Usund fornuft

Jeg drømmer om at finde det ene simple og elegante argument, som kan bringe orden i alt det skræmmende og uforståelige og fremmede. Et fornuftsargument, som kan forstumme alle misforståelserne og de ideologiske vildledninger. Jeg ved godt, at det er et falsk håb. Folk lader sig ikke sådan klassificere. Verden gør sig som bekendt ikke i binære størrelser.

Men drømmen om det endegyldige fornuftsargument er ikke kun min. Den lever i bedste frugtesløse velgående på alle sider af det politiske spektrum og er med til at forplumre enhver debat. Jeg møder den særligt i transdebatten, og det er da også der, den bliver særligt relevant for mig. Jeg er nemlig selv transkvinde, og det betyder, at et vilkår i mit liv er, at rigtig mange mennesker har holdninger til, hvem jeg er, hvad jeg er, hvor jeg må bevæge mig og hvad jeg har lov til. Som regel har det ikke andet indvirkning i mit liv end det dybe ubehag ved, at andre føler et behov for at definere og debattere mig. Det at blive reduceret til et problem er en sær form for grænseoverskridelse. Jeg tror, man skal have oplevet det på egen krop for rigtig at forstå det. Samtidig må jeg også se i øjnene, at i en anden afkrog af den verden, jeg lever i, bliver transpersoners liv helt reelt truet og deres rettigheder indskrænket. Og den bevægelse startede med en debat fyldt med nemme fornuftsargumenter. Usund fornuft.

Rettigheder kan blive fjernet lige så nemt, som de bliver tildelt. Det er derfor, vi prøver at bygge vores samfund med så mange sikkerhedsforanstaltninger, som muligt. Så ikke magten til at tildele eller fjerne rettigheder kan være i hænderne på en enkelt person. Det kan vi blandt andet se i lovgivningen, hvor vores rettigheder afspejler sig i lovteksternes sprog, så det er så simpelt som muligt og tager højde for alle eventualiteter. Uklarheder i lovtekster skal jo helst ikke kunne udnyttes til at ekskludere borgere. Også selvom der måtte findes enkelte politikere, hvis ideologi bygger på eksklusion af det ene eller det andet mindretal. Et eksempel er en del af abortlovgivningen, hvor udtrykket ”den gravide” bruges om dem, som loven angår. Altså folk med en livmor, som kunne have brug for en abort. Dette greb sørger for på en enkelt måde at inkludere alle – også de ganske få transmænd, som er i stand til at blive gravide. Det er smart, for så behøver man ikke lave særregler for dem. Der er færre uklarheder, som kan blive misforstået eller i værste fald udnyttet til at ekskludere mindretal. Loven er nu ved at blive forandret og i forslaget til forandring har en lille omformulering sneget sig ind. Der skal nu stå ”den gravide kvinde”. Hvis det går igennem, vil denne specifikke lov så usynliggøre det ganske lille mindretal af transmænd, som er i stand til at blive gravide.

Det virker måske meget uskyldigt. Med mindre man ved, hvor dyrekøbte rettigheder kan være, og at de ikke forsvinder med et enkelt slag, men eroderes bort i en langstrakt proces af små justeringer og usynliggørelser, der tilsyneladende blot er sund fornuft. I det ovennævnte tilfælde med abortloven er der ikke nogen grund til ændringen af teksten. Den foregående formulering indbefattede nemlig alle. Justeringen med tilføjelsen ”kvinde” er ikke en præcisering, men udtryk for et ideologisk motiveret ønske om at usynliggøre eller marginalisere transpersoner. Det, jeg hæfter mig ved her, er, at forsvaret for justeringen af lovteksten ofte følges af en række andre argumenter, der alle kan betegnes som ”hvor skal det hele dog ikke ende”-argumenter. Grunden til dette er, at det selv for ideologerne er umuligt at forklare det skadelige i at gøre teksten inkluderende for transmænd. Derfor må de gribe til andre manifestationer af usund fornuft. ”Transmænd må ikke inkluderes i abortlovgivningen, fordi transkvinder vil tvinge lesbiske til at date dem” er et godt eksempel. Et andet er, at transmænd må ikke inkluderes i abortlovgivningen, fordi transkvinder vil snyde sig til at vinde pokaler over ciskvinder i sport. Et argument der i særdeleshed fremstår absurd, når man ved, hvor få transkvinder, der egentlig interesserer sig for sport. Programmering, manga eller katte synes at være reglen. Et tredje argument kunne være det om transkvinder i kvindefængsler eller det om kirurgi foretaget på uskyldige børn. Fælles for alle disse argumenter er, at de er fabrikerede. Intet af det bygger på strukturelle problemer, der påvirker eller truer hele miljøer eller befolkningsgrupper. De tilfælde, hvor der rent faktisk kan påvises en konkret sag (og det er i øvrigt altid de samme få sager, der henvises til), er det altid allerede blevet løst på tilfredsstillende vis uden, at det har været nødvendigt at marginalisere et sårbart mindretal.

Sund fornuft synes at være en tilflugt for ideologer, der drømmer om at rense forstyrrende elementer ud af deres verdensbillede. Men verden er ikke binær, og den lader sig ikke rense for forstyrrelser. Hvis vi ønsker at arbejde for et sundt samfund, må vi efterstræbe en dannelse, der både er social, kulturel og etisk. For problemet med at henvise til den sunde fornuft er, at det rummer en reference til en impliceret åbenlys sandhed, som alle burde kende og acceptere. Det er et imaginært sæt tøj, som kun de fornuftige kan se og værdsætte, og tager man det på, får man kejserstatus og er urørlig og uovervindelig. Ikke til at stikke i. I hvert ikke så længe tilstrækkeligt mange mennesker lader sig nøje med at basere deres verdenssyn på usund fornuft. Beskyttet af fornuftens imaginære sandhed kan man ignorere nuancerne og undtagelserne og de ubekvemme afvigelser, som får verdensbilledet til at styrte sammen. Man kan ignorere, at transpersoner er ægte virkelige mennesker, som egentlig bare vil leve normale liv som alle andre. Man kan forvandle vores identitet til en ideologi, vores livserfaring til en fordækt agenda. Vi må turde slippe behovet for simple løsninger og acceptere, at verden ikke lader sig reducere til usund fornuft.

Men hvad har vi så, hvis vi ikke længere skal stole på vores fornuft? For det første ville det være klædeligt, hvis folk turde række ud og lytte til transpersoners oplevelser. Selvom vi kun tæller under en procent af befolkningen, er der skrevet en del gode bøger af transpersoner om transoplevelser, og så har de fleste alligevel nok mindst en transperson gemt et sted i deres netværk, som man kunne række ud til, hvis man har et ærligt spørgsmål. Og en anden ting ville så være at stole på transpersoners fortællinger. På samme måde som de fleste nogenlunde dannede mennesker har lært, at man skal stole på kvinders oplevelser. Det forekommer, at den automatiske mistillid, man nærede (og mange stadig nærer) til kvinder generelt, nu er overført eller udvidet til transpersoner – ofte med de samme argumenter baseret på forestillinger om, at vi er manipulerende, utilregnelige og mentalt handikappede, hvis vi ikke opfører os som normen. Man kunne også gøre sig selv og sin omverden den tjeneste altid at spørge til kilder, når man møder et ”hvor skal det hele dog ikke ende”-argument. Hvilken transkvinde har helt konkret forventet, at en lesbisk ciskvinde skyldte hende sex? Hvilke ciskvinder er helt konkret blevet snydt for pokaler i hvilke helt konkrete sportsbegivenheder? Hvilke konkrete børn i hvilke konkrete kommuner er blevet udsat for kønsbekræftende kirurgi og hvornår? Vær konkret. Og vær også nysgerrig på det samlede billede. Der skal nok være en transkvinde derude et sted, som har opført sig grænseoverskridende over for en anden kvinde på en eller anden bar et eller andet sted, men er det reglen og kan det generaliseres til et fællestræk for alle transkvinder? Hvordan ser det samlede billede ud? Man kunne for eksempel lige høre nogle af de lesbiske ciskvinder, der selv er kærester med transkvinder, hvordan de ser på sagen. Lyt til kvinders faktiske oplevelser.

