Forstyrrelsen

Grønlænderne?! Sådan en flok tyveknægte! De kommer bare herned og nasser og rager til sig, sådan nogen møgsvin. De er fandme ikke til at stole på. Min nevø fik en flaske i hovedet af en grønlænder for et halvt år siden uden grund!! De skulle dælme sendes hjem til indlandsisen, hele banden, sku' de!

Efter sigende skulle det have været en udbredt holdning blandt lavtuddannede, forskræmte danskere i 50'erne, at grønlænderne var nogle værre nogen som man skulle holde sig fra. Og det var da også for dårligt, at de ikke kunne opføre sig ordentligt, når man nu gjorde så meget for at hjælpe dem her i rare, rummelige, lille Danmark. I dag har billedet skiftet, selvom racismen stadig er der. I dag bliver grønlænderne set på med medynk, hvis man overhovedet kigger i deres retning. De er blevet degraderet til en slags harmløs underklasse, som man kan grine af og ellers ignorere. I dag har andre taget over som fokus for fremmedhadet. Og før grønlænderne var det negrene, som vi kendte fra de vestindiske kolonier, og jøderne, som fik skylden for Danmarks bankerot i 1800tallet, og zigeunerne og taterne og rakkerne og så videre. Der har altid været nogen man hadede.

Hadet har taget forskellige ansigter på sig. Synet på negrene i USA og de Vestindiske Øer blev begrundet videnskabeligt gennem bla.a. frenologi og darwinisme. I dag bruger vi i højere grad moral eller sociologi til at understøtte vores fremmedhad. Og så Ekstrabladet, selvfølgelig. Det er ligesom om, at det altid har været der, som en grundtilstand, en iboende ondskab, en designfejl. I en hypotetisk tid, før der var ting man kunne hade, lå hadet der og lurede, ventede på noget at kaste sig over. I hele menneskets historie har den side af os haft en fest med at udse sig det fremmede og ukendte og vende os mod det. Og stadig er vi genstande for denne ubehagelige tendens i os. Og stadig prøver vi at bortforklare det med pseudovidenskab og pseudomoral. Det er også bare deres egen skyld. De kan jo bare være ligesom os.

Heldigvis kan man jo forestille sig, at der er en modsatrettet tendens i os, som leder efter undskyldninger for at binde os sammen med det ukendte og uprøvede. Lad os kalde den kærlighed. En basal drift mod at knytte bånd og bygge bro, mod at lære af det fremmede og lære det fremmede om en selv. En trang til at holde sig i live og til at gro. Så der sidder vi så mellem disse to grunddrifter og prøver at beslutte os. Gad vide om der er et facit?