Undergang igang
I vores verden har Folk gået i skole hele deres liv. Også efter de er gået ud af den. De kigger op mellem deres huse og ser grundende på himlen. De betragter asfalten og rynker brynene. De ser på hinanden og nikker eftertænksomt. I vores verden er Folk utroligt kloge. De tænker og tænker og tænker. Her er Civilisationen opfundet. Den er også patenteret, masseproduceret, plagieret og sat på udsalg. Man kan få Civilisation produceret af kloge Folk til en tier i fucking Netto. Det er helt utroligt som vi har regnet den ud. I vores verden er Folk blevet så kloge, at de ikke behøver at handle klogt længere. De kan opføre sig lige så stupidt og nederdrægtigt, de har lyst til uden at vakle fra deres sokler. Uden så meget som at kaste et enkelt, flygtigt blik ned i den Afgrund der er begyndt at gabe omkring deres mægtige troner. I vores verden stirrer folk varsomt på hinanden over mægtige sorte dyb og fra tid til anden træder en af dem ud og væk, forsvinder med et suk i Mørket. I vores verden behøver Folk ikke længere forældede og besværlige dyder som Integritet, Solidaritet og Loyalitet. Det sælger ad helvede til. I vores verden er Folk nogle utilregnelige, stupide aber og når BOMBEN falder vil ingen savne os.
Tak.


Reader Comments