Jeg siger ikke, at vi skal holde op med at drømme om at verden bliver bedre eller nemmere at være i. Men jeg håber, at fornuftsideologerne vil begynde at efterstræbe dannelse og grundighed i deres forsøg på at bidrage til samfundet, i stedet for forsøget på at drømme sig til en verden uden elementer, de ikke kan få til at passe ind. Transpersoner har altid været her, og vi ønsker intet andet end at leve vores liv med de samme vilkår som enhver anden. Vi er få, men findes i alle dele af verden og i alle samfundslag. Vi vokser op under vidt forskellige vilkår, og for de flestes vedkommende, er det primære fællestræk, at vi møder diskrimination og fordømmelse hele vores liv, og det farver os. At tro at vi kan reduceres til en fabrikeret samfundsfjende baseret på et par vandrehistorier og anekdoter er ikke andet end usund fornuft.

Et eventyr

Når man er en kvinde af et godt navn, skal man jage sig selv fra morgen til aften. Man skal jage gennem kolde morgener over hårde stengulve efter den version af sig selv, som ens forældre håbede på. Man skal suge maven ind og farve håret for at skjule, at man ikke er evigt ung. Man skal trutte med læberne og suge kinderne ind, så ikke nogen skulle forledes til at tro, at der rører sig andet end forfjamsket pli under masken. Man skal fortvivle i timevis over sin alt for store næse eller hage eller fødder – der er altid et eller andet at fortvivle over. Men endelig ikke så nogen hører det! Hvad ville folk da ikke tænke! Men endelig heller ikke så ingen hører det! Man vil ikke have ry for at være et dydsmønster. Folk er kun folk, når de går på gaden eller sidder i de fine stuer. I kammeret, i køkkenet, i de små kroge findes folk ikke. Rum skaber folk, og folk tænker jo sit. Man skal bruge sine aftner på at lægge kjoler ud og sy knapper på, fordi tilsyneladende er tøj bare lavet, så det ikke passer. Intet passer.

Men selvom man er en kvinde af et godt navn, kan man ind imellem stjæle sig øjeblikke, hvor morgendisen forvandler gårdhaven til et magisk tableau skåret i ædelstene, og hvor gartneren med sin klumpfod pludselig står som en hedensk afgud tågeklædt og lysbesmykket midt i sit skaberværk. Små øjeblikke som altid må være stjålne fra ens søster, som så må løbe hurtigere, og et sted i huset med fjern nervøs stemme svare for mig, når jeg kommer for sent til morgenbordet. Hun stjæler sin egne øjeblikke fra tid til anden. Vi tilgiver hinanden. Og for at dække over skammen må vi højlydt lede efter en mistet børste eller en tabt sko, så de kan se, at vi passer ind. Eller at vi i de mindste godt ved, at vi ikke passer ind, og at vi skammer os over det.

Jeg plejede at elske de øjeblikke. Nu forbander jeg dem alle for deres forræderi. For selvom min skæbne altid har været beseglet, har jeg dog kunnet leve det meste af mit liv skærmet fra visheden om den. Ligesom lammet i Edens have, som går så saligt med løven ved sin side et in sææækula sækulooorum og præsten elsker den historie så højt, og han skulle bare vide, hvor sand den var. Han ved bare ikke, at løven ikke har mistet sin sult efter Gud tog dens ærlighed fra den. Han skulle bare vide. Men han får det ikke at vide, for det er ikke ham, løven kommer efter med sit milde smil. Sit milde smil og sine blodige poter. Og det er slet ikke en løve, men nu kan jeg ikke se den som andet. De brede kæber bag de fyldige læber. Den gyldne tomme vagtsomhed bag den blå tomme uskyld. I øjnene, altså. Det er øjnene. Jeg vænnede mig aldrig til hendes øjne, selvom resten af hende var så menneskelig. Man kunne næsten glemme det væsen, der havde trukket i hendes perfekte hvide hud. Næsten. Hvis man altså ikke havde set det den morgen i haven. Og hvis man ikke havde hørt mors stemme udsige påkaldelsen i midnatstimen natten forinden med sin sagte hæse hviskestemme. Den stemme hun reserverede til skamfulde emner, når hun var ude af de lyse stuer og ikke længere var folk og kunne sige højt alt det, folk tænkte. Og jeg kommer altid til at smile over, at hendes ønske ikke var for hende selv. Hun kunne have bedt om rigdom eller udødelighed eller skjult visdom, som en ordentlig Faust nu gør. Min mor er ingen Faust. Min mor ønskede sig i stedet en datter, som var perfekt. Og hvis den spøg ikke er guddommelig, så er der ingen Gud, det sværger jeg! Men samtidig ved jeg også godt, at humor er noget, som man må le af lige meget hvad. En spøg tager magten fra en og afslører noget, der findes i verden, men jeg må le for ikke at græde over min mors dumhed. Hun kunne da i mindste have været grådig nok til at ønske noget for sig selv. Men nej, min mor er sandelig ingen Faust. Og nu venter vi alle på løven. Alle vi døtre i alle de huse. Der er så stille i byen i aften. En vågenat for de utilpassede. Alle de døtre, der våger sammen, tavse i hvert vores kammer i hvert vores hus. Selv ikke nu kan vi stå sammen. Selv ikke nu, mens vi venter på løven.

Jeg tror egentlig altid, den har været blandt os. Den har ligget ved vores side, ligesom præsten fortæller, og været salig. Den har bare ventet på, at nogen skulle kalde den til dåd. Som om den lige skulle mindes om sin løvethed. Hvad er det nu, løver gør? Nåhja! Så snart mor udtalte de ord, undslap et suk mine læber, og det kom aldrig tilbage. Jeg følte et lille stik af sorg over tabet af det. Den slags lille vemodige sorg man føler over tabet af noget, man aldrig vidste, man havde. Sorg både over at miste det, men også over aldrig at have anerkendt det. Eller over at man altid havde mistet det? En død smerte. Smuk men uvedkommende. Om morgenen vågnede jeg, og opdagede, at jeg havde sovet dybere og mere uforstyrret end nogensinde. Jeg vågnede til en lidt tommere morgen i et lidt tommere hus. Hele verden havde mistet det lille suk. En lille splint af ånden. Væk i natten. Ingen opdagede noget. Selv jeg kunne ikke mærke forskel. Måske var det et lettelsens suk? Måske er det sådan de føles, de lettelsens sukke. Jeg satte mig ved vinduet for at børste mit hår, og gårdhaven var fortryllende stjernespækket med glitrende frost og disen, som silkeblidt smøg sig om blomsterbuskene. Så faldt mine øjne på mor, som stod ved dammen halvt vendt væk fra mig. Hun holdt noget i den hånd, jeg ikke kunne se. Hun trak vejret hastigt og stødvist. Først da gik det op for mig, at hun kun var iført sin kåbe, og at den stod åben fortil. Jeg kunne se det, på den måde den faldt løst om hende. Og på hendes bare tæer. Og så fik jeg øje på blodet, der dryppede ned i dammens vand, da hun strakte hånden frem. Jeg følte jeg burde rejse mig op, skrige, haste ned til hende. Jeg blev siddende. Det var sukket, der havde forladt mig og hele verden. Alting virkede irrelevant, fjernt. Jeg kunne se karperne skyde deres langsomme læber op for at nippe til blodsdråberne i vandoverfladen. Jeg synes, jeg kunne høre den sagte dryppen, da dråberne ramte vandet, selvom lyden aldrig burde have nået op til mit vindue på første sal nede fra bunden af haven. Der var så stille. Hele verden tav. Holdt vejret undtagen det lille suk, der var undsluppet. Havde mit hjerte dog bare bristet der, under vægten af al den ubærlige skønhed, som morgenen iklædte sig. Måske bristede det, men var grusomt nok til at lade mig leve videre. Mit hjerte har altid været min største rival. Jeg har ikke længere hjerte nok til at tænke på, hvad der siden skete. Den uudgrundelige rædsel, som krøb op fra søens sorte spejl på min mors bud. De største rædsler er altid kommet fra søer, forekommer det mig. De væsner, der springer mellem skovens stammer, må være krøbet ud af usete sorte moser med stanken af æoners råd i pelsen. Og dragen på bjergets top må være født af søer ved dets rod, som aldrig har kendt andet end nat. Selv rædslerne, der blomstrer blandt mennesker, må have trukket sig op de dybe brønde i vore hjerter. En sø er et spejl, man kan drukne i. Det er vel meget passende, at den rummer et spejlbillede, der vil æde dig.

