Dette er en beskrivelse af, hvad man i Dagan Stadr ved om norden, fra de vestlige kyster, hvor sletten møder det store udhav til tundraerne i øst, hvor de store skove dækker landet.

Norden er i luftens element, men elementerne beskriver andre ting end Skabelsens regioner. Blandt andet beskriver de også årstiderne. Skabelsen har således fem årstider med tre måneder i hver: jord, træ, ild, vand og luft. Månederne er udmålt efter månen og hedder opstigende, strålende og nedgående. For eksempel hedder den tredie måned i Jord, Nedgående Jord og den midterste måned i Ild, Strålende Ild. Dog passer antallet af dage ikke helt med årstiderne, så når nedgående Luft render ud kalibreres kalenderen i fem dage. Kalibreringen ligger uden for tiden og er over hele Skabelsen omgærdet med mange tabuer og frygt. De største ulykker sker altid i kalibreringen, hvor selv det bedste sværd knækker og det stærkeste tag bryder sammen.

Jord er den stille årstid, hvor verden falder tilbage på plads efter årstidernes tumult. Det er den stabile måned. I Norden er det en vintermåned, hvor verden ligger i hen i frostens greb, men uden at vejret skifter meget. Herefter går året i gang med Træ, hvor alting for alvor begynder at gro og det meste såning foretages. Ild er sommeren, hvor der kriges og ventes på høsten som kommer i den sidste Ildmåned. I Vand høstes der, handles på stortinget og gøres klar til vinteren som kommer i Luft. Selvfølgelig varierer klimaet og årstiderne meget alt efter, hvor i Skabelsen man er. I norden er Jord en meget kold årstid, dog uden de mange voldsomme vinterstorme som Luft er fyldt med. Vinteren varer typisk fra strålende Vand til opstigende Træ. Træ og Ild er meget hektiske årstider i norden, hvor der både sås, høstes og dyrkes krig med megen iver.

Dagan Staðr

Navnet dækker primært landet mellem Ulfskogr og Himminfjell i nord og syd og Thokaskaut og søen Ormahofuð i øst og vest. Roðulhvila kaldes dette område som af dets folk anses for et sted solen hviler. Dog strækker riget sig nu også op nord for skoven til bygderne Sølvsted og Kvitebaune og ned til Ultum i bjergene sydpå. Landet er en lille oase i norden. Fra de flade enge syd for skoven rejser det sig i blide runde bakker mod de alvorlige klippesider på de sydlige fjelde. Landet er gennemskåret af vandløb og åer som alle kommer ned fra bjergene. Nogle løber ud i skoven, medens andre løber ud i den bugtende Ormrsporða – ormens hale som er søens primære kilde.

Landet har ikke megen skov, men dog mere end er almindeligt for norden. Ud over den enorme Ulfskogr vokser der her og der klynger af træer. De er som oftest krogede og lave pga. den evige vind der blæser, men da Dagan Stadr ligger i læ af bjerg og skov er de væsentligt højere end i andre dele af norden. Den mest almindelige træsort er ask og eg, men på bjergenes skråninger og i dalene står dystre graner. I Ulfskogrs dybe dale finder man store områder med bøg og birk. Dog dominerer også her granen – særligt i den østlige del af skoven, hvor den møder Thokaskaut.

Dagan Staðr

Byen uden nat. Landet, hvor dagen hersker. Byen er hjertet i nordens yngste rige og centrum for den nyopståede solkult. Den er både blevet til et religiøst og ideologisk centrum for daganfolket som efterhånden omgærder det meste af dagligdagens praksis med en vis spirituel signifikans. Spinder man uld gør man det i solens navn, går man til tinge er det som en fri mand under himmelættens hånd, træner man kamp er det med henblik på at kæmpe for lyset. Der hersker derfor en stærk ideologisk ånd i byen og dens indbyggere roder sig gerne ud i religiøse diskussioner. Folk føler sig privilegerede og tænker på det at bo i solhøvdingens by som en religiøs praksis i sig selv. Af samme grund ser man mange smil og møder overalt en driftig iver efter at udmærke sig og leve op til guden. Ingen sjusker eller skærer hjørner her. Det er også her det gamle skel mellem tatere og frie mænd er mest opløst. Man ved godt hvem der har været tatere og hvem der ikke har, men der ses ikke skævt til hinanden og de første ægteskaber er opstået. Det samme gælder med hedefolk som udgør en stadigt voksende del af befolkningen.

Mange af byens ressourcer og tid går til ofringer og anden religiøs praksis i de efterhånden mange templer. Dette være sig Fimmdrottinhalla som er det første tempel der blev bygget i byen af storgoden Sigeir. Det er viet til Vandringsmanden, Solen, Månen, Vathi og Vestvejen. Her lægges også offergaver til solarerne ved Vandringsmandens fod i Himminketill – karret formet med sølv og guld af Arngrim. Ved siden af Fimmdrottinhalla står Ligulfs grav i en stor og tillukket hal, hvor han ligger på et leje af udskårne egeplanker. Her lægges ofre til solen og Ligulf selv og mange søger stedets ro og ensomhed til at meditere over lyset eller personlige problemer. Flere har berettet, at de efter at have våget og fastet i lang tid har set Ligulf stå frem for sig og tale til dem. Der er dog ikke entydige beretninger om dette.

Ellers ernærer folk i Dagan Stadr siger primært af fiskeri og landbrug. Hvede-, byg-, og rugmarker strækker sig to-tre kilometer ud til øst og nord og næsten fire kilometer langs Ormrsporða på begge sider. Et system af jordveje skiller disse marker ad og her og der står et skur med redskaber, typisk delt af flere familier. Ved Ormahofuðs kyst ligger adskillige små og store både og tre bådebroer er bygget et stykke ud i søen. Et par både er bredbundede handelsskibe, men de fleste er små, hurtige fiskerbåde. Havnen ligger primært syd for byen i flodmundingen og på landet ud for den er der ofte driftig aktivitet med at reparere net og både. Her forarbejdes også det meste af det tømmer som bliver sejlet ned fra Ulvegærdet. En hal er bygget til at holde tømmeret tørt og her går Torkel Torkelsgård fra Drakefjord. Han er en gammel mand, så han sidder mere end han går, men han har taget sig en del lærlinge som lærer at bygge skibe af ham. Torkel er en bitter og fåmælt mand som ikke blander sig i styret af byen, selvom han kunne. Livet har ikke været blidt mod ham, hverken i de lange år han byggede skibe for Wulfgar eller da han mistede sin dovne søn, Grinulf, til mørket. Ved flodmundingen er bygget et lille tempel med en smukt udskåret orm hvilende langs tagryggen. Her lægges af og til ofre til Ormen som søens gud i folkemunde omtales.

Krydser man Ormrsporða og følger vejen mod Vindrheim kommer man efter kort tid forbi Møllebakken. Her er efter anvisninger fra de tilrejsende ilmalaiset bygget en mægtig stubmølle. Mølleren hedder Taisto og var også møller i Ultum. Han tager en moderat betaling af en enkelt sølvmønt for at male ca. en marks høst. Ofte samles ilmalaiset ved møllen eller i Taistos hus som er bygget for foden af bakken. Her synger de vemodige fædrelandssange, drikker sig stive i bygvin og taler ilmask. Taisto brygger også en voldsom øl af det friske byg og det er efterhånden almindeligt at lade en del af høsten stå hos ham, så han kan brygge øl på den. Han har hyret et par karle til at hjælpe med ølbrygningen og fremstilling af tønder til øllet. De sidste par år er det blevet til en helt lille begivenhed, når det færdige øl skal hentes. Her tager man gerne familie og venner med, så folk kan smage på varerne. Især efter Taisto gravede sig en ny bryggekælder og opførte et stort tørreloft over den. Her brænder der bål gennem det meste af året og lugten af røg blander sig med lugten af gærende byg fra kælderen. Der er også blevet plads til et par brede bænke og et langbord, hvor venner og andre besøgende kan sidde.

Følger man vestvejen mod øst forbi Nybaune kommer man til en hal kort før vejen drejer af mod nord ved Vestvejens tempel. Dette er Asgershal, som han har bygget med hjælp fra sin familie og venner. Tre familier bor under dette tag – alle tidligere dele af Asgers ryttere. De passer Dagan Staðrs heste. Over 300 af dem er der nu efter der er blevet avlet på dem og hedefolket har bidraget med gaver. De meste af året løber de frit rundt i Roðulhvila, men op til tinge indfanges de og tages med til fremvisning, salg og tilridning. Asgers følge har et særligt fællesskab omkring deres heste som de er meget stolte af. De føler sig i lige så høj grad en del af Dagan Staðrs fællesskab, men sætter dog en stolthed i ridekunst og –pasning, som de ikke forventer at andre skal leve op til. Af og til sender familier deres sønner ud til Asgershal for at tjene og lære deres håndværk. Disse unge virker som Dagan Staðrs kurerservice og rider rundt i riget med særligt følsomme beskeder og varer. Efter bestemmelse fra Asger underholdes kurererne med mad af ham, men med sølv af dem der rides for. Et ridt for et sølvstykke.

Ellers varetages infrastrukturen af fuglemændene. Efter at Knut kom til er fuglefængeriet blevet populært igen og de få gamle som stadig huskede deres fædres lærdom har været ivrigt besøgt af unge som higede efter at gå i høvdingens fodspor. Der er nu adskillige fuglefængere i Dagan Staðr og nyheder udveksles mellem byerne på ugentligt basis. De mest almindelige fugle der bruges er ravne, da høge og falke er for vilde til formålet. Ravnene får bundet beskeden om benet skrevet på et stykke birkebark. Af samme grund kan der ikke siges meget af gangen, da fuglen ikke kan bære for store stykker bark. Fuglemændene opdrætter også falke og høge til jagt og mange af disse fugle sælges for sølv til Ilma.

Arngrim Smed står for reparation og fremstilling af våben og redskaber og han er legendarisk inden for sit fag. Selvom Aslaugs arbejder, og særligt hendes indsats med pladerustningen, oversteg hans formåen har hendes berømmelse smittet af på ham. Folk husker hende som hans lærling og tænker hendes dygtighed som delvist hans fortjeneste. Arngrim kan dog heller ikke sammenlignes med Dagan Staðrs andre smede – som også alle er hans lærlinge. Han er allerede hastigt på vej til at blive en levende legende. Det siges om ham at, når han er alene slipper han sin vrede over dødens magter fri i jernet og smelter det med sine bare næver. Han arbejder som ti mand og laver ypperlige våben. Arngrim arbejder også både dag og nat i perioder og er en meget privat mand. Han arbejder altid alene og bryder sig ikke meget om tilskuere. Dem har han heller ikke mange af, da folk efterhånden har stor respekt for hans vrede. Selvom ingen har besøgt den er alle enige om at han har en aflåst kælder med våben og rustninger nok til at forsyne hele folket. Det er også Arngrim som med Mihos hjælp er blevet Dagan Staðrs møntmester. Han slår mønter af sølvet fra Sølvsted med et segl anvist af Miho selv. Efter noget forhandling har de to fundet frem til et samarbejde, hvor de kontrollerer rigets pengebeholdning. De har blandt andet iværksat et system med lånesten – store runde sten med Mihos segl printet i som har en radius på det antal mønter der er lånt ud. Det koster selvfølgelig noget at låne penge, men efterhånden er der ikke mange der låner mere, da de fleste af pengene er i omløb. Dette samarbejde blev sat i stand i år fire (efter Dagan Staðrs grundlæggelse), hvor Miho og Arngrim blandede blod på tinge så hun kunne tælles som Aeshir og til fulde have folkets tillid. Arngrim har en familie, men som så mange andre dele af hans liv ser man ikke meget til dem. Hans kone, Hjørdis, er en forsagt og slidt kvinde med sørgmodige øjne som ser ud til at være en del år ældre end ham selv. Arngrim er barnløs og har været det så længe nogen husker, selvom det siges at Hjørdis har været med barn flere gange, medens de boede i Hrædale. Det er længe siden nu.

Sølvsted

I en dyb dal mellem to udløbere fra Thokaskaut ligger Nordlands ældste sølvmine. Den har længe ligget en bygd der, men den brændte i Mørket. For kun fem år siden blev det nye Sølvsted grundlagt ikke langt fra det gamle af en lille, modig flok mænd fra Dagan Staðr som slider hårdt med at vriste sølv fra bjerget. Nogle få af dem har deres familie med, men det er dog ikke børnelatter og kvindestemmer som giver bygden dens præg. I starten af hver sæson sender Dagan Staðr forsyninger i form af mad, redskaber, tøj, pels og hvad der nu ellers er blevet bedt om. Selvom arbejdet er hårdt og tungt mener man nu ikke at sølvstadningene mangler noget. Det står dem også frit for at beholde det sølv de finder ud over det Arngrim skal bruge. Desuden siges det, at der af og til er fundet både guld og kobber i minen.

Byen ligger en uges ridt væk fra Dagan Staðr, hvis man følger den nye vej der er bygget fra Vestvejen ved Ulfskogrs udkant. Forsyningerne er som regel halvanden uge under vejs. Den er klemt inde i Sølvdalens bund lige under bjerget. I dalens bund langs vandløbet Silfrstraum har det lykkes bygdens kvinder at gro en række urtehaver som der arbejdes hårdt på at holde i live, da landet ikke er særligt frodigt. I minens indre er bygget et tempel til Knut Himmelhammer som Sølvsteds skjald, Ingvar Silfrgrima kalder ham. Ingvar virker også som bygdens shaman.

Kvitebaune

Den anden af Dagan Staðrs byer som ligger nord for Ulfskogr. Kvitebaune er en by med en lang og blodig historie. Den er bundet tæt sammen med solens indtog i norden og er en konstant påmindelse om de tab og ofre der er blevet begået i solens navn. Her fandt den første modige modstand mod Wulfgar sted og her knyttedes de første alliancer med guderne. Her fandt Vasmo Svartahedin sin første kamp og så sin fader og sine brødre dø for Aslaug Slagters hånd. Lang tid senere så byen også Knut eksaltere og derefter blev den brugt som led i den grå hærs snigangreb på Ulfskogr.

I dag er bygden genopbygget. Palisaden er flyttet helt ind til husene som nu tæller fem. På baunens top ligger nogle magre marker og køkkenhaver og ved dens fod står der til alle tider en vagt over Kviteslettens skyggeland, hvis marker ikke længere er egnet til menneskeføde.

Kvitebauningene er næsten alle tidligere beboere af byen som ikke har haft lyst til at slippe den. Blandt andet ledes byen af brødrene Bard og Rafn som før har besat den post, da Steingrim var shaman. Det er en meget indadvendt og dyster flok som alle er berørt af krigens rædsler og har set døden i øjnene på mange måder. Gizur fra Ormshøj er fuldt med dem som shaman og han en stærk kontrast i den flok. Gizur er en meget smilende mand og gør et stort nummer ud af at holde ånden oppe i bygden. Han arbejder også konstant på at holde Blodgab væk og har bygget sit tempel oven på ådselsgudens tidligere kultsted. Her lægges ofre til både Vandringsmanden og til Knut Himmelhammer.

Nybaune

Dagan Staðrs yngste bygd er grundlagt af de kvitebauninge som ikke ønskede at flytte hjem igen. De valgte at lade deres mørke liv bag sig og nyde freden i Roðulhvilas frodige bakker. Nybaune er hurtigt vokset til en bygd med lidt over 20 familier. Den ernærer sig ved landbrug primært og mange af bønderne holder også fåreflokke ved siden af. Bygden ledes af gamle Helge med en skarp tunge og et glimt i øjet og ved hans side sidder shamanen Olaf altid og sover. Olaf har taget sig et par lærlinge som mest arbejder med at bære ham i seng om aftenen.

Vindrheim

Bygget i ruinerne af, hvad der må være et tempel fra svundne tider har Vindrheim gemt sig væk i en række snoede tunneler boret ind i bjerget med stor omhu og dygtighed og for længst glemte hænder. Stedet er meget rigt på essens og konstant blæser stærke vinde ind mod det centrale kammer formet som en gryde. Her ligger dybe bunker af murbrokker og vidner svagt om svundne tiders storhed. På væggene vokser sære blå krystaller som svinder bort til fint sand, hvis de fjernes fra stedet.

Vindrheims høvding er Arge Kollsøn som bor i det gamle bibliotek, hvor han konstant læser i de gamle tekster som er fundet derinde. Hvad han egentlig laver er meget omdiskuteret af Vindrheims befolkning. Nogle mener at han studerer stedets fortid og at han engang vil genopbygge det og gøre Vindrheim til den største og smukkeste by i Dagan Staðr. Andre mener, at han studerer stedets essens, så han kan blive verdens største shaman. Disse snakker om at have set sære lys komme fra Arges kamre fra tid til anden og alle ved, at han allerede er den største shaman i Dagan Staðr, hvis ikke hele norden. Der er også dem der siger, at han holder audiens for landets guder eller at han brydes med sin afdøde fader som hjemsøger ham. Af gode grunde har Vindrheim ikke nogen shaman, da ingen har lyst til at måle sig med Arge på det område.

Selvom Arge er en noget fjern leder fungerer bygden fint. Den har en stor befolkning af tidligere tatere som fint leder sig selv. Her er skellet væsentligt større mellem de tidligere tatere og dem af frie familier. De bor hver for sig og der er ikke det store samkvem mellem de to grupper. De accepterer dog hinanden og der er ikke noget fjendskab at spore. Taterne omtaler sig selv som tatere og der er en hvis stolthed forbundet med det. De er ikke frie mænd fra Dagan Staðr, de er frie tatere.

Vindrheim ernærer sig primært ved fiskeri og gennem sin letmetalmine. Metallet sendes til Dagan Staðr og byttes til korn, skind og redskaber. Den slette der ligger foran Vindrheim ender i Ormahofuð og ved denne kyst er et lille fiskerleje opstået. Ingen bor der, men der er bygget et par haller til at huse fiskerbådene og en enkelt bådebro strækker sig ud i søens vand. Ellers er der er en del fårehyrder i byen som rygter deres flokke i bjerget bag ved bygden.

Fristed

De eneste der har jævnlig kontakt med denne bygd er Vindrheims tatere som af og til handler med Fristed. Her bor kun tatere og de ser ikke på milde øjne på Dagan Staðrs frie krigere. Dog anerkender de Knut som høvding og sig selv som en del af riget. Men det er også, hvad de har at tilbyde. Taterne i Fristed holder sig for sig selv og nyder deres ensomhed.

Bygden ligger ved Ormrsporða tæt under bjerget Brytutonn i Himminfjell. Den er ledet af tateren Aske og deres shaman kalder de bare Knarken. Oprindeligt blev de ledt herop af Naut som boede nær Blåstein med en flok tatere. Noget dér gav dem et dybt had mod nordens frie mænd, men ingen taler nogensinde om, hvad det var. I hvert fald ser man ikke Aske eller hans folk uden for Fristed, hvis ikke der er storting og de tager ikke imod gæster med megen gæstfrihed.

Bergaheim

Egentlig er Garms og Æsas hal ikke en del af Dagan Staðr, men folk der kender til stedet tænker på det som rigets yderste grænse. Det er ikke et sted man besøger, men mange venlige tanker og ikke så få ofre og bønner bliver sent op til krigeren i bjergene som kommer ned i dalen, når riget stander i våde og fjenden står for døren. Særligt går mange af ungdommens tanker til Garms børn som jo alle er ved at være giftefærdige og under alle omstændigheder attraktive.

Nordland

Landet mellem Ulfskogr og Nordhavets kyst har altid været et mørkt og vildt land, men aldrig så meget som i disse år. De få bygder og gårde som med flere dagsrejsers afstand klyngede sig fast til landet som sultne, forblæste får er nu kun at se som afsvedne og tilgroede stolper. Kun de utallige gravhøje fortæller klart om tidligere tiders mennesker. De gabende huller de fleste af disse bærer fortæller også om det mørke der har lagt sig tungt over landet og frarøvet højene deres beboere.

