Forstyrrelsen

Det var så det. Scenariet blev scoret. Man må sige, at det endte med at falde for vores ubehjælpsomme charme, vores stædighed og vores iver. Vi ville have det scenarie og vi fik erobret det. Scoringen blev til et forhold, forholdet blev langvarigt og vi endte med at få et smukt og velskabt scenariebarn ud af det. Omend, måske, en smule vanartet.

Det er nu rart at kunne læne sig tilbage og se sådan en unge flyve fra reden. Vi ved, at det fremover stadig vil komme hjem og få et bad og tømme køleskabet og måske få en god snak og et råd om, hvordan livet skal leves. Det får brug for det. Ligemeget hvor vanartet og dysfunktionel en unge man får, har man altid en lille plads til den i sit hjerte. Over de næste måneder kommer vi til at se den arte sig i verden og til sidst endeligt gøre sig fri og skabe sin egen plads blandt de utallige andre scenarier. Og så ender det jo nok med, at vi starter forfra. Men selvfølgelig først, når de sidste frustrationer over det første barn er helt glemt.