Næste morgen sad hun der ved morgenbordet, da jeg kom ned, med snakken drivende om sig og mors blik naglet til hver lille bevægelse. Hver lille perfekt bevægelse. Jeg tog mig selv i standse op med foden svævende over gulvet lige efter den havde sat af fra trappens nederste trin. Det blev ikke andet end et næppe mærkbart ryk i kroppen, for jeg tvang mig selv videre og satte mig ved min plads. Så tog jeg mig selv i at have taget mig i det. Der sad en fremmed ved vort bord. Jeg følte, der manglede en reaktion af en eller anden art. Men hele scenen emmede så meget af normalitet, at jeg blev forvirret. Fremmede kommer ikke bare ind i pæne hjem uintroduceret. Men man hæver heller ikke stemmen. Man taler heller ikke sine forældre imod. Man antager heller ikke, at man er klogere, end man er. Man sætter sig til bords og viser sig fra sin bedste side. Hver dag. Ikke bare når der er gæster. Ikke bare, når der sidder en fremmed til bords, som om hun altid havde været der. Som om man altid havde haft en lillesøster, som var så fin og smuk, at enhver da måtte ønske hende som lillesøster, hvis hun ikke allerede var det. Jeg kunne se min tvivls tålmodige bølger slå ind over de sandslotte, min fornuft hastigt havde bygget fra det øjeblik, jeg så hende sidde der til jeg trak stolen ud fra bordet med en hæs skraben og plantede mig i den. Min fornuft havde haft overraskende travlt. Sandstranden var tæt med sandslotte, der skød deres panikslagne bolværker op mod havets fremmarch. En stærk og kløgtig fjende, der føjede min egen overraskelse til sit arsenal. Jeg blev overrasket over, hvor skeptisk jeg var, over en fremmed kvinde, der altid havde siddet på sin plads i vores spisestue, og med et slag sank de ydre volde i grus og adskillige regimenter af logiske følgeslutninger måtte lade livet. Det hele smuldrede inden jeg havde ført tekoppen til læberne og tørret de spildte dråber af min alt for store hage. Det var på et hængende hår, at min fornuft undslap til landflygtighed i mit hjertes gryende men ukuelige afsky for denne nye perfekte lillesøster, som altid havde været der. Undslap som et opgivende suk. Min fornuft i eksil.

Hun bragte min søster og jeg tættere sammen. Hvor vi før havde haft for travlt med at jage ideen om os selv til rigtigt at lære hinanden at kende, blev vi nu allierede under lillesøsters kolonisering af os. Førhen var det tætteste, vi kom på hinanden, en indædt rivalisering om mors gunst eller den sjældne bly opmærksomhed fra unge mænd, når borgerskabet stimlede sammen i ballernes rituelle fremstilling af festlighed. Nu var vi en modstandsgruppe. Et hemmeligt oprør, der mødtes i skjulte blikke, kryptisk gestikulering og trodsige, men nyttesløse sabotageaktioner. I starten var alt holdt i det skjulte. Men med tiden sluttede den mest usandsynlige allierede sig til os. Vi havde ventet at få støtte af tjenerstaben, men de vidste sig hurtigt at ligge under for overmagten i en blanding af næsegrus beundring og sekterisk rædsel. De kunne fornemme, hvad hun var, men ikke, hvad hun kom af. Vi opdagede denne anden modstandsgruppe, da min mor uden et øjeblik at tabe sin sædvanlige majestætiske melankoli strakte en fod ud og spændte ben for sin yngste datter, netop som denne havde skænket teen op for hende. Vi så til med fascineret rædsel, da hun sank til jorden i en glitrende eksplosion af skoldhedt tevand og stumper fra kanden. Vores hjerter stod stille. Vi måtte ikke gå glip af et øjeblik af spektaklet for selv i sit fald var hendes ynde pletfri. Hendes smerteudbrud var afmålt og medynkvækkende, men uden at være ynkeligt. Hendes forbrændte marmorhvide hænder var kun en passende rødmen uden en eneste uklædelig vabel. Og det første, hun spurgte om, da hun rejste sig, var om mor var kommet noget til. Den dag startede krigen.

Der er ingen tvivl om, at vores had mod min lillesøster brændte rent og klart, og at det kortvarigt jog vore hjerters skygger på flugt. Men når vi sendte hånlige blikke til alle dem, som faldt for hendes løgnagtige væsen, var vi skyldige i et endnu dybere bedrag. Skamfuldt erkender jeg nu, at vi selv var bjergtagne af hendes skønhed. Den drev os i lige så høj grad som enhver anden. Men skam er jeg vel bekendt med. Jeg ser klarere med skam end med nogen vrede. Hvor før vi stjal os til øjeblikke af tom medrivelse i verdens små tilfældige vidundere, var det nu hendes væsen, vi lod os føre hen af. Folderne i hendes kjole, hvis vandfald draperede sig over knæene, tegnede et mysterielandskab af uudholdelig tiltrækningskraft for os. Et landskab som kun egner sig til at grave sin grav i eller til at sønderbombe. I lang tid valgte vi det sidste. Vi opfandt fejl til hende, som vi kunne straffe hende for, og hun tålte alt med den samme afgrundsdybe melankolske tomhed. Det blå i hendes øjne var et ligklæde, der ventede på, at vi kunne svøbe os i det. Det sorte i hendes pupiller blev et bæger med skarntydesaft, som ventede på at blive tømt. Hun truede os aldrig. Hun lå aldrig på lur. Vi vidste alle, at vi til sidst ville komme til hende for at tigge om vores endeligt.

Så da dagen kom, vågnede vi til den grebet af offerlammets panik. Den blev indvarslet med en guldkanten konvolut overrakt af en page i royalt liberi og al hoffets underhundsarrogance. Pagen ventede til seglet var brudt og invitationen læst og accepteret. En dødsdom i form af et kongeligt bal. Han lod os i stikken med lyden af vores paniks begejstringshvin i fuld storm mod sine ører. Man siger at et såret dyr trængt op i en krog vinder uanede kræfter, at dødskampen er ædel og heftig. Nok var vi dyr, der stod foran slagtebænken, men der var intet ædelt over vore sidste dage. Huset var tavst, låst under en rugende sorg over et tab, der endnu ikke var fundet sted. Lillesøster var det eneste stabile punkt. Et anker som trak os alle mod bunden af vor grav, men måske også holdt os fast på de sidste smuldrende rester af vores menneskelighed. Det er nok det eneste, jeg stadig kan hade hende for. At jeg skylder hende noget. Vi gjorde alle vores bedste for at skære os fri af den pagt, mor havde indgået med hende. Men vi var blot bogstaver på papiret og ligeså meget en del af pagten, som mor selv var. Hver eneste våben, vi brugte mod hende, viste sig at falde under pagtens termer, og vi vred os hjælpeløse i hver vores ende af dens spind. Og i midten lå ballet og vor endelige blodige undergang.

