Om at blive (lidt) ældre
Det her kommer til at handle om den panikangst, der opstår i mange mennesker (inklusiv mig selv) ved tanken om at blive ældre. Den er særligt udtalt omkring de runde fødselsdage og af dem er 30årsfødselsdagen den første store panikvækker. Og hvad er det så det handler om? Hvad er det, jeg bliver så bange for?
Et lidt oppustet svar er selvfølgelig, at jeg frygter døden. Jeg frygter at blive ældre, fordi det bringer mig kronologisk tættere på den tid, hvor jeg holder op med at trække vejret og slutter mig til den store majoritet af jordiske personligheder (dem som har været her). Den er lidt letkøbt, fordi døden i virkeligheden er et utroligt abstrakt koncept for de fleste mennesker. Døden er, for mig, så fjern, at den ikke står som en direkte trussel for mig. Den er ikke noget, jeg forholder mig til i min hverdag.
Når jeg tænker på at blive ældre, sammenligner jeg mig selv med de mennesker, der er ældre end mig allerede. Jeg observerer, at jeg snart vil have noget til fældes med dem - i det her tilfælde "at være over tredive år gammel." Det er i mange tilfælde ikke så slemt. De af mine venner der er over tredive, har jeg jo i forvejen en del fællestræk med, og det er helt i orden, for vi er alle sammen nogle cool og flinke mennesker. Det går først galt, når jeg ser på dem, jeg ikke har noget til fældes med. Alle de røvsyge, kedelige møjaber der slæber sig rundt derude og repræsenterer alt det der er galt med verden. Lige pludselig skal jeg se i øjnene, at vi har noget til fældes - mig og møjaberne. Det er ikke længere dem, der er de gamle stivstikkere og mig som er den unge ballademager. Nu er jeg også gammel. Så skal jeg til at tage stilling til, om jeg gerne vil være en gammel ballademager eller hvordan jeg nu skal præsentere mig eller tænke om mig selv. Min identitet. Identitet er på mange måder bundet op på alder. Eller også er det omvendt.
Jeg er bange for at blive ældre, fordi jeg er bange for miste mig selv, som jeg er lige nu. Jeg er bange for at blive som de andre og dermed bliver tiden og alderen et koncept som underminerer min personlighed, min identitet, min væren. Der var den. Værsgo og tænk :)
Det gik lidt hurtigt til sidst, det her, men jeg er nødt til at smutte ud og købe ind.
Eleonora Kapow
1 Comment
Reader Comments (1)
Bevares, vi brokker os da mere og mere - nærmest til grænsen hvor snart sagt alt godt vi oplever lige skal have alle de negative dele eksponeret så vi ligesom kan få dem af vejen og blive enige om at det alt i alt var temmeligt fedt, selv med skønhedspletter.
Vi ved mere end vi gjorde før, og vi tør udtale os. Der er substans i det vi tænker og siger (når vi gider), og vi får ting gjort som aldrig før. Vi tager måske ikke så mange chancer, men vi tager til gengæld nogle gode valg.
Jo mere jeg lægger mærke til seje gamle mennesker, jo mere glæder jeg mig til at blive sådan. Jeg vil have store, buskede øjenbryn og rét! Jeg vil overraske folk omkring mig og smile til det sidste. Jeg glæder mig s'gu!
For en håndfuld år siden tænkte jeg på at det kunne være fedt at tage årene fra femten til nogen-og-tyve om igen med den samme viden i posen som jeg senere havde samlet op, men den lyst er forsvundet. Vi skaber vores eget nu og giver hinanden mere positiv opmærksomhed end jeg tror nogensinde før. Også selv om vi ikke besøger hinanden så meget og så længe som vi gjorde. Stakkels travle voksne mennesker.
Vi kommer efter det. Vi er et sted hvor vi gør verden til vores, og finder glæden frem i det vi laver. Eller laver noget andet, hvis det er det der skal til.
Og jeg tror kun det bliver bedre med tiden.