Nordland er tættere på Underverdenen end andre steder i norden. To skyggelande tynger området nedad som vand der væder en dug lagt over en balje vand. De breder sig langsomt som livet drænes fra landet. Det største af dem ligger langt nordpå og er egentlig tre mindre skyggelande der er vokset sammen. Det strakte sig ud fra den gamle slagmark ved Vættfang, hvor det oprindelige skyggeland lå. Under Kolls administration opstod et skyggeland så i Hrædale og senere lokkede dødsriderne Grinulf og Styrbjørn et skyggeland frem i den gamle mose tæt på den by. I dag ligger skyggen tungt over norden som en lang arm strakt ud fra det sorte tårn der ligger i bjergene.

Længere sydpå ligger et mindre skyggeland på Kvitesletten, hvor det første slag i kampen for skoven stod. Her blev Kvitebaunes befolkning narret til at deltage i en massakre som fyldte sletten med dødens essens og trak den ned i Underverdenen. I dag forsøger den lille flok kvitebauninge at presse det sorte tidevand tilbage med deres marker og køkkenhaver på toppen af baunen. Skyggelandet blev dannet i vinteren, men da foråret kom begyndte en langsom høst af korn at vokse op. Helt knoglehvide aks stænket med mørkt blod som vokser nogle få centimeter om året. Stadig vokser Kviteslettens blege høst.

Mosen:

Om Nordlands andet skyggeland startede her eller i Hrædale ved ingen med sikkerhed. Mosen er det sted i norden som har lidt mest under skyggen. Det startede som vandaspektet demesne beboet af tatere samlet om mosekonen. Denne flok var en af Nordlands sidste bastioner for gude- og moderdyrkelsen. Grinulf forvandlede dog stedet ved blandt andet at trække på det gamle tårn som stod på søens bund. Meget vides ikke om stedet i dag, men det hænder at isgængere kommer i nærheden, og de kan berette om sorte, forvredne træer og en sky af sorte fugle som alle cirkler rundt over skoven. Alle i samme retning som en malstrøm.

Følger man skyggen mod øst når man Hrædale som for længst er blevet reduceret til en askehob. Her og der står en væg eller en søjle fra den sorte jord og mange steder skinner de hvide knogler af Hrædales fordømte befolkning frem. Byens gravhøje står stadig tæt omkring den, alle bærer de store åbne sår, hvor deres indhold har brudt ud og forladt dem. Dog genlyder de gabende åbninger stadig af fjerne stemmer og skrig. Det kunne være kamplarm eller måske lydende af sorg. I Hrædale er det altid vinter, men jorden er våd af blod og ingen sne ligger der. Kun iskoldt blodigt mudder. Fortsætter man østpå kommer man til sidst til den gamle slagmark, Vættfang. Sletten er åben og skarpt afgrænset af stejle bjergsider på tre sider. Klipperne er gennemskåret af smalle kløfter som leder op i bjerget. Mod vest er et råt og stenet land med mange slugter og fald. Gamle stride træer vokser her og der mellem klipperne, men giver ikke nogen særlig beskyttelse mod hverken vejr eller våben. Bag ved Vættfang, i Thokaskaut, ligger det sorte tårn og skyggens udspring. Tårnet ligger på bjerget Vanrdreyri – det blodløse bjerg. Det bliver kaldt Chinuko af udposten i dalen under det, og det betyder ”det stjålne bjerg”.

Nordland stopper, hvor havet begynder. Nordhavet er et råt og stormomsust vand, hvor sæler og hvaler boltrer sig. I de dødskolde dybder siges der også at svømme ældre monstre, men de skyr lyset og ses sjældent fra overfladen. I vintrene føres af og til mægtige isbjerge ned til Nordlands kyster fra den evige is i det dybe nord. Nordhavet var en stor ernæringskilde for de nordlændinge der boede ved dets kyster. Her er der ser man stadig resterne af skibsbyggernes haller bygget på pæle i strandkanten. Isgængerne beretter, at nordkysten næsten er affolket. En enkelt bosættelse siges der dog at være tilbage i det nordvestlige Nordland.

Ilma

På Himminfjells frodige sydskråninger begynder et rigt kongerige, hvor folkene er bløde og dovne. De kalder deres land Ilma og sig selv Ilmalaiset - luftfolket. De kan af og til rejse en hær som var den grå hær værdig, men har aldrig sendt mænd til de grå haller og aldrig ligget under for dødens skygge. De er mest talrige sydpå mod den sydlige kyst, og den eneste større by de har mod nord er Ultum som er på størrelse med Dagan Staðr. Den ligger i en dal højt i bjergene og var fra tid til andet mål for Nordlands togter. De mødte dog hver gang god modstand. Der er nu anlagt en smal vej mellem de to byer. Andre småbygder og byer ligger spredt omkring i bjergkæden, men der er meget langt imellem dem. Landets høvdinge har anderkendt en højkonge som siges, at have en hird af drageblodede skænket af Riget hvis magt er stærk i landet. Højkongen, Ilmari, har sit hof ved de sydlige kyster i hovedstaden Kelku, hvor der bor flere mennesker end i hele norden til sammen. Mange fortællinger om Ilmas vidundere kommer jævnligt til Dagan Staðr fra Ultum. Der fortælles om flyvende skibe, ubrydelige mure og porte, huse så høje som bjerge og hele haller fyldt til randen kun med det fineste papir beskrevet med tusinder af års historie og mange sælsomme hemmeligheder.

Ilma regeres fra et slags ting i Kelku, hvor yngre sønner og døtre fra landets høvdinge sidder hver dag og taler om rigets forfatning og dømmer i sager. Dette er en langvarig affære, da de ikke må gå videre til en ny sag, før den gamle er diskuteret helt igennem. Tit dømmer Ilmari i sagen på egen hånd eller gennem sine egne rådgivere. Ilmalaiset er meget kloge og vidende folk. De har mange kloge mænd og koner og mange shamaner som alle meget gerne tager lærlinge. Dog er der mange kunster som ikke er tilladte som for eksempel shamanernes gerning med at tale med guderne og bringe dem ofre. I stedet ses med større velvilje på dem som kan kalde på og bortvise regn og vind. Det er nok det mest velbetalte hverv i Ilma.

Ilmalaiset er et meget kreativt og talende folkefærd. De har en tradition for at tænke over tingene og de anses som positive træk at være nysgerrig og opfindsom. Der er mange uskrevne (og skrevne) regler om, hvordan konversation skal forløbe og disse regler observeres af selv folk af meget lav status. Det anses for et æresspørgsmål. Når man mødes hilser man altid kort og udveksler nyt. Hvis man har travlt kan dette skæres ned til et simpelt: ”Hvad nyt?” ”Vinden er slået om i [vindretning]!” ”Jamen så blæser den skam samme vej for os begge.” Denne formular kan udvides og varieres, men dårligt indskrænkes. Hvis folk svarer andet end det foreskrevne er spørgeren nærmest forpligtet til at spørge videre eller blive og høre, hvad der er fat. Er man gæst i en andens hus bør man spørge om nyt og lytte interesseret til svaret. Værten bør lægge sit svar således, at det lægger op til debat eller diskussion. Et besøg i en andens hus vil derfor altid ende med en masse snak.

Ilma har fire gamle højtider som omhyggeligt holdes i hævd af folket. Om foråret holdes Himmeljagt, hvor høvdingesønner rider fra den ene ende af landet til den anden med historier som de så ender med at fortælle i Kelku. Midt i sommeren holdes Højting, hvor nye love vedtages, medens folket fester og konkurrerer på tingsletten uden for Kelku. De sidder blandt andet på pæle og udøver forskellige gamle danse. Om vinteren holdes først Himmeltrækning, hvor man bygger en slags fugl af et træskelet beklædt med tyndt stof og kaster den op i luften så vinden fanger den. Man holder fuglen fast med snore og kan således holde den i luften i lang tid af gangen. Ilmalaiset kalder denne anordning for drager og i Dagan Staðrninges øjne ser det ud som de trækker tov med selve vinden, når de flyver med dem. Til midvinter holdes Minde, hvor man tier helt stille og faster. Dagen efter fortælles historier om forfædrene. Om aftenen mellem de to dage graves asken fra arnen ned under dørtrinnet.

Ilma gennemskæres af en række bredde veje vedligeholdt af dygtige shamaner. Hver større by har et højt tårn, hvorfra post og andre nyheder bringes ud af modige mænd som spænder et par vinger på ryggen og svæver på vindene. Dette er en meget hurtig og effektiv måde at kommunikere på, men også omkostningsfuld, især for lavlandsbyer som ofte skal bruge Vejrmagere i døgndrift på at sikre de rigtige vinde. Bjergbyer har dog en fordel i den henseende. Hver by har derfor også en landingsplads og en række løbere som hurtigt kan trække hængegliderens vinger til reparation i en hangar og derfra op i det nærmeste tårn. Ilma har dermed en virkelig god infrastruktur, hvor nyheder hurtigt rejser mellem byerne. En større nyhed kan rejse mellem landets fjernest ejne på kun få dage. Kurerer bringer også post ud for folk med færre midler eller mindre vigtige nyheder. Der er derfor anbragt landevejskroer med jævne mellemrum langs vejene, så man aldrig behøver at sove udenfor, selv i øde områder. Det er desuden også almindeligt at slægtninge og handelsforbindelser udveksler information og nyheder ved hjælp af fugle. Særligt har det sydlige Ilma en lille, men stærk fugl hvis evne til at finde vej er ubestridt.

Øst for Thokaskaut

På denne del af det store nordiske kontinent dominerer fire stormagter. Hvidevold i de sydvestlige udløbere af Thokaskaut, hvor den bjergkæde møder Himminfjell, Gethamane, tempelhaven, i det nordlige Thokaskaut, Haslantiforbundet mod øst og lige syd for det, Cherak. Det meste er dog splittet mellem Rigets dominans, lokale interesser og den voksende trussel fra Isgængerne som nu er blevet forenet under en ny leder.

Hvidevold

Genopbygget utallige gange indenfor en ældgammel, uforanderlig bymur og ved starten af en lige så uforanderlig vej er den gudestyrede by en sikker base i et ellers meget uroligt område. Hvidevold regeres af en konge som kalder sig Káchek. Han regerer fra et mægtigt, tomt tempelpalads midt i byen hvorfra han udsteder ordrer og love og desuden modtager anseelige ofre fra Hvidevolds befolkning. Hvidevold er områdets rigeste magt og kan måle sig, selv med Ilma. De har kontrol over en del mindre samfund syd og østpå. Til gengæld har Hvidevold sine fjender tæt inde på livet.

Øst for byen ligger Draugartova – et stort skovområde som siges at være hjemsøgt af de dødes ånder og andre, mindre behagelige væsner. Iskolde vinde suser i træerne og sneen ligger tykt året rundt, selvom den aldrig falder derinde. Aldrig ser man nogen levende væsner vandre i de skygger, men historier om hviskende stemmer og levende skygger er der nok af. Vest for byen ligger et område af drømme og løgne. Om det siges der at man kan få ethvert ønske opfyldt ved blot at vandre derind. Mange historier florerer om folk som har fået afdøde slægtninge tilbage, uanede rigdomme eller ufattelige vidundere, men man ved også at folk ikke kommer tilbage derfra. Nogensinde. Så hvor kommer historierne fra? Både det døde land og drømmelandet er blevet erklæret forbudte områder af Káchek og ingen fremmede lukkes ind i byen uden grundig kontrol. Begge lande grænser op til den store vej som løber fra Hvidevold og stik sydpå til havet og enhver rejsende på den vej bliver indskærpet aldrig at forlade den ligegyldigt hvad. Vejen er sikker, skoven er sikker død.

Gethamane

Meget lidt vides om byen i bjerget. Den ligger højt mod nord på Thokaskauts vestlige skråninger og kun en lille del af den er rent faktisk under åben himmel. Efter sigende er store haller, boulevarder og pladser gravet ind i selve bjerget. Rygter om mægtige, underjordiske svampehaver og enorme rigdomme gemt i jorden når af og til omverdenen. Man siger også, at den er forskånet for de døde og at et eller andet i byen jager dem væk. Dog taler man sjældent med rejsende fra det ældgamle Gethamane og byen ligger fjernt og er svær at nå.

Haslanti

Rejser man østpå finder man efter mange ugers rejse Haslantifolkets rige byer som en perlerække ved Nordhavets kyster. De har et par store byer og mange mindre samfund vedkender sig navnet. De er relativt uafhængige af Riget, men betaler dog en årlig tribut og hjælper med at kontrollere noget af trafikken i området. Ligesom Ilma er haslantierne dygtige flyvere og en af grundene til at de kontrollerer området er deres styrker af luftbårne tropper støttet af vejrmagere og allierede guder. Mange slag i området er blevet vendt af haslantier båret på mægtige, yndefulde silkevinger og de velvillige vinde, bevæbnet med armbrøster og dræbende kasteskyts. Deres større luftpramme er også berømte, selvom de er langsomme og larmende. Meget handel mellem byerne foregår på disse pramme som kan bære langt mere end heste og okser kan.

Cherak/Jorunn

En gammel by som ligger på Indhavets kyster stik syd for Haslantibyen Ishjem. Cherak er en af Rigets vasalstater og er regeret af huset Ferem som er et drageblodet hus. Mange hundreder af jordens fyrster kalder Cherak deres hjem og har gjort det i årtusinder. Byen er driftig og dens folk flittige. Den ernærer sig primært ved hvalfangst i Indhavet, men inddriver skatter fra et meget stort opland som dermed også bliver beskyttet mod barbarer og andre farer. Blandt andet har Cherak haft en meget lang konflikt med områdets Isgængere som fortaber sig tilbage i tiden. Disse kender byen som Jorunn – et navn som bedst kan oversættes som ”byen der stinker af døde fisk.” Et meget rammende navn som har slået an i store dele af norden, særligt der, hvor man er venligt stemt mod Isgængere.

Generelt:

Denne setting beskriver en lille del af norden som af dets beboere kaldes Nordland. Det er ikke et samlet rige, men nærmere et folk med en fælles kultur samlet i gårde og bygder over et stort område.

Som bliver beskrevet mere indgående senere er norden i luftens element, men elementerne beskriver andre ting end Skabelsens regioner. Blandt andet beskriver de også årstiderne. Skabelsen har således fem årstider med tre måneder i hver: jord, træ, ild, vand og luft. Månederne er udmålt efter månen og hedder opstigende, strålende og nedgående. For eksempel hedder den tredie måned i Jord, Nedgående Jord og den midterste måned i Ild, Strålende Ild. Dog passer antallet af dage ikke helt med årstiderne, så når nedgående Luft render ud kalibreres kalenderen i fem dage. Kalibreringen ligger uden for tiden og er over hele Skabelsen omgærdet med mange tabuer og frygt. De største ulykker sker altid i kalibreringen, hvor selv det bedste sværd knækker og det stærkeste tag bryder sammen.

Jord er den stille årstid, hvor verden falder tilbage på plads efter årstidernes tumult. Det er den stabile måned. I Norden er det en vintermåned, hvor verden ligger i hen i frostens greb, men uden at vejret skifter meget. Herefter går året i gang med Træ, hvor alting for alvor begynder at gro og det meste såning foretages. Ild er sommeren, hvor der kriges og ventes på høsten som kommer i den sidste Ildmåned. I Vand høstes der, handles på stortinget og gøres klar til vinteren som kommer i Luft. Selvfølgelig varierer klimaet og årstiderne meget alt efter, hvor i Skabelsen man er. I norden er Jord en meget kold årstid, dog uden de mange voldsomme vinterstorme som Luft er fyldt med. Vinteren varer typisk fra strålende Vand til opstigende Træ. Træ og Ild er meget hektiske årstider i norden, hvor der både såes, høstes og dyrkes krig med megen iver.

Folk:

Kulturen blandt folket nordvest for Tågefronten er centreret omkring krig, død og luftelementets egenskaber. Et lig omgærdes med respekt og mange tabuer, for det er sjælens hus indtil det får en rigtig begravelse i en høj. Kun trælle og slægtsløse begraves i fællesgrave i jorden og kun de værste og mest forhadte forbrydere bliver nægtet en grav. Selv fjender dræbt i krig højsættes efter deres stand.

I krig er man skånselsløs og direkte. I fred koncentrerer man sig om vækst og handel. Slægten skal fortsættes og forfædrene æres. Det forventes at stridigheder afsluttes så hurtigt og kontant som muligt, hvis ikke ved bod, så ved holmgang eller krig. I krig samler man de folk som man kan regne med - typisk gårdfolk og familie, men det kan også være venner og bekendte, og drager derhen, hvor man har sit ærinde. Det kan være en hævn mod en bestemt by eller gård eller det kan være tilfældigt. Hvis man kan vælge selv drager man tit så langt væk som muligt, da det er godt at holde sine venner nær og sine fjender på afstand. Her udspiller kampen sig på en kampplads væk fra bygninger, marker og dyr, hvor fjenden møder en. Man kæmper så til det er tydeligt, hvem der har overtaget og så stopper kampen. En bod aftales og angriberne tager hjem igen. Hvis angriberne taber og ikke kan betale en tilfredsstillende bod på stedet udskydes betalingen til stortinget og disse forsinkede betalinger er ofte grund til megen kiv. Det er dog langt fra altid at krigens regler overholdes. Det sker oftere og oftere at blodberusede kriger falder over en by eller gård i ly af natten, brænder husene ned, voldtager alt med et hul i sig og stjæler resten. Det er især reglen ved togter mod Ilmaland nede sydpå. De er jo ikke rigtige nordboer, alligevel. Men også i norden sker dette. Folks erindringer om gamle stridigheder og vanærer rækker længere end de gjorde førhen. Særligt Wulfgars krigere er skånselsløse i deres togter og det er sådan de har taget magten over et større område. Folk i de omkringliggende byer blev for bange for dem til at gøre modstand.

Krigen strækker sig også ud over de regulære togter. Folk har ikke langt til sværdet og en fornærmelse kan hurtigt blive til en holmgang. Mange ulykker sker, fordi folk kommer op at slås og mange dødsfald er ofte udfaldet. Krige er opstået pga sådanne skærmydsler. Af samme grund findes et kompliceret system til at afgøre holmgange med et væld af regler som kun de færreste husker til bunds. En kamp skal altid erklæres i forvejen og afgøres på et aftalt sted. Er den ikke det skal begge parter betale bod til hinandens familier eller afgøre kampen ved en officiel holmgang. Især hvis den ene af parterne dør. En holmgang bliver altid afholdt på et område afsat til formålet. Dette er et særligt stykke jord som hver bosættelse altid holder fri. Planter og græs må ikke vokse derinde og jorden må ikke skiftes. Holmgangen kan være til døden, til der først trækkes blod, med eller uden våben, mellem to eller flere alt efter omstændighederne. Oftest bliver disse ting aftalt af de ældste i byen eller familien. Visse holmgange er over så vigtige og omfattende stridigheder, at de kun kan afgøres på stortingets stridsplads og disse bliver altid overværdet af ældste og lovkyndige fra hele Nordland.

Besøger man en nordmands hus bliver man mødt i døren af husets fader og lukket ind, hvis man kan præsentere sig godt. Dvs, hvis man har modet til at sige sit navn højt og med stolthed, kan nævne nogle forfædre og selvfølgelig ikke er træl. Ved arnen bliver man mødt af husets moder som vil give mad, hvis man kan give huset en gave i form af et kvad, nyheder fra fjerne steder, smykker eller, hvad man nu ellers har at give. Overholdes disse ting kan man betragte huset som sit eget hjem på alle måder og man har samme rettigheder som husets herre. Man kan spise dets mad, reparere sine ting og nyde dets beskyttelse i enhver henseende. Nogle steder lader husets frue endog gæsten dele sengen med hende og børn undfanget ved en sådan forening bør anses for retmæssige børn af huset. Det er dog klogt ikke at misbruge gæstfriheden, hvis ikke man vil have et spyd i ryggen så snart man træder ud af døren. Ellers er man på alle måder under husets beskyttelse, så snart man er blevet tilbudt gæstebud.

