Forstyrrelsen

Danskerne er blandt verdens lykkeligste mennesker. Intet mindre. Det viser adskillige lykkeforskeres lykkeforskning med største klarhed og en sky af fine tests og skemaer. Der kigges på bruttonationalprodukter, sociale sikkerhedsnet og alskens andre mekanismer, og gang på gang kommer vi ud på toppen af lykkekagen. En af faktorerne, der kigges på, er graden af tillid. Som en forsker har påpeget, er det sådan ”at man i Danmark kan købe en bakke jordbær ved vejkanten og lægge en tyver i cigarkassen” (lektor Christian Bjørnskov fra Nationaløkonomisk Institut). Tillid er helt centralt i det moderne samfund. Nærmere bestemt: tillid til de abstrakte systemer – til ekspertisen. For at fungere og deltage i samfundet er vi nødt til at stole på, at vores løn reflekteres i bankernes databaser og at 5A altid kører forbi Nørreport station, lige gyldigt hvad. En anden faktor, der måles på, er tilfredshed. Det har jeg desværre ingen kilde på, men det forekommer mig, at jeg har læst, at danskerne er utroligt tilfredse. Her skal tilfredshed forstås som det, at vi ikke rigtig er bange for noget konkret. Vi er derimod skidebange for terror, hvis vi endelig skal frygte et eller andet. Til gengæld er vi ret glade for vores nye bil, det sidste gode tilbud på bajer i Netto, kantinen på vores arbejdsplads, udsalg i januar og alle de andre goder, vi omgiver os med. Konklusionen er , at vi er helt vildt lykkelige.

Samtidig er vi også rigtig gode til at slå os selv ihjel. Faktisk er vi blandt de førende på verdensplan i selvmord, og Information fortæller mig i en artikel fra den 2/2, om hvor ligegyldig en parentes Foghs administration har været for landets generelle udvikling, at ”danskernes oplevelse af nedtrykthed, har (...) været klart stigende i de senere år.” Hvordan passer det her sammen? Det har jeg ikke noget klart svar på, men der er et spørgsmål, jeg undrer mig ikke bliver stillet. Når der nu tales så meget om målinger af lykke, hvorfor får vi ikke at vide hvilke parametre, der måles efter? Hvordan måler man lykke? Hvilken konstant sammenlignes der med?

Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved, at når vi læser om den store mængde af lykke, vi sådan svælger i, er det oftest i populærmedierne. Ekstra Bladet, BT og gratisaviserne bruger ofte vinduerne i sensationsstrømmen til at fortælle mig, hvor lykkelig jeg er. Skal man finde lidt mere kritiske artikler, er det i de mere uafhængige medier, som netop Information og lignende. Det leder mig (og min i stigende grad konspirationsparanoide hjerne) til den mistanke, at hele lykkesnakken er endnu et stort spin. En brandingstrategi for nationen og, da nationen for at opretholde sig selv er nødt til at gøre sig identisk med folket, også af danskerne selv.

Gentages en løgn nok gange, bliver den til en eller anden form for sandhed. Og det er i sig selv en interessant formulering, for det er jo ikke helt sådan, det hænger sammen. Derimod hænger det sådan sammen, at man ved at gentage en løgn nok gange, kan ændre selve fundamentet for den løgn og dermed få den til at tage sig ud som en sandhed. Hvis ideen om lykke kan sættes i forbindelse med, f.eks., bruttonationalprodukt, og dette stiger, kan folk opleve, at deres lykke stiger. Når så de går ned med alskens farverige psykiske lidelser, må svaret være, at noget udefrakommende truer lykken. Lige pludselig giver den populære hetz af computerspil, samfundsnassere, indvandrere og frygten for terror meget mere mening. Anstrengelserne for at definere lykke, som den ting vi har i Danmark, går smukt op i en højere enhed med anstrengelserne for at definere fjendebilleder udenfor.