Forstyrrelsen

Når man er en kvinde af et godt navn, skal man jage sig selv fra morgen til aften. Man skal jage gennem kolde morgener over hårde stengulve efter den version af sig selv, som ens forældre håbede på. Man skal suge maven ind og farve håret for at skjule, at man ikke er evigt ung. Man skal trutte med læberne og suge kinderne ind, så ikke nogen skulle forledes til at tro, at der rører sig andet end forfjamsket pli under masken. Man skal fortvivle i timevis over sin alt for store næse eller hage eller fødder – der er altid et eller andet at fortvivle over. Men endelig ikke så nogen hører det! Hvad ville folk da ikke tænke! Men endelig heller ikke så ingen hører det! Man vil ikke have ry for at være et dydsmønster. Folk er kun folk, når de går på gaden eller sidder i de fine stuer. I kammeret, i køkkenet, i de små kroge findes folk ikke. Rum skaber folk, og folk tænker jo sit. Man skal bruge sine aftner på at lægge kjoler ud og sy knapper på, fordi tilsyneladende er tøj bare lavet, så det ikke passer. Intet passer.

Men selvom man er en kvinde af et godt navn, kan man ind imellem stjæle sig øjeblikke, hvor morgendisen forvandler gårdhaven til et magisk tableau skåret i ædelstene, og hvor gartneren med sin klumpfod pludselig står som en hedensk afgud tågeklædt og lysbesmykket midt i sit skaberværk. Små øjeblikke som altid må være stjålne fra ens søster, som så må løbe hurtigere, og et sted i huset med fjern nervøs stemme svare for mig, når jeg kommer for sent til morgenbordet. Hun stjæler sin egne øjeblikke fra tid til anden. Vi tilgiver hinanden. Og for at dække over skammen må vi højlydt lede efter en mistet børste eller en tabt sko, så de kan se, at vi passer ind. Eller at vi i de mindste godt ved, at vi ikke passer ind, og at vi skammer os over det.

Jeg plejede at elske de øjeblikke. Nu forbander jeg dem alle for deres forræderi. For selvom min skæbne altid har været beseglet, har jeg dog kunnet leve det meste af mit liv skærmet fra visheden om den. Ligesom lammet i Edens have, som går så saligt med løven ved sin side et in sææækula sækulooorum og præsten elsker den historie så højt, og han skulle bare vide, hvor sand den var. Han ved bare ikke, at løven ikke har mistet sin sult efter Gud tog dens ærlighed fra den. Han skulle bare vide. Men han får det ikke at vide, for det er ikke ham, løven kommer efter med sit milde smil. Sit milde smil og sine blodige poter. Og det er slet ikke en løve, men nu kan jeg ikke se den som andet. De brede kæber bag de fyldige læber. Den gyldne tomme vagtsomhed bag den blå tomme uskyld. I øjnene, altså. Det er øjnene. Jeg vænnede mig aldrig til hendes øjne, selvom resten af hende var så menneskelig. Man kunne næsten glemme det væsen, der havde trukket i hendes perfekte hvide hud. Næsten. Hvis man altså ikke havde set det den morgen i haven. Og hvis man ikke havde hørt mors stemme udsige påkaldelsen i midnatstimen natten forinden med sin sagte hæse hviskestemme. Den stemme hun reserverede til skamfulde emner, når hun var ude af de lyse stuer og ikke længere var folk og kunne sige højt alt det, folk tænkte. Og jeg kommer altid til at smile over, at hendes ønske ikke var for hende selv. Hun kunne have bedt om rigdom eller udødelighed eller skjult visdom, som en ordentlig Faust nu gør. Min mor er ingen Faust. Min mor ønskede sig i stedet en datter, som var perfekt. Og hvis den spøg ikke er guddommelig, så er der ingen Gud, det sværger jeg! Men samtidig ved jeg også godt, at humor er noget, som man må le af lige meget hvad. En spøg tager magten fra en og afslører noget, der findes i verden, men jeg må le for ikke at græde over min mors dumhed. Hun kunne da i mindste have været grådig nok til at ønske noget for sig selv. Men nej, min mor er sandelig ingen Faust. Og nu venter vi alle på løven. Alle vi døtre i alle de huse. Der er så stille i byen i aften. En vågenat for de utilpassede. Alle de døtre, der våger sammen, tavse i hvert vores kammer i hvert vores hus. Selv ikke nu kan vi stå sammen. Selv ikke nu, mens vi venter på løven.

