Forstyrrelsen

Kender du det, når ens liv lige pludselig sætter farten op til et svimlende tempo for en kort periode? Det bevæger sig af sted i sit sikre ic3tempo med hvad der hører til af forsinkelser, et tilfældigt smil fra punkertøsen på sædet ved siden af, en efterladt spiderman i UdOgSemæDSBholderen, en konduktør der taler med en sjov stemme og lige pludselig forvandler det sig uden varsel til et futuristisk, aerodynamisk, japansk lyntog der skærer igennem natten med et brag af sammenpressede luftmolekyler som får vinduer til at rasle og dyr til at flygte i miles omkreds. Før du ved af det står du på en station i Malmö og tænker "fuck...?," medens du prøver at få vejret.

I søndags ringede de fra Opgang 2 (et teater, hvor jeg og min kæreste engang har været aktiveret, omend ikke på samme tid) og sagde, at de manglede en skuespiller, da en af deres var hoppet fra midt i forestillingsforløbet. Mandag kl tolv fik jeg stukket et manuskript i hånden og gik i gang med at øve scenegang med de andre skuespillere. Tirsdag arbejdede jeg fra kl ni om morgenen til kl syv om aftenen med at lære replikker uden ad, at rappe, få mit kostume på plads og lære forestillingen som helhed at kende. Onsdag kl ti minutter over tolv sad jeg på en skammel på en scene foran et publikum i et spotlight og sagde "I folkeskolen lærte jeg ikke meget..." Min første replik i stykket.

Efter min fødselsdag havde jeg en følelse af, at Universet havde fået øje på mig. Det er som regel ikke en fed ting, når Universet får øje på en. Bedst at gå lidt ubemærket og ikke at være genstand for tilfældighedernes ubarmhjertige spil eller naturlovenes endnu mere ubarmhjertige dom. Men det havde helt sikkert fået øje på mig denne gang. Jeg kunne ikke fortsætte mit studie, hvor det ellers var gået rigtig godt i lang tid, min ryg begyndte at gøre rigtig ondt igen og jeg sad og var lidt småsyg og ussel. Universet skulle lige minde mig om, at jeg er blevet gammel og ikke har nået det jeg skulle, da jeg havde chancen. Og nu dette.

Jeg kan huske, da jeg var til premiere på den selvsamme forestilling jeg nu spiller med i, at jeg så ned på scenen og var misundelig på skuespillerne dernede. Sådan har jeg det altid, når jeg er i teatret. Gid det var mig der stod på scenen, gid det mig som havde chancen for at bevæge og underholde et publikum på den måde. Og så fik Universet øje på mig. Måske lige for at minde mig om, at opmærksomhed fra den kant ikke altid er noget man skal undgå.