Hvis folk ikke ernærer sig ved krig alene er de enten håndværkere, bønder eller fjerfolk. De eneste specialiserede håndværkere er smede og bådbyggere. Ellers laver folk, hvad de skal bruge selv. Smedene nyder stor respekt for deres magt over jernet som tillægges mange mystiske egenskaber. Det er meget almindeligt at gå til smeden med syge mennesker, så denne kan slå sygdommen ud af kroppen på dem. Ellers forventes det også at en dygtig smed synger gode kræfter ind i redskaber og våben, så de tjener deres ejermand og skyer bort fra tyves hænder. Bådbyggere er der ikke så mange af, men de få der bor i kystbyerne rundt omkring nyder også stor respekt på samme måde som smeden. De undertvinger jo havet med deres skibe. Deres magt er dog mest politisk, da de nyder en særlig neutral rolle i krigene. Angriber man en bådebygger går det ud over alle og man vil få mange fjender. Fjerfolk er en sidste slags håndværker som dog ikke fremstiller noget. De opdrætter fugle. Hver by har en eller to fjermænd som lejer deres brevduer eller vagtravne ud til byens folk. De opfostrer også jagtfugle som høge, falke eller musvåger til rige folk. Til slut er der bønderne. Dette er ofte hyrder, da jorden i Nordland ikke er særligt frugtbar, men det er ualmindeligt, at folk ikke også har en smule opdyrket jord rundt omkring. Bonde er den mest almindelige profession og man kan sige, at alle nordfolk på en eller anden måde nok er tilknyttet et landbrug. Af husdyr er får de mest almindelige og efter det kvæg. Svin holdes også her og der, men Nordlandets svin er svære at tæmme, da de er af en særlig olm slags.

Nordlands byer og gårde er oftest bygget i træ. Den almindelige byggestil er aflange huse med tørve- eller stråtag som pukler på midten, så det ligner at husene skyder ryg. Dette er dog kun reglen for de store haller.Mindre huse er næsten kun tag helt ned til jorden og nogle gange lidt lerklinet væg. De er også ofte gravet ned, så gulvet er en halv etage under jorden.

Norden er i luftens element og dets egenskaber gennemsyrer alt. Vejret er koldt og blæsende og sneen ligger højt en lang vinter igennem. Sommeren er kort og intens. Kløgt og intelligens vægtes som de vigtigste egenskaber blandt nordfolk og selvom der ikke findes skoler af nogen art måles en mand stadig ved hans vid og erindring om forfædrene.

Geografi:

Nordland er afgrænset af Thokaskaut mod øst, Ulfskogr mod syd, Heden mod vest og Havet mod nord. Fra Havet til Ulfskogr er der ca femhundrede kilometer og fra bjergene til heden er der lige knap det dobbelte, hvor der er længst. Det er et vildt og skyggefuldt land beklædt med dybe slugter, rugende høje og forrevne skove. Thokaskaut selv er et råt og vildsomt fjeld og dybe granskove vokser i dets dale. Længere vestpå bliver der længere mellem skovene. Især mod nord op til havet bliver landet mere råt og bart og sandet. Storm og blæst er det mest almindelige vejr og vindstille dage siges at være uheldsdage. Den evige blæst bøjer alle træerne, så de bliver krogede og forkrøblede og græs og buske er stride med et vidtforgrenet rodnet, for at kunne holde sig fast til jorden.

Ud over bøndernes flokke er Norland ikke særligt rigt på dyreliv. De dyr der løber på engene og i skovene er vilde og farlige. Selv de små sølvræve skal man ikke komme for tæt på uden et våben, da deres bid er skarpt og ofte bærer en gift som driver mænd til vanvid og efterlader kvinder golde. Ellers er de mest almindelige rovdyr ulve som løber i store flokke i Ulfskogr især. I de lange vintre kommer de ud fra skovene og ned fra bjergene og går ikke af vejen for at tage menneskeligt bytte. Skovene og bjergene huser også store grå og sorte bjørne, men disse er ensomme og fredelige dyr, hvis man ellers lader dem alene og undlader at forstyrre deres bo. Der findes historier om folk som er faldet over en bjørnehule og stjålet en bjørneunge. Om aftenen, hvor de sidder og praler af deres fund bryder bjørnen døren til deres hal ned og slår alle ihjel som hævn. Men det er længe siden nogen har set en bjørn i lavlandet. Bjergene huser også bjergkatte - en hvid kat lidt større end en puma. De er aggressive jægere, men er meget sky over for mennesker. Det er dog sket at en jæger er blevet overfaldet og ilde tilredt af en bjergkat. Ellers er der jærve, ildere, losser og vaskebjørne samt store hvide vildsvin som kan sprætte en mand op med et jag med hovedet og løber hurtigere end nogen hest. Jorden huser også en del mus og rotter af forskellig slags. Ellers kan man finde en enkelt kronhjorteflok her og der. Man siger at hedelandet er fyldt med mægtige flokke af rener og elge, men disse er ikke set i Nordland i lang tid. En sjælden gang imellem kommer også en tvivlsom beretning ude vestfra om en mammut set vandre over heden. Ved nordkysterne finder man desuden hvalrosser, sæler og pingviner.

På fugle er Nordland meget rigt. Agerhøner, ænder, gæs, et væld af små og store spurve og ravne - masser af kæmpestore blanksorte ravne. Mange myter knytter sig til ravnen som følger krigerne i store flokke og nogle gange efterligner menneskets lyde med uhyggelig præcission. Det siges at være ravne som bærer de dødes sjæle til de grå haller efter slaget. Ellers er kysterne fyldt med måger, albatrosser og andre søfugle. Mange arter af ugler, falke og ørne hersker også over nordens luftrum.

Ulfskogr mod syd er gennemskåret af to veje, hvor den er smallest. Disse er brede og lagt med gamle sten. For hver mil står en mosbegroet stensøjle præcist to favne høj og en hånd bred. Mange er enige om at vejene og søjlerne er ældre end skoven selv.

En anden vej går vest om skoven og markerer overgangen til det vestlige hedeland. Det strækker sig helt ud til kysten mod vest og er stort set uudforsket af folkene ved Tågefrontens fod. Man ved dog, at et vildt og brutalt folk bor her. De har ingen byer eller faste haller, men vandrer rundt på heden med deres dyr. De kæmper nøgne og taler et råt og underlødigt sprog som ingen forstår. De er mere interesserede i at torturere deres ofre og æde dem levende end at lade dem dø ærefuldt i kamp og gå hele over til forfædrenes rækker. De har heller ingen love. Så folk undgår dem både i krig og i fred.

Vejene i Nordlandet er altid flankeret af gravhøje. Jo flere mennesker der bor i området des flere rækker står gravhøjene i, så man kan altid se, hvor tæt på byerne man er, og hvor store de er før man kommer til dem. Selv handelsvejen sydpå er markeret af gamle tunge høje. De beskytter vejen med forfædrenes kraft, men en rejsende gør bedst i at slå sin lejr op på selve vejen og ikke på en høj, hvis han ikke for evigt vil være træl i de dødes haller. Selv hedefolket holder sig fra dyssevejene, da det eneste de frygter er forfædrenes kraft.

Ulfskogr afgrænses mod syd af bjergkæden Himinnfjeld som løber fra Thokaskaut og vest-sydvest. På bjergkædens sydskråninger begynder et rigt og frodigt kongerige, hvor folkene er bløde og dovne. De kalder deres land Ilma og sig selv Ilmalaiset - luftfolket. De kan af og til rejse en hær som er den grå hær værdig, men de sender aldrig mænd til de grå haller og vil blive trådt under fode i den store krig som kommer. For evigt trælle i de dødes haller. De er mest talrige sydpå mod den sydlige kyst, og den eneste større by de har mod nord er Ultum som siges at være større end Hrædale. Den ligger i en dal højt i bjergene og krigere har før rendt den over ende, men har hver gang mødt god modstand. Andre småbyer ligger spredt i bjergkæden, men der er meget langt imellem dem. Landets høvdinge har anderkendt en højkonge som siges, at have en hird velsignet med stor styrke og langt liv af selve landet. Højkongen, Ilmari, siges at have sit hof ved de sydlige kyster i en by, hvor der bor flere mennesker end i hele norden til sammen, men få tror på det. Der er heller ingen der har set ham i en krig, så rygterne om, at han selv leder sit folk i kamp menes også at være stærkt overdrevne. Andre rygter om Ilmas vidundere høres også af og til mod nord. Rygter om flyvende skibe, ubrydelige mure og porte, huse så høje som bjerge og hele haller fyldt til randen kun med ganske tynd birkebark beskrevet med runer. I det sidste år har der være meget uro nede sydpå og folk taler om at samle en hær mod dem igen.

Hrædale

Hovedbyen med ca 500 indbyggere. Her bor Høvding Wulfgar Víghundr og shamanen Koll. Det er en rig by med marker og agre spredt omkring sig. Vejene til byen er brede og velholdte og højene omkring byen er store og stolte og ofte kronede af mægtige sten bragt til fra Thokaskaut.

Wulfgars hal er den centrale bygning i byen, rejst i store mørke egeplanker og mange år gammel. Enderne af dens tagryg er kronede af et par store vildsvinehoveder som bistert stirrer ud over byen til begge sider. Porten er stor, tung og beslået med skjoldbuler taget fra faldne fjender. Karmen er indskrevet med navne på slægtens faldne krigere mange generationer tilbage. Tre mand kan gå igennem den port side om side uden af deres skuldre rører ved hinanden. Selve hallen hæver sig højt over nogen huse og kan ses som den første bygning, når man nærmer sig byen. Hallen har en række udbygninger omkring sig til trællene med soverum og værksteder. Ved siden af deres afdeling er en stor hestestald. I den anden ende af hallen befinder sig Styrbjørns, Ligulfs og Wulfgars fløje.

Omkring denne hal ligger små og store huse i cirkler. Beboelseshusene er ofte små og usle, med mindre de ligger i forbindelse med et eller andet værksted. De andre har typisk husdyr af en eller anden slags boende og bruger det meste af deres tid i marken. Kun smeden, bådebyggeren og shamanen har huse der er værd at bemærke, da de udmærker sig med tegnene på deres profession. Torkel bådebygger har en stor gårdsplads, hvor hans lærlinge arbejder, smedens hus har en tung udbygning bygget i sten, hvor smedjen står og Kolls hal er et langhus i byens udkant og er lukket og mørk for alle.

Østerby

Lille bitte bygd oppe i bjergene. Tæt på Vættfang. Ca 80 indbyggere som generelt er fattige, usle og sygelige. Der er ikke meget jord at dyrke og vildtet er magert og sjældent. Desuden har jægere skarp konkurrence fra både ulve og bjergkatte som ikke går i vejen for at angribe konkurrenterne. Østerbys shaman, Oluf Fuglsføde isolerede sig for tyve år siden i en hule efter et angreb fra en Skindfugl og er ikke blevet set siden. De fleste tror ham død.

Drakefjord

Ligger i bunden af fjorden af samme navn godt en dagsrejse stik nord for Hrædale. Den huser Ca 150 mennesker - mest bådebyggere og fiskere efter Hrædale undertvang dem, men førhen havde byen mange krigere og dygtige søfolk. Der var engang, hvor et angreb fra havet kun frygtedes, hvis bådene bar Torkelsgårds banner eller et andet banner fra Drakefjord. Det eneste byen nu har tilbage er bådene som stadig er de bedste norden har at byde på. Deres mesterbygger Torkel er dog blevet flyttet til Hrædale, hvor han underviser folk om sommeren. Hans familie sidder stadig på Torkelsgård og efter sigende har de stadig fjordens ånds øre.

Bjornabygd

Jægersamfund på størrelse med Drakefjord sydvest for Hrædale i skoven. Mange er også skovhuggere som sælger tømmer til byer mod syd og vest. I dag går meget af handelen mod øst og nord til Hrædale, selvom der ikke er meget rigtig handel i aftalerne med Wulfgar. Slægten på Eikalund har lidt meget under disse aftaler, men enhver ved også, at de nød godt af Wulfgars beskyttelse.

Elgdale

Ligger nogle dagsrejser syd for Hrædale og væsentligt tættere på Thokaskaut, hvor landet begynder at blive bakket. Den er kendt for en skrænt, hvor man for længere tid siden end nogen husker det jog elge ud over for let at kunne slå dem ihjel, men der er ikke flere elge i området i dag. Dog er jorden i dalen for foden af skrænten stadig fyldt med gamle dyreknogler. Svartahedingerne har altid været høvdinger her og det nyeste overhoved hedder Vasmo og er ganske ung. Han var den eneste mand af sin slægt som overlevede Wulfgars sidste togt, som det efterhånden bliver kaldt af skjaldene. Byen har godt og vel 100 indbyggere.

Thokaskaut

Tågefronten. Den store bjergkæde som deler det nordlige kontinent i to kaldes mod nord sådan. Det er kendt at folk fra Hvidevold har et andet navn, men det rystes der på hovedet af mod nord. Heroppe ved folk at bjergene er et hjemsted for mørke og død. Her er det hjem som forfædrene rejser til deres slægt fra. Her bor underverdenens konger og højkonger. Fra tid til anden sendes en mægtig hær ud fra bjergene, for at høste krigere til den sidste kamp. Når dette sker forenes slægterne til en fælles front, ikke for at bekæmpe fjenden, men for at sende så mange krigere i kamp som muligt. Den grå hær kræver ofre.

Kun Gethamane er et fristed i Thokaskaut. Her kommer de døde ikke, men ingen ved hvorfor og Gethamane er hjemsted for andre rædsler. De fleste folk fra landet ved bjergenes fod rejser ikke til Gethamane, for det er ikke klogt at gå forfædrene imod.

Vættfang

En stor slette i en dal for foden af Thokaskaut. Her mødes folkene, når den grå hær marcherer ned fra bjergene for at kræve ofre. Sletten er åben og skarpt afgrænset af stejle bjergsider på tre sider. Klipperne er gennemskåret af smalle kløfter som leder op i bjerget. Mod vest er et råt og stenet land med mange slugter og fald. Gamle stride træer vokser her og der mellem klipperne, men giver ikke nogen særlig beskyttelse mod hverken vejr eller våben. Længere mod vest ligger Nordland.

Ulfskogr

Sydpå gennemskæres landet af en skov som virker som en grænse. Mange er gået tabt i den skov og vejene gennem den er usikre. Ulvene i denne skov er snedige og hurtige og der er udbredt enighed om at andre ting gør skoven usikker. Folk der bor i nærheden går kun nødigt ud om natten og beder altid forfædrene om hjælp, når de gør det. Ting som det er bedst bare at lade være alene. Skoven har sine rødder i Thokaskauts dale og har bredt sig ud derfra som et betændt sår på landet. Vejen omkring den er lang og kun få benytter den.

Tingdalen

Ca halvvejs mellem kysten, Ulfskogr, heden og Thokaskaut ligger Tingdalen, hvor folk fra alle byerne mødes en gang om året efter høsten. Her handles, dømmes i større stridigheder og udveksles nyheder. På stortinget er der skarpe regler omkring stridigheder og kun strengt kontrollerede holmgange tolereres. Der er en by af samme navn, men den er kun en lille bygd på knap hundrede mennesker resten af året.

Familier:

Torkelsgård

Den rigeste familie fra Drakefjord. De har en gammel hal bygget på en flåde af sunkne skibe ud for kysten, hvor vandet er lavt. Overhovedet - Torkel Torkelsgård - er traditionelt underviser for bådebyggere overalt som rejser til for at bruge en sommer på at arbejde og lære. Men nu sidder han i Hrædale og underviser kun Hræsønner. Han er meget dedikeret til sit arbejde og stiller ikke længere spørgsmål til sin skæbne som politisk fange i Hrædale. Han har en række kranier fra faldne forfædre stående i sit værksted som han har fået af sine døde slægtninge. Disse overvåger alt arbejde der bliver gjort og kommer efter sigende med gode råd. Ellers er Torkel en meget stille mand som altid ser ud til at bære på en tung vægt. Ud over Grinulf har han fire sønner, hvoraf to er udlærte og bor i Drakefjord og to stadig er i lære hos ham. Hans kone døde i barsel for ti år siden og han har ikke taget sig en ny.

Víghundr

Ny slægt opstået med Wulfgar Den Sorte, Kamphunden som uden for hørevidde kaldes Den Gale Hund. Han har underlagt sig byer ved foden af Thokaskaut og ændret på den gamle orden. Ingen hære kommer nu til Hrædale. Han er selv af gammel Hræslægt, men hvilken er folk ikke sikker på. Efter sigende har han ingen slægtninge tilbage efter en plyndring han var på som helt ung. Han kom kun alene tilbage, men siden har det gået ham godt, og han har hverken manglet rigdomme eller allierede. Han har to sønner tilbage efter selv at have dræbt den ældste for nogle år siden, da denne talte ham imod. Hans kone er gold og grå og knækket.

Skjollhalla

Gammel indflydelsesrig slægt som både har til i Hrædale og Bjornabygd. Den har længe haft sin magt i besiddelser og rent antal, men et par fejlslagne felttog gjorde en ældste søn til krøbling og dræbte de fleste våbenføre mænd. I dag er den høje hal stille, og genlyder kun af kvinders tyste skridt og blinde mandslinges mumlen i mørket. Aske Skjoldhalla selv sidder altid i sine forfædres stol og stirrer på sine ødelagte ben med sin faders sværd over knæene. Det er år siden han har brugt sin stemme sidst. På en høj bakke med udsigt til Hrædale står den høje hal selv. Det største hus i denne del af norden, men hallen er mørk og faldefærdig. Folkene i byen venter kun på den dag, hvor den sidste Skjoldhalla dør og hallen står tom.

Svartahedin

Elgdales ledende slægt. Byen ligger omkring to dagsrejser syd for Hrædale i skyggen af Thokaskaut. Slægten er kendt for sine dygtige jægere og slægtens ældste, Vasmo Svartahedin var rig på smukke skind og mange horn taget i skov og på bjerg. Han var også rig på sønner og havde 7 stærke mænd i familien som selv havde stærkt afkom, men det var før Hrædaletogtet. Efter Wulfgars angreb på byen er fire af disse og Vasmo døde. To sønner døde derefter i slaget på Kvitebaune og den sidste har på familiens vejne svoret troskab med Hrædale efter hans søster giftede sig med Bork af Bjornabygd.

Småland

En mindre bondefamilie fra Drakefjord som dog har set bedre dage. Den eneste familie fra bygden som ikke udelukkende lever af havet. Jorden ved fjorden er dog tung og sandet og giver ikke meget afgrøde. Dog siges deres gamle at have lavet en pagt med Thoravis - kystens ånd, som giver dem lov til at dyrke en stribe land ikke langt fra havet. Man siger at gamle fader Sigeir Småland kan mere end, hvad hans forfædre har lært ham, og at han af og til ses gå den lange vej til mosen i dække af natten bærende på et neg og en agerhøne.

Bergastål

Hvidkilde er en af de vestligste byer før den store hede og Bergastål en af de største familier i området. De har gårde helt over til Ulfskogr og man siger at slægten i sin tid kom sejlende ovre østfra, fra den anden side af Thokaskaut. Slægten anderkender for tiden Hvidkildes ældstemand Ogden Enøje som overhoved. Han er en snedig gammel rad som er gavmild både i gaver til sine venner og hævn til sine fjender. Hans kone er meget vis på de gamle skikke og de dødes veje og siges at fungere som hans shaman. Familien samles ved deres eget ting i en tinghule ved den store sydvej ca en måned efter stortinget i øst. Det siges også at Yngve Bergastål i Trollstein pynser på at overtage pladsen som overhoved og at slægten er på grænsen til en større intern fejde.

Hauge

Kaldes også for Hedeungerne, men ikke venligt. Sønderbavne, deres hjemby, ligger nærmest på heden og Haugeslægten har længe vogtet den bavne som skal advare nordfolket mod hedefolkets indtrængen. Men i det sidste århundrede har hedefolket passeret Hauges bavne to gange uden at blive set, så den advarsel forventer folk ikke længere at få. Nogle snakker enda om at familien har lavet aftaler med halvmændene på heden.

