Usund fornuft

Jeg drømmer om at finde det ene simple og elegante argument, som kan bringe orden i alt det skræmmende og uforståelige og fremmede. Et fornuftsargument, som kan forstumme alle misforståelserne og de ideologiske vildledninger. Jeg ved godt, at det er et falsk håb. Folk lader sig ikke sådan klassificere. Verden gør sig som bekendt ikke i binære størrelser.

Men drømmen om det endegyldige fornuftsargument er ikke kun min. Den lever i bedste frugtesløse velgående på alle sider af det politiske spektrum og er med til at forplumre enhver debat. Jeg møder den særligt i transdebatten, og det er da også der, den bliver særligt relevant for mig. Jeg er nemlig selv transkvinde, og det betyder, at et vilkår i mit liv er, at rigtig mange mennesker har holdninger til, hvem jeg er, hvad jeg er, hvor jeg må bevæge mig og hvad jeg har lov til. Som regel har det ikke andet indvirkning i mit liv end det dybe ubehag ved, at andre føler et behov for at definere og debattere mig. Det at blive reduceret til et problem er en sær form for grænseoverskridelse. Jeg tror, man skal have oplevet det på egen krop for rigtig at forstå det. Samtidig må jeg også se i øjnene, at i en anden afkrog af den verden, jeg lever i, bliver transpersoners liv helt reelt truet og deres rettigheder indskrænket. Og den bevægelse startede med en debat fyldt med nemme fornuftsargumenter. Usund fornuft.

Rettigheder kan blive fjernet lige så nemt, som de bliver tildelt. Det er derfor, vi prøver at bygge vores samfund med så mange sikkerhedsforanstaltninger, som muligt. Så ikke magten til at tildele eller fjerne rettigheder kan være i hænderne på en enkelt person. Det kan vi blandt andet se i lovgivningen, hvor vores rettigheder afspejler sig i lovteksternes sprog, så det er så simpelt som muligt og tager højde for alle eventualiteter. Uklarheder i lovtekster skal jo helst ikke kunne udnyttes til at ekskludere borgere. Også selvom der måtte findes enkelte politikere, hvis ideologi bygger på eksklusion af det ene eller det andet mindretal. Et eksempel er en del af abortlovgivningen, hvor udtrykket ”den gravide” bruges om dem, som loven angår. Altså folk med en livmor, som kunne have brug for en abort. Dette greb sørger for på en enkelt måde at inkludere alle – også de ganske få transmænd, som er i stand til at blive gravide. Det er smart, for så behøver man ikke lave særregler for dem. Der er færre uklarheder, som kan blive misforstået eller i værste fald udnyttet til at ekskludere mindretal. Loven er nu ved at blive forandret og i forslaget til forandring har en lille omformulering sneget sig ind. Der skal nu stå ”den gravide kvinde”. Hvis det går igennem, vil denne specifikke lov så usynliggøre det ganske lille mindretal af transmænd, som er i stand til at blive gravide.

Det virker måske meget uskyldigt. Med mindre man ved, hvor dyrekøbte rettigheder kan være, og at de ikke forsvinder med et enkelt slag, men eroderes bort i en langstrakt proces af små justeringer og usynliggørelser, der tilsyneladende blot er sund fornuft. I det ovennævnte tilfælde med abortloven er der ikke nogen grund til ændringen af teksten. Den foregående formulering indbefattede nemlig alle. Justeringen med tilføjelsen ”kvinde” er ikke en præcisering, men udtryk for et ideologisk motiveret ønske om at usynliggøre eller marginalisere transpersoner. Det, jeg hæfter mig ved her, er, at forsvaret for justeringen af lovteksten ofte følges af en række andre argumenter, der alle kan betegnes som ”hvor skal det hele dog ikke ende”-argumenter. Grunden til dette er, at det selv for ideologerne er umuligt at forklare det skadelige i at gøre teksten inkluderende for transmænd. Derfor må de gribe til andre manifestationer af usund fornuft. ”Transmænd må ikke inkluderes i abortlovgivningen, fordi transkvinder vil tvinge lesbiske til at date dem” er et godt eksempel. Et andet er, at transmænd må ikke inkluderes i abortlovgivningen, fordi transkvinder vil snyde sig til at vinde pokaler over ciskvinder i sport. Et argument der i særdeleshed fremstår absurd, når man ved, hvor få transkvinder, der egentlig interesserer sig for sport. Programmering, manga eller katte synes at være reglen. Et tredje argument kunne være det om transkvinder i kvindefængsler eller det om kirurgi foretaget på uskyldige børn. Fælles for alle disse argumenter er, at de er fabrikerede. Intet af det bygger på strukturelle problemer, der påvirker eller truer hele miljøer eller befolkningsgrupper. De tilfælde, hvor der rent faktisk kan påvises en konkret sag (og det er i øvrigt altid de samme få sager, der henvises til), er det altid allerede blevet løst på tilfredsstillende vis uden, at det har været nødvendigt at marginalisere et sårbart mindretal.

