Forstyrrelsen

Så har man hørt det med. Hvad der hidtil har været noget af det mest deprimerende i dansk politik (DF) underholder med at skyde sig selv i foden. Jeg har stadigt svært ved helt at tro på historien, men det er jo ikke fordi det lyder usandsynligt. Jeg refererer naturligvis til Messerschmidts brøler i tivoli og hans efterfølgende udtræden af partiet.

Det er skægt at læse om, hvordan han elsker Partiet så højt, at han har følt sig nødsaget til at forlade det på egen hånd, så ikke de helt og aldeles falske rygter om hans optræden smudsede DFs navn til. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig samtalen i Pias kontor, når jeg læser hans udtalelser. Hvordan mor Pia med skuffede og sårede øjne spørger ham, hvordan han har tænkt sig at rette op på det her og hvordan Morten med tårerne løbende ned ad kinderne siger "Undskyld mor!! Undskyld!!" Jeg forestiller mig, hvordan Pia som en sand martyr vender blikket fra ham og peger tavst mod døren. Hun elsker jo sin gulddreng så højt, men et sådant svigt fortjener kun et svar og hun er nødt til at bøje sig for nødvendigheden. Og nu kommer det bedste! Morten bryder sammen og kaster sig for fødderne af mor Pia medens han hulkende dækker hendes lysebrune damesko og nylonstrømpebeklædte ankler i snotblandede kys. Fantastisk! Selvfølgelig er der ingen kære mor. Det er jo Pia vi snakker om. Så til sidst kravler Morten stadigt tudende og snøftende på hænder og knæ over gulvet og lusker ud ad døren som en pryglet køter. Jeg kommer til at sove rigtig godt i nat.

Og lad os håbe at fadæserne fortsætter. Der er så fantastisk meget løgn i dansk politik - ja i politik i det hele taget, og det er så sjældent at en politiker bekender kulør. I hvert fald en politiker med magt. Lad os håbe vi i fremtiden ser lidt mere af DFs rigtige ansigt.