Eikalund

Høvdingefamilien i Bjornabygd. Hallen i egelunden har stået der længere end nogle medlemmer af den familie som bebor den i øjeblikket kan huske. Den er bygget omkring et mægtigt gammelt egetræ ved navn Ljómakarn som vokser op i hallens tag og sammen med det. De vigtige beslutninger i familien tages ved egens rødder. Dette er oftest også de vigtige beslutninger i Bjornabygd og dens omegn. Egil Eikalund er egentlig en hård og stædig mand, men hans kone, Sigrund, er kendt for at bløde ham lidt op en gang imellem.

Mosekonen

Ikke så meget en familie som en gruppe mennesker som har bosat sig i udkanten af samfundet. I hårde tider, hvor folk mangler mad, brænde og syndebukke bliver de kaldt rakkere eller tatere og spyttet på eller slet og ret hugget ned for fode. Men der er altid nogle som overlever og som regel anderkender man dem bare som dem ude i mosen og tænker ikke videre over dem. Bortset fra, når man har et eller andet helt særligt på hjerte. Et eller andet som det ikke er hvemsomhelst der kan ordne. Et eller andet som ens far eller shamanen ikke skal vide noget om. Så sniger man sig ud af sit værelse en mørk nat og ned til Mosekonen.

Mosekonen er en overlevering fra en tid, hvor folk ikke kun lyttede til forfædrene. Dengang var der også Moderen som tog sine ofre i kød og blod gennem mosen og til gengæld gav liv og frugtbarhed til folket. Ved mosen boede en præstinde med sin familie som alle ernærede sig alene ved de ofre og gaver folk kom med til dem. Folk går ikke længere til Moderen for at ofre. Ikke i det åbne i hvert fald. Men mosekonen er stadig derude og med hende er dem som ikke passer ind; bortløbne trælle, krigere i unåde, krøblinge, vanvittige, besatte, mutanter og alt hvad samfundet ellers støder fra sig.

Religion:

Forfaderkulten er central for nordens folk. Alting - årstiderne, social status og spilleregler, fødsel og død, krig og fred, vejret - ses i forhold til forfædrene. Ens familie er typisk viet til et bestemt hus af forfædre. Disse huse er grupperinger efter steder og tidspunkter folk er døde på, og har nok oprindeligt været en huskeregel for ikke at glemme sine slægtninge. Nordens folk har altid lagt stor vægt på lang erindring. Hvilket hus ens slægt er viet til er mere eller mindre tilfældigt. Det kan afhænge af en særlig jarl som gav banesår til grundlæggeren af slægtsgården, en slagmark, hvor slægtens mænd ofte har været heldige på, en bestemt alder folk plejer at dø i kamp på eller lignende. Et eller andet som på en eller anden måde har forbundet slægten med et hus. Det er dog ikke alle slægter som sender deres døde til faste huse. De fleste falder under de forskellige huses egne regler for rekruttering.

Slangen og spyddet

De har et banner med en slange som vikler sig om en knækket spydspids. Her bor de forfædre som er faldet i holmgang på et tinge og dem som er faldet i kamp efter at have rejst meget langt. Svartahedinslægten fra Elgdale sender altid deres døde hertil.

Sværdet mellem elskende

En mand og en kvinde som rækker ud efter hinanden, men er skildt ad af et sværd pryder dette hus' banner. De kræver dem som er faldet som de sidste forsvarere af en by som bagefter er blevet plyndret og brændt ned til grunden, dem som er døde i kampen mod tidligere venner eller allierede og dem som krigen har taget inden et år efter deres bryllup. Smålandslægten fra Drakefjord og Bergastålslægten fra Hvidkilde vier deres døde til dette hus.

Bavnen mellem søjlerne

Banneret er fem søjler overgroet med tornekrat som skjuler en blussende flamme. De som dør i en kamp, hvor de er i undertal, fordi de ikke har kaldt efter hjælp fra allierede eller venner går til Bavnen mellem søjlerne. Også dem som ofrer sig, så deres frænder kan vinde en større sejr tilhører dette hus og spejdere sendt alene ud på rekognosering og fundet af fjenden, før de kan viderebringe deres nyheder. Forfædre fra Haugeslægten i Sønderbavne siges at have grundlagt huset og slægten vier stadig deres døde hertil.

Der findes utallige andre huse og det er ikke noget lægmand behøver at gå og huske på (bortset fra, hvis hans familie er viet til et særligt hus). Ikke engang shamanerne er i stand til at holde styr på alle husene. Jo flere huse en shaman kender til, des større er hans anseelse.

Det Sidste Slag:

Det store mytiske fokus for forfaderkulten. Den primære grund til alle krigene og de mange høje. Det er en forestilling om at verden vil ende i et mægtigt slag, hvor alle verdens hære - levende som døde - vil mødes, kæmpe og dø på en enorm slagmark inden den store fred kommer. I den store fred er de levendes larm forstummet og støvet har lagt sig. Her er kun ruiner og sodede stubbe overstrøet med de dødes majestætiske knogler. Skjalde gør sig traditionelt mange forestillinger om, hvad der kommer til at ske i slaget og hvor det kommer til at stå, men der findes ingen konkrete svar i myterne.

Moderdyrkelse:

I gamle dage fyldte Moderen og jorden meget hos folk. De gik til søen eller mosen og gav trælle, smykker og våben taget fra slagmarken for at bede om frugtbarhed og held i forretning eller kærlighed. Dyrkelsen blev foretaget af en præstinde og hendes familie som alle boede omkring offerstedet og passede modersøjlen - en kraftig egestamme med et groft udskåret ansigt for enden. De iværksatte årstidsriter, hvor modersøjlen blev bragt rundt i landet i en procession med 15 nøgne præstinder som ikke sagde et ord fra start til slut. Meget andet ritus omgærdede Moderen og på mange måder var dette en vigtig modvægt til forfaderkulten. "Giv til de gamle, giv til Moderen" er et gammelt ordsprog som grundlæggende siger, at man skal fordele sine gaver ligeligt, men et lidt mere subtilt budskab var også førhen at lige meget, hvem man giver gaver ender de hos Moderen.

På mange måder var de to trossystemer forbundet og afhængige af hinanden. Mange steder kaldte man også Moderen for Fruen i de Dødes Haller eller Konen ved de Grås Bord. Moderen gav, men Moderen tog også. Men for flere hundrede år siden begyndte den grå hær langsomt at fortrænge Moderdyrkelsen. Tilbedelsen blev aldrig forbudt og sjældent udsat for chikane, men som tiden gik blev der bare længere mellem ofringerne og præstindeprocessionerne blev ikke mødt med samme begejstring. Folk sagde, at som Det Sidste Slag rykker nærmere er der ikke plads til at give gaver for Moderens fred. Folk sagde at den grå hærs dage var kommet, og måske havde de ret. I dag er Moderen kun repræsenteret af tatere og mosekoner som har nok at gøre med at holde sig i live til at kunne ære Moderen med de gamle skikke.

Ofringer

Hvem man end tilbeder kræver de ofre, og det i sig selv er en videnskab. I Nordland er det mest almindeligt at ofre til forfædrene, så den skik er de fleste godt bekendt med. Selv småbørn ved, at de døde kræver arnens ild og det første og sidste af måltidet. Så når maden er sat på bordet lægges den første portion til side i en skål og når måltidet er afsluttet lægges resterne også til side. Skålen stilles så udenfor om natten sammen med et stykke glødende kul fra arnen i en kulspand eller lignende. Om morgenen vil maden have mistet sin smag og ofte også farve og ilden være slukket. Man siger desuden, at kullet aldrig mere kan brænde.

Hvis større ofre er krævet giver man trælle eller, ved meget store soninger eller bønner, krigere. Disse hænges i et træ i nærheden af en gravhøj eller stranguleres og lægges ud på selve højen. Disse ofre garanterer, at de døde viser sig og giver deres hjælp i kamp eller andre anliggender, men misbruger man ritualet vil de ofredes ånder hævne sig på ens by og familie.

Efter sigende er der stadig folk der ofrer til landets ånder og guder, men det er lidt af en offentlig hemmelighed. Adspurgt vil de fleste svare, at sådan noget kællingegerning er der ingen ærlige mænd der begiver sig af med. Men det hænder, at man i særlige lunde eller søer finder små udskårne statuetter eller smykker lagt ud. Oven i købet er det sket at dyr tilberedt på forskellige grusomme måder er spredt ud over gamle sten eller træstativer. Dette er ofte husdyr som geder eller heste. En malkepige fra Blåstein fandt engang en træl med ryggen knækket over en sten og hjertet skåret ud, men folk siger, at hun var af taterslægt og snakker som vinden blæser.

Valkasangen:

Denne samling sagaer og legender kan ikke helt kaldes religion, men er dog resterne af en uddød kult af en eller anden art. Det er en helt masse meget populære eventyr om en række magiske helte som i fordums tid skulle have kæmpet om en kvindes gunst og deres mange forsøg på at imponere hende. Kvinden hed Valka og bliver ofte portrætteret som lidt sky og tilbagetrukken og altid meget kostbar. Hendes eneste egentlig egenskab er at være smuk.

Hendes bejlere er meget forskellige typer. Der er Rauma, væversken som har mistet alle sine ni døtre til brønden, da hun sendte dem efter vand. Hun ønsker at adoptere Valka som sin datter. Joumula, jægeren, drager ud på det ene vanvittige eventyr efter det andet for at hente imponerende trofæer til Valka som han ønsker at gifte sig med. Han kommer altid galt afsted på en eller anden måde, men formår alligevel at udrette et eller andet fantastisk. Mange landemærker er opkaldt efter ham. Tulpin kunne løbe fra alt og alle og får i en historie sine fødder erstattet af harepoter, fordi han mister dem i en af Joumulas fælder. Og det bliver ved. Der er henimod 150 af disse helte og kun de færreste skjalde kender alle historierne. Desuden dukker der hele tiden flere historier op. Nogle af dem gendigtninger af gamle, andre digtet af kreative skjalde i konkurrence om at fortælle noget nyt.

De fik sig jo lukket ud af Lyset i den Evige Nat ad bagindgangen som ledte dem ud til Spiret for den Rejsende. Knut, Blænder og en mere tog dog den anden udgang gennem bjerget for at få deres artefakter med. Vodak fulgte dog med dem op til overfladen, hvor han lå og lurede sultent på Gethamanes befolkning. I den forbindelse fik Blænder lært magi, så han kunne agere transportmand for dem med Den Azurblå Stridsvogn. Medens Mester Chokumo og de andre studerede og byggede ting under bjerget tog Knut og Blænder hjem til Dagan Stadr.

Da dagen var oprunden og buret til solstenen bygget færdigt mødtes de alle i Jordens Perle for at redde Ergjask og Skabelsen. Medens de satte solstenen i gang for at fixe hullet dukkede Trællen op og engagerede Knut i kamp. Med sin magi fik han Knut immobiliseret og gav ham valget mellem at redde sig selv og at redde Skabelsen. Han valgte selvfølgelig det sidste. Trællen kastede en formular som basalt set var en selvmordsbombe. En enorm eksplosion rasede igennem ziggurattet og udslettede alle den fangede. Knut, Ergjask, Udutai og Boyko blev fanget og pulveriseret. Dog blev Ergjasks essens sat fri og renset ved Dødsherrens udslettelse. Hullet i Skabelsen blev også lukket.

I starten af opstigende træ tager Knut, Ergjask og de fem Drageblodede over bjergene og begynder at befri flygtningene. Det bruger de flere måneder på. De får hjælp af de syv byer i Himminfjell med våben og andre forsyninger. I løbet træsæsonen befrier de alle tolv flygtningelejre. En af dem prøver at gøre modstand ved at alliere sig med det lokale åndehof - Den Grønne Brise som består af luft- og træelementarer og forskellige lokale guder med elementare aspekter. Knut laver, med hjælp fra Chokumo, en alliance med hoffet som skifter side. De skal til gengæld lave et offer og en helligdag til dem. Det skal være den tolvte dag i opstigende luft. Der skal fanges tolv forskellige fugle, hvis blod skal hældes ud på et alter. Deres fjer skal plukkes og brændes. Et banner med Den Grønne Brises navn i gammelrigekalligrafi skal så stilles op og stå i vinden i tolv dage.

Ved Littu møder de en hær på ca femtusind mand - bønder og krigere samlet fra det meste af Ilma. De har lejet våben og udrustning af Ragara Alomi og nogle officerer og en magiker. Magikeren er Arada som gør det for Alomi som betaling for at blive skjult. Hun påkalder en stor flok dæmoner. Knut får hjælp fra Den Grønne Brise ved at lave et stort offer bestående af tolv offerbål og tolv mænd klædt i fjer som skal ofre sig selv ved at løbe forrest. Arge kommer ned til lejligheden. De mister ca tusind krigere til dæmoner og den store hær, men Den Grønne Brise og Arges lavatentakler vinder slaget for dem og udraderer hæren næsten til sidste mand. Esse køber rustning og sværd af Ergjask og ser også sig selv som købt fri. Han holder sig for sig selv og er bitter.

Da de kommer hjem har Vasmo sørget for at flygtningene har fået bygget nye huse i de enkelte byer - for det meste med Arges dæmonhjælp. Dagan Stadr er vokset til det dobbelte og der lægges planer for en ny mur. Knuts hal er bygget færdig. Shamanerne har sørget for at alle er folkeviede. I mellemtiden har Mutaki gjort Mihos træning færdig og er taget videre. Shinzen har nået at undervise Arge i to formularer. Tunnelen er også blevet bygget færdig. Der opstår lidt ballade med Chokumos tempel. Shamanerne har gjort et stort nummer ud af at vende stemningen imod Chokumo og hans religion og folk bryder sig ikke om at han bygger fremmede templer og der kommer mange klager. Chokumos lille skare af tilhængere finder sig også hurtigt sat udenfor. Sagen ender hos Knut der sender den videre til rådet. Halfrek tager ud og taler med Chokumo om at det tempel nok skal flyttes et andet sted hen. De tager tilbage til Knut og diskuterer sagen og Knut lader Chokumo bygge, hvor han vil. Senere råder Sigeir ham imod det igen og siger at det måske vil skabe splittelse i folket - en splittelse han selv har været med til at orkestrere. Sigeir råder også Knut til at lade de fem Drageblodede vie til folket. Selvfølgelig med særligt henblik på Chokumo.

Dagan Staðr forener sig yderligere

Igennem hele træ forbereder og udfører shamanerne ritualerne til folkevielsen. De har mere eller mindre frit spil blandt folket og de lokale høvdinge mister noget magt i den tid som shamanen træder frem. Det bliver et uskrevet krav, at man skal folkevies. Hvem foretrækker ikke at være aeshir? Vil nogen stille sig selv vigtigere end folket? Når de Drageblodede vender tilbage vil shamanerne også kræve dem folkeviet. Samtidig opstår en ny fortælleskik som på en grov og meget grafisk måde gør grin med Dynaster. Det er en slags skæmtefortælling i stil med valkasangen, bare plattere. Den gør brug af en arketypisk Dynastkarakter som er arrogant og oppustet og som altid prøver at nedgøre Aeshirerne på alle mulige farverige måder. Denne Dynast ender altid med at blive ydmyget på den groveste vis og smidt ud af byen af de snedige Aeshir han prøver at latterliggøre.

Arge kontakter Golchazha i løbet af opstigende ild, for at høre om hvordan man får solens opmærksomhed. Han får at vide at det let nok for en Solar – særligt en Zenit. I den forbindelse hører Arge om Det Guddommelige Spil som Solen og de andre guder ikke kan løsrive sig fra. Solen hører dig, men det er ikke sikkert han vil hjælpe. Han antyder at der er måder at se dette spil på ved hjælp af hukommelseskrystaller i et glemt bibliotek under Gethamane. Arge bliver advaret om, at der vil komme en tid snart, hvor folket vil være i stor nød og have brug for hans hjælp. Han kan vælge at ofre sig selv for folket eller at ofre folket for sig selv. Hvis han gør det sidste vil han modtage stor kraft og kunne tage det næste skridt på sin rejse udi magien. Hvis han foretager det offer skal han, når kaldet til kamp kommer rejse til Messingskoven og blive der. Han vil så modtage træning af Golchazha og blive optaget blandt de mægtigste troldmænd Skabelsen nogensinde har set.

Ergjasks skæbne

Trællen har sat en fælde bestående af Kronen og nøglen til tårnet. Kronen er et ombygget artefakt fra den første alder. Der er bygget sjælestålsledere ind i det som kan trække og kanalisere nekrotisk essens. Nøglen er bygget ud til en maskine som laver en spænding mellem solar og nekrotisk essens. Den er ikke vigtig for processen, når først reaktionen er startet, men det er den som giver den oprindelige gnist der starter eksplosionen. I det øjeblik nøglen sidder i og Ergjask (med kronen på) åbner ziggurattet vil dødsherren træde frem og kaste en formular som vil holde Ergjask i stasis som en levende essensomformer.

Formularen er Void Circle. Den fremmaner en Hekhatonkhire som kan fange folk i særlige lænker. Den er basalt set et mægtigt gab som åbner sig ud af jorden. Ud af den kommer en række kæder og kroge som tager fat i hendes krop og river den i stykker. Kroppen hænger stadig sammen i sener og muskler, men de er hevet fra hinanden så alle organer er blotlagt og sat op på et mægtigt stativ. Som et levende og morbidt kunstværk. Essens holder hende i live og beskytter hende. Hun får en soak på 50 L/B.

Den overvældende nekrotiske essens der strømmer ned i underverdenen æder den op, så den falder ned i labyrinten stykke for stykke. Når labyrinten er blotlagt vil selve Afgrunden åbne sig direkte op til Skabelsen og begynde at sluge den. Processen vil selvfølgelig tage tid, men er den først i gang er den svær at stoppe uden solarcirkelmagi.

For at hæve sin forbandelse skal hun dræbe dødsherren eller måske ødelægge det bur hendes essens er bundet til. I sin stasis er hun bevidst og kan kommunikere med omverdenen, men hele tiden vil hun kunne se Underverdenen og hvad der sker i den. Bag sig har hun udsyn til Malfeaneren. Den vil hele tiden hviske ting til hende - Whispers 5, men kan ikke kontrollere hendes tanker.

I det øjeblik Trællen har kastet sin formular går tiden i stå for Ergjask. Et solbarn (en af Solens underguder) har hørt Knuts håb og drømme og fået øje på hende. Den viser sig for hende netop som formularen får fat i hende og fortæller hende, hvad hun skal gøre for at ugøre den. Hvis Jordens Perle aktiveres kan den bruges til at omforme hullet i Skabelsen som opstår. Gennem hende kan ziggurattets virkelighedsmaskiner sendes mod dødsherren og bygge ham og hans Skyggeland om. Det kræver dog at alt det tabte maskineri bringes tilbage og bringes i orden. Processen skal også sparkes i gang med en enorm mængde essens, da al ziggurattets egen essens jo bliver trukket ned i Underverdenen. Han foreslår at bruge solsten som er en særlig ren form for orichalcum der opstod der hvor solens stråler først ramte Skabelsen. Han foreslår dem at lede i Gethamane. Solbarnet bliver i ziggurattet og hjælper dem.

Gethamane

Knut, Arge, Miho og de fem drageblodede drager af sted for at finde det skjulte bibliotek. I Gethamane bliver de advaret voldsomt mod at gå ned i katakomberne og for at vide at ingen er kommet levende op derfra. Det er ikke helt rigtigt, men magistraten Aud har mistet en elsket mand til væsnerne under byen og ser enhver rejse derned som spil af liv. Knut mediterer over stedet og får erindringer fra et tidligere liv, hvor han var i byen. Han ser sig selv sidde ved et bord over for et sort væsen med lange, treledede arme og et rørformet hoved. Han får også et glimt af Vodak som oversvømmer byen og strømmer ud af templets døre.

Efter at have passeret seglene kommer de ind i den gamle del af byen som solarerne byggede. Tunnelerne er stadig firkantede og afløst af store haller, men alting er større og finere. Denne del blev brugt til konferencerum og indkvartering for de underjordiske og til forskellige videnskabelige formål. Det meste er ødelagt og der er ikke lys i krystallerne. Alting står tomt, men her og der kan de se gamle tegn på kamp og hærgen. Dynger af kranier, ligdele hængt op på væggene og gamle, sprængte kokoner i menneskestørrelse som deres ejere for længst har forladt.