Jeg tror egentlig altid, den har været blandt os. Den har ligget ved vores side, ligesom præsten fortæller, og været salig. Den har bare ventet på, at nogen skulle kalde den til dåd. Som om den lige skulle mindes om sin løvethed. Hvad er det nu, løver gør? Nåhja! Så snart mor udtalte de ord, undslap et suk mine læber, og det kom aldrig tilbage. Jeg følte et lille stik af sorg over tabet af det. Den slags lille vemodige sorg man føler over tabet af noget, man aldrig vidste, man havde. Sorg både over at miste det, men også over aldrig at have anerkendt det. Eller over at man altid havde mistet det? En død smerte. Smuk men uvedkommende. Om morgenen vågnede jeg, og opdagede, at jeg havde sovet dybere og mere uforstyrret end nogensinde. Jeg vågnede til en lidt tommere morgen i et lidt tommere hus. Hele verden havde mistet det lille suk. En lille splint af ånden. Væk i natten. Ingen opdagede noget. Selv jeg kunne ikke mærke forskel. Måske var det et lettelsens suk? Måske er det sådan de føles, de lettelsens sukke. Jeg satte mig ved vinduet for at børste mit hår, og gårdhaven var fortryllende stjernespækket med glitrende frost og disen, som silkeblidt smøg sig om blomsterbuskene. Så faldt mine øjne på mor, som stod ved dammen halvt vendt væk fra mig. Hun holdt noget i den hånd, jeg ikke kunne se. Hun trak vejret hastigt og stødvist. Først da gik det op for mig, at hun kun var iført sin kåbe, og at den stod åben fortil. Jeg kunne se det, på den måde den faldt løst om hende. Og på hendes bare tæer. Og så fik jeg øje på blodet, der dryppede ned i dammens vand, da hun strakte hånden frem. Jeg følte jeg burde rejse mig op, skrige, haste ned til hende. Jeg blev siddende. Det var sukket, der havde forladt mig og hele verden. Alting virkede irrelevant, fjernt. Jeg kunne se karperne skyde deres langsomme læber op for at nippe til blodsdråberne i vandoverfladen. Jeg synes, jeg kunne høre den sagte dryppen, da dråberne ramte vandet, selvom lyden aldrig burde have nået op til mit vindue på første sal nede fra bunden af haven. Der var så stille. Hele verden tav. Holdt vejret undtagen det lille suk, der var undsluppet. Havde mit hjerte dog bare bristet der, under vægten af al den ubærlige skønhed, som morgenen iklædte sig. Måske bristede det, men var grusomt nok til at lade mig leve videre. Mit hjerte har altid været min største rival. Jeg har ikke længere hjerte nok til at tænke på, hvad der siden skete. Den uudgrundelige rædsel, som krøb op fra søens sorte spejl på min mors bud. De største rædsler er altid kommet fra søer, forekommer det mig. De væsner, der springer mellem skovens stammer, må være krøbet ud af usete sorte moser med stanken af æoners råd i pelsen. Og dragen på bjergets top må være født af søer ved dets rod, som aldrig har kendt andet end nat. Selv rædslerne, der blomstrer blandt mennesker, må have trukket sig op de dybe brønde i vore hjerter. En sø er et spejl, man kan drukne i. Det er vel meget passende, at den rummer et spejlbillede, der vil æde dig.

