Forstyrrelsen

Grækenland er et land med buskede overskæg, store næser, blå badestrande, feta, fede tyskere med alt for lidt tøj på og masser af militante anarkister. Man hører ikke så meget om de militante anarkister til daglig, men det er nok heller ikke ligefrem den historie, den græske stat har lyst til at fortælle om sig selv. Dog blev den luksus brutalt frataget den, da en af dens repræsentanter i lørdags krydsede en grænse.

Under et sammenstød mellem en gruppe unge og en politipatrulje i kvarteret Exarchia, der ligger i Athen, skød og dræbte en betjent en 15årig dreng. Kort tid efter var Athen i oprør og snart efter fulgte resten af Grækenland med. I flere græske byer afbrændtes biler i gaderne og butikker blev udsat for hærværk i voldsomme sammenstød mellem politi og aktivister. Medierne er holdt op med at tale om "unge ballademagere" og bruger nu i stedet udtryk som "folket i oprør." Den konservative regering, som ellers ikke er kendt for sin lydhørhed over for dem, der falder udenfor, har prompte retsforfulgt de skyldige betjente og indenrigsministeren har sågar annonceret sin tilbagetræden. At mange af disse indrømmelser kommer samtidig med et massivt politiopbud, og at premiereministeren afviste sin indenrigsministers tilbagetræden, vidner dog om regeringens beregnende metode. Alligevel, synes jeg, hele forløbet er forbilledligt.

Mange vil nok endnu engang synge den gamle sang, om at det er uretfærdigt, at en gruppe menneskers utilfredshed skal gå ud over private menneskers ejendom, hvortil man blot kan indvende, at de overser det uretfærdige i selve fordelingen af privat ejendom. Hvad endnu vigtigere er, kan et sådant folkeligt oprør ikke rettes andre steder hen. Når en statens repræsentant overskrider sine grænser, er det fordi staten i en eller anden grad har svigtet. Når mennesker gives magt til at administrere deres egen ret til brug af vold, vil de, i fraværet af grænser og sanktioner, i enhver tænkelig situation gøre brug af volden. Med "grænser og sanktioner" mener jeg alt lige fra almindelig moralsk norm til lovmæssige regulationer. Var det ikke for disse rammer, som mennesker lægger på sig selv og hinanden, ville volden altid være løsningen. Når en repræsentant bryder rammen for sin administration af retten til vold, er det et udtryk for, at de af staten givne rammer har været for løse, og at det altså er staten, der i sidste ende er ansvarlig for overgrebet. "Staten myrder!" skrev tyske aktivister på et banner, som blev hængt fra et vindue i det græske konsulat i Berlin i dag.

Men hvad skal man ramme, når staten ikke lever op til sit ansvar. Det vil være misforstået at gå efter den specifikke politibetjent, så man må reagere på samme niveau som staten. Hvor retssikkerheden er statens måde at anerkende individdet som borger, er ejendomsretten statens vigtigste byggesten. Det er min påstand, at hele vores konstruktion af demokratiet bygger på den private ejendomsret som det absolut vigtigste element. Det er ejendomsretten, som ultimativt begrænser statens magt over for borgeren, og ejendomsretten som stadfæster borgernes adskildelse fra hinanden, og som dermed også er mål for borgernes muligheder for at opnå magt over hinanden. I hærværket sættes ejendomsretten ud af drift, fordi der ikke er noget element af berigelse i det. Hærværket er folkets eneste reelle våben over for en stat, som ikke lever op til sit sociale ansvar.

Hvorfor er det så nødvendigt? Man kunne argumentere for, at staten jo er indrettet til på egen hånd at håndtere de fejl, dens repræsentanter begår. Således er systemet skruet sammen til at korrigere sig selv og hele tiden lappe de huller, som dets borgere begår. Ved på denne måde at fæste ubetinget tillid til systemet, burde samfundet finde sin egen balance og derved opnå perfekt orden. Kort fortalt kan man henvise til nazityskland, hvis man vil finde et eksempel på et folk, der fæstede ubetinget tillid til systemet. Systemet går nemlig efter den ultimative effektivitet og bekymrer sig ikke om menneskeliv, moral eller social tænkning. Når regeringen lader ansvaret flyde, og den systemiske tænkning tager over, er folket det sidste bolværk, og det er folkets ansvar at slå igen så hårdt og så nådesløst som muligt og nødvendigt. Når ret bliver til uret, bliver modstand til pligt. Dette har græske aktivister vist os i weekenden, og der er dermed endnu engang blevet sat en grænse for, hvad en stat kan tillade sig. Den græske regeringen har desuden med sine handlinger klogeligt husket, at et folk ikke bør frygte sin regering, men regeringen altid frygte sit folk.