Længere nede vil de passere endnu en forsegling som dog er blevet splittet ad af Vodak. En mægtig stenportal er halvt skubbet ud af sin ramme og de brudstykker af de enorme stenbjælker ligger forvredne og halvt tærede af syre på jorden. Efter disse segl er katakomberne runde og glatte at røre ved og der er ingen lyskilder længere. De større rum er mere grotter end haller og det er ikke til at se om de er naturlige eller menneskeskabte. Her møder de også underjordiske.

I gangene langt nede støder de på en race af underjordiske som teleporterer dem væk til spisning og erstatter dem med kopier som tror de er sig selv. Deres essensbaserede kræfter virker ikke og alle attunements er brudt. Ellers er alt ved det normale. Når de går igennem portalen til Lyset i Den Evige Nat opløses de otte kopier og fokus flytter til en hule i nærheden, hvor de ligger nøgne i kokoner, medens nogle dyr lægger æg i dem. Disse underjordiske er en race med mange forskellige medlemmer. En type bygger en slags fælder af essens som alarmerer en anden type som hænger fra loftet i en grotte og begynder at falde ned så snart de er kommet ind i grotten. Disse er flade hinder af hud med en central lomme med essens og nogle rudimentære sanseorganer som lytter efter den lydløse alarm fra fælden. De falder lydløst og lægger sig vådt og fladt over hovedet på deres offer. Så udløses essenslommen og væsnet dør samtidig med at offeret teleporteres til en særlig kokon der er bygget i forvejen. Heri ligger der i forvejen en prototypekopi som straks erstatter offeret og tager hans form – inklusivt samtlige minder og evner. Her ligger offeret i en midlertidig dvale, medens en æglægger skærer dennes bug op og tilføjer et nyt organ til kroppen (3 L automatisk skade). Organet vil, når det er helet, føje sig til kroppens andre organer og blive opfattet som et sådant af kroppen. Herefter vil offeret kunne gå herfra i live. Men hver gang det befinder sig i et helt mørkt område vil det udskille en ny modertype som kan gå ud og grundlægge en ny sværm.

I hulen med kokoner ligger der tusindvis af ventende kokoner og sovende æglæggere og midt i det hele en mægtig, fed dronning som en enorm, svulmende, brungrå kødblomst. Angriber de hende vil alle de grå protolegemer rejse sig og forsvare hende med et angreb på 0 terninger, 3 HL, 7 might = 11 B succeser/angreb/action. Flygter de for dette angreb kan de blive jaget ned i den hule, hvor Vodak sover. Knut vil med det samme genkende det og de kan alle mærke den håndgribelige, slumrende ondskab. De finder vej igennem netværket af gange og kommer til hulen de blev bortført fra efter ca. fire dages rejse. Efter yderligere syv dage finder de vej til termitbohulen og kommer ind i Lyset i den Evige Nat. Der har Miho og Chokumo i mellemtiden studeret og lært en masse om underverdenen og solsten. De kan lære at stridsgængeren venter på en reservedel fra Panguramas værksted, før den kan leveres tilbage til Jordens Perle. De har også fundet optegnelser om portalen til Spiret for den Rejsende og for Den 31. Himmelske Port.

I mellemtiden har Vodak fornemmet noget lyst i sit rige og er begyndt at sende følere opefter. Hvis de går ud den samme vej som de kom, vil de se en lille strøm af sort, tyktflydende materiale der pibler op af et af hullerne foran masken. Termitterne viger for Vodak og lader dem være alene. Rejser de videre den samme vej hjem vil Vodak forfølge dem for at æde dem. Især, hvis de har animabannere tændt. Han vil hele tiden være der og lidt tættere på end før. Dryppe ned fra loftet og ætse dem ved sin berøring. Pible ud af sprækker i klippen. Han vil ikke give dem lov til at komme op til øverste etage. Hvis de insisterer og Udutai er med vil han ofre sig selv til Vodak og give de andre tid til at stikke af.

Tager de til himlen har de ikke gode chancer, da de himmelske løver der bevogter porten ikke lader noget slippe forbi som ikke er Stellarer eller guder med gældende pas. Aswans pas ligger blandt hans personlige ejendele gemt godt væk. Læser man særligt om himmelporten kan man lære at det kræver et pas at komme ind. Hvis de går ind med passet vil de overordnet set blive ignoreret meget aktivt af guder som intet ser ud til at lave, men opfører sig meget vigtigt.

Over det års tid de befinder sig i Lyset i Den Evige Nat lærer og bygger de de ting de sætter sig for. De skal først bruge eventuelle xp de har stående. Hvis de har xp til overs kan de jo så beholde dem. Blænder lærer magi. Det viser sig, at han har gennemgået tre af prøverne allerede. Nu mangler han bare undervisning som han modtager af Arge og ofret som han skal foretage alene i mørket. Han ofrer sin afhængighed af stoffer.

Slutspil

Når de kommer ud i Mosen kan de se, at Underverdenen er faldet ned i Labyrinten alle steder uden for ziggurattet, og at det breder sig. Om dagen kan de se ud på et normalt Nordland (uden for skyggelandet), men om natten ser de en endeløs labyrint strække sig ud i alle retninger. Turen ud af labyrinten til skyggelandets grænser vil være farefuld og svær, hvis de ikke flyver.

Imedens de har været væk Ergjask hængt og lidt. Hun har lært, at maskinen ikke laver et Skyggeland, men at den kollapser Underverdenen ned i Labyrinten. I midten – under hendes fødder kan hun se Labyrinten langsomt smuldre og dampe væk, så der opstår et stadigt voksende krater. Hun har også lært at Malfeaneren hvisker til hende. Ydermere ser hun soldrengen der leger i blodet for hendes fødder fra tid til anden.

Give the players a clear and valid choice between saving their friend and Creation. A story of hard choices and sacrifices. They will probably choose Creation, but it is ok, as long as it generates interesting play.

Involve the Deathlord in some way, as he has been a major villain of the Chronicle all along and almost won at every turn. They need to triumph over him in some way.

Present them with the information needed to make the choice clear and valid without throwing it in their faces and thus giving the players the feeling of being railroaded.

Forslag 1: De møder op ved Perlen med solstenen og møder Dødsherren. Han stiller sig i vejen og de kan ikke bare banke ham uden videre. Ved sin mellemkomst signalerer han tydeligt, at de har en mulighed for at ødelægge hans plan. De kan enten prøve at komme forbi ham (potentielt kedeligt) eller bruge solstenen på ham.

Forslag 4: Dødsherren har hele tiden ønsket sin frihed og sat det hele i værk, for at de kunne finde solstenen – det eneste i Skabelsen som kan befri ham fra Malfeaneren ved at forandre ham grundlæggende.

Forslag 6: Som de er ved at sætte solstenen i position dukker Dødsfranz op og truer dem. Han siger, at ligegyldigt, hvad de gør, vil han være der og tage sin hævn. Han siger, at de under ingen omstændigheder kan redde både Ergjask og Skabelsen og han ved godt, hvad de vil vælge. Selvom de stopper maskinen nu, vil han stadig have krammet på dem, for Ergjask er hans og har hele tiden været det. Og han kan altid lave endnu et angreb på dem. Hvad de end gør, vil han gå i gang med at kaste en Void Circle formular og give pokker i om de afbryder ham eller ej. Tidspres. Nak ham med solstenen eller red Skabelsen og Ergjask.

Forslag 7: Det kræver alles hjælp at få solstenen på plads. De er nødt til med orichalcumredskaber og skærme at hjælpe til med at få fokuseret stenens kraft det rigtige sted. Enten under Ergjasks fødder eller i hendes pande.

Forslag 8: Trællens formular er Mouth of the Void (p 52). Hvis han får lov at kaste den får alle levende inden for 40 m 30 lvls agg skade.

Faktum 1: De har lavet solstenen for at fixe Ergjask.

Faktum 2: Solstenen kan kun fixe én episk fejl af gangen (Dødsherren, hullet i verden, Ergjask).

Stjålne skatte

En del maskineri blev i årene efter solarernes fald ført fra Jordens Perle til Riget og andre steder. Optegnelserne over dette ligger i 25. hvide vinges arkiver. I en aflåst kiste i Perlens dyb ligger samtlige kvitteringer for overførslerne.

Søger de mod nord efter folk vil de finde Ogden Bergastål og hans kone. Ogden er totalt rådden nu og vanvittig. Hans kone leder de ca. 500 mand som er tilbage i byerne deroppe. De er fattige og usle og tilbeder stadig forfædrene med stor iver. Der er bare ikke flere forfædre som gider svare på deres bønner. Frigga har total kontrol over sit folk og har hjernevasket dem alle. Hun kan beordre dem til selvmord og gør det gerne som en slags underholdning for eventuelle gæster. Ogden ønsker bare at dø, men hun holder ham fra det med magi. Hans blod bruger hun som en vigtig ingrediens i sin magi. Ellers kan det være at enkelte tatere er at finde hist og pist.

Spørger de Cernan mod vest nægter han dem flere folk, men han advarer dem også mod sine ældre i nord. De gamle bæster i ødemarken er nemlig ved at bygge en hær som skal sendes mod Riget og dette er barbarer og halvmennesker i hundredetusinder anført af lunarer. Deres plan er at ramme al civilisation og dræbe alt der står i vejen for dem. Angrebet er koordineret med lignende angreb over hele Skabelsen. Hvornår det kommer ved Cernan ikke, men han kommer til at deltage i det og ligeledes gør Skapti.

De sidste tatere

I Fristed bor der stadig ca. 5 taterfamilier. De kalder sig tatere og blander sig ikke meget med resten af Dagan Staðr. De boede førhen tæt ved Blåstein, men blev her i al hemmelighed en del af byens krigskultur. For længe siden fandt en kriger ud af at giften fra sølvrævene kunne fremkalde stor vildskab og styrke i en mand, hvis den blev indtaget på den rigtige måde. Han prøvede det af i mange kampe og blev gal i forsøget. Hans sønner sad dog ikke lade hen, men tog hans resultater et skridt videre. De fangede en tater og gav ham giften at spise, da han var i vanviddets greb tappede de hans blod og drak det. Da faldt en kampiver over dem som varede fra solopgang til solopgang og da den var ovre lå de alle døende på marken. De havde ikke kunnet mærke deres sår og havde kæmpet med guders styrke. Kun deres mindste bror overlevede, da de ikke havde givet ham noget af drikken på grund af hans svagelige statur og kujonagtige adfærd. Denne bror, Sigfred, grundlagde da en mægtig linje af bersærkere som siden har vogtet hemmeligheden bag deres færdigheder med deres liv. Blåsteins tatere er dog blevet ved med at lide under deres galskab som nu løber dem i blodet. I Fristed har de bygget et galehus, hvor de går ind, hvis de får et anfald. Derinde hænger døde sølvræve fra loftet og rådner, for hver gang en rammes af rævesygen jages en sølvræv og hænges op derinde. Der er i hundredvis af rådnende rævelig i det hus. Huset virker også som gudehof for Rævekongen, Thok’auga og han viser sig tit uden for huset, når en tater skriger sit vanvid ud derinde.

Miho og Knut drager riget rundt i løbet af strålende træ og lærer folket om penge. De pålægger også folk at vælge sig en lovmand og en tingmand. De skal også betale skat som skal leveres en gang om året til Tinge. Da de kommer hjem tager Knut Garm med til Fristed og taler med taterne. De vil ikke være med i riget, men vil godt være flinke naboer.

Imedens bygger Arge sin påkaldelsescirkel i den centrale sal i Vindrheim. Han hyrer 25 arbejdere til det og låner 25 sølvstykker i banken til at aflønne dem, til et halvt sølvstykkes rente. Det tager en måneds tid at tømme sfæren helt for murbrokker. Det meste smides udenfor, men meget bruges til at blokere alle indgange til sfæren, undtagen en. Han er færdig ved indgangen til ild.

Udlandsrejser

Miho tager den ene daiklave og rejser til Kelku for at sælge den. Boden og seks af hendes følge tager med hende. Boden er i hundeform. De møder Olek, som er Mihos gamle kumpan. Han hjælper dem med at sælge daiklaven, og giver dem stoffer. Det er dog ikke nemt at komme af med den, da der har været politisk ballade et stykke tid. Der har været Tepetlegioner forbi fra vest, som skulle til Cherak og sættes ind mod Tyren i Nord som har samlet Isgængerne mod Riget. Folk hvisker om at han er Udstødt. Hvidevold er desuden blevet tømt for lejesoldater til den selv samme krig. Alomi bliver presset fra Riget og har derfor ladet skatterne stige. Der er også blevet indført sære ekstraregler og love. Ofringer er blevet forbudte og illegale offersteder er åbnet rundt omkring. Der er en ny munk som bekæmper blasfemi med stor ildhu. Rygter om et nyt rige i nord er også begyndt at sive sydpå. Efter ca. en måned lykkes det Olek at sælge jadesværdet til to talenter jade. Miho omsætter også en masse smykker og tøj til sølv. Samtidig rejser Knut og Arge op til de sydligste bjergbyer i Ilma for at sprede ordet og agitere for Solens sag. Byerne er Luomi, Karvi, Tulku, Laivu, Ultum, Villi og Vaimo. I Tulku er der masser af sort granit som Arge prøver at opkøbe. De gør et godt indtryk og mange har allerede hørt om dem og vil godt høre mere. Knut inviterer folk til storting og det vil folk gerne.

Da de kommer tilbage begynder Arge at lære om stenhuggeri af en stenhugger fra Dagan Staðr for et sølvstykke som han låner i banken. Så snart han er færdig med det lærer han smedekunst af Ergjask. Hun bruger tid på at lære lavrige af Miho, undervise Arge og træne kampkunst i Kvitebaune. Ergjask er begyndt at bruge tid med en knægt ved navn Esse. Han er en ung mand på 16 som er meget ambitiøs og lidt af en rebel. De starter med at være venner et sted i jord, men bliver lige så stille elskere. Esses forældre, Trygve og Gunlød, er dog bekymrede for dette, da de synes hun fordærver ham. De klager til Knut som taler med Ergjask og Esse om dette, men mere bliver der ikke gjort ved sagen. Boden æder en hest, da hun er gravid og det er hestens ejere ikke så tilfredse med. De kommer til Knut og klager og han går til Boden som brokker sig over ikke at blive tilgodeset nok. Det ender med at hun lover at tage en tur på heden og hente en hedehest med hjem til erstatning. Vasmo spørger til Miho, om hun kunne tænke sig at få børn. Dette er hun noget usikker på, men hun går dog med til det og er måske blevet gravid til stortinget.

Arge tager til Messingskoven for at spørge om den gyldne by og om Ergjask kan hæve forbandelsen. Golchazha siger at det ikke kan lade sig gøre, da det skal være en Zenith. Han siger også, at Arge skal være bedre til at stille spørgsmål og at det er hans ret som Solar ikke at affinde sig med tingenes tilstand. Han fortæller lidt om Jordens Perle og ham der ejede det og lagde forbandelsen i sin tid. Han nævner også, hvad kronen kan bruges til og siger, at Arge lige skal komme til ham, før Ergjask laver den ting i tårnet. Han vil godt have en finger med i spillet om hendes essens. Han mener ikke, at hun kan blive vendt mod solen alene ved at løfte forbandelsen og vil godt sige til Arge, at hun er bundet til sin dødsherre. Derhjemme graver de kronen op og Ergjask prøver den af. Den virker. Det bliver besluttet at tage til Nexus og hverve Drageblodede efter at Arge er færdig med sit projekt.

Storting

I slutningen af strålende ild er der storting og der kommer flere mennesker end nogensinde. Ca. 10.000 er samlet på tingsletten. Der kommer mange fra både de syv byer i Himminfjeld og fra heden. Den sommer vokser riget med ca. 1000 mand og de er nu 5000 i alt. De får lavet et landsting som består af Ørn fra Kvitebaune, Flosi fra Sølvsted, Sigvar fra Nybaune (høvding), Vasmo fra Dagan Staðr (høvding), Eilif fra Vindrheim og Gizur fra Ulfskogr (høvding). Skattesystemet bliver lagt på plads og er en tiende fra hver person i riget. Arge sælger sit gamle sværd til 30 sølvstykker og sit skjold til et halvt. 100 mand slutter sig til Knut som de første i Dagan Staðrs hær. De fleste af disse er yngste sønner fra Ilma og heden, men der er også Dagan Staðrninge – blandt andre Asbjørg Garmsdatter. Til stortinget står fundamentet til Knuts hal også færdigt. I slutningen af tinget kontakter Cernan Knut i skikkelse af en ung pige fra Ilma. Han siger, at Knut inden længe ikke kan hverve flere isgængere, da de gamle nord for nordhavet er ved at samle en mægtig hær og at alle isgængere er bundet af en gammel ed. Han nævner, at de samler hæren for at angribe Skabelsens hjerte. Han nævner også et gammelt folk i nordvest ved de yderste kyster som er tabu for isgængere, men hvis skæbne er bundet til Aeshir og solarerne.

I starten af opstigende vand flyver Mutaki ind i Dagan Staðr med sin troldmand, Makeda Shinzen, i en hvirvelvind. Shinzen er en sort mand fra byen Kultatür i syden. Han er vandeksalteret og af en familie forvist fra Øen. Han kender alle formularer i den sorte afhandling, en til at få folk til at se yngre ud og en til at forlænge folks liv med.

Ergjask skal snart slå Stamina + Integrity for at modstå svampeøksen.

I løbet af efteråret flytter mange af tilflytterne ud i flere små bygder langs søens kyst. Disse er Mølle, Manahamn, Vejsving, Nørrenæs, Vinterslugt og Rautvig. Længere inde i landet og langs floden opstår en del smågårde og landsteder. Sporabygd bliver bygget på flodens nordlige bred, ikke langt fra Fristed. Desuden bygges Vestensted omkring det første tempel til Den Store Vestvej og øst herfor opstår Askelund og Thors Ås. Knuts hal når ikke at blive færdig inden vinteren pga. kulden. Mange ofre bliver smidt i søen for at formilde den, når frosten kommer. Desuden bliver arbejdere sat til at hugge is væk fra søjlerne her morgen gennem hele vinteren. Feen dukker op i slutningen af opstigende vand under den første store efterårsstorm. Sammen med Knut, Vasmo, Bjørn og et par andre mænd drager hun til Ilma for at lede efter dem der overfaldt hende og tog hendes bue. De finder intet, men taler med Ragara Arada i hendes zigurat, Fredsstenen. Hun beværter dem så godt hun formår og ligger med Knut om natten. De tager hjem uden bue.

Derhjemme fortæller Knut Boden om sin affære og Boden kræver hævn. Det vil han ikke give hende, så hun tager af sted for at føde sit barn i skoven. Hendes plan er at bytte barnet ud med et andet og give det falske barn til Ada, så Knut ikke får sin ægte søn at se. Så vil hun tage til Ilma og myrde Arada. Det skal helst slå fejl, og Arada vil sende bud til Alomi for at få ham til at finansiere en Vild Jagt. Dette bud vil Mutaki opsnappe, og han vil komme på besøg for at skælde dem ud. Han vil blandt andet brokke sig over, at de måske har ødelagt en potentiel alliance som skulle have været bearbejdet først.

Nasjatir tager sin bevingede form og slår sig ned i Knuts hal. Her begynder hun at opbygge et hof omkring Knut, Ergjask og senere Arge. Der begynder at være trængsel i Knuts hal – især af kvinder som laver mad og sladrer. Rådets koner begynder også at opholde sig i hallen.

