Forstyrrelsen

Jeg hader jul. Jeg hader jul virkelig virkelig meget. Der var vist nok en gang for længe siden, hvor det var det fedeste i hele verden, men nu hader jeg den altså. Jeg tror ikke, jeg hader den, af andre grunde, end så mange andre hader den. Det kommer alt sammen ned til markedsføringen af kærlighed, skønhed og lykke. Det kommer ned til, at da julen for mange år siden blev et produkt, afgik den ved døden og druknede helt udramatisk i sit eget bræk og at den hver gang, vi graver den op og lægger den til skue, lugter lidt værre.

Jeg tror måske, det der skete, var, at man besluttede sig til, at julen er hjerternes fest, hvor hyggen står i højsædet, og alle overgiver sig til gavmildhedens og kærlighedens lune ånd. For sådan tror jeg ikke, det var oprindeligt. Tiden omkring den mørkeste dag på året har altid været en hård tid. Vejret slog dig og din familie ihjel, og man kunne se forrådene svinde stille og roligt ind uden at blive fyldt op igen. Tidens ånder var hadske og hævngerrige og ikke de rare og tandløse nisser, vi kender i dag. Så når man holdt en fest, hvor verden var mørkest og hårdest, var det sgu ikke for at hygge sig. Det var en udfordring. En knyttet næve mod mørket og døden. En trodsig fejring af det lys, der var så lidt af. Julen var en kampdag. Man drak og åd som en sejrherre for at stadfæste livet og det hjerte, der stadig bankede i ens bryst. Men som man med nationens opståen og modernitetens indtog pakkede sig ind i et harnisk af abstrakte systemer, mistede hjertet sin grund til at banke og kampen blev til en selvfed, fordrukken hyldest af papirpaladset.

Jeg gjorde det i år, jeg gør det igen næste år og jeg vil opfordre enhver til at gøre det samme. Brænd paladset, grav det gamle kadaver ned, spyt på julen og vend tilbage til kampen. Drik og æd for din egen skyld og flå den tyranniske tradition i stykker. Og når du er i gang med bålene, så prøv at teste, hvor meget af resten af systemet, der også er bygget i papir. Resultatet vil overraske og forundre.