Hey, kan du ikke lige...!?
Det er sjovt, hvordan det, at folk beder en om hjælp kan blive forvandlet fra en høflig forespørgsel til en våd skovlfuld forpligtelse og dårlig samvittighed. Ok, "sjovt" er måske et rigtigt dårligt ordvalg i den sammenhæng, for følelsen af vag, tyndslidt, halvhjertet interesse i en eller anden fjern bekendts nye totalt fede projekt blandet med en ligegyldighed, som får alle ens knogler til at gabe i kor, har en tendens til fremmane den her dårlige samvittighed ud af det blå. Som når en fordrukken, falleret tryllekunstner hiver en kanin op af hatten og prøver, alt hvad han kan, at få det til at se magisk ud (men han stinker af kommensnaps og kaninen har tæger og er ved at miste pelsen). Tadaaa! Først havde du det ok, nu har du dårlig samvittighed. Over hvad?! Det er totalt langt ude!
En eller anden stiller en et spørgsmål, som man svarer nej til. Man behøver jo ikke svine ham til! Man vælger selvfølgelig at være høflig og moden omkring det og komme med en eller anden høflig og moden grund til, at man simpelt hen ikke kan presse mere arbejde ud af sin kalender lige nu. Skolen! Arbejdet! Kæresten! Mit liv! Julen!! Desværre, men held og lykke. Jeg vil med stor interesse følge dit spændende og modige projekt fra sidelinjen og ærge mig over, at mit liv ikke tillader mig at tage del i det. Fra sidelinjen, hvor jeg med sindsro kan passe mit eget og ikke føle mig presset og forhåbentlig ikke høre mere om andre menneskers fikse ideer.
Måske er det lige der, hunden ligger begravet? Måske handler det om, at jeg føler mig en lille smule smigret, når en person jeg ikke kender så godt skriver til mig og beder om min hjælp. Han anderkender mig jo lige der som en expertise. Som et kreativt talent. Wow, jeg er et kreativt talent. Et anderkendt, kreativt talent! Og så føler jeg, at jeg skal leve op til min nyvundne anderkendelse, at jeg skal betale for den smiger, jeg er blevet givet. Nu har vi set og fortalt dig, hvor sej du er, så nu kan du også godt tage at levere noget for det. Ellers kan det være du bliver afsløret som den døgnflue af en elitær hængerøv, vi hele tiden har haft dig mistænkt for at være. Den hænger lidt i luften, truslen, og lugter af svovl. Men så er det, jeg er nødt til at ranke ryggen og slå i bordet. Hvornår har det været vigtigt for mig at være et anderkendt, kreativt talent som øser ud af sine anderkendte, kreative talenter? Det har det da aldrig været! Jeg er bare en person, der har haft en vane med at stikke snuden lidt for langt frem og blande mig her og der. Og der er en hel del snude at stikke frem, tro mig, så folk har haft en tendens til at lægge mærke til den.
Jeg gider ikke mere. Jeg ville ønske folk ville tænke sig om to gange før de bad om tjenester, og jeg ville ønske min hjerne ville tage sig sammen og trække lige så meget på skuldrene som min krop gør, når det sker alligevel. Jeg ville ønske jeg bare ville kunne sige pænt nej tak og komme videre uden at skænke det yderligere tanker. Jeg ville ønske jeg kunne skrive noget i retning af:
ikke tildele overskud til endnu et projekt. Men held og lykke med det
hele."
Næsen!!
Ok. Her kommer lige en opfølger, hvor jeg ikke er totalt træt og bitter.
Jeg læste lige min tekst igennem og kunne ikke lade være med at blive i tvivl om, hvad jeg egentlig ville opnå med den. Der er en god portion navlepillende selvransagelse i den (relativt harmløst), men det er blandet med en rabiat langen ud mod folk i min omgangskreds, som er i gang med at lave projekter. Og hvad har de så gjort? Det kræver nok noget forklaring.
Det skal siges med det samme, at jeg er rollespiller, og at meget af det her er affødt af de ting, der foregår i rollespilsmiljøet. Det er ikke fordi rollespillere som gruppe har så enormt meget til fældes. Vi er en noget broget flok fra vidt forskellige dele af samfundet. Hvis der er et gennemgående fællestræk, kan man måske påstå, at den gennemsnitlige rollespiller har en tendens til at være selvreflekterende og kreativ. Der bliver ofte tænkt nogle tanker om, hvordan man relaterer sig til andre, og der opstår ofte masser af ideer til små og store, kreative projekter. Miljødannelsen sker så typisk omkring at få de her ideer ført ud i livet. Som en følge af dette er rollespilsmiljøet fyldt med networking, og mange mennesker slider sig selv pukkelryggede i frivilligt arbejde for at få hinandens ideer ført ud i livet. Og det er jo i sig selv enormt positivt. Hvad er det så jeg brokker mig over?
Jeg har været med til en del af de her projekter. Jeg har lagt min del frivilligt arbejde. Planlagt, arbejdet, drukket og og evalueret (ikke altid i den rækkefølge) sammen med alle de andre og så gået videre i mit liv - ofte på vej mod det næste projekt. Med tiden er jeg begyndt at blive i tvivl om formålet med alt arbejdet. Hvad er det, det store, overordnede rollespilsprojekt går ud på? Måske er jeg bare kørt træt, måske har jeg mistet gejsten, måske er jeg blevet blind for visionen? Måske har jeg fået en anelse om en dybereliggende sandhed ved rollespillere eller mennesker eller kosmos i al almindelighed? Måske er jeg bare blevet gammel og har lyst til nogle andre ting? Hvad er det så jeg brokker mig over?
Jeg kan godt lidt få fornemmelsen af, at rollespilsmiljøet (der jo som bekendt er en stor kollektiv fællesbevidsthed) prøver at række ud efter mig for at forhindre, at jeg helt forsvinder ud af det, når jeg får sådan en tilsyneladende uskyldig forespørgsel. Som om miljøet er bekymret for at miste en af sine, førhen så produktive, celler. Jeg føler mig reduceret til en funktion, en kreativ tentakkel, som er god at have i nærheden, når miljøet skal holde sin projektaktivitet i vejret. Det er jo selvfølgelig en meget personlig betragtning og næppe noget der foregår i hovedet på folk i min bekendtskabskreds. De vil jo bare gerne have hjælp til deres projekt! Hvad er det så jeg brokker mig over?
Jeg giver op! Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg skal måske bare tage mig sammen og spise mine kiks. Måske skulle jeg starte mit eget forkromede rollespilsprojekt og bede alle mine bekendte om hjælp til det? Det ville der være en vis ironi i. Men helt ærligt, jeg gider jo ikke, og så er det jo nok i virkeligheden det bedste for alle parter (også rollespilsmiljøet ikke at forglemme), hvis jeg bare lader være.
3 Comments
Reader Comments (3)
Og måske handler det om at kunne sige nej på en ordentlig måde, både over for sig selv og de andre, når man ikke har lyst.
okay...hvad hvis de folk bare gerne vil være sammen med dig fordi de nu engang savner dit selskab (ikke selvskab ;)), og så defaulter til den måde de kender til?
ej... DET er bare for langt ude... glem det...
;.)