Arge bliver færdig med sin cirkel og kan påkalde sin første dæmon. Dette bemærker Yu Shan og det bliver besluttet at sende ham en invitation. Arge påkalder, i starten af opstigende luft, en Hoppende Dukkefører. Efter at have eksperimenteret med at bygge mærkelige statuer uden for Vindrheim påkalder han en mere og sætter dem til at bygge kuplen færdig. Så bygger han store dele af Vindrheim ud med overetager og kældre. Derefter sætter han dem til at bygge en brolagt vej mellem Vindrheim og Dagan Staðr. Da dæmonerne når Dagan Staðr vækker de stor bestyrtelse. Hirden samles og prøver at forhindre angrebet. Sven dør. Erjgask og Knut dræber de to dæmoner og følger deres spor til Vindrheim. Der taler de med Arge og får forklaringen. Svens familie vil have bod. Arge lover at passe på og holde øje med sine dæmoner. Han påkalder tyve dæmoner til at bygge muren omkring Dagan Staðr som bliver en tyk stenmur med en vold bagved. Den bliver fire meter høj og seks meter bred. De huse der ligger tæt på Ormspora bliver flyttet over på den anden side af byen. Alt sammen noget dæmonerne ordner. De arbejder dag og nat.

I starten af strålende luft kommer Miho, Tjagge, Eirik og Snorri hjem fra Kelku. Med sig har de: tekstiler i blå, rød og sort, sort og blå farve og bindemiddel, krydderier, drikkeglas, glasflasker og glasperler og narko. De har også Boyko med som ligger i en dødlignende tilstand. Med Arges hjælp får de liv i ham med en salve de har fået med. Vasmo vil gerne på jagt med ham.

Til Nexus

De tager til Nexus efter Drageblodede som vil følge deres sag. I Norden raser krigen mellem Tyren i Nord og Tepetlegionerne nord og vest for Cherak. De første flygtningestrømme er allerede begyndt at bevæge sig vest- og østover og de ser mange af dem på vejene. Riget har lukket sine grænser og skibe med flygtninge bliver sendt tilbage, hvor de kom fra. I Ilma bliver de fleste flygtninge interneret i lejre nordpå. De ser også Sijan, når de flyver henover den.

Når de kommer frem mødes de af tre høje skrivere og en guide som vil vise dem byen og være dem til hjælp og støtte, medens de er der. Han hedder Kagnen og er en lille, smilende vandånd. De får en perle som kan sættes i en ørering eller halskæde som man kan binde sig til for en gnist essens. Når som helst man har brug for det kan man sende bud til ham med en tanke. Perlen kan også bruges til at overvåge dem med. Kagnen fortæller at rådet i Nexus meget gerne vil møde dem, men da det har travlt kan det først blive om to dage. Når den tid er gået vil de lade to dage mere gå, da rådet er stødt på en hastesag som de er nødt til at tage sig af. Imedens tilbyder Kagnen at vise dem rundt i Nexus og tilbyder dem billig indkvartering. Han vil prøve at få dem til at bruge så mange penge som muligt. De bliver bosat i Svinehulen ejet af Alastar som også har opsyn og kontrol med adskillige gadebander. Han gør i pengeafpresning og stoffer og af til lidt smugleri. De når at få et bad og se Flammelyset. Ergjask beder om at blive vist en smedje i Nattehammer hun kan leje sig ind i.

De bliver selvfølgelig også afkrævet told for at komme ind: fem sølvdinarer i personlig told og 12 dinarer for personlige ejendele. Mihos og Snorres æg bliver ikke afsløret, men Miho tager nogle værdier ud af sit for at kunne bruge af dem. Hvis de afslører dem afkræves der yderligere 8 dinarer for dem begge. Arge bliver pålagt en ekstratold på 1 dinar for at en midlertidig troldmandslicens. Den skal fornyes en gang om ugen.

De fortæller Kagnen, hvad de er i Nexus for. Så snart Entiteternes Råd hører om deres færd udstrækker de et tilbud til dem. En Drageblodet af høj træning og essens om end tyndt blod som meget gerne vil forlade Nexus. Han hedder Træl, for det er hans dom i Nexus. Han har været dæmontilbeder og har pådraget sig en sygdom af en dæmon som ville have hævn over Rådet i Nexus. Så længe sygdommen raser, vil dæmoner følge ham og fødes af hans humør. Er han glad vil en neomah måske opstå, er han vred måske en erymantos. Jo mere magtfuld en entitet der påvirker hans humør desto mere magtfuld er dæmonen der fødes. Rådet har fundet en måde at behandle dette, om end ikke kurere det. Ved at gøre ham til træl kan man holde dæmonerne fra at opstå, men så snart han bliver sat fri vil de komme igen. Dæmonerne vil altid prøve at omstyrte den tidligere herre. Ydermere er Træl ravende psykotisk. Hans omgang med dæmoner har nedbrudt hans sind. Han føler han er nødt til at skade skabelsen for at advare den imod ham. Kun hvis han er i fangenskab og under myndigt herredømme føler han, at han kan opføre sig pænt. Træl hed engang Malak Udutai og er fra de nordøstlige stepper. Han har været en Gylden Janitshar og mestrer stilen, men faldt for de dæmoner han bekæmpede. Træl er jordaspektet.

Det er Doktor Udelph og Morgen Sergenten Pelicia som har ham i fangeskab og det er Pelicia som henvender sig til dem. Hun foreslår en aftale med dem om at lægge et godt ord ind for dem hos Lauget, hvis de skulle lave en aftale med dem om fast handel. Dvs. en fast handelsrute holdt skjult og forstærket af lejesoldater. Til gengæld skal de tage Træl med sig og sørge for, at han aldrig kommer ud af deres kontrol. Han er deres garanti på at aftalen holder. Ellers har de frit lejde i Nexus, så længe de ikke bruger perifer Essens og ikke vækker opmærksomhed hos de ubesmittede munke.

Hvad angår en ildaspekt kan de blive henvist til to dynaster af huset Tepet som er udstationerede i norden. Tepet Chino og Tepet Arada Nuvoni prøver begge at profitere på krigen og har ikke megen loyalitet til Riget. Blænder finder dem selv, da han hænger ud på Svinehulen. Blænder fortæller Ergjask om Chokumo og de besøger ham i hans tempel. Chokumo får besøg af mester Cathak Kaneda (vanddragestil) som kommer med subtile advarsler. De Ubesmittede munke holder øje med ham. Miho besøger de to store dojoer i Nexus: mester Albas dojo, hvor der praktiseres ørnestil og mester Sergeis dojo, hvor der praktiseres skorpionstil og hvor hun får tæsk. Ellers besøger hun en række mindre dojoer og templer. Ergjask lejer sig ind i Butos smedje – han er søn af en ildelementar og er jadesmed. Snorre får arbejde hos mester Tsvetan som er snedker.

Ellers rygtes deres mission hurtigt og Ledaal Catala Kumo tilbyder sin hjælp. Hun gør det igennem sine tjenere og påstår, at hun er på flugt. Hun er spion og ønsker at overgive dem til den vilde jagt og sabotere dem ved hjælp af en syg træelementar. Hun bærer den på sig i dematerialiseret tilstand ved at tilbyde dem at ryge en særlig tobak med hende kan hun smidte dem med en gift, så deres anima begynder at bløde essens. Essensen bliver ikke brugt, men cirkulerer bare konstant igennem animaen, så den bliver overophedet. De er derfor konstant på 16+ display og den vilde jagt samles i byen i form af Ledaal Catalas Ring og en række munke. Om natten tager Alastar fat i Blænder og beder ham skaffe en stor mængde svampe til Træl. Han har givet ham sit Janitsharspænde som betaling og har travlt med at skaffe så mange stoffer som muligt i en fart, før han skal væk.

Natten til den 23. dag i strålende luft begynder Snorres, Ergjasks og Mihos animaer langsomt at lyse. De har aftalt at rejse den samme morgen og skal mødes med Chokumo og Blænder ved landingspladsen. Snorre vågner først og opdager at Ergjask lyser. Miho er ude i byen at købe stoffer, da hun begynder. Så snart de viser sig vil den Ubesmittede Ordens spioner opdage dem og kalde efter hjælp. Flygter de mod landingspladsen vil de blive indhentet på vej derhen. De angriber separat i grupper af fem, for ikke at være en hær. Men de vil snildt blive angrebet af 25 Drageblodede munke og magikere. Alastar vil helst ikke have dem i sin kro, når de lyser, da han ikke har lyst til opmærksomheden.

De kan flygte via Arges vogn direkte fra kroen. Det kræver, at de flyver fra taget og at de flyver af to omgange. Hvis de viser sig udenfor er de åbne for angreb fra både træ- og luftaspektede munkes afstandsvåben. Går de ud på gaden er det endnu værre. De kan også flygte så hurtigt som muligt, men så risikerer de at falde i et baghold i de trange gader. Hvis de kalder på Kagnen kan han vise dem et sted, hvor de kan skjule sig, men de skal først derhen. Det er et sikkert sted, men det koster kassen at være der og de skal derhen først. Desuden er det en dæmon som kører den forretning. De kan forskanse sig i Svinehulen, men Alastar vil aktivt prøve at få dem ud og ender med at lukke fjenden ind ad en skjult dør i kælderen. De kan også komme til den dør, hvis de får Blænder til at hjælpe dem. Så skal de klare sig mod Alastar og hans folk inden Den Vilde Jagt kommer ind ad hoveddøren. Det vil give dem et forspring.

Ved landingspladsen er et reparationshold ved at klargøre en Stridsflyver med plads til to passagerer og en chauffør (RoR pp 88-89 eller WotLA p 41)). Dens ejer, en ældre aristokrat og diplomat fra Lukshy ved navn Teresu Chiryku, opholder sig i nærheden. Fuglen er næsten repareret færdig og kan godt flyve. Hvis de ikke kommer af sted indenfor 5 actions vil aristokraten forsøge at stoppe dem med sine overtalelsesevner og daiklave. Han kan tre melee-, tre dodge charms og op til Formen i Terrestrial Hero Style, men er ikke kriger. Han prøver først at skræmme dem med sine Pressence Charms.

At spænde sig fast i Stridsflyverens føresæde tager 4 misc. actions og at spænde sig fast i passagersæderne tager 3 misc. actions. Det tager også et extended Intelligence + Lore (min 3) rul og en action at finde ud af, hvordan man flyver bæstet. Chokumo behøver ikke at rulle. Man ruller Dexterity + Ride for at flyve og det kræver Lore 3.

Et møde med Lukshy

Lukshys fjerde bataljon har fået stjålet en stridsflyver som dens udsending Teresu Chiryku havde lånt til et seminar i Nexus. Den vil de gerne have igen. Administraten Teresu Daichi bliver sat til at klare opgaven og sender folk ud efter stridsflyveren som selvfølgelig kan spores. Når de mødes vil han forlange en bod for tyveriet. Denne skal bestå i, at de skal antage en officer som de skal skrive kontrakt med i fem år med mulighed for forlængelse, hvis officeren ønsker det. De skal forpligte sig til et minimum af 30 timers træning om måneden eller mere, hvis officeren ønsker det. De skal bekoste træningen selv og den skal ledes direkte af en himmelsk eksalteret. Desuden skal de forpligte sig til en kortsigtet evalueringsmission for Lukshy overvåget af en udsendt observatør.

Denne mission kommer til at finde sted i landsbyen Sinna som står til at falde til Torn. Landsbyen har strategisk betydning, blandt andet på grund af dens ziggurat og fordi den vil være en god indfaldsvinkel til et bagholdsangreb på Marukan. Stedet har på det sidste mistet flere af sine ledere til en snigmorder som Riget har udsendt. Desuden har de grundet en række uheldige handler fået opkøbt nogle våben af meget lav kvalitet af en handelsmand ved navn Kanasto Boka. De har stadig papirerne liggende og ud fra dem kan man genkende nogle kendetegn fra Riget. Byen skal holdes og forstærkes imod den hær som nærmer sig. Nu er Sinna ledet af Kamarko, et menneske af lavadelig byrd og stor bekymring.

De tager med Daichi til Lukshy gennem underjordiske gange og militæranlæg og bliver opvartet af ham. Han skriver brevet til officeren. Ergjask prøver at stille krav, men kommer først igennem med noget, da hun stiller sig til rådighed for Lukshys teknikere og videnskabsmænd i en dag. De andre bliver vist rundt i byen imedens. Der støder Snorre til dem. Han har ligget på bunden af floden og mediteret indtil da og bliver inviteret med op til Daichi, da de præsenterer ham som deres mand. Ergjask får lov til at låne en arnesten om natten og sove i det tilhørende ziggurat, så hun kan få sin Essens igen. Om morgenen tager de af sted til Sinna.

Varsler og drømme

Snorre får besøg af sin sifu i en drøm som finder sted mellem Dagan Staðrs ruiner. Denne siger, at begivenhederne i norden tager fart og en ukendt faktor truer. Den totale krig er rykket nærmere og Dagan Staðr er truet. Han siger også at Jordens Perle kan vise sig at være den eneste redning og skal holdes for enhver pris. Samtidig er det vigtigt, at solarerne bliver hos deres folk for enhver pris og holder sammen på det.

Arge får en drøm, hvor han ser en sort drage stige op i syd og kaste sin skygge over Skabelsen. I mørket toner enkelte gyldne og sølverne stjerner frem i Skabelsens udkanter. De sølverne bliver til bål der svider verden, medens et af de gyldne vokser til et stort lys som skinner fra bjergene langt mod nord. Når han kommer tættere på kan han se, at det er en gylden kalv som står på et bjerg. Bjerget er ved at drukne i et sort hav der stiger op nedefra og den ser bønfaldende på ham, men hver gang han prøver at nærme sig ryster kalven sørgmodigt på hovedet. Bag sig hører han skrigene fra tusinder af mennesker i lidelser.

Sinna

Byen har nogle få tusind mennesker og er en fæstningsby med en borg i midten. Byen ligger på og omkring en stor rød klippe og er meget svært at indtage. Klippen er et ilddemesne på lvl 3 og borgen et ziggurat på lvl 2. Den overskydende essens siver ud af klippen som varme og Sinnas indbyggere er alle brændt rødbrune. De er også et meget stolt folk som hævdede sig ved at holde denne nøgleposition alene for flodkonføderationen. Flere gange har de sagt nej til hjælp udefra. Deres gamle ledere var fyrsten Vahagan og hans søn Shino. Sønnens svigerfar Sirko var en god strateg og ledede byens militær. Vahagan var præst og havde et tæt link til både byguden Sinna, ildelementaren Agat og hesteguden Hipparkes.

De har en stående hær på godt 500 mand bevæbnet med brede macheter, læderharnisk og læderskjolde. De bevæger sig let og hurtigt og kæmper med stor brutalitet – ofte uden harnisk.

Kavaleri:

Magnitude: 5

Drill: 1

Endurance: 5

Might: 1

Close combat rating: 3

Ranged attack rating: 4

Damage: 3/2

Armor: 1

Morale: 4

Extra enheder (6):

Magnitude: 3

Drill: 0

Endurance: 4

Might: 1

Close Combat: 3

Ranged attack: 3

Damage: 2

Armor: 1

Morale: 3

Com: Agato

War: 7

Sværd: 10

Bue: 7

Health: 9

Sinnaerne er meget stolte og bryder sig ikke om fremmed indflydelse. Det er kun på Kamarkos eget initiativ, at de har lukket fremmede inden for deres porte og borgerne er ikke tilfredse. Den stærkeste og mest respekterede kriger for tiden hedder Agato og er meget traditionalistisk og fremmedfjendsk. Han er støttet af Dumokan som er en stærk stemme i de gamles råd og har et lige så iltert temperament. De praktiserer en rituel leg som kaldes Spydplanterridtet, hvor man til hest skal kaste en særlig plante som slår rod og vokser straks den rammer jorden, hvis den kastes rigtigt. Slå dex + det laveste af thrown og ride. Træl har en pulje på 8 og excellencies på begge evner.

De undersøger de tre lederes død og Snorre finder ud af at snigmorderen stadig befinder sig i byen. Han har skjult sig i kvindebyen forklædt som kvinde. De får ham jaget ud og forfølger ham op til toppen af fortet, hvor han prøver at flygte på en flyveanordning. Chokumo følger efter ham og slår ham ihjel. De tager rustningen som er af førstealderdesign. Den kan regulere temperatur og gøre stealth lettere. Desuden kan den ændre bærerens udseende og kropsbygning. De kan, efter deres sejr over ham let træne Sinnas hær og lede dem i kamp.

Kort efter de ankommer, strømmer Torns hær ind på sletten under dem. Hæren er ledt af en dødsridder som har 500 zombier med teknikerhold, 1000 mennesker og omkring 100 krigsspøgelser under sig. Zombierne er særligt forstærkede med rustning, så de kan bruges som skjold. Dødsridderen hedder Føreren af det Brændte Banner og har specialiseret sig i krigsførelse og terror. Med sine Pressence og War kunster kan han føre sin hær frem og samtidig ødelægge fjendens moral. Ellers er han en mester med sin krigskølle og har alle Melee kunster. Overvindes hans hær stikker han af på sin lynhurtige skeletganger.

Bannerføreren:

War: 9

Krigshammer: 11

Health: 13

Pressenskunster:

- skræm:

Zombier:

Com: Nemmisar

War: 6

Sværd: 6

Health: 10

Magnitude: 5

Drill: 0

Endurance: n/a

Might: 1

Close combat: 3

Damage: 2

Armor: 1

Morale: n/a

Mennesker:

Com: Ghostblood

War: 6

Sværd: 6

Health: 8

Magnitude: 6

Drill: 5

Endurance: 9

Might: 2

Close combat: 4

Damage: 3

Ranged attack: 3

Damage: 3

Armor: 3 (-3 mob. Pen.)

Morale: 4

Spøgelser:

Com: Warghost

War 7

Økse: 7

Health: 9

Magnitude: 3

Drill: 3

Endurance: n/a

Might: 3

Close combat: 4

Damage: 3

Armor: 3 (-2 mob. Pen.)

Morale: 3

Bannerføreren ankommer lige før kalibreringen og forbereder sig ved at slå Sinnas dyr ihjel med magi. Han angriber om morgenen på kalibreringens første dag og ødelægger hurtigt byens mur med magi og zombier. Der opstår hurtigt kaos og hæren trænges tilbage. Ergjask leder Chokumo, Blænder, Træl, Miho, Vasmo og en flok Sinnakrigere ud af en bagport og angriber dem bagfra. Angrebet er koordineret med Agato som har ventet ude på sletten med ca 250 ryttere. Arge giver tegn med sit animabanner. Angrebet slås tilbage og de regrupperer ude på sletten. Ved at koordinere med kvinderne og den rest af hæren som har søgt tilflugt oppe i fæstningen får de presset Bannerføreren, selvom han har rejst en del zombier. Han når at stikke af.

De bliver fejret og takket. Hipparkes velsigner dem med hestevenskab i et år. De vil have +1 til alle riderul til næste kalibrering. Agat dukker også op og giver sin egen velsignelse til Arge. Han siger intet og brøler grove ord om ild og kraft. Han slår Arge i gulvet og sætter et ildmærke på ham. Efter noget tid vil Arge se flammer og ild kalde på sig. Svarer han på dette kald vil en ildelementar føre ham til et sanctum, hvor en ildgud fra Yu-Shan giver ham en krystal med Magma Kraken lagret i.

I Hvidevold (eller Gethamane) findes et manuskript med himmelsfæreformularen Raise the Puissant Sanctum (s 79) i. Den koster 5 talenter jade og er utroligt godt beskyttet.

En Blodrød solnedgang

Når de kommer hjem til Dagan Staðr lærer de at krigen i øst er gået i stå. Horder af flygtninge er strømmet ind i Ilma og mange af dem er fanget i arbejdslejre, hvor de udnyttes af lokale høvdinge. Andre er mere heldige og har etableret sig for sig selv. De er dog ikke mere rige, da de er nødt til at overleve som de bedst kan midt i en hård vinter. Enkelte få er kommet over bjergene til Dagan Staðr og er blevet budt velkommen i byerne der. Shamanerne foreslår at indlemme så mange som muligt i folket og hente dem til fra Ilma man kan. I Vindrheim er en ny høvding blevet valgt i stedet for Arge. Dette er Kjartan Eldauga som ejer byens største kro.

