Forstyrrelsen

Jeg har faktisk ikke noget at sige.

Det her indlæg er udelukkende udsprunget af dårlig samvittighed. Over for Forstyrrelsen, altså. Jeg har jo ikke opdateret den rigtigt i måneder... sådan da. Sådan en blog skal passes og opdrages omhyggeligt, så den ikke begynder at kede sig og måske gå sine egne veje. Men jeg synes ikke rigtig, jeg har noget at sige, og når jeg har, er der lige noget andet, jeg kan lave. Tage en opvask, lave mad, stene med kæresten, se en film, smutte i auction house med en frisk ladning bronze bars... det sidste kan der især gå rigtig meget tid med, men det skal jo passes. Jeg har jo ligesom en trold gående rundt, som skal passe sit arbejde! Det kan da ikke nytte noget, at han bare sidder der med sine fedtede troldefingre langt nede i troldelommerne og danderer den! Nænej, han skal da ud og passe sit job, ud og arbejde for føden og holde hjulene i gang! Eller også skal jeg bare få mig et liv og komme i gang med at være kreativ.

Apropos gratisaviser!

Nej, ikke alligevel. Gratisaviser kan man altid brokke sig over. De indbyder automatisk til galdeudspyning og man behøver ikke indvolverer sig, når man gør det, for emnet er ikke kontroversielt. Der er sgu da ikke nogen, der kan være uenig i, at det er for dårligt, at der tre gange om ugen vælter papir ind i postkassen oversmurt med reklamer og elendigt skrevne overfladiske artikler uden indhold! Dags Dato,  Nyhedsavisen, 24timer, Århus Onsdag, Søndagsavisen. De vælter ind og lige over i bunken i opgangens vindueskarm, hvor alle de andre beboerer også smider dem. Det virker så absurd, når man en gang imellem støder på udbringerne, der troskyldigt går ind i opgangen, forbi den stadigt voksende kæmpebunke med gratisaviser og fylder vores postkasser. Man får lyst til at sige det til dem, bede dem om bare at lade være. Eller foreslå dem at spare turen og smide aviserne direkte i containeren, hvor de alligevel ender. Men sådan er verden jo nu engang fuldstændig absurd. Den enes brød, den andens spildte tid, den tredjes fyldte postkasse. De ved det, vi ved det, alle ved det, og der er til syneladende ikke andet at gøre end at fortsætte sine absurde gøremål og finde sig i, at verden bare ikke kan arte sig meningsfyldt. Dertil er tingene alt alt for fornuftigt indrettede.

Tag nu for eksempel regeringen.

Gang på gang handler de rare og tålmodige politikere i fornuftens og anstændighedens interesser og kæmper med at formidle den åbenlyse visdom i deres handlinger til en stadigt mere uforstående befolkning. Hvis vi bare kunne se tingene fra deres opløftede synspunkt, så ville alting give meget bedre mening. Måske ikke mere mening, men i hvert fald bedre. Udbedret mening, for sådan noget skal lige fikses op engang imellem. Rettes til. Og hvem egner sig bedre til at rette mening til, når man som en majestætisk ørn svæver højt over de kværnende og kværulerende muddermasser i deres larm og brok, medens man stolt og tålmodigt tjener sin skyhøje politikerløn supleret med bestikkelse fra NCC?

Brrr, jeg kom lige til at forestille mig en ørn med Anders Foghs hoved.

Jeg kunne godt tænke mig at skrive et teatermanuskript. Jeg har snakket med Anna og Anders om at skrive noget baseret på et af Grims eventyr. Jeg kunne godt tænke mig at skrive et splattereventyr, hvor man skærer alt det pæne børnefnidder væk og kommer lige lukt ned til blodet og slimet og indvoldende, som de rigtige eventyr var fulde af. Dernede, hvor det handler om liv og død, sabeltigre og kæmpestore kusser, hvor trolden bor lige om hjørnet og hvor man selv tager pikken i hånden og går ud og slår ham ihjel.

Ok, det kørte vist lidt af sporet.