Forstyrrelsen

Ungdomshusets 9/11. Den dag, hvor regeringsterroren nåede til den sidste af de gamle bastioner for kreativitet, modstand, systemkritik og god gammeldags ungdomskampgejst. Hvor skal man nu finde andet end sørgelige rester af disse ting i Danmark? Andet end de laser som stadig ulmer i folks hjerter, de små bål folk gemmer derhjemme? Chrisitiania er faldet, Huset er på vej ned... Det skal ikke betale sig at være gavmild her, at tænke anderledes, at have et varmt hjerte.

Jeg fik lyst til at tude, da jeg i nyhederne så hvordan Maskinen tromlede hen over dem. De sad der på fortovet med strips om håndledene og lignede druknede dyr. Alting syntes at hænge på dem. Øre, øjne og munde. Alle de politibetjente og deres blå biler, med alting blinkende faretruende omkring dem, medens de magtberusede spankulerede rundt. Tænk at lande på taget med en helikopter! Som om det var et hus fyldt med frådende massemordere de skulle rydde! Det var jo bare en flok unger der ville have et sted at være i fred! Deres eget sted.

Og så kom det værste. For at føje spot til skade tonede hun frem på skærmen som et eller andet monster i en low-budget 70ersplatter. Jeg har ikke nok beskidte ord til at beskrive den fede, forpulede heks! Der findes ikke nok beskidte ord til at beskrive den hæslige, lortebesudlede slamskede! Og så sidder hun der med sit selvfede, smidskende smil og glæder sig over at Danmark ikke er et anarki. Jeg opdager, at jeg sidder og ønsker, at hun får kræft.