Under to øjne taler Siggeir med Knut om at være vagtsom over for Chokumo. Siggeir erkender dennes store magt og indsigt, men ser ham som en trussel mod deres levevis og shamanernes magt. Han foreslår også, at man kan gøre dem til aeshir ved at folkevi dem. Give en shaman myndighed til at proformavi sig til så mange kvinder og mænd han vil. De vil ikke danne familie eller bo i samme hushold eller dele nogen ægteskabelige pligter, men han vil stå som en slags familiefader for dem og de vil officielt tælle som aeshir. Hvis Knut er mistænksom over for denne plan (som jo vil øge shamanernes magt betydeligt) foreslår han at gøre det samme med Knut over dem, så Knut vil stå som fader og husbond til hele folket.

Der er tolv store lejre med i alt halvtredstusindes flygtninge i det nordlige Ilma. Andre steder er de interneret i grupper på hundreder i private rigmænds og høvdinges stalde og lader. De lever alle på absolut minimum krav for overlevelse. Særligt har Armo, høvdingen af byen Littu, organiseret lejrene og sælger ud af flygtningene til bønder og høvdinge. Han bruger sine egne folk til at bevogte lejrene med og har lokket flygtningene med løfter om beskyttelse, mad og læ. Den største lejr med ca. 10.000 indbyggere ligger i Okkanendalen i nærheden af Littu og kaldes Graven af dens indbyggere pga. dens særligt grusomme vogtere. Flygtningene er for det meste haslanti og lignende folkefærd. Aldrig Isgængere, hvem de fortæller grusomme historier om. De fortæller også historier om Tyren i Nord som har vundet Isgængernes loyalitet på mystisk vis og hans mentor som bare kaldes Ulven.

Siggeir og Geir foreslår til stormødet Knut at slå til nu, hvor det er muligt. Han skal være herren i nord der sætter de slavebundne fri. De råder ham til at trække på de nordlige Ilmabyers loyalitet og bevæbne slaverne med våben derfra. Han kan så føre dem som en hær, plyndre det nordlige Ilma og føre dem over bjergene før landet når at stille en modoffensiv. Fra nordsiden af Himminfjeld er det let at slå en angribende hær tilbage.

Arada er på flugt fra Boden som har dræbt alle hendes folk. Hun undslap med nød og næppe i en Stormwind Rider med sine børn, medens hendes vagtdæmoner holdt Boden hen. Hun er flygtet til Kelku, hvor hun bor hos Alomi. Hun har intet sagt om Boden, da hun ikke ønsker Den Vilde Jagt indblandet, men vil se tingene an selv.

Ilden kalder stadig på Arge og ca. midt i strålende jord følger han kaldet og får en formular i gave af ildelementaren.

I løbet af Jord bygges der også et system af bauner og Ergjask træner hæren. Landets forsvar bygges generelt op og bliver stærkt. Ergjask binder hæren til sig med sin dødscharm. Vestvejen går efter større magt og vil nu tilbedes som en generel vejgud under navnet Foldvegr – Vejen omkring Verden.

En falden magt rejser sig

I slutningen af jordsæsonen viser der sig en ny, rød stjerne på himlen som står over Riget i otte dage. Kort efter ankommer Mutaki og Shinzen for at advare dem om en ny fare. En menneskekvinde i Riget har født en eksalteret, Drageblodet pige som er fuldt bevidst og i besiddelse af mange kunster og formularer. Pigen blev født under kalibreringen og påstår, at hun er Kejserinden og er i besiddelse af viden som underbygger dette. Hun er endnu ikke blevet sat på tronen, men er godt på vej. Hun har allerede afværget flere attentater. Rundt omkring opstår små kulter til den tilbagevendte Kejserinde som tilbeder hende som en slags genfødt Buddha. De ser Kejserinden som en Drageblodet som transcenderede og blev et med dragerne, men som nu er vendt tilbage for at lede sit folk i krisen. Den Ubesmittede Orden får fornyet tilslutning, men også konkurrence fra nye kætterske retninger. Så langt nordpå som det nordlige Ilma kan man møde selvbestaltede munke som har ”fundet Kejserinden.”

Mutaki vil træne Miho så meget han kan. Så vil han rejse væk igen og meddeler, at han ikke vil være at finde i Tulinen fremover. Til videre træning anbefaler han den gale munk Vanasiðr som holder til i ødemarken øst for Thokaskaut kaldet Garmhetan. Hun kan sende besked til hans kontakt i Hvidevold – Soran, men han kan ikke garantere et svar. Soran kan også give anvisninger til Vanasiðr.

De tager til det gyldne tårn. Arge flyver dem. Først besøger de Skapti som ikke er tilfreds med at se Boden underlægge sig Knut og slet ikke efter hun har overvundet Garm. Det kaster skam over dem begge to. Han forbyder dem at krydse hans territorium til fods og vil kun svare på ét spørgsmål. De spørger, hvad han ved om om det sorte tårn og det svarer han på.

De flyver videre nordpå og nødlander lige midt i tågen omkring tårnet. Boden når at springe ud. Her finder Svampekongen dem. Efter at de har udforsket lidt møder de ham og får tæsk. Arge og Miho bliver slået til jorden, men Knut lokker ham væk, så de kan undslippe. Miho bærer Arge ud (er nødt til at efterlade hans rustning og våben). På vejen møder de Ergjask som har set deres flugt ned i tågen og er gået ind for at hjælpe dem. Miho når at ramme Ergjask og såre hende hårdt, før hun opdager, hvem det er. De finder ud. Knut har imedens hårdt såret fundet vej over sydmuren – delvist hjulpet af Svampekongen som slog til ham så han fløj næsten over muren.

Ergjask viser dem vej til sin boplads, hvor sårene plejes. Akh-Vasmo-tilh dukker også op. Næste dag finder hun Knut. Efter at have brugt noget tid på at komme sig over sårene snakker de med Akh-Vasmo-Tilh som er sær. Han afslører magtfordelingen i den første alder for dem og lærer Arge om påkaldelser. Han pisser Ergjask så meget af ved at påpege, hvad hun er, at hun bortviser ham fra sit hjem og truer med at slå ham ihjel. Et par dage efter går de ned i fortet i dalen for at reparere rustninger og samle forsyninger og oplysninger. Her bliver Miho genkendt som Drageblodet og behandlet med absolut respekt. Hun bliver vist rundt og opvartet. De læser den oprindelige ordre og Arge roder lidt i arkivet. De lærer lidt af historien om Kiroku Ragara og Arge konkluderer, at det er ham der er blevet til Vogteren af tårnet. De snakker med Hama som er gammel og senil. Ergjask reparerer sin rustning.

Da de kommer tilbage får de flere oplysninger af Akh-Vasmo-Tilh som næsten er blevet til messing nu. De ved nu, hvordan man løfter forbandelsen. De beder ham om at forlade Vasmo og det gør han. Vasmo dør næsten af indre blødninger og Arge er også lige ved at slå ham ihjel, da han behandler ham. De beslutter sig til at tage op til det sorte tårn, så snart alle er raske. De henter tøj til Vasmo i den 25. hvide vinge og vil gerne betale dem tilbage i dyr, medicin, malm og lignende. Akh-Tilh deler sig op og begynder at inficere dyr og mennesker i området.

Det sorte tårn

Hvis de banker på til tårnet lukker Trællen til den Viljeløse Erindring selv op og opvarter dem. Han siger, at han har fået bemyndigelse af sin herre til at gennemføre forhandlingerne og at herren ikke kan være her selv, da det ville være imod de ældgamle skikke han følger. Trællen vil give dem værelser og gøre alting efter et meget omhyggeligt mønster. De vælger dog at blive stående i døren og forhandle derfra. Knut nægter at gå ind i mørket. De får soltårnet og Mosen og fri adgang til det sorte tårn. Ergjask går, da hun ikke mener soltårnet er hans at give. De undrer sig lidt over at ”herren” ikke selv er til stede, men får at vide at det ikke sømmer sig i forhold til de gamle skikke og traditioner han følger. Arge vil vældig gerne ned at kigge i tårnets kældre, men det vil Knut ikke være med til.

Boden er blevet fanget i af Trællen og placeret i tårnets kælder. Han vil bruge hende til at korrumpere soltårnet. Han vil lade hende slippe fri og finde en særlig nøgle til tårnet som er ”holdt skjult.” Denne nøgle vil åbne en sprække mellem tårnet og labyrinten. Nøglen er formet som et rundt segl i orichalcum med en glyf i som passer til et indhug over døren til det indre kammer. Glyffen går igennem pladen og stikker ud på bagsiden som en række jadepinde af forskellige længder som sidder på bevægelige skiver. En del af seglets mekanik er erstattet af jadeisolerede sjælestålsledere og en kapsel som indeholder et hjerteslags tid af Afgrundens mørke.

Trællen vil ”tabe” en nøgle til Bodens bur ned til hende, når han fodrer hende og siden gå til sin tronsal. Alle døre og udgange vil være låst undtagen den centrale skakt som fører igennem salen. Her vil hun finde Trællen i samtale med noget som kunne være Herren. Det er i virkeligheden Trællens egen skygge som er animeret og fyldt med en lille flig af malfeanerens bevidsthed. Boden vil finde dem netop som Trællen forsikrer ham om at planen går som den skal – ”Så længe nøglen er i sikker forvaring her har de ikke en chance for at åbne tårnet” (peger op på nøglen som hænger på væggen) ”Så snart de har hjulpet os af med vogteren angriber vi.”

De tager tilbage og beslutter at nakke vogteren. De lægger et baghold med et stenskred og henter folk i Dagan Staðr til at bygge dette. Miho beslutter sig til at prøve at blive mere nyttig og prøve at lære mere praktiske evner. Vasmo kommer til sig selv og har det bedre end nogensinde. Han har fået klaret tankerne for meget af sin tvivl og sin frygt. Selvom han lægger meget afstand til Ergjask hader han hende ikke længere. Vi er nu i den første uge af nedgående ild.

De finder rundt i Jordens Perle og trænger ind i det centrale tårn. Her bruger de nøglen til at åbne den elevator som fører op til det centrale kammer i tårnet, hvor en mægtig statue af den Ubesejrede Sol står i massivt orichalcum. Under tårnet befinder sig det maskineri som måler og styrer mange af Perlens funktioner, men tågen er tæt her og alting er dækket af mug. Der er to rum med døre derned, men de har ikke opdaget dem, fordi alt er dækket af svamp og mug i tykke lag. Rummet under tårnet er ellers stort og fyldt med store glastanke med forskellige essensmættede væsker i. Mellem dem går der fine essensledere i orichalcum og stellarium med tunge jademostande og lignende imellem sig. Døren derned er dækket af svamp og svarer ikke på kommandoordet. De fleste døre er beskyttet af lignende ord. Arge snuser lidt rundt ved tegnene på væggene i statuerummet, men opdager ikke så meget. Han tager nøglen med sig, når han går. Knut, Ergjask og Garm finder tronsalen, hvor vogteren har smadret den centrale tronstol. De to andre, mindre stole står stadig. Stolen er indskrevet med en mægtig orichalcumørn med rubinøjne og andre lignende udsmykninger. Boden, Miho og Vasmo går tilbage til lejren. På vejen lægger Boden kraftigt an på Vasmo som ender med at udtrykke sit håb om, at hun en dag vil få børn med en mand fra Dagan Staðr og sværger, at han vil stå fadder til dem, når det sker. Miho holder sig i baggrunden, for ikke at nogen skal tabe ansigt.

De holder palaver om aftenen og beslutter at prøve at finde fem Drageblodede som vil sværge Knut troskab. Knut vil helst udvide sit rige og inspirere de Drageblodede til at gøre det på egen hånd, men de andre indvender, at det vil komme til at tage meget lang tid. Ergjask vil helst prøve at kidnappe nogle børn. Miho vil prøve at kontakte Mutaki.

Venten på Mutaki

De tager tilbage efter ca. tre uger i felten. Her holdes der en fest for dem og de fortæller deres historier. Om morgenen sender Miho sin fjer af sted med beskeden, ”de er klar.” Arge tager til Slagmarken i Ulfskogr og afleverer Aslaugs Bane og rustning. Han flyver videre til Messingskoven og går ind i den for at tale med Golchazha. Han får at vide, at han kan komme og lære hos ham lige så meget han vil, og at han med tiden kan udrette store ting for Arge. Han beder om at få lov til at lære gudesprog og det lærer han så. Det tager 11 dage, hvor Golchazha taler til ham om Skabelsen og dens historie. Arge får hans navn, men under ed om ikke at give det væk nogen sinde. Knut og Ergjask løber til Kvitebaune på tre dage (uafbrudt) og træner der en hel masse. Garm og Boden tager til Bergaheim og bor hos Garms familie. Hun sover med Sverre, fordi han er bedst til at brydes.

Ergjask finder Garm og beder ham støtte hende i at tage Jordens Perle. Hun vil være den som de fem Drageblodede skal sværge troskab til og hun håber således at blive befriet for sin forbandelse. Hvis hun ikke bliver renset beder hun om at blive slået ihjel. Garm sværger at hjælpe hende.

Dette overhører Trællen og han vil gerne hjælpe hende. Gennem magi kan han skade Jordens Perle og hvis Ergjask udfører ritualet og fjerner forbandelsen vil det gøre underværker. Han giver hende straks en masse resonans – tre point til at starte med og det sidste, når hun kommer tilbage til Dagan Staðr, så hun kommer til at bløde det af der. Hun skal mærke, at han prøver at straffe hende. Hvis han kan finde hende alene vil han overfalde hende og lade sig tabe, således at hun kan fange ham. Han vil så sige, at hun ikke skal prøve at spolere Herrens planer med hende (som om han har mistet tålmodigheden og taget sagen i egen hånd som enhver anden dum tjener). Hvis hun truer med at slå ham ihjel eller holde ham fanget vil han trygle for sit liv og prøve at bestikke hende med gaver fra det sorte tårn. Han kan hente ting ud fra tårnet på afstand. Han vil give hende et smykke som kan få hende til at fremstå som en zenith af stor magt og vælde (artefaktet er nok til at narre forbandelsen).

I slutningen af nedgående ild ankommer Mutaki med sit følge. Han holder et møde med dem og aftaler, at han skal træne dem i militærkunst, administration og bureaukrati og kamp. De laver en kontrakt som bliver forseglet. Den lyder på, at Mutaki skal træne dem til han mener de er klar. Til gengæld skal de, inden fem år er gået, være i stand til at true Riget og føre truslen ud i livet. Desuden skal de levere to talenter jade til, når de har det. Dog skal de inden et år levere bevis for at de kan skaffe det. En gang om året vil han komme og besøge dem, for at se, hvordan de klarer sig. Så slår han sig ned ved søen og laver en lejr med palisade og hele moletjavsen. Han bliver der vinteren over og tager hjem i foråret. Undervejs træner han Miho i ilddragestil og fortæller hende om den fare der truer Riget.

Engang i vand overfalder Trællen Ergjask i minen. Hun tæver ham, hugger benet af ham og tager ham med til Dagan Staðr, hvor han beder for sit liv og trygler dem om at få lov til at blive her. Han lover dem skatte til gengæld og det går de med til. Arge flyver ham, Garm og Boden op til det sorte tårn, hvor han lusker ind, henter en rustning, en månesølvsskede, to jadedaiklaves, en skriftrulle med formularen Kimen til den Strålende By og en orichalcumkrone. Derinde laver han en skyggegolem som skal forestille at være hans herre. Golemet følger med ud og de undslipper det i sidste øjeblik, men Trællen mister dog sit andet ben. Derhjemme dør han efter en dags tid. Dog kan de observere, at der er noget galt med liget – som om det er lidt for perfekt. De konkluderer, at hans herre alligevel fik ham.

Der går fem år, hvor Dagan Stadr langsomt kommer sig. Mange gifter sig og får børn. Der bliver flere og flere blandede ægteskaber mellem Dagan Stadrninge og tatere og hedegængere. Mange tager flere koner og det er ikke ualmindeligt for en mand at have to koner – nogle få har tre. I alt sværger ca. 3000 mennesker troskab til Dagan Stadr. Ca. 500 er kommet ned fra Ultum for at slutte sig til det nye rige. I Ultum hersker Kalle Joutun nu.

Kvitebaune bliver befolket af nogle få familier. Palisaden bliver væltet og bygget tættere på og mange af de gamle huse bliver også væltet. Selve baunen bliver beplantet og dyrket med køkkenhaver og marker. Sølvsted bliver også genopbygget tættere på minen og et alter rejst i minen. Sølvet begynder at flyde. En by bestående af resten af de gamle kvitebauninge bliver grundlagt fem kilometer fra Dagan Stadr. Ellers blomstrer både Ruinerne, som efterhånden har fået navnet Vindrheim, Ulvegærdet og Dagan Stadr. Den har nu 100 store haller og nogle mindre huse og markerne strækker sig et par kilometer ud i alle retninger.

En gang om året, til midsommer holdes der ting. På det femte ting efter krigen sker der tre ting. Først dukker Boden fra heden op med Cernan og går i træning hos Knut. Dernæst besættes Vasmo af en messingdæmon som er skabt af Golcházha. Akh-Vasmo-Tilh. Denne er til for at give viden om Dødsherren til dem og lede dem mod det gyldne tårn. Han ved, hvordan stedets forbandelse skal løftes. Han kan også tilbyde Arge magi. Han kan gøre det meget nemt at lære magi, da han forstår en del af teorien omkring første cirkel. Han kender også meget til dæmoner og ved, hvordan de kan påkaldes. Navne. Desuden kan han hinte til, hvad hans herre er i stand til at lære fra sig.

Der foranstaltes en Vild Jagt til dem. Mutaki leder den og har fem Ubesmittede munke under sig og en klo af specialudrustede elitetropper. Der er et skæl artilleri og et skæl spejdere som har førstealdersmaskineri. De resterende tre skæl er tungt udrustede infanterister med en flammekaster hver til støtte. Disse ankommer i Ultum i slutningen af opstigende jord og venter et par måneder på at vinteren fortager sig. Mutaki vil vide mere om, hvem de har med at gøre og sender spejdere og taler med ånder. Hvis de får bevis hastigere vil han haste over bjergene trods vejret.

En guds bevågenhed

Zvonimir holder øje med Miho. Han slår til for at kurtisere hende og lover byen store rigdomme og hjælp til gengæld. Han kan give dem elementarånder som hjælp i krigen og meget andet. Han lover også at kurere hendes sygdom. Han kræver hende som sin brud og vil gøre sit bedste for at forføre hende. Først laver han et kæmpe symbol i sneen på søen. Det er en bryllupsinvitation i gammelrige. Selve forførelsen vil være i form af en dans (som vil gøre hende gravid). Dragen selv har 420 elskerinder (en til hver dag i året) og forventer kun at se hende til officielle lejligheder og ceremonier.

De tegner invitationen af og i midten af opstigende jord tager Arge, Miho og Job til Ulfskogr for at opsøge Vathi og spørge ham til råds. Da de når til skoven finder Job ud af at Arge egentlig ikke kender vejen og så bliver han sur og vender om. De to andre går ind i skoven finder frem ved at lægge jagtofre ud. Grimvarg finder dem og fører dem ned i Vathis dal. Vathi kan fortælle, hvad invitationen betyder. Han er blevet lidt stærkere af Dagan Stadrs tilbedelse og er begyndt at hele sig selv. Han tænker, at hvis Zvonimir kan hjælpe Miho kan han måske også hjælpe ham. Vathi nægter at være mentor for Arge, men Grimvarg holder ham tilbage og siger, at han måske kan hjælpe med at bløde guden op. Således bliver Grimvarg Arges mentor by proxy. Han sætter Arge til at lave et kæmpe offer og lærer ham meget om essens i processen.

Tilbage i Dagan Stadr bliver Zvonimir utålmodig. Han har svært ved at vente på at Miho kontakter ham, så han kalder en af byens mænd til sig og beder ham ydmygt om at tale hans sag. Manden, Sigurd, er rædselsslagen. Han bliver lokket mod søen af en sælsom sang og falder igennem et hul i isen. Der møder han et kæmpe monster som truer ham til at ofre Miho til søen. Da han sættes tilbage på søbredden er han ude af sig selv og prøver at samle sin familie og flygte til Ruinerne. Efter han har afleveret Zvonimirs besked.

