Forstyrrelsen

Kan man lave et system, der ikke tager for meget fokus fra rollespillet, komplementerer ingameoplevelsen ved at gøre brug af termer der fungerer lige så meget i som udenfor spillet, er præcist og konsekvent og som virker spilfremmende i stedet for spilhæmmende? Dogs in the vineyard kan nogle af de ting, men kan det også håndtere superhelte? Fanger det lissom ånden? System er nok den ting, jeg har sværest ved at greje. Min hjerne skyr væk fra matematisk tænkning.

I Dogs er man selv herre over, hvad der er vigtigt at kunne og, hvad der ikke er. Desuden håndterer det karakterudvikling på en smuk og troværdig måde. Der er bare så meget fokus på konflikterne, at en spilgang sagtens kan gå med en enkelt kamp. Det er fedt i Dogs, men ikke helt det jeg vil her.

Så er der det der soldatersystem, hvor man dør for et godt ord. Jeg kan ikke huske, hvad det hedder (og har heller ikke spillet det), men det er noget med at skydevåben giver en fast skade - ikke noget med at rulle terninger og håbe på at man er heldig. Man håber på ikke at blive skudt på, for bliver man ramt, er man færdig. Jeg gider ikke nødvendigvis spille soldaterrollespil, men jeg kan godt lide det konsekvente i det system. Desuden skulle en følge af det være, at man så vidt som muligt prøver at undgå skydekamp, fordi der hver gang er en meget reel risiko for at miste sin karakter. Omvendt psykologi, men det virker.

Nu kender jeg faktisk ikke rigtig til flere systemer. Måske skulle jeg gå på opdagelse?