Hun fik naturligvis ikke lov til at tage med. Et royalt bal var kun for kvinder af et godt navn. Men aldrig så snart mor havde udtalt dette forbud var det klart for alle, at hun ikke havde mandat til at formene lillesøster adgang under pagtens bestemmelser. Der måtte være en betingelse, der kunne give skabningen adgang, for løgnene selv kan man ikke lyve for. Raseriet trak nye rynker i mors øjenkroge, da hun hvæsede undtagelsen om pligterne ud mellem de gulnede tænder. Så vi overlæssede hende med pligter. Hun måtte pludselig udføre det umulige. En uges pligter på en dag. Men hvor hendes tålmodige smil og rolige tempo burde have givet os ro, fyldte det os kun med en stigende dirrende ængstelighed. Vi kunne ikke spejle vores panik i hende, lige så lidt som vi kunne spejle noget som helst andet. Hun var en mat overflade, som kun vores tomhed stirrede tilbage på os fra. Dagen, hvor ballet skulle stå, startede med en kamp om at bebyrde hende med opgaver. Alt hvad der kunne gøre os klar og forsinke hende. Men lillesøster skred igennem dagen uvirkeligt upåvirket, og gradvist blev opgaverne absurde og desperate. Hvor vi først tabte hårnålene og perler ud over stuens gulv, løb vi til sidst gennem husets korridorer for at sprede mel og bønner ud i alle afkroge. Månesygt maniske flåede vi hendes kjoler i laser under dække af at mangle stof til vores slæb. I et øjebliks smertefuldt klarsyn så jeg og min søster hinanden i øjnene i vores afsindige dødsrus. I hendes øjne så jeg min hæslighed afspejlet og kunne næsten ikke genkende det væsen, som hæst skrigende flåede indholdet af vores egne skabe ud for at kaste dem i ilden. Og lige så lidt kunne jeg genkende det væsen, der plejede at være min søster, som stod midt på gulvet og rystede mors fuglebur, så en sky af blodige fjer dansede om hende. Da vi efterlod lillesøster den dag i ruinerne af vores menneskelighed, for at sole os i glansen fra hoffets kolde stjerner, var vi klædt i tøj, hun havde syet, og kronet med frisurer, hun havde sat. Alt hvad vi var, skyldte vi hende. Så stort var vores nederlag.

Når man ser døden i øjnene, indser man, at dødens blik er blottet for medfølelse eller interesse. Mennesket er det landskab, som døden bygger sit hus i. Allerede når vi træder ind i dødens skygge begynder vi at blegne, sådan at vi har antaget den farve, der bedst falder i dødens smag, når vi bliver serveret for den. Jeg ønsker, jeg kunne have set, hvordan lillesøster kaldte skyggerne ind fra deres hvilesteder under træernes rødder i haven. Hvordan de vilde dyr tyst sneg sin gennem vinduerne og indtog huset med deres hemmelige bjæf og små skrig. Hvordan fuglene med deres blikkes flade sorte fravær slog ned på stolerygge og fyldte stuen med vingernes skarptbløde flaksen. Hvordan de på en time udslettede al vor virke og al vor stræben og skabte hende en kjole og en karet som et monument over vores ligegyldighed. Hun ankom som det eventyr, hun var, klædt i nådesløs elegance. Hendes kjoles blå fik den gennemborende triumf i hendes øjne til at stråle. Og dens slæbets perlemorshvide fik det gyldne i hendes hår til at flamme op i uskyldsren fortabelse. Den eneste lyd, der slog vore hjerters strenge an i balsalen, mens hun stred ind over dansegulvets marmor, over alle de mange forbløffede tilbageholdte åndedrag, var de æteriske krystalklokkeslag fra hendes sko. Og hele hoffet stod låst i ekstase, mens hun dansede med prinsen. Prinsen selv var låst i dansens udtrukne klimaks – så hypnotiseret af øjeblikket, at han ikke mærkede rædslen ætse viddet ud af ham, mens hans mørke lokker for vore øjne blegnede til snehvidt og blodkarrene bristede i hans øjne indtil røde tårer plettede hans blege kinder. Da klokken endelig slog tolv, åndede dem af et svagt hjerte lettet op. For døden havde taget dem timer forinden, og nu var det dem tilladt at segne. Og alle vi andre kunne kun se på dem med misundelse. Min lillesøster løb i lange bløde hjortespring ud af salen, mens tårnuret kimede sine sidste skæbnesvangre slag ud. Men hun efterlod tavsheden hos os. En tavshed der holdt lige indtil de fandt prinsen på trappen. Han sad på det nederste trin med øjnene så vidt opspærrede, at de tegnede to perfekte blodsprængte cirkler i hans hærgede ansigt. I hænderne knugede han den ene af hendes sko, så hans hvide knoer stod i skarp kontrast til blodet, der løb fra sårene, hvor han havde skåret sig på skoens kanter. En sko støbt helt i glas. Så begyndte skrigene og holdt ikke op, før morgenen fandt os.

Nu venter alle kvinder af et godt navn på hende. Vi har endelig indhentet os, og nu venter vi alene i vores kamre og stuer. Alene med vores forbrydelser og vores skam. I min lillesøster bor vores begravelse. I hende er vi allerede borte. Hun rummer ikke vores død, men vores aske. Jeg indser, mens jeg omhyggeligt sliber min saks, at jeg aldrig har givet hende et navn. At hun aldrig har haft et navn. Hvordan navngiver man en urne? Hvad er en urne uden asken i sin favn? Det eneste passende navn til hende ville være mit eget, hvis ikke også det var brændt sammen med resten af alt, hvad jeg er. Der er intet andet tilbage end at gøre mig klar og se mit endeligt i øjnene. Tiden er kommet til at passe ind. Jeg lægger stofsaksens køligtblå stål over mit ansigt som en maske og fjerner min alt for store næse. Jeg bliver overrasket over, hvor overraskende smerten er, da den fylder hele mit krop ligesom et lyn fylder himlen. Jeg bliver overrasket over, hvor mange kræfter, smerte tager fra en. Eller også er det blodtabet. Jeg er glad for, at jeg hjalp mor med at fjerne hendes fejl først. Hun sidder i lænestolen i den fine stue med sit hjerte i skødet og fred som et slør over ansigtet. Jeg giver saksen til min søster som bøjer sig over sine tæer, mens mit syn svigter. Det banker på døren. 

Mit kvarter

Det tager et kvarter at bevæge mig mellem mine øer. Supermarked. Kiosk. Værtshus. Hjem. Sejlende i smult vande beskyttet af mine høretelefoners skibsskrog og min læderjakkes lærredssejl. Jeg kender de sikre sejlrender, hvor jeg ikke strander i en uforudset samtale eller støder på fordømmende blikkes skarpe rev. Det tager et kvarter at patruljere min aktionsradius. At sikre grænserne mod det københavnske Terra Incognita. Der hvor sælsomme fisk lydløst bryder overfladen og skinner deres æteriske lokkelys mod uforvarende søfarere. Hvor mangelemmede leviathaner boltrer sig i bølgerne i dødbringende leg og sultne sirener kalder fra kysterne. Det tager et kvarter at nå kortets grænse og stirre afgrunden udenfor i øjnene.

Det tager et kvarter. At gøre den fremmede indfødt. At plukke de eksotiske fjer ud af håret og vaske krigsmalingen af kinderne. Det tager et kvarter, sådan cirka, at indvie den ignorante i stammens mysterier. At lære det hemmelige sprog som giver den udenforstående adgang til de indforståedes cirkler. Der hvor man kan læne sig op af baren i selskab med en halv høkerbajer og løfte et øjenbryn af badegæsterne på deres sommertogter. Der hvor man mildt kan misbillige deres forkert højrøstede samtaler og deres klodsede usikkerhed, når de prøver at overskue ølsortimentet. Det tager et kvarter at give mig magten til at invitere dem indenfor og gøre deres fejl tilforladelige. Og det tager et kvarter at give mig magten til at holde dem udenfor og vise dem tydeligt, at de ikke hører hjemme her.