Sund fornuft synes at være en tilflugt for ideologer, der drømmer om at rense forstyrrende elementer ud af deres verdensbillede. Men verden er ikke binær, og den lader sig ikke rense for forstyrrelser. Hvis vi ønsker at arbejde for et sundt samfund, må vi efterstræbe en dannelse, der både er social, kulturel og etisk. For problemet med at henvise til den sunde fornuft er, at det rummer en reference til en impliceret åbenlys sandhed, som alle burde kende og acceptere. Det er et imaginært sæt tøj, som kun de fornuftige kan se og værdsætte, og tager man det på, får man kejserstatus og er urørlig og uovervindelig. Ikke til at stikke i. I hvert ikke så længe tilstrækkeligt mange mennesker lader sig nøje med at basere deres verdenssyn på usund fornuft. Beskyttet af fornuftens imaginære sandhed kan man ignorere nuancerne og undtagelserne og de ubekvemme afvigelser, som får verdensbilledet til at styrte sammen. Man kan ignorere, at transpersoner er ægte virkelige mennesker, som egentlig bare vil leve normale liv som alle andre. Man kan forvandle vores identitet til en ideologi, vores livserfaring til en fordækt agenda. Vi må turde slippe behovet for simple løsninger og acceptere, at verden ikke lader sig reducere til usund fornuft.

Men hvad har vi så, hvis vi ikke længere skal stole på vores fornuft? For det første ville det være klædeligt, hvis folk turde række ud og lytte til transpersoners oplevelser. Selvom vi kun tæller under en procent af befolkningen, er der skrevet en del gode bøger af transpersoner om transoplevelser, og så har de fleste alligevel nok mindst en transperson gemt et sted i deres netværk, som man kunne række ud til, hvis man har et ærligt spørgsmål. Og en anden ting ville så være at stole på transpersoners fortællinger. På samme måde som de fleste nogenlunde dannede mennesker har lært, at man skal stole på kvinders oplevelser. Det forekommer, at den automatiske mistillid, man nærede (og mange stadig nærer) til kvinder generelt, nu er overført eller udvidet til transpersoner – ofte med de samme argumenter baseret på forestillinger om, at vi er manipulerende, utilregnelige og mentalt handikappede, hvis vi ikke opfører os som normen. Man kunne også gøre sig selv og sin omverden den tjeneste altid at spørge til kilder, når man møder et ”hvor skal det hele dog ikke ende”-argument. Hvilken transkvinde har helt konkret forventet, at en lesbisk ciskvinde skyldte hende sex? Hvilke ciskvinder er helt konkret blevet snydt for pokaler i hvilke helt konkrete sportsbegivenheder? Hvilke konkrete børn i hvilke konkrete kommuner er blevet udsat for kønsbekræftende kirurgi og hvornår? Vær konkret. Og vær også nysgerrig på det samlede billede. Der skal nok være en transkvinde derude et sted, som har opført sig grænseoverskridende over for en anden kvinde på en eller anden bar et eller andet sted, men er det reglen og kan det generaliseres til et fællestræk for alle transkvinder? Hvordan ser det samlede billede ud? Man kunne for eksempel lige høre nogle af de lesbiske ciskvinder, der selv er kærester med transkvinder, hvordan de ser på sagen. Lyt til kvinders faktiske oplevelser.

Jeg siger ikke, at vi skal holde op med at drømme om at verden bliver bedre eller nemmere at være i. Men jeg håber, at fornuftsideologerne vil begynde at efterstræbe dannelse og grundighed i deres forsøg på at bidrage til samfundet, i stedet for forsøget på at drømme sig til en verden uden elementer, de ikke kan få til at passe ind. Transpersoner har altid været her, og vi ønsker intet andet end at leve vores liv med de samme vilkår som enhver anden. Vi er få, men findes i alle dele af verden og i alle samfundslag. Vi vokser op under vidt forskellige vilkår, og for de flestes vedkommende, er det primære fællestræk, at vi møder diskrimination og fordømmelse hele vores liv, og det farver os. At tro at vi kan reduceres til en fabrikeret samfundsfjende baseret på et par vandrehistorier og anekdoter er ikke andet end usund fornuft.