Mutanternes Æra
Jeg tripper rigtig meget i mutanter for tiden (igen). Har lige set Resident Evil filmene og Planet Terror (Grindhouse) og fik selv lov til at lege mutant i Valby Kulturhus til natløb. Udover at mutanter er mega seje, er de også et godt billede på "de fremmede," set i det forskræmte samfunds øjne. Det er desuden en fed måde at fortælle om evolution på. Fremtiden tilhører mutanterne!
Baggrund:
Mængden af kunstigt fremstillede kemiske stoffer i madvarer, produkter til personlig pleje, tøj og materialer i kontakt med huden, medicin og i luften er efterhånden nået et så voldsomt niveau, at det er uforudsigeligt, hvordan de reagerer med hinanden. Menneskets DNA, under konstant massiv påvirkning i de sidste 100 år, er begyndt at forandres. De første mutanter opstår som følge af medicinske og andre kemiske forsøg. Præparater som ifølge forskerne skulle have vidt forskellige effekter på mennesker resulterer alle i det samme: øjeblikkelig drastisk fysik mutation.
Mutation:
Indenfor rammerne af mutationen er variationen stor, men alle har de samme grundtræk: udvikling af alternative, til tider redundante, organer og/eller lemmer og tilstedeværelsen af hvad der populært kommer til at gå under navnet grønt stof. Grønt stof er en slimet, tyktflydende væske som altid ledsager mutation. Visse mutanter bliver ved med at udskille den, men særligt er den til stede i den oprindelige forandringsperiode. Grønt stof bliver opfattet som selve den grundsubstans de mange kemikalier har dannet, og er den først opstået er den umulig at destruere. Den er en slags protosuppe og dens primære effekt er at fremkalde mutationer, når mennesker kommer i direkte fysisk kontakt med den. Tilsyneladende er dens primære producenter mutanterne selv.
Samfund:
Mutanterne bliver hurtigt set på med alt lige fra dyb skepsis og medlidenhed helt over til rædsel og direkte had. Fundamentalister verden over bruger mutationen til at fremme deres egne religiøse og politiske agendaer. Blandt andet taler mange kristne om apokalypsen og djævle som myldrer frem på jord. I de fleste lande tages forskellige tiltag over for mutanterne. Retorikken omkring disse er meget forskellig, men altid er den underliggende grund den samme. Nemlig at bevare kontrollen over befolkningerne og imødegå en potentiel ny trussel.
Mutanterne er grimme og til tider farlige, og de grimmeste og farligste får mest omtale og kommer gennem medierne til at forme offentlighedens billede af mutanterne. Det hæslige monster kødeliggjort. Et sådant fjendebillede provokerer yderliggående voldelige grupper til at ”mutantbashe,” hvilket resulterer i en række episoder, hvor mutanterne har slået igen eller sluttet sig sammen i lige så yderligtgående voldelige grupperinger. Da disse episoder og grupper vækker mere bekymring i befolkningen end deres menneskelige sidestykker, bliver der også slået hårdere ned på dem fra offentlighedens side, hvilket igen forstørrer skellene og graverne skyttegravene dybere.
Danmark:
Det politiske spektrum udgøres nu af DNSFP på højrefløjen, DF på venstrefløjen og Venstre som det brede midterparti. Efter demokratipakken blev indført i 07 blev reglerne for, hvornår man kunne kalde sig et politisk parti skærpet betydeligt. Blandt andet var det ikke muligt at kalde sig et parti, hvis man støtter eller anerkender antidemokratisk virksomhed. Dette inkluderer bla.a. benægtelse af at mutation er en sygdom, hvis spredning skal bekæmpes og hvis effekter skal behandles for en hver pris. En række andre punkter udelukker også støtte af yderliggående religiøse bevægelser og en række teknikaliteter, som i sidste ende ekskluderede Enhedslisten og SF fra den politiske scene. Partierne er ikke forbudte, de er bare ikke godkendte som partier og har dermed ikke ret til at stille op til folketingsvalg. Socialdemokraterne fik hurtigt ændret deres partiprogram, så de kunne blive i dansk politik, men de endte med at minde så meget om venstre, at de mistede hele deres vælgerskare og forsvandt ud af billedet.