Det tager et kvarter at pakke rygsækken med den opdagelsesrejsendes værktøjer og drage modigt ud mod ukendte horisonter. Udforske Strøgets hajfyldte farvand eller plante sit flag på det der kulturhus på Østerbro, hvor de vilde fremmede danser deres inciterende polyrytmiske jægerdanse. Hvor jeg selv kan træde tilforladeligt ved siden af, hvis ellers de indfødte inviterer mig udenfor i deres indenfor. Det tager et kvarter at iføre mig min nørrebromaske og tegne øjnene op med stammesort. Med mit kvarter i ryggen sejler jeg under eget flag. Jeg har ret til min fremmedhed selv blandt Vesterbros vilde kannibaler og Sydhavns sagnomspundne pseudopoder. I stedet for at putte mig i gryden, giver de mig blege perler og en plads omkring bålet. Respektfuldt forfremmer de mig til eksotisk conquistador fremfor vildfaren flygtning. Og så tager det mig ikke mere end et kvarter at læse himlen og genkende mine pejlemærker. Det tager et kvarter altid at kende vejen hjem.

Det tager et kvarter. Ikke mere. Intet mindre. At forvandle mig fra eksiljyde til københavnersnude. At trække på skuldrene og holde Århus stik agter, mens vinden spiler mit hjerte ud og de salte bølger trækker smilerynker i mit ansigt. Det tager et kvarter at indse, at jeg aldrig rigtig hørte til der, hvor jeg tilbragte de første 30 år af mit liv. Hvor jeg var nødt til at sejle min egen sø, for ellers sejlede andre den for mig. Det tager et kvarter at indse, at jeg stadig forlader Århus, og at jeg altid vil gøre det. At navnet malet på min stævn er Afsked. Når jeg bevæger mig mellem Supermarked, Kiosk, Værtshus og Hjem, så er Afsked min femte ø. Det hjemland jeg tog med mig. Det tager et kvarter at tale i en time, som lige så godt kan være alt det, jeg nogensinde får brug for at sige. Det tager et kvarter at gøre et helt liv til femten minutters gåtur fra Jagtvej 69 til Nørreport Station. 

Undergang igang

I Danmark går Danskerne i skole hele deres liv. Også efter de er gået ud af den. De kigger op fra deres apparater og betragter grundende de stykker af himmel, der omhyggeligt er blevet spiddet til firmamentet på husenes parcelhustage. De betragter asfalten og rynker brynene. De ser på hinanden og nikker eftertænksomt. I Danmark lever Danskerne af deres viden, og de tilbereder den i ovnen eller som en gryderet med sjældne og dyre krydderier til. De tænker og tænker og tænker. I Danmark er Danskerne utroligt kloge. Danskerne er et af verdens klogeste folk.

I Danmark er Civilisationen opfundet. Den er også patenteret, masseproduceret, eksporteret og plagieret. Man kan få Civilisation produceret af kloge Danskere på udsalg i supermarkederne. Man kan se det på deres Civiliserede tøj og høre det på deres Civiliserede tale. Man kan se det på den måde, de bærer deres Civiliserede hjerter frem som brændofre for deres tomme guddomme. Hver gang et Alter buldrer sin tomme sult ud over landet, står de der trofast med deres forkullede hjerter på fade af irret sølv. De lægger de sorte slaggeorganer på samlebåndene og betragter dem roligt, medens de opsluges. Så venter de til en ny forkrøblet vækst presser sig på i deres tætsluttende brystkasser.

I Danmark er Danskerne blevet så kloge, at de ikke behøver at handle klogt længere. De har lært i skolen, ikke at lære. Med den udvidede afgangsprøve i niende klasse var opgraderingen komplet, og deres indre øjne kunne lukkes. Danskerne sover de vises evige søvn. De har nu fripas til at opføre sig lige så stupidt og nederdrægtigt, de har lyst til, uden at vakle fra de sokler, som er begyndt at gro under deres fødder. Uden så meget som at kaste et enkelt, flygtigt blik ned i den Afgrund, der er begyndt at gabe omkring deres mægtige troner. I Danmark stirrer Danskerne varsomt på hinanden over eksponentielt ekspanderende sorte dyb og fra tid til anden træder en af dem ud og væk og forsvinder med et suk i Mørket. Ubemærket og umarkeret. Der findes kun dem, der kan ses, og Danskerne bøjer ikke nakken for at se efter dem, der er faldet.

I Danmark behøver Danskerne ikke længere forældede og besværlige dyder som Integritet, Solidaritet og Loyalitet. De betragter dem som krykker for den etiske krøbling. De har for længst smidt krykkerne og står nu stolt med deres lukkede øjne og betragter nådesløst tomheden. Derude rører intet sig. Der høres ingen fortabte skrig i Stormen. Der ses ingen fremstrakte hænder i den fremrykkende Storm. Deres blindhed har frigjort dem. I Danmark er Danskerne frie. I Danmark er Danskerne stærke. I Danmark er Danskerne. Og når Bomberne begynder at falde, vil ingen savne dem.

Da anarkisten blev anarkist

Jeg har i de sidste syv år levet i en lille kernefamilie. Der var mig, min kone og med tiden også vores to børn. I sidste uge blev vi en mere, da min kone fik en kæreste. Man kan sige, at vi er sprunget ud. Vores forhold er helt sikkert et andet, end det var før, og alt føles nyt. Man kan også sige, at intet er ændret mellem os. Mine to venner Pernille og Mette har bare forelsket sig i hinanden. Det er ikke planlagt, og det er ikke opstået ud fra en beslutning om at skifte livsstil. Det er bare sket. Vi opfatter ikke os selv som polyfile eller vores forhold som åbent. Det er ikke andet, end det er. Pernille og jeg er gift. Pernille og Mette er kærester.

Tanken er ikke ny for mig. Åbne forhold, polykonstruktioner, fri kærlighed og den sexpositive indstilling. Jeg har sværmet for ideen længe, men har aldrig før oplevet et behov for at handle på den. Tværtimod har den vakt en del uro i mig, og eftersom jeg aldrig før har været sammen med et menneske, som delte min fascination, har jeg ladet den ligge ved en respekt for dem, der turde, og en tilfredshed ved at hvile trygt i mine skiftende tosomheder. Men mit politiske hjerte har altid banket for dem, som brød med samfundets konventioner og søgte nye veje, og jeg har taget afstand fra de reaktionære, de konservative, de grådige og egoistiske. Gør, hvad du vil, men gør det med venlighed og lade være med at være et pikhoved. Heri ligger basislinjen for min moral. Hvis jeg skulle sætte en titel på den holdning, må det være anarkisme. Afvisningen af autoriteter og magtstrukturer, der søger at hæve sig over kritik. Afvisningen af Den helligede norm. Det er i de fleste tilfælde en befriende nem holdning at have. Både fordi den er utroligt simpel, og fordi den sparer mig for en masse ubehagelige konflikter. Desuden er der forsvindende få reelt anarkistiske fællesskaber i mit liv, så jeg bliver stort set aldrig holdt op på min holdning, men det kommer jeg til senere.

