Endnu en milepæl passeret
Jeg ved ikke om jeg er ene om det her, men jeg har det med at dele mit liv op i begivenheder jeg har levet igennem. Milepæle. Ved at kigge tilbage på milepælene kan jeg kategorisere mit liv i perioder med bestemte temaer. Mange af perioderne lapper ind over hinanden - såsom perioden, hvor jeg gik i gymnasiet som lapper ind over perioden, hvor jeg spillede rollespil, som jo stadig er i gang. En vigtig periode jeg lever igennem for tiden er perioden, hvor jeg tog på Roskilde festival. Den kan så underdeles i perioden, hvor jeg var loader og atter igen i perioden, hvor jeg var holdleder for loaderholdet - begge to er jeg stadig igang med. På sin vis er hver eneste overstået Roskilde sin egen periode. En vigtig begivenhed som starter og slutter og som jeg lægger bag mig med et vist vemod. Som at se sin ungdom forsvinde bag sig.
Hver Roskilde jeg er på er fuldstændig unik, selvom der basalt sker de samme ting. Jeg drikker mig fuld, ryger mig skæv, griner af mærkelige mennesker, køber nogle ting jeg ikke helt har brug for og knokler min røv ud af bukserne på orange scene. Og selvfølgelig en masse andre ting også, men selv hvis jeg skulle remse dem allesammen op i stikordsform ville det være et helt indlæg for sig. Desuden kan jeg alligevel ikke huske det hele. Desuden ville det nok blive et rimeligt uinteressant indlæg, hvis det bare indeholdt en liste.
Men ok, jeg vil gerne skrive om lige præcist denne periodes afslutning og noget af det jeg har båret med mig videre. For at gøre det vil jeg mindes mandag aften den niende juli ved halv titiden, hvor jeg stod på frontpodiet på orange scene og kiggede ud over resterne af festivalen. Den var slut og i fuld gang med at blive revet ned, ryttet op, brudt i stykker og afsluttet. Det her vemod ramte mig, som om jeg så min barndom slutte, som om jeg mistede min uskyld. Mit hjem forsvandt for øjnene af mig og afslørede en nøgen og barsk virkelighed. Jeg huskede tilbage på den forløbne uge og undrede mig over følelsen, for den havde ikke været en dans på roser. Roskilde festival er altid et svært land at bo i, for dens gamle er blevet korrupte, medens dens unge er lige så kompromisløse og gale som de altid har været. Og det regnede. Dette års festival havde rekorden som den vådeste af dem alle med over 100 mm regn. Roskilde festival er et nådesløst og utaknemmeligt sted at være og alligevel er det som om noget i mig dør, hver gang jeg ser det forsvinde.
Er det ikke hjerteskærende? En hær af forældreløse gummistøvler efterladt i mudderet af regntrætte gæster. De stod ved vestindgangen mandag morgen efter festivalen. Ikke et menneske i sigte, men tusinder af druknede telte
. En spøgelsesfestival, tavst ventende på at ådselsæderne omhyggelig går igennem efterladenskaberne, som langsomt forvandles fra fest til skrald. Jeg hørte at tre bilfulde zigeunere havde tvunget sig adgang til østcamping med jernrør for at få fri adgang til skraldet.
Denne forrådnelse har dog altid været en naturlig del af festivalens økologi. Den årlige nedbrydning med bål og brand og ødelæggelse og den efterfølgende roden i ruinerne af sultne ådselsjægere. En anden og nyere råd viser dog med bedrøvelig tydelighed at festivalen er en del af noget større. Den snigende korruption, foragten for de frivillige og opfattelsen af gæsterne som forbrugere i stedet for gæster viser at Roskilde er blevet en del af lortedanmark. Lortesygdommen har ramt den.
En bondemand som plejede at låne en mark ud til festivalen ville lige pludselig have penge for den. Han ville have lige så meget i leje som marken kostede at købe. Festivalen nægtede at betale med store forandringer til følge. Mange læber hang og mange hænder blev løftet. Hvad kan vi gøre? Det var den onde bondemands skyld. Vi er nødt til at omstrukturere, vi er nødt til alle at trække lidt hårdere. Det her går ud over os alle. Men det var ikke kun det. Roskilde kommune tager af en eller anden grund sikkerhedsregler og regulativer ved festivaler meget mere alvorligt end andre byer gør. Hvorfor? Tja, hvem ved, sådan er det vel bare. Når man spurgte dem der burde vide noget blev der trukket på skuldrende og hængt med læberne og sagt at ændringerne ramte alle og kom ingen til gode. Det var de andres skyld, men ingen navne blev nævnt.
Lad os se på en simpel årsagsammenhæng. For syv år siden døde ni mennesker foran orange scene til en koncert. Orange scene er symbolet på Roskilde festival. Teltet er logo. Roskilde festival tager sit navn fra Roskilde by og gør derved en mindre dansk provinsby verdenskendt. Nogle af de største kunstnere inden for rytmisk musik kender byen og har gæstet den for dens festival. MTV holder nedtællinger og laver specialreportager fra festivalen. Ni mennesker dør og pletter med ét slag navnet med blod. Navnet er ikke kun lig god musik og kunst længere. Nu også med døde unge. Roskilde sætter himmel og jord i bevægelse for at beskytte sit navn. Skidt med gæster og frivillige medarbejdere, for så længe festivalen kan associeres med musik og fest er den på verdenskortet og garanteret en enorm indtægtskilde.
Det er så simpelt og så grimt at se på, hvordan pengemændende bag festivalen sørger for at reglerne bliver strammet op så enhver kritik kan imødegås med et stykke papir med dokumentation for sikkerhed. Advarsler og regulativer. Ligesom advarslerne om kaffens temperatur på McDonalds kaffekopper. Måder at beskytte brandet på. Roskilde skal beskyttes - ikke for at bevare en kulturinstitution, ikke for at holde liv i et rite, hvor hundretusind mennesker med den ældste ventil i verden prøver at holde vanviddet på afstand. Roskilde bliver beskyttet for at holde pengestrømmen flydende.
Forhåbentligt formår de gale at holde deres land sundt. Forhåbentligt drukner ikke også Roskilde festival i lortedanmark. Når jeg ser på de hundretusind ukuelige danskere der tropper op hvert år for at vælte sig i sølet og slippe deres vanvid ud, tør jeg stadig håbe en smule.
References (1)
-
Response: StephenLeonel


Reader Comments