Næste morgen sad hun der ved morgenbordet, da jeg kom ned, med snakken drivende om sig og mors blik naglet til hver lille bevægelse. Hver lille perfekt bevægelse. Jeg tog mig selv i standse op med foden svævende over gulvet lige efter den havde sat af fra trappens nederste trin. Det blev ikke andet end et næppe mærkbart ryk i kroppen, for jeg tvang mig selv videre og satte mig ved min plads. Så tog jeg mig selv i at have taget mig i det. Der sad en fremmed ved vort bord. Jeg følte, der manglede en reaktion af en eller anden art. Men hele scenen emmede så meget af normalitet, at jeg blev forvirret. Fremmede kommer ikke bare ind i pæne hjem uintroduceret. Men man hæver heller ikke stemmen. Man taler heller ikke sine forældre imod. Man antager heller ikke, at man er klogere, end man er. Man sætter sig til bords og viser sig fra sin bedste side. Hver dag. Ikke bare når der er gæster. Ikke bare, når der sidder en fremmed til bords, som om hun altid havde været der. Som om man altid havde haft en lillesøster, som var så fin og smuk, at enhver da måtte ønske hende som lillesøster, hvis hun ikke allerede var det. Jeg kunne se min tvivls tålmodige bølger slå ind over de sandslotte, min fornuft hastigt havde bygget fra det øjeblik, jeg så hende sidde der til jeg trak stolen ud fra bordet med en hæs skraben og plantede mig i den. Min fornuft havde haft overraskende travlt. Sandstranden var tæt med sandslotte, der skød deres panikslagne bolværker op mod havets fremmarch. En stærk og kløgtig fjende, der føjede min egen overraskelse til sit arsenal. Jeg blev overrasket over, hvor skeptisk jeg var, over en fremmed kvinde, der altid havde siddet på sin plads i vores spisestue, og med et slag sank de ydre volde i grus og adskillige regimenter af logiske følgeslutninger måtte lade livet. Det hele smuldrede inden jeg havde ført tekoppen til læberne og tørret de spildte dråber af min alt for store hage. Det var på et hængende hår, at min fornuft undslap til landflygtighed i mit hjertes gryende men ukuelige afsky for denne nye perfekte lillesøster, som altid havde været der. Undslap som et opgivende suk. Min fornuft i eksil.

Hun bragte min søster og jeg tættere sammen. Hvor vi før havde haft for travlt med at jage ideen om os selv til rigtigt at lære hinanden at kende, blev vi nu allierede under lillesøsters kolonisering af os. Førhen var det tætteste, vi kom på hinanden, en indædt rivalisering om mors gunst eller den sjældne bly opmærksomhed fra unge mænd, når borgerskabet stimlede sammen i ballernes rituelle fremstilling af festlighed. Nu var vi en modstandsgruppe. Et hemmeligt oprør, der mødtes i skjulte blikke, kryptisk gestikulering og trodsige, men nyttesløse sabotageaktioner. I starten var alt holdt i det skjulte. Men med tiden sluttede den mest usandsynlige allierede sig til os. Vi havde ventet at få støtte af tjenerstaben, men de vidste sig hurtigt at ligge under for overmagten i en blanding af næsegrus beundring og sekterisk rædsel. De kunne fornemme, hvad hun var, men ikke, hvad hun kom af. Vi opdagede denne anden modstandsgruppe, da min mor uden et øjeblik at tabe sin sædvanlige majestætiske melankoli strakte en fod ud og spændte ben for sin yngste datter, netop som denne havde skænket teen op for hende. Vi så til med fascineret rædsel, da hun sank til jorden i en glitrende eksplosion af skoldhedt tevand og stumper fra kanden. Vores hjerter stod stille. Vi måtte ikke gå glip af et øjeblik af spektaklet for selv i sit fald var hendes ynde pletfri. Hendes smerteudbrud var afmålt og medynkvækkende, men uden at være ynkeligt. Hendes forbrændte marmorhvide hænder var kun en passende rødmen uden en eneste uklædelig vabel. Og det første, hun spurgte om, da hun rejste sig, var om mor var kommet noget til. Den dag startede krigen.

Der er ingen tvivl om, at vores had mod min lillesøster brændte rent og klart, og at det kortvarigt jog vore hjerters skygger på flugt. Men når vi sendte hånlige blikke til alle dem, som faldt for hendes løgnagtige væsen, var vi skyldige i et endnu dybere bedrag. Skamfuldt erkender jeg nu, at vi selv var bjergtagne af hendes skønhed. Den drev os i lige så høj grad som enhver anden. Men skam er jeg vel bekendt med. Jeg ser klarere med skam end med nogen vrede. Hvor før vi stjal os til øjeblikke af tom medrivelse i verdens små tilfældige vidundere, var det nu hendes væsen, vi lod os føre hen af. Folderne i hendes kjole, hvis vandfald draperede sig over knæene, tegnede et mysterielandskab af uudholdelig tiltrækningskraft for os. Et landskab som kun egner sig til at grave sin grav i eller til at sønderbombe. I lang tid valgte vi det sidste. Vi opfandt fejl til hende, som vi kunne straffe hende for, og hun tålte alt med den samme afgrundsdybe melankolske tomhed. Det blå i hendes øjne var et ligklæde, der ventede på, at vi kunne svøbe os i det. Det sorte i hendes pupiller blev et bæger med skarntydesaft, som ventede på at blive tømt. Hun truede os aldrig. Hun lå aldrig på lur. Vi vidste alle, at vi til sidst ville komme til hende for at tigge om vores endeligt.