Samtalen forløb nogenlunde sådan her: Tirsdag den ottende marts, på kvindernes internationale kampdag, vendte min kone sig om mod mig i sofaen og sagde, at der altså var noget, hun var nødt til at fortælle mig. Jeg kunne se, at hun var nervøs, og blanke tårer blinkede i hendes øjne. Hun sagde, at jeg nok vidste det allerede. Jeg sagde: ”Mette?” Hun nikkede, og fortalte, hvordan deres venskab over en lille uges tid havde udviklet sig til en stormende forelskelse. Jeg spurgte, om de havde knaldet. Det havde de ikke, men de havde kysset lidt. Så snakkede vi. Jeg måtte stoppe hende på et tidspunkt og bede hende fortælle, om hun var i færd med at forlade mig. Det var hun ikke. I det øjeblik stod både mit hjerte og min hjerne helt stille. Kun min mund bevægede sig, og jeg hørte den fortælle min kone, at så måtte vi jo finde ud af det. Jeg husker ikke det præcise ordvalg, men det må have været noget i den retning, for jeg kan huske lettelsen i hendes ansigt. Lettelse over, at jeg ikke gjorde mig til offer. Lettelse over, at jeg ikke prøvede at gøre hende til min ejendom. Lettelse over, at hendes følelser ikke blev noget, jeg kunne give væk eller beholde til mig selv. Hun gentog dette mange gange. Jeg er ikke nogens ejendom. Du kan ikke give mig væk. I løbet af den videre samtale begyndte mit hjerte igen forsigtigt at røre på sig, som en dyb uro sneg sig ind i det. Vi ringede til Mette og brugte resten af aftenen på at tale sammen alle tre. Det var alt sammen meget voksent. Det var også alt sammen meget skræmmende. Jeg bad Pernille om at sove hjemme den aften, så Mette tog hjem. Min kone og jeg lagde os til at sove. Næste morgen afleverede vi børnene. Så gik vi i Netto. Vi drak vist også en kop kaffe på værtshuset. Alting var meget roligt, og meget voksent den formiddag. Og uroen i mig voksede en lille smule mere. Noget nyt rørte på sig i dets afgrunde, men det skulle ikke vågne før der var gået flere dage. Mit hjerte er trægt på den måde, og dets reaktioner kommer altid forsinket.

Jeg er feminist. Og jeg har handlet på min feminisme over for min kone ved at have et princip om altid at sige ja. Jeg prøver at forstå parforhold som en lang improvisationsøvelse, og jeg har lært, at et nej lukker for kreativiteten og stopper flowet i improvisationen. Pernille og jeg har prøvet at radikalisere den indstilling yderligere ved at afskrive os selve retten til at kunne sige nej til hinanden. Det er ikke nogens ret at have magt over den anden. Det har vi blandt andet gjort for at modvirke en ulighed i vores opdragelser. I drengeopdragelse og kulturelle forventninger til mænd findes en tendens til at forvente og give rigeligt plads til leg, mens der i pigeopdragelse er mere forventning om at opøve færdigheder inden for vedligeholdelse og pleje. Derfor ser vi voksne mænd, der dyrker sport, musik og forskellige hobbyer på bekostning af deres familier, mens kvinder i højere grad har en tendens til at pleje deres udseende og vedligeholde sig selv, deres hjem og deres partnere. Med andre ord, har samfundet opdraget mænd som små aristokrater, mens kvinder er opdraget som tyende. Den tendens vil jeg gerne slippe fri af og det kræver, at jeg skærer ned på mine legeaktiviteter og viser Pernille, at jeg godt kan overlades ansvaret for hjem og børn, så hun trygt kan tage af sted og lege. Det har været svært for os begge to at efterleve og har krævet en del sjælegranskning. Pernille har skullet gøre op med sin dårlige samvittighed over ikke at være 24timersmor ved siden af sit fuldtidsarbejdsliv, og jeg har skullet lukke røven på min indre grædende mand, der kedede sig og følte sig fanget. Vi har ikke formået at efterleve det princip til fulde, og det når vi nok heller ikke at gøre, men vores børn får måske en chance for at fuldende opgøret med de giftige kønsroller.

Onsdag sov Pernille hos sin kæreste. Jeg drak mig fuld med mig selv i min sofa. Jeg skrev min oplevelse ned for at se den på skrift. Jeg talte med nogle af mine venner. Jeg så fjernsyn. Uroen i mig var vokset til en konstant lavfrekvent brummen i mit skelet. Mit hjerte hamrede konstant, og det føltes som om, det pressede mod mine ribben. Som om der ikke var plads til det. Jeg var bange og sorg begyndte at pible frem i min undergrund som sort, tung olie. Jeg kunne først ikke finde ud af, hvor den kom fra. Hvorfor var det dog så svært? Jeg vidste jo, hvad jeg ville. Jeg faldt i søvn på sofaen, vågnede i en forkrampet stilling, gik i seng og besvimede. Jeg vågnede med hovedpine, affodrede børnene og prøvede at lade være med at tude foran dem. De blev afleveret i børnehaven, og hvad jeg brugte torsdag dag på, kan jeg ikke rigtig huske. Det føltes som om et eller andet skiftede rundt inde i mig. Jeg kan huske, jeg tænkte på pladetektonik. Kontinentalsokler under uendeligt pres på havets bund, der forskød sig mod hinanden med mægtige subsoniske brøl. Jeg skrev noget mere og meldte mig ind i nogle polygrupper på Facebook. Om aftenen spillede vi alle sammen brætspil. Jeg kunne ikke rigtig følge med. Spillet var kompetitivt og kompliceret, men jeg kom alligevel på en andenplads. Mette vandt. Jeg brugte natten sammen med en ven. Vi talte det hele igennem og drak øller. Larmen i mit hjerte stilnede af, og vi lo.

Det føles som om, jeg er ved at skifte ham, kan jeg huske, jeg tænkte. Det føles som om, min grundvold er i oprør. Det føles som om alle mine gamle dæmoner er vendt tilbage og har taget deres venner med. Jeg oplever en konflikt mellem min krop og mit hjerte. Inde i mig sidder en del af min maskulinitet og græder salte tårer over ikke at være den ubestridte eneste længere. Den del af mig er såret og vred. Det er ikke en del af, jeg kan lide. Jeg har taget mange kampe med den gennem årerne, og den strider imod alle mine holdninger. Andre dele af mit væsen fryder sig og glæder sig. Jeg føler mig også stolt og spændt. Men de bliver overdøvet af den sårede del af mig. Særligt to dæmoner råber højt. Jeg kalder dem Den Ensomme Abe og Den Selvhadende Abe. Den Ensomme Abe fortæller mig, at jeg aldrig kan være en del af et fællesskab. Den sørger for, at jeg altid føler mig udenfor og at jeg altid holder igen med at involvere mig med andre. Det er en abe, der er tryggest udenfor, fordi for mange mennesker og for meget virak er distraherende. Den bliver irritabel over ikke at kunne tænke og luller mig ind i min egen private tankeverden. Den overdøver mine følelser og savn med sindrige scenarier og mentale konstruktioner. Den Selvhadende hvisker til mig, at ingen rigtig kan lide mig. Den hvisker, at selvom folk kan blive begejstrede over mit udseende og mine skæve indfald og min harmløshed, fravælger de mig, når de skal finde selskab til de store ting. Eventyrene, projekterne og de dybe livsforandringer. Den fortæller, hvordan jeg er et festligt krydderi, men ligegyldig i vigtige henseender og kedelig i det lange løb. Igen og igen minder den mig om, at jeg er sådan en, man forlader. Jeg er en fase i andres liv – ikke en keeper. De to aber er rigtig gode venner. De har i hele mit liv danset rundt på en solbeskinnet blomstereng et sted i min underbevidsthed og efterladt et spor af blege knogler bag sig. De næres begge af mit flossede selvværd, og de er blevet fede. De næres også af mine kulturelt indkodede måder at gøre maskulinitet på. Jeg har gang på gang lært, at mænd er dem, der får verden til at dreje rundt og at mænd fortjener kvinders og andre mænds opmærksomhed og bør kæmpe for den. Aberne griner af mig og viser mig, at jeg tydeligvis ikke er en rigtig mand, når jeg ikke kan leve op til det. Selvom jeg har gjort op med de forestillinger, er de stadig indlærte. De danner en del af mit fundament, og jeg har aldrig udfordret dem så brutalt, som jeg gør nu. Aberne er i oprør. De føler sig truet for første gang i mit liv, fordi mine handlinger kræver, at jeg prøver at fjerne deres livsgrundlag.

