Forstyrrelsen

Vi vågnede op i fortvivlelse. Morgendagen satte vores forfejlede flirt i et ubarmhjertigt, skarpt lys.  Alt håb var ude, for hvilket scenarie med respekt for sig selv ville kunne finde på at gå hjem med os nu? Efter at have overvejet vores position besluttede vi at tage drastiske midler i brug. Pondy og jeg tog scenariet under armen (Anna skulle til graduering. Hun bestod og har nu orange bælte i kyukushin karate, og det er dælme rough) og slæbte det over til vores scenarietante. Alex.

Alex satte sine briller på næsen, rynkede panden venligt og kiggede formanende på os. Jeg er ikke helt sikker på, hvad hun gjorde, for som jeg husker det var det mest os der talte. Hun stillede de rigtige spørgsmål og guidede os blidt i den rigtige retning. Fantastisk at overlade sit allerkæreste til en erfaren kvinde og lade sig forkæle af hendes ekspertise. Da vi gik derfra havde vi faktisk et scenarie! Vi kunne tage hjem med den rolige fornemmelse i maven som kun kommer af visheden om at være på rette vej. Selvfølgelig skal vi først nu igang med det hårde arbejde (friklatring, jeg ved det. Tro mig, Alex, vi er kommet op til flere håndsbredder op ad den klippevæg), men nu kender vi karaktererne og scenariets overordnede ramme. Vi ved, hvad Fanden laver i vores historie og vi ved hvorfor han gør det. Den første, store forhindring er overvundet og vi kan begynde at se frem til den næste. Vi har fået scenariet i tale og har rent faktisk fået det til at grine af vores vittigheder. Måske får vi et telefonnummer næste gang?