Så da dagen kom, vågnede vi til den grebet af offerlammets panik. Den blev indvarslet med en guldkanten konvolut overrakt af en page i royalt liberi og al hoffets underhundsarrogance. Pagen ventede til seglet var brudt og invitationen læst og accepteret. En dødsdom i form af et kongeligt bal. Han lod os i stikken med lyden af vores paniks begejstringshvin i fuld storm mod sine ører. Man siger at et såret dyr trængt op i en krog vinder uanede kræfter, at dødskampen er ædel og heftig. Nok var vi dyr, der stod foran slagtebænken, men der var intet ædelt over vore sidste dage. Huset var tavst, låst under en rugende sorg over et tab, der endnu ikke var fundet sted. Lillesøster var det eneste stabile punkt. Et anker som trak os alle mod bunden af vor grav, men måske også holdt os fast på de sidste smuldrende rester af vores menneskelighed. Det er nok det eneste, jeg stadig kan hade hende for. At jeg skylder hende noget. Vi gjorde alle vores bedste for at skære os fri af den pagt, mor havde indgået med hende. Men vi var blot bogstaver på papiret og ligeså meget en del af pagten, som mor selv var. Hver eneste våben, vi brugte mod hende, viste sig at falde under pagtens termer, og vi vred os hjælpeløse i hver vores ende af dens spind. Og i midten lå ballet og vor endelige blodige undergang.

Hun fik naturligvis ikke lov til at tage med. Et royalt bal var kun for kvinder af et godt navn. Men aldrig så snart mor havde udtalt dette forbud var det klart for alle, at hun ikke havde mandat til at formene lillesøster adgang under pagtens bestemmelser. Der måtte være en betingelse, der kunne give skabningen adgang, for løgnene selv kan man ikke lyve for. Raseriet trak nye rynker i mors øjenkroge, da hun hvæsede undtagelsen om pligterne ud mellem de gulnede tænder. Så vi overlæssede hende med pligter. Hun måtte pludselig udføre det umulige. En uges pligter på en dag. Men hvor hendes tålmodige smil og rolige tempo burde have givet os ro, fyldte det os kun med en stigende dirrende ængstelighed. Vi kunne ikke spejle vores panik i hende, lige så lidt som vi kunne spejle noget som helst andet. Hun var en mat overflade, som kun vores tomhed stirrede tilbage på os fra. Dagen, hvor ballet skulle stå, startede med en kamp om at bebyrde hende med opgaver. Alt hvad der kunne gøre os klar og forsinke hende. Men lillesøster skred igennem dagen uvirkeligt upåvirket, og gradvist blev opgaverne absurde og desperate. Hvor vi først tabte hårnålene og perler ud over stuens gulv, løb vi til sidst gennem husets korridorer for at sprede mel og bønner ud i alle afkroge. Månesygt maniske flåede vi hendes kjoler i laser under dække af at mangle stof til vores slæb. I et øjebliks smertefuldt klarsyn så jeg og min søster hinanden i øjnene i vores afsindige dødsrus. I hendes øjne så jeg min hæslighed afspejlet og kunne næsten ikke genkende det væsen, som hæst skrigende flåede indholdet af vores egne skabe ud for at kaste dem i ilden. Og lige så lidt kunne jeg genkende det væsen, der plejede at være min søster, som stod midt på gulvet og rystede mors fuglebur, så en sky af blodige fjer dansede om hende. Da vi efterlod lillesøster den dag i ruinerne af vores menneskelighed, for at sole os i glansen fra hoffets kolde stjerner, var vi klædt i tøj, hun havde syet, og kronet med frisurer, hun havde sat. Alt hvad vi var, skyldte vi hende. Så stort var vores nederlag.