Fredag vågnede jeg igen med tømmermænd. Børnene var afleveret, og jeg startede dagen med at vandre lidt planløst rundt. Mit hjerte hamrede. Min krop dirrede. Jeg følte mig afklædt og inderligt sårbar. På randen af tårer hele tiden. Mine tanker og følelser var glatte og flygtige og ikke til at holde fast på. Jeg gik på værtshus, drak kaffe og læste avis. Jeg kan ikke huske, hvad jeg læste. Bartenderen spurgte mig, om jeg var ok, og jeg mumlede et eller andet og stak af. Jeg begyndte at gå. Mine ben tog mig ned til Peblingesøen. De begyndte at ryste under mig. Jeg begav mig rundt om søen, og jeg forbandede, at jeg ikke havde mine solbriller med mig. Jeg observerede, at jeg havde svært ved at trække vejret, og folks blikke pressede mod mig. Det føltes som om alle stirrede, og som om andre kroppes elektriske felter brændte min hud, når jeg passerede dem. Jeg stoppede på Dronning Louises Bro og røg en smøg, mens jeg kiggede på vandet. Min hjerne viste mig, hvordan jeg kunne springe derned og lade den grumsede sø lukke sig over mig. Hvordan jeg kunne åbne munden og trække vandet ned i lungerne. Jeg tænkte på, hvordan min computer og telefon ville blive våde. Et eller andet gjorde ubærligt ondt, men der var ingen smertekilde – ikke noget, jeg kunne slå fra eller lindre. Jeg gik videre og bemærkede, at jeg knap kunne mærke jorden under mine fødder. Min krop føltes let og tung på samme tid og mit hoved svømmede. Jeg overvejede igen at hoppe i vandet. Bare for at kunne mærke kulden. Den sidste halve kilometer var pinefuld. Alting stak og flåede i mig. Da jeg kom hjem, sad Pernille og Mette i køkkenet. Udsigten til selskab var godt, men jeg kunne ikke se dem i øjnene. Jeg hørte min mund mumle, at jeg lige ville lægge mig lidt, og jeg stavrede ind i seng, trak dynen over mig og krummede mig sammen i smerte. Men min krop ville ikke ligge stille. Den holdt krampagtigt søvnen på afstand. Smerten blev mere og mere intens. Blændende og skærende og mægtig. Jeg vendte og drejede mig, græd uden tårer, bed mig i knoerne og flåede rifter i min arm. Jeg hørte min kone og hendes kæreste rumstere i gangen og længtes desperat efter at bede om hjælp. Men frygten lammede mig. Jeg hørte døren gå, og jeg stod op og vandrede hvileløst frem og tilbage. Jeg stod i køkkenet med en kniv i hånden og stirrede på den. Jeg satte musik på i stuen og sang til det, mens tårerne trillede ned over mine kinder. Så slog det mig, at Pernille var på vej til at hente børn, og at jeg lige om lidt skulle køre dem ned til mine svigerforældre. Jeg opdagede da, at jeg ikke turde sætte mig ind i en bil med dem. For første gang i mit liv følte jeg mig ikke i stand til forsvarligt at passe på mine børn. Det var det, som gjorde mig i stand til at bede om hjælp. Jeg hamrede en besked ind i min telefon, kiggede på ordene et langt øjeblik og slog til sendknappen.”Kom tilbage. Jeg har brug for dig. Jeg er bange.” Så ventede jeg. Pernille fandt mig på sofaen. Jeg kunne på det tidspunkt ikke længere mærke min krop og anede ikke, hvad jeg følte. Jeg kunne ikke holde fast i mine tanker, men så hele tiden de samme stumper flyve igennem hovedet: jegerbangejegerbangejegerbangejegerbange… hvorforskerdetherhvorforskerdether… detgørondtdetgørondt… Jeg kunne ikke tale, ikke trække vejret, ikke føle. Jeg var grebet af en rædsel så dyb, at den klemte mit hjerte til en lille hård tjæreklump. Jeg fik gispet til hende, at jeg var fyldt med asfalt, og ordene føltes fremmede i min mund. Hvor kom det fra? Jeg kunne ingen ting. Al bevægelse, al følelse, alle tanker og selv stilstand gjorde ondt og smerten sang uoverdøvelig og umættelig igennem mig. Det føltes som mange timer, før hun fik mig bragt tilbage til mig selv. I det øjeblik lagde jeg mit liv i Pernilles hænder og var hjælpeløs.

Mit panikanfald er det voldsomste, jeg i mit liv har oplevet. Nu ønsker jeg bare at vide, hvad der fremprovokerede det. Jeg behøver at vide det. Så jeg aldrig kommer til at opleve det igen. Jeg behøver at vide, hvordan jeg kunne reagere så stærkt imod noget, jeg tror så meget på. Jeg har altid følt, at skellet mellem følelser og holdninger var kunstigt. Mine holdninger har altid været dybt rodfæstede i mig, og selvom en del af oplevelsen kan tilskrives en kognitiv dissonans mellem min sympati for afvisningen af konventionelle livsformer og min angst for at blive forladt og vraget, så oplever jeg i lige så høj grad en emotionel dissonans mellem mine dæmoner og alt det, mit hjerte banker for. Men tanken om underbevidstheden i oprør mod egoet kommer ikke ud af det blå. Ofte er jeg i den sidste uge blevet præsenteret for en opfordring til at passe på mig selv og ikke kaste mig ud i dette nye forhold bare fordi jeg mener, jeg bør. I denne opfordring ligger implicit en opfattelse af at følelser og rationalitet er inddelt horisontalt med følelserne i hjertet og rationaliteten i hovedet. Der ligger også antydningen om, at følelser som noget underliggende er vigtigere og taler sandere end min hjerne. Lyt til dine følelser, klinger Obi-Wan Kenobis ord. Det er en etableret sandhed. Men jeg køber ikke den inddeling. Mine holdninger er netop ikke bare en hat, jeg tager på. De udspringer i lige så høj grad af mit følelsesliv og min måde at relatere til andre på. Min grundidentitet. Jeg har bare udviklet og formuleret de følelser til holdninger. Herigennem har jeg konstrueret mit jeg. De andre følelser – Den Ensomme Abe og dens mange venner, er sider af mig selv, som jeg afviser at holdningsgøre eller identificere mig med. Det er nok forskellen på være fascist og anarkist. Er det angsten for det fremmede og grådigheden efter andres goder eller er det kærlighed og længslen efter frihed og lighed, der ligger til grund for ens holdninger? At indgå i en alternativ familiekonstruktion vækker i lige så høj grad rigtighedsfølelser i mig – stolthed, glæde, spænding og begejstring, som det vækker frygt, ensomhed og selvhad.

Vi gik i byen fredag aften. Jeg havde behov for ikke at være alene og ikke være hjemme. Panikanfaldet var udtjent og mæt og havde trukket sig tilbage til et hjørne, men dets selvtilfredse jagtdrømme kunne stadig mærkes, som en summen i hænderne og hjertet. Jeg brugte en del tid på at repetere en groundingøvelse i mit hoved for at holde bæstet sovende. Lørdag spiste vi sammen og så film. Søndag hentede vi børn hos mine svigerforældre og fortalte dem, om det nye medlem af familien. Tirsdag, en uge efter vi sprang ud, tog vi alle tre ind og blev piercet. Jeg lærer stadig at håndtere dette nye ukendte i mit liv. Jeg lærer stadig at mærke min krop og at give mine følelser plads. Jeg ser på min kone, og jeg elsker hende lige så højt som altid. Jeg ser hende se på sin kæreste og stråle, og det gør mig glad og varm. Jeg lærer også min kones kæreste bedre og bedre at kende, og jeg lærer, at hun er en person, jeg holder af – både i kraft af min kones kærlighed til hende, men også fordi vi har mange ting til fælles, og at hun er dejlig i sig selv. Det er nemt at elske dem begge. Det er også nemt at lade dem elske mig. Dæmonerne er der stadig. Dem slipper jeg nok aldrig rigtig af med, men jeg satser på, at hvis jeg ikke fodrer dem, vil de forblive uskadelige, og så må de egentlig godt være der. Tilbage står en erkendelse, som jeg længe har været bevidst om, men som nu er blevet inkarneret i vores liv: at kærlighed er udelelig og ubegrænset. Det er ikke en gave, vi kan give, eller en vare, vi kan sælge. Det er en kraft, vi kan forbinde os med. Det er kun vores egne dæmoner, der afskærer os fra kærlighed. Pernille, Mette, jeg og de mange andre mennesker omkring os, som vi elsker, ejer ikke hinanden. Ingen har ret til at udøve magt over nogen andre. Således byder jeg dette nye liv velkomment og ser frem til de udfordringer, der måtte komme. Hvordan skal jeg for eksempel forholde mig til andre kvinder? Jeg forestiller mig med gru gamle dages akavethed troppe op med sine svedige håndflader og mundlammelse. Endnu en dæmon, der skal ses i øjnene. Der er mange ting, vi stadig ikke har fået på plads – rutiner, nye perspektiver på hinanden, hverdag, men jeg begynder forsigtigt at tillade mig at tro på, at vi er ovre det værste.

