundlammelse. Endnu en dæmon, der skal ses i øjnene. Der er mange ting, vi stadig ikke har fået på plads – rutiner, nye perspektiver på hinanden, hverdag, men jeg begynder forsigtigt at tillade mig at tro på, at vi er ovre det værste.

Jeg har aldrig før brudt mig om at kalde mig anarkist, selvom de fleste af mine holdninger nok kan trækkes fra den ideologiske anarkisme. Der har altid meldt sig spørgsmålet: hvornår er jeg det så? Hvad er det præcist, jeg gør, som er særligt anarkistisk? Det er svært at kalde sig anarkist, når man lever i en konventionel kernefamilie, arbejder i et konventionelt pædagogjob, køber sin mad i Netto og bruger de fleste aftener derhjemme med TVserier, computerspil og lignende. Det er der ikke meget DIY og afvisning af autoriteter og konventioner over. Fra Andie Nordgren og hendes manifest fra 2006 har jeg betegnelsen relationsanarkisme, og den passer mig godt. Vi prøver så vidt som muligt at undgå de gængse mærkater og etablerede kategorier for vores forhold, men relationsanarkisme er en rammende beskrivelse, hvis det endelig skal være. Jeg lever derigennem en ideologi, der har fulgt mig hele mit liv, og det bringer også ro til mit bange hjerte. Dermed er dette både blevet historien om, hvordan vi sprang ud som relationsanarkister og historien om, hvordan jeg endelig blev anarkist. 

Update on onsdag, april 2, 2025 at 12:14PM by Eleonora Kapow

Jeg skrev det her, før jeg realiserede mit køn og manifesterede mig selv som den fabelagtige dame, jeg er i dag. Det er ofte en mundfuld at læse ting, jeg skrev dengang. Det var en forpuppet filtreret version af mig, som generelt havde svært ved at mærke verden og sig selv. Men hun prøvede virkelig hårdt, og jeg er altid imponeret over, hvor mange kræfter det faktisk har taget. Bare at stå op, have en eller anden meningsfuld interaktion med mine nærmeste, trække vejret. Jeg er dybt taknemmelig over for den forkrøblede afkræftede kvinde, jeg var igennem godt 35 års voksenliv indtil det var tid for mig at kravle ud af puppen. Prøv lige at se, hvor dygtig jeg var.

Comments

[Thomas]

Wow! stærk historie. Og godt skrevet.