Oppositionen eksisterer stadig som vælgergrupper, foreninger og lobbyister og er i den form fuldt ud legale. Medlemmer af disse organisationer bliver dog stærkt chikanerede af opsøgende medarbejdere i socialforsorgen, hvis funktion nu inkluderer at forhindre marginalisering af yderligtgående eller afvigende borgere for enhver pris. Vendingen for enhver pris går i det hele taget igen utroligt mange steder i administrationen. De opsøgende medarbejdere (DOM) er i det hele taget blevet politiets forlængede arm med en lang række beføjelser, som de uniformerede ikke har. Blandt andet må de trænge ind i folks hjem, hvis de har formodning om, at der foregår svigt eller vold mod de borgere, der bor der.
Europa:
Højredrejningen er en generel tendens, men dog ikke så radikal som i Danmark. Med finanskrise og klimaets truende kollaps er fronterne trukket op over hele verden og Europa har lukket grænserne yderligere og skærpet den diplomatiske tone. EUhæren er blevet en realitet og et fælles atomvåbenprogram er blevet udviklet.
Holdningen over for mutanter er dog meget forskellig og et konstant stridsmål i parlamentet. Spanien har taget en tilbagelænet lassaiz-faire holdning til dem, og behandler dem som almindelige borgere uden at skelne. Italien har derimod forbudt mutationer helt, da det giver uretfærdige fordele i sport og erhverv, er til stor sundhedsrisiko og generelt til fare i samfundet. Her bliver mutanter arresteret og interneret i lejre med mulighed for deportation og livsvarigt eksil i et land uden for EU, der ønsker at modtage dem. Tyskland har et omfattende program for integration af muterede individer og udnyttelse af deres særlige talenter i samfundet. Autister, ADHDer og lignende er også inkluderet i dette program. Et par østlande er åbent begyndt at udnytte mutanterne til militære formål. Vatikanet har taget skarpt afstand og stemplet mutation som djævlebesættelser af syndige mennesker, og den katolske kirke har dermed taget et stort skridt tilbage til middelalderen. Lige gyldigt hvilket land, er mutanter dog altid udsat for diskrimination i forskellig grad.
Æstetik:
Mutanter er grimme. Deres kød er forvredet og har mærkelige farver og former, de manifesterer sære og skræmmende kræfter og der er altid grønt stof. De kunne være trådt lige ud af 70’ernes og 80’ernes zombiefilm eller Falloutspillene. Ikke to mutanter er ens, selvom de som ofte har en grundlæggende humanoid fremtoning. To arme, to ben, et hoved osv. Dette er dog langt fra ufravigeligt. En sjælden gang støder man på mutanter af enorm størrelse, med usædvanlige ekstra lemmer eller uden noget slægtskab med den menneskelige form overhovedet.
De fleste mutanters kræfter er bundet meget op på deres fysik. En forøget fysisk udholdenhed og modstandsdygtighed er stort set universel. Forøget styrke eller hurtighed er lidt sjældnere, men dog stadig noget man kan forvente at se. En sjælden gang imellem kan mutationen vise sig som manifestationen af sære organer, tentakler eller store mængder grønt stof. Andre mutanter har vist sig at have dyreagtige evner som at skifte farve som en kamæleon, at springe som en frø eller som et særligt skarpt syn. Endnu sjældnere udviser mutanter psykokinetiske evner eller uforudsigelige ting som usædvanlig fleksibilitet, formskift eller evnen til at splitte kroppen op i flere uafhængige autonome dele. Grundlæggende er mutantkræfter fysisk orienterede, simple og altid reflekteret i et organ eller lem af en eller anden art. Hver funktion har sin form. Evnernes brug vil ofte også være ledsaget af manifestationen af grønt stof.
Reader Comments (5)
Kender alle en mutant/kender en der kender en mutant/har hørt om mutanter via rygter og medier?
jeg har overvejet lidt at lave en gadgeteer. Er det muligt? Jeg forsøger lige at finde ud af hvad rammerne er. F.eks. om wierd science ligger inden for genren, eller om det er mere realistisk/gridy.
Nu er jeg efterhånden ved at have den første session på plads og I kan roligt forberede jer på noget Resident Evil eller Halflife agtigt. Vi starter i hvert fald i noget ganske normalt : )