Forstyrrelsen

Lige nu arbejder vi i kulturinstitutionerne under myten om den lidende kunstner. Altså: kunst legitimeres gennem lidelse og afsavn. Jo mere lidelse, des bedre kunst. Hvis en kunstner lider meget, men producerer dårlig/upopulær/uforståelig kunst, er det fordi, han er misforstået. Med denne logik kan man ikke producere kunst, hvis man ikke i sit liv har oplevet stor modgang. Hvis man ikke har været eller er narkoman, handicappet, meget sulten, psykisk eller fysisk syg, umådeligt fattig etc. indeholder man ikke kimen til det geniale og kan ikke legitimere sig selv som kunstner. I det mindste skal man aktivt opsøge en af disse tilstande, hvis man vil producere kunst. Hvis man følger denne logik må man altså tie, hvis man ikke lider eller ønsker at lide. Dette medfører, at en stor del af befolkningen bevidst vælger ikke at udtrykke sig kunstnerisk, fordi de har, hvad de har behov for og lever godt. Hvis de skal udtrykke en holdning må de i stedet først konstruere et normalitetsparameter for, hvad der er tilladt at sige og mene. De må afstemme deres holdninger og deres interne sandheder efter en forestilling om det normale, der indeholder disse kriterier: ikke at skille sig ud fra de fællesskaber, man deltager i; reproduktion af populære antagelser om korrekt adfærd og aktiv afstandstagen fra dem, der afviger fra ens forestillinger om det normale. Denne orientering efter et normalitetsparameter medfører at forandringer i samfundet møder enormt stor modstand. Kortfattet kan den opsummeres som en vigen bort fra at tænke selvstændigt.

Hvis vi skal bruge kunst som en katalysator for forandring, må vi først gøre op med myten om den lidende kunstner. Så længe kunstnerne selv opsøger lidelsen for at legitimere deres kunst, signalerer de også til ikke-kunstnerne, at dette er måden at gøre det på. Kunstneren som kunstekspert er portvogter for kunstfeltet og afviser alle, der ikke lever op til de rette krav for at passere. Kunstneren bliver givet definitionsmagten over, hvad det vil sige at være kunstner. Dette bliver til en ond cirkel, en mærkelig sløjfe, hvor man er nødt til at underlægge sig kunstens lokale sandheder for at kunne påvirke rammerne for den. Den bliver blandt andet vedligeholdt ved, at den kunstneriske proces som regel er lukket. Kunstneren går ind i sit atelier, lukker døren og kommer først ud, når kunsten er færdig. Processen er sløret og må derfor forblive et mysterium for den uindviede. Utilgængelig, hvis man ikke lader sig indvie i de lidendes rækker. Det første skridt må derfor være, at kunstneren åbner døren til atelieret eller bedre endnu helt bryder det ned og flytter kunstprocessen ud på gaden eller ind i stuen til sit publikum. Kunstbrugerne må få muligheden for også at være medskabere og deltagere i kunstprocessen. Dernæst må kunstneren stoppe sin egen dyrkning af lidelsen. Dette følger naturligt af opgøret med afsondringen, men kan tages videre. Det skal blive legitimt at leve af sin kunst, at være en tyk og begejstret og rig kunstner. Denne proces må nødvendigvis starte hos de få, der rent faktisk har chancen for at blive tykke og rige, men resten må blive bedre til at prissætte deres produkter frem for at overlade det til andre i den tro at kunst og økonomi er diametrale modsætninger. De må gøre op med den illusion, at de taler et æstetisk sprog, der på en eller anden måde er væsensforskelligt fra et diskursivt akademisk sprog, der er blottet for subjekt og som kun kan udtrykke økonomiske eller matematiske transcendente sandheder. Denne antagelse er i de fleste sammenhænge uproduktiv og forstærker fortællingen om at kunstneren er isoleret i sit geni og kun kan kommunikere med ikke-kunstnere gennem sin kunst. Slutteligt må kunstneren gøre op med forestillingen om talentet. Kunstneren må acceptere, at kvaliteten af dennes produkt kun bestemmes af hårdt arbejde og evnen til at formidle det og skabe røre om sit navn. Altså: man må blive god til det, man gør, og overbevise sit publikum om, at de skal kunne lide det, man laver.

Ikke før kunsten ikke længere er monopoliseret af kunstneren og givet fri til at blive udøvet af enhver, der har lyst til at lære sig håndværket og finder glæde derved, vil vores ideal om ytringsfrihed blive aktualiseret i samfundet. Først her vil det være legitimt for enhver ikke bare at sige sin mening, men også at arbejde på at gøre sig dygtig til at udtrykke den på mange måder. Mening vil kunne blive produceret som andet end indignerede læserbreve i Jydske Vestkysten, stavefejlsbefængte fejringer af normaliteten på Esktra Bladets Nationen eller monotone og anekdotiske gentagelser af gamle usandheder til familiefester. Hvis kunsten som meningsskabende medie bliver fravristet sit kriterium om geni, talent og lidelse vil den blive et håndværk og som sådan åbent for alle, der har tiden og lysten til at uddanne sig til den. Kunst kan redde verden, men må redde sig selv først.