Når man ser døden i øjnene, indser man, at dødens blik er blottet for medfølelse eller interesse. Mennesket er det landskab, som døden bygger sit hus i. Allerede når vi træder ind i dødens skygge begynder vi at blegne, sådan at vi har antaget den farve, der bedst falder i dødens smag, når vi bliver serveret for den. Jeg ønsker, jeg kunne have set, hvordan lillesøster kaldte skyggerne ind fra deres hvilesteder under træernes rødder i haven. Hvordan de vilde dyr tyst sneg sin gennem vinduerne og indtog huset med deres hemmelige bjæf og små skrig. Hvordan fuglene med deres blikkes flade sorte fravær slog ned på stolerygge og fyldte stuen med vingernes skarptbløde flaksen. Hvordan de på en time udslettede al vor virke og al vor stræben og skabte hende en kjole og en karet som et monument over vores ligegyldighed. Hun ankom som det eventyr, hun var, klædt i nådesløs elegance. Hendes kjoles blå fik den gennemborende triumf i hendes øjne til at stråle. Og dens slæbets perlemorshvide fik det gyldne i hendes hår til at flamme op i uskyldsren fortabelse. Den eneste lyd, der slog vore hjerters strenge an i balsalen, mens hun stred ind over dansegulvets marmor, over alle de mange forbløffede tilbageholdte åndedrag, var de æteriske krystalklokkeslag fra hendes sko. Og hele hoffet stod låst i ekstase, mens hun dansede med prinsen. Prinsen selv var låst i dansens udtrukne klimaks – så hypnotiseret af øjeblikket, at han ikke mærkede rædslen ætse viddet ud af ham, mens hans mørke lokker for vore øjne blegnede til snehvidt og blodkarrene bristede i hans øjne indtil røde tårer plettede hans blege kinder. Da klokken endelig slog tolv, åndede dem af et svagt hjerte lettet op. For døden havde taget dem timer forinden, og nu var det dem tilladt at segne. Og alle vi andre kunne kun se på dem med misundelse. Min lillesøster løb i lange bløde hjortespring ud af salen, mens tårnuret kimede sine sidste skæbnesvangre slag ud. Men hun efterlod tavsheden hos os. En tavshed der holdt lige indtil de fandt prinsen på trappen. Han sad på det nederste trin med øjnene så vidt opspærrede, at de tegnede to perfekte blodsprængte cirkler i hans hærgede ansigt. I hænderne knugede han den ene af hendes sko, så hans hvide knoer stod i skarp kontrast til blodet, der løb fra sårene, hvor han havde skåret sig på skoens kanter. En sko støbt helt i glas. Så begyndte skrigene og holdt ikke op, før morgenen fandt os.

Nu venter alle kvinder af et godt navn på hende. Vi har endelig indhentet os, og nu venter vi alene i vores kamre og stuer. Alene med vores forbrydelser og vores skam. I min lillesøster bor vores begravelse. I hende er vi allerede borte. Hun rummer ikke vores død, men vores aske. Jeg indser, mens jeg omhyggeligt sliber min saks, at jeg aldrig har givet hende et navn. At hun aldrig har haft et navn. Hvordan navngiver man en urne? Hvad er en urne uden asken i sin favn? Det eneste passende navn til hende ville være mit eget, hvis ikke også det var brændt sammen med resten af alt, hvad jeg er. Der er intet andet tilbage end at gøre mig klar og se mit endeligt i øjnene. Tiden er kommet til at passe ind. Jeg lægger stofsaksens køligtblå stål over mit ansigt som en maske og fjerner min alt for store næse. Jeg bliver overrasket over, hvor overraskende smerten er, da den fylder hele mit krop ligesom et lyn fylder himlen. Jeg bliver overrasket over, hvor mange kræfter, smerte tager fra en. Eller også er det blodtabet. Jeg er glad for, at jeg hjalp mor med at fjerne hendes fejl først. Hun sidder i lænestolen i den fine stue med sit hjerte i skødet og fred som et slør over ansigtet. Jeg giver saksen til min søster som bøjer sig over sine tæer, mens mit syn svigter. Det banker på døren.