Jeg har aldrig før brudt mig om at kalde mig anarkist, selvom de fleste af mine holdninger nok kan trækkes fra den ideologiske anarkisme. Der har altid meldt sig spørgsmålet: hvornår er jeg det så? Hvad er det præcist, jeg gør, som er særligt anarkistisk? Det er svært at kalde sig anarkist, når man lever i en konventionel kernefamilie, arbejder i et konventionelt pædagogjob, køber sin mad i Netto og bruger de fleste aftener derhjemme med TVserier, computerspil og lignende. Det er der ikke meget DIY og afvisning af autoriteter og konventioner over. Fra Andie Nordgren og hendes manifest fra 2006 har jeg betegnelsen relationsanarkisme, og den passer mig godt. Vi prøver så vidt som muligt at undgå de gængse mærkater og etablerede kategorier for vores forhold, men relationsanarkisme er en rammende beskrivelse, hvis det endelig skal være. Jeg lever derigennem en ideologi, der har fulgt mig hele mit liv, og det bringer også ro til mit bange hjerte. Dermed er dette både blevet historien om, hvordan vi sprang ud som relationsanarkister og historien om, hvordan jeg endelig blev anarkist. 

Update on onsdag, april 2, 2025 at 12:14PM by Eleonora Kapow

Jeg skrev det her, før jeg realiserede mit køn og manifesterede mig selv som den fabelagtige dame, jeg er i dag. Det er ofte en mundfuld at læse ting, jeg skrev dengang. Det var en forpuppet filtreret version af mig, som generelt havde svært ved at mærke verden og sig selv. Men hun prøvede virkelig hårdt, og jeg er altid imponeret over, hvor mange kræfter det faktisk har taget. Bare at stå op, have en eller anden meningsfuld interaktion med mine nærmeste, trække vejret. Jeg er dybt taknemmelig over for den forkrøblede afkræftede kvinde, jeg var igennem godt 35 års voksenliv indtil det var tid for mig at kravle ud af puppen. Prøv lige at se, hvor dygtig jeg var.

Om Svend – den antikapitalistiske fotograf

Han kommer ind på værtshuset og stiller sig foran baren som om mængden har spyttet ham ud der. Han sætter sig ned på en barstol med et træt smil på det hærgede ansigt. Han bestiller en elefantbajer. Han lægger sine handsker og en prince på disken. Og så dør han.

Egentlig dør han en hurtig død. Fra den første trækning i ansigtet, det første strejf af bekymring i de slørede øjne til han mister bevidstheden går der under ti minutter. Men både han og jeg ved, at han dør langsomt. Han fortæller mig det med sine rædselsslagne øjne og med munden, der former slørede volapykord i slowmotion. Han fortæller det også med de sære ryk i kroppen, som han sekund for sekund taber kontrollen over. De få minutter, det tager ham at få sin hjerneblødning, strækker sig i det uendelige, og der er intet romantisk eller smukt over det dødsfald.

Der er intet romantisk eller smukt over døden. Den er altid upassende og uvelkommen, beskidt og stinkende og ubekvem. Den følges altid ad med rædsel og sorg og smerte og efterlader mig med en afgrundsdyb tomhed i hjertet, der opstår så pludseligt, at det suger i brystet. Hvor mit hjerte var før, er nu et primalt vakuum så dybt og tungt, at jeg levende kan forestille mig, hvordan brystkassen kollapser under presset og imploderer i en sky af bensplinter og blod. Skuldrene og hofteskålen vender på samme tid vrangen ud med arme og ben spjættende ud til siderne i en vanvittig sprællemandsdans. Det sidste, der forsvinder i det sorte sørgehul i brystkassen, ville være hovedet, der med et fåret udtryk ville blive trykket sammen med en sådan hast at hjernen blev presset ovenud og stod ud af hovedskallen som et gråt springvand, indtil vakuumet også fik krammet på det og spolede det baglæns ned igen i den kompakte klump af blodigt kød og flækket knogle.

Når dødssorgen rammer, er den voldsom som en tsunami eller en eksplosion. Den efterlader en som en tung og inaktiv menneskerest. Et efterladenskab. Man er nødt til at kæmpe sig ud af vakuumets greb dag for dag, centimeter for centimeter. Kroppen må strækkes ud igen lige så forsigtigt så knogler og indvolde kan falde rigtigt på plads og man ikke bliver efterladt med varige defekter. Om man står lige for og tager det fulde brutale slag ved tabet af en højt elsket, eller om man befinder sig længere væk, skærmet bag den afdødes nærmeste, er der altid denne sugende tomhed. Tabet aktiverer alt det, vi er som mennesker. Det rører ved den nervøst skrigende abe dybt i os og ved den vagtsomme øgle. Et menneskes død er ikke bare et minde om vores egen død – det er det mindste af det. Når et menneske dør, bliver flokken helt konkret mindre. Mørket og kulden i det evigt ludende univers er krøbet lidt tættere sammen om os, og rædslen driver os sammen om det svindende lys med en dyb sult efter at drikke og kneppe os til salig glemsel.

Men midt imellem udbrudene af fordrukken liderlighed må vi også se hinanden i øjnene, og vi opdager, at vi stadig er en flok. Vi gør skaderne op, og vi mindes det liv, flokken har mistet. Et ønske om mening og sammenhæng opstår og vokser hurtigt til et krav om at tage det tabte tilbage. Ingen af os har et komplet billede, men sammen bygger vi den entitet op, som forsvandt og giver flokken det tilbage, den har tabt. Et ikon over den afdøde, en primitiv gudestatue stykket sammen af små skatte og hemmeligheder, vi har samlet sammen i vores tid med ham. Alle løsdelene lægges frem og passes sammen, og når vi opdager, at vi selv da ikke har det fulde billed, er vi ikke for fine til at spekulere – måske enda til at pynte lidt, og pludselig er der noget romantisk og smukt over døden.

Der var noget romantisk over det dødsfald. Han havde svoret, at han ville dø på sit værtshus, hans udvidede dagligstue. Der hvor han i fred kunne dele ud af røverhistorier og små sandheder eller bare kværulere, når han var i det hjørne. Der hvor han mødtes med kumpaner og bekendte før og efter demoerne. Der hvor musikken spillede, medens gaden brændte under rydningen af Ungdomshuset. Det var længe siden, han sidst havde været der, men noget i ham må have kunnet mærke, at det var en god dag at tage på værtshus.

Han kommer ind på værtshuset med et smil på det hærgede ansigt. Han bestiller en elefantbajer. Han lægger sine handsker og en prince på disken, som han plejer. Jeg bemærker, at det er længe siden, han har set så frisk ud. Jeg serverer hans øl for ham, og så dør han.

Tak for at jeg fik chancen for at kende dig, Svend. Du er savnet, men er stadig iblandt os.