Forstyrrelsen

Jeg sidder stille og søvnigt ved morgenbordet og gumler. Slubrer lidt kaffe. Kigger sløvt på smørret. Annas mor ringer, og hun sætter sig over i sofaen for at sludre. Jeg samler Kabuki op og begynder at læse. Så rammer den mig som en brolæggerjomfru. Et buldrende bumletog der skriger ud af min underbevidstheds mørke tunnel. Jeg kan mærke at min hjerne gisper efter luft og kæmper hektisk efter noget at klamre sig til. Lige pludselig er jeg helt vågen. Jeg kan ikke holde ud at sidde stille og tygge drøv. Jeg er nødt til at sige noget, snakke, finde på. Ikke at jeg ved, hvad jeg skal snakke om eller finde på. Der skal bare være et eller andet. Da Anna kommer tilbage og hilser fra svigermor begynder jeg at plapre om løst og fast, medens jeg hastigt sluger det sidste stykke brød og tømmer min kaffekop. Det kan ikke gå hurtigt nok at få ryddet af bordet og komme til computeren.

Inspiration er en sær størrelse. Jeg kan godt forstå, hvorfra behovet for at sætte et ansigt på den, og gøre den personlig kommer fra. Det kan føles som en besættelse, når Musen (ikke gnaveren)  kommer over en. Man er ikke sig selv længere, noget andet er i rummet, i ens hoved. Med tiden bliver fornemmelsen også velkendt og tryg, på en måde. Som en gammel ven man altid byder indenfor. Det er dog langtfra en tryg tilstand at befinde sig i. Nogle gange er den som en sygdom. Ligesom forelskelse kan være det. Jeg kan ryste på hænderne og spænde i hele kroppen af trang efter at få afløb for min inspiration. Som en seksuel spænding der hungrer efter udløsning. Når den rammer mig, ved jeg langt fra altid, hvad jeg skal skrive. Den kan slå ned når som helst og bare give mig en ufokuseret trang til at skabe noget. Frustrerende hvis jeg ikke er i nærheden af en computer. Frustrerende hvis man sidder i et klasselokale med blyant og noteblok og ikke kan tegne. Inspirationen kræver det bedste af mig. Og det kan være et frygteligt nederlag, hvis jeg kan mærke, at mine evner ikke lever op til inspirationens høje standarter. Hvis jeg ikke kan formidle det, som jeg kan fornemme inde i hovedet. Men når jeg kan, når det lykkes. De få øjeblikke, hvor jeg ser på mit produkt med en følelse af genkendelse. Lykke, lettelse, min hjerne slapper af, ruller om på siden og tænder en smøg.

Det kan være vældig godt, at være den der altid kan finde på. Det kan også være et utaknemmeligt job. Inspiration kommer sjældent belejligt, og den er ligeglad med, hvad man har af kunsteriske færdigheder. Den dukker op i en, stiller krav og varmer hjernen op til kogepunktet. Raser og hærger, hvis den ikke bliver tilfredsstillet. Forsvinder som en orkan ud over havet og efterlader en følelse af tomhed. Besværligt og hårdt. Hvis jeg fik muligheden for at vælge den fra... ville jeg nok alligevel ikke gøre det. Inspiration er en rus jeg ikke ville være foruden. En krævende og berusende, æterisk elsker.