En slags formålserklæring
Det her skal virke som min personlige legeplads. Jeg skriver til mig selv og for mig selv. Du er her helt på eget ansvar.
Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan svare på, hvorfor det så absolut skal være offentligt tilgængeligt og ikke bare en personlig dagbog, der ligger under min seng. Måske er det bare et ekshibitionistisk træk. Måske er det for at stille mig selv den udfordring at give mine tekster en vis konsekvens. Hvis jeg risikerer, at folk læser det jeg skriver, kan jeg ikke tillade mig at sjuske med formuleringer eller holdninger.
Jeg skriver for at få noget luft for mine personlige holdninger, følelser og løsrevne tanker om dette og hint. Dette er altså et reflektionsrum, et terapirum og et prøverum for, hvad der rører sig i min hjerne.
Som udgangspunkt vil en tekst ikke blive fjernet fra siden. Det er vigtigt for mig, at enhver sindsstemning, uanset dens timing, er repræsenteret.
Kommentarer er velkomne, men jeg kan ikke garantere, at de vil blive taget i betragtning eller taget seriøst.
Dog vil jeg efterstræbe venlighed og respekt i omgangstonen (hvor det ikke kommer i vejen for de ovenstående mål).