Forstyrrelsen

Så skete det igen. Fortiden har indhentet mig, universet har fået øje på mig. Eller med lidt mindre dramatik: jeg er blevet syg igen. Nu er det ord lidt svært at forholde sig til. Når jeg tænker på "syge" mennesker tænker jeg på folk med svære kroniske lidelser som kræft eller tarmbetændelse eller mærkelige hjernesygdomme. Måske oven i købet folk med permanente psykoser eller lignende. I den kontekst kan jeg jo ikke rigtig følge med. Så er jeg jo ikke syg. Måske lidt doven. Måske lidt tyndhudet. Måske lidt overfølsom. Nej "syg" er for folk som virkelig fortjener det, ikke for folk som mig der bare ikke kan finde ud af noget.

Og det er lige præcist pga. den sidste sætning, at jeg vælger at bruge ordet alligevel. Jeg kan lige så godt være lidt konsekvent over mig selv og acceptere at "syg" godt kan gradbøjes. "Syg" er, når man, af en eller anden grund, ikke fungerer i sine omgivelser. Når den tilstand man er i er i konflikt med verden på en eller anden måde. Det er en rar definition, og den gør, at jeg kan holde op med at spekulere på, om jeg er mindre værd end andre eller et dårligere menneske. Jeg har bare en periode, hvor jeg kører på lavere blus end jeg plejer.

Det gør det selvfølgelig ikke mindre irriterende. Jeg er nødt til at melde mig syg på seminariet, hvilket gør, at jeg ikke består dette semester. Jeg er så nødt til at gå hele fjerde semester om næste år (eller hvornår jeg nu ellers kommer igang igen) med helt nye mennesker. Måske kommer jeg oven i købet til at flytte over til den nye studieordning som er regeringens forsøg på at afrette pædagogerne så man kan sikre sig, at de laver noget. Fanden tage regeringen!