Skyggernes march

Knut laver mange rekognosceringsture nordpå og finder en hær af zombier, spine chains og kødorme. Dem står der mange af rundt omkring. Henimod angrebet på Kvitebaune forsvinder disse hære ind i underverdenen.

Samtidig opruster de døde. Trællen lægger an til en tidlig offensiv for at få Dagan Stadr ned før det bliver for mægtigt. Han kender til Job og Miho og forudser at de kan trække styrker til sydfra. Over vinteren opruster han døde i Hræland nord for Kvitebaune. Han angriber Kvitebaune med en styrke af ca 500 mennesker. De er taget fra overlevende fra Ogdens land og fanger fra landet øst for bjergene. Han har ladet dem besætte med magtfulde spøgelser, men vil ikke overvinde byen. De vil på alle mulige måder tvinge byen i kamp. Angrebet kommer i slutningen af opstigende jord ligesom Knut skal til at lede sit folk mod syd. Han stiller krigere op, fjenden angriber og alle bliver grebet af bersærk

Spøgelserne er der primært for at levere special effects og gøre Kvitebaunes krigere blodtørstige (de har alle en arcanos der kan gøre det). Midt i slaget vil de så forlade menneskene og efterlade dem hjælpeløse. Man skal fejle et Valor rul for at bryde ud af sin blodtørst. De 500 krigere vil blive slagtet nådesløst ned og skabe et Skyggeland på Kvitesletten. Ud af dette Skyggeland vil tusinder af døde krigere marchere mod Dagan Stadr og ignorere Kvitebaune fuldstændigt. De rider på hastige skeletheste og flyver på skyggeøgler og når skoven inden daggry. Her skjuler de sig i ly af træerne og gør skoven til et mørkt sted. De lukker for vejene mellem Hræland og Dagan Stadr.

Blodgab bliver fed og stærk af disse ofre. Han viser sig hyppigt for folket, medens Knut er borte og ægger dem til kamp. Knut får gennet de fleste kvitebauninge ind bag murene igen og haster selv sydpå efter hæren. Han går ind i Ulfskogr. Der vil han blive drillet og overfaldet af dødninge og ledt på vildspor. Styrbjørn vil møde ham og håne ham. Vathi mærker Knuts nød og beder Arge og Miho om at hjælpe ham. De bliver fanget i Ulfskogr og får svært ved at slippe ud.

Styrbjøn laver et nekromantisk ritual, hvor essens trækkes op fra underverdenen. Således kan hans hær overleve i Ulfskogr og skoven langsomt tynges ned mod underverdenen.

Planen:

Hundrede krigere plus de eksalterede møder den vilde jagt og flygter så. Evt. kan man finde deres spejdere og jage dem tilbage til hæren, så det ser ud som om de er overmodige. Krigerne splitter op og gemmer sig rundt omkring. Resten leder den vilde jagt nordpå. De regner med at skulle helt op til Hrædale og trække fjenden ud af bjergene, så der planlægges en langvarig flugt. Spejdere sendes nordpå for at se efter de døde, men de bliver hurtigt slået ihjel i Ulfskogr.

Jagten kommer dog ikke som planlagt. De er nu fanget mellem bjergene og Ulfskogr og finder hurtigt ud af at skoven ikke kan bruges til at gemme sig i. Ulvegærdet er under konstant belejring og ingen af de skjulesteder der er bygget er mulige at nå. I skovens sydlige skovbryn sætter de døde mægtige bål op, hvor skovens træer brændes af, så en mørk røg konstant spredes.

Samtidig er Arge ved at lære at lave et jagtoffer for Vathi så denne kan hjælpe dem i kampen. Dette offer vil involvere jagten og drabet på Suuri, vogteren af svinene i Messingskoven. Der er også brug for en af Vathis pilespidser som kan findes i ruinerne af hans gamle sanctum i Thokaskaut (Arge får nøglen til dette). Desuden kræves der særligt indviet træ fra en skov de døde aldrig har besmittet. Det skal han enten hente øst for bjergene, på sletten eller i Ilma. De to første vil være nemmest. Da han har samlet ingredienserne vil han møde Koll. Koll kommer for at advare ham om at hans venner og de guder han hjælper udnytter ham. De vil have ham til at betale en pris han ikke har råd til. Ganske rigtigt er offeret ikke stort nok. Der kræves noget ekstra. Hverken Vathi eller Grimvarg er glade for at indrømme det, men de antyder begge at menneskeliv er påkrævet og helst fra en man har kær… Han kan ofre 10 normale mennesker eller sin søn. Valget skal stå klart og det vil være nødvendigt at ofre folk fra Dagan Stadr.

Vasmo og Ergjask har et opgør, hvor han kundgør, at han ikke stoler på hende. Han tager så med Arge som vælger at tage vestpå for at finde træ på sletten. Turen tager 20 dage. Ergjask, Knut og Garm tager imedens til Kvitebaune for at se, hvad der bliver af dem. Folkene er ikke glade ved at se hende og Knut er nødt til at true sig vej ind i byen. Han lader de to stå udenfor porten, medens han forhandler med byens ledere som ikke er så trygge ved at modtage hjælp fra deres gamle dødsfjender, vende deres gud ryggen og begive sig mod en skov fyldt med døde. Knut overtaler dem til at forsage Blodgab og tage med ham og denne viser sig og angriber dem i sin vrede. De tæver ham til han er nær død og tvinger ham til at udstøde det ene af sine tre dødsskrig. Han sværger hævn og forsvinder. Knut samler hans rester op: to klør, et stykke næb og en stor, sort fjer.

Når Kvitebaune skal ledes igennem Ulfskogr vil de blive angrebet. Nemmissarer og krigsspøgelser har lagt sig i baghold og ødelagt vejen. De vil kunne rejse rimeligt hurtigt på vejen og Vestvejen selv manifesterer sig for at lede dem ud af skoven. Angrebet vil være i form af horder af spøgelser, men blandt dem vil der være Nemmissarer som besætter udvalgte Kvitebauninge. Disse vil udspionere Dagan Stadr indtil angrebet falder. De vil kunne ses med essenssyn. Knuts svigerinde, Olaf og tre ekstra bliver taget. De når Dagan Stadr i starten af strålene jord. Vestvejen følger dem godt på vej og beder om at blive bygget større. Han vil gerne nå helt til Dagan Stadr og gerne til bjergene.

Ergjask bliver i Ulfskogr. De andre taler med Ligulf og han og Arngrim vil gerne tale med Ergjask. De tager snart efter derop og møder hende. Ligulf sværger, at han vil hjælpe hende til udfrielse, når Styrbjørn er overvundet. Medens de to tager af sted bliver Knut tilbage og ser sit folk til rette. Han tager med Sigeir til starten af Vestvejen og bygger et alter til ham. De lægger strimler fra deres støvler. Knut spørger også om mønter hos Arngrim som jo har nogle liggende allerede.

Imedens vokser bålene i skovbrynet. Hver nat fældes flere træer og lægges på ilden. Røgen fylder snart horisonten. Halvt inde i nedgående jord falder Ulvegærdet og folkene jages ud på isen. De når Dagan Stadr to dage efter.

Gudejagt

Suuri fatter ikke meget af, hvad der foregår omkring hans skov. Og han er mest af alt ligeglad. Bare han kan få ro. Han vil kæmpe så hårdt han kan og lave et par angreb på dem, men så snart han ser, at han taber vender han om og flygter til sit sanctum. Der vil han hele lidt og få noget essens tilbage. Følger de med ham vil det være svært at komme med ind. Det skal lykkes for dem at indhente ham og også lykkes at springe ind før den lukker. Dex + Athletics dif 3 er påkrævet såfremt de har kunnet følge med ham.

Essens: 4

Gore: Speed 4, Accuracy 6, Damage 15L, DV 3

Soak: 8L/8B

Special: Trample.

Speed 5/-2

Hvis Grimsvælg har over fem meters tilløb på sit angreb kan han, for hver påbegyndt fem meter, trække sin essens fra sin modstanders soak og 1 fra DV.

Han kan også ophidse vildsvin til bersærk og berolige dem igen.

Hans taktik er at angribe fra lang afstand og fortsætte forbi sin fjende, så han altid har i hvert fald ti meter at angribe på.

De nedkæmper ham, men dræber ham udenfor hans sanctum. Han opløses og gendannes ligeså langsomt indenfor. Væk fra dem. Dæmonen som er bundet i skoven og som Suuri også vogter griber dog dette øjeblik til at kontakte dem. Han kan lige akkurat lukke dem ind og til gengæld slipper de ham løs. Dog uden at vide, hvem han er. Messingkongen er løs.

Suuris lig skal brændes på et ligbål og Vathi vil komme ud af sit sanctum og lægge sig op på bålet. Flammerne vil stige op og skjule ham og være ubærlige at komme i nærheden af.

Offeret

De kommer tilbage til Ulfskogr efter 22 dages svineslæben. Her finder de Vasmo slemt muteret af Vathis dal. Garm tager ham med hjem til Dagan Stadr. Vasmo har fået klør og tænder og mærkelige øjne. Han er også blevet lidt stærkere.

De får slæbt liget tilbage og i silende regn foretaget offeret. Det skal tage tre dage, hvor hver dag skal helliges en aktivitet. Første dag samler de brænde, anden dag bygger de bål og tredje dag brænder de svinet af.

Grimvarg beder dem blive og vente et par dage, da han fornemmer at offeret ikke er komplet. Om aftenen viser Koll sig for Arge og Sune siger sit første ord (”Koll”). Koll advarer Arge om at han bliver udnyttet af de andre og afslører at det var Bork og Garm som dræbte ham. Han siger, at de vil have mere. Arge dræber ham.

Om morgenen fortæller Grimvarg, at offeret ikke er komplet. Der mangler essens før Vathi kan genopstå. Efter megen overvejelse vælger Arge at ofre sin søn og tager derefter væk. På vej hjem møder de Dagan Stadrs hær og slutter sig til den. Hæren går ind i skoven og slår lejr der for at udfordre de døde. De har sendt børn og de svageste voksne over søen i både. Resten er bevæbnet.

Jobs farvel

I Dagan Stadr er Miho kommet hjem og hun finder Jobs brev og bliver sur på ham. Knut laver hende et fint armbånd og de flirter lidt.

Det endelige opgør

I det tidlige forårs regnvejr i slutningen af nedgående jord kommer den vilde jagt ned fra bjergene for at lede efter sit bytte. De går først og fremmest efter Dagan Stadr og følger hærens spor, da de finder byen forladt.

Dødehæren består mest af zombier og sultne spøgelser med eliteenheder af krigsspøgelser. Som støtte er Grinulfs konstrukter (kødorme, radkæder, knoglegolemmer osv). Hæren er ikke så stor som den ser ud til – spøgelsernes flimrende natur kan narre øjet. Kommandanterne er nemmissarer og Grinulf og Styrbjørn er generaler. De går ikke ud på sletten, før de bliver trukket ud.

Kavaleriet ankomer. Sletten har oprustet og Cernan har formået at mønstre stammerne til en hær på 10.000 krigere. En stor flok mammutter følger dem på Moder Mumas kommando. De kommer i sidste øjeblik langs søen i en lynmarch.

Når slaget er godt i gang kommer Vathi ud fra skoven. Med sig har han Grimvarg, som nu er en gud selv, Ulfskogrs gud og alle de småguder han har kunnet skrabe sammen fra nær og fjern.

DS beslutter sig at vandre igennem skoven og slå sig ned ved Vathis dal. De døde angriber DS på skråningen oven for dalen. Her møder de den vilde jagt som har fulgt efter hertil. Styrbjørn og Grinulf er der også, men holder sig i baggrunden og styrer tropperne. Grinulf har taget beskyttelse i en gående fæstning som ikke kan slås, men sagtens trampe folk ned. Styrbjørn sidder på en død hest. Den Vilde Jagt kommer lidt i urede over de døde og tøver. Mutaki sender en løber over til dem med en fælles slagplan mod de døde og et krav om underkastelse og udlevering af de Udstødte bagefter. I starten er de hårdt trængt og laver forskellige desperate udfald. Til sidst foreslår Mutaki et sidste udfald mod lederne, hvor de alle hjælpes ad. DS trænger frem og bliver stoppet på halvvejen. Den vilde jagt holder tilbage og venter til Styrbjørn og Grinulf er angriber de andre exalterede. Så trænger den frem og falder dem i ryggen. Ligulf fælder Styrbjørns hest med sit spyd og kaster sig over Grinulf som er ved at forme Obsidiansommerfuglenes dødsflugt og stopper den. De dør begge i eksplosionen. I forvirringen overvinder de andre Styrbjørn som tager flugten. I det øjeblik kommer kaveleriet og slaget vender.

Styrbjørn - Fyrstrfalla

Grand Grimcleaver: 6, 12, +15L/4, 4, 3

Arnestenen i øksen lader ham ødelægge et vandrende lig og regenerere et HL til ham.

Kan købe PDV for 2m/point (max 4 extra)

Vil prøve at bruge sine tre komboer

altid på parader (1 + 1m/2 terninger, overskydende succeser tæller som et angreb)

Et par gange på angreb med Unstoppable Doom (1m + 2m/-1 DV + 1m/die. Skadeterninger tælles dobbelt, motes tæller fra forsvar og til angreb)

Én gang med Butcher Routine (6m + 1/die. Dif 3. 2 HL efter soak hugger et lem af)

DDV: 6 (kan reducere et angreb med 7 terninger for 8m og kan dodge et angreb han ikke er bevidst om)

Soak: 14L/15B, -1 mob

Arnestenen i rustningen hylder ham i skygge, så han har +1 DV

+3L til alt

Alle vandrende lig under hans direkte kommando er extra levedygtige og svære at slå ihjel.

Intet menneske kan se ham i øjnene eller møde ham i kamp. Essensbrugere skal klare et Valorslag for at møde ham.

Grinulf - Fuinnglotta :

Det rådne grin

Slavekæde: 9, 10, +6L, 12, 5 (brugerens essens trækkes altid fra en modstanders parader af slavekæden). Arnesten i enden som æder halvdelen af given skade i essens og overfører dem til brugeren. For mennesker æder den halvdelen af skaden i HL oveni.)

Kan bruge essens på angreb, parade og især på dodge.

Crypt Bolt: 6, max 14L

Han er iklædt en rustning næsten som Styrbjørns – 9L/9B.

Magi:

Piercing the Shroud

Hungry Creeping Shadow

Call the Skeletal Horde

Stormwind Rider

Death of Obsidian Butterflies

Knut tager Miho med over til den vilde jagt under slaget for at tale med dem som DS nye leder. Mutaki afslører sig og giver Miho hendes officielle dom fra Riget: hun er blevet erklæret fredløs i Riget og kasteløs. Reelt er det en benådning. Mutaki sender sin jagt og de fem munke på en dødsmission ind i fjendens rækker. De fleste legionærer dør og tre munke falder. Jordmunken og træmunken overlever og bliver sendt hjem til Riget.

De nedkæmper med gudernes hjælp de døde og overvinder Styrbjørn i enden. Nedkæmpes dødehæren vil et sært råddent kødkonstrukt finde dem om aftenen og udspy en besked skrevet på højrige. Det er en invitation til Dødsherrens palads for at forhandle om hans overgivelse.

En tur gennem slagmarken vil være som at gå en tur i en mægtig slagtehal. De gamle bøgetræer står som søjler i hallen, men mange af dem er væltede og alle er de forrevne og tilsølede. Gulvet er dækket med rådnende og rådne lig og rustne våben som danner et sært bjerglandskab så langt øjet rækker. Her og der brænder klare røde flammer af elementær ild. På den løsrevne torso fra en af dødehærens opsvulmede uhyrligheder sidder en ganske ung pige og ligner en dukke. Hun er indsmurt i blod fra top til tå og hendes forrevne kofte afslører det ene af hendes spæde bryster. Øjnene hviler dødt på hendes fader som er i færd med at forbinde hendes ene ødelagte hånd. Hans ansigt er vådt af tårer. Omkring et træ står fire unge mænd med hårde blikke. Deres munde danner stramme linjer i ansigter skåret med bitre træk. De ænser ikke deres gale moders skrig på hjælp, medens hun desperat prøver at trække sin mand fri af det spyd som nagler ham til træstammen. Et sted bøjer en kriger sig træt ned og trækker sin faders sværd fri af sølet. Han giver sværdet til sin søn, hvis arme lige akkurat kan løfte det og besværger ham til at blive stærk nok til at svinge det.

Mere end 400 krigere ligger i mudderet. Ligulf ligger der, stivnet i dødsøjeblikket. Hans krop er i døden blevet forvandlet til massivt guld, men blodet dækker den stadig. Omkring står og sidder en ligvagt af stolte krigere med tårene frit strømmende fra øjnene. Ved hans side ligger Taika med et fredfyldt smil. Hendes dybeste sår er over håndledene og hendes blod har blandet sig med hans. Halgeir er blandt ligvagten, men ikke længe. Livet flyder langsomt ud af en flænge der strækker sig hen over maven. Han er nødt til at holde indvoldene inde med den ene arm. Langt der fra lever Bjørn stadig, men ikke med megen glæde. Han bøjer sig ned og trækker et kort spyd ud af halsen på Håkon som faldt for øjnene af Æsa og de tre børn hun havde med sig i krig. Det er dog kun to af dem som er vidne til dette. De kigger med tørre øjne på scenen, medens de støtter Ketil, deres bror, som kommer til at huske slaget i skoven som det sidste hans øjne så, før et sultent spøgelse jog sine kløer i dem og åd dem. Kari stavrer hen over slagmarken med en kvinde ved sin side. Kvindens arm holder hun fast om sin hals. Kvindens fødder slæber igennem mudderet. Først da Kari finder sin storebror opdager hun, at Florunn har været død længe. Karis smil kommer ikke til at skinne igen. I mundingen til den kløft som blev Dagan Stadrs sidste tilflugtssted har shamanerne samlet sig. De undrer sig lidt over, hvorfor de gamle har fået lov til at leve, medens så mange unge ligger for deres fødder. De begynder at flytte ligene og bygge et tempel.

Gudens bud

Efter slaget vil Vandringsmanden træde frem for dem. Han vil fortælle om sit gamle folk – Aeshir, og fortælle dem, at de er de sidste levende efterkommere af dette folk. Han byder dem at lade folket vokse og blive stort igen. For at gøre dette skal de hente nyt blod ind udefra. Han giver dem love at følge og stadfæster at enhver født med Aeshirblod i årene retmæssigt kan tælles som Aeshir selv og skal opdrages blandt sin slægt. Han tillader også mænd af Aeshirslægt at tage flere koner og lover at hver for hver kone ud over den første vil han velsigne hele mandens familie. Han byder dem også at fortælle Valkasangen og lader dette være hans foretrukne ritus.

Mutaki finder Miho og taler til hende om Rigets forfatning. Han siger, at det står slemt til og at Riget har brug for at blive reformeret. Dette har han bundet sig til.

Når vinteren slipper sit tag begynder beboerne af Himminfjeld at sende sine jagtekspeditioner ned i lavlandet. De bliver de første som møder exilfolket. Kort efter denne kontakt kommer udsendinge fra Lauget ned for at se, hvad de kan. I starten af sommeren kommer en hær ned fra Ultum, for at etablere sin dominans i landet. De slår lejr og ender med at forlange skatter af dem.

Ligulf samler dem, Bjørn og tolv krigere for at møde dem. Han byder dem at tage deres bedste på og fremstå for naboerne som skinnende fyrster. Det vil Garm ikke og de har en diskussion. Ligulf opdager, at det kan være farligt for ham at udfordre de fire for voldsomt. Han vurderer, at de nok i højere grad vil stå sammen imod ham end at splitte op. Han er heller ikke interesseret i, at de splitter op i det hele taget. De rider ud og møder Ilmalaiset og disse falder fuldstændigt for dem. De glemmer alt, hvad de har lært om De Udstødte og ser dem som en slags guder som skal tilbedes. Ligulf taler en del med dem, men bryder op, før natten er omme. De aftaler, at Garm skal holde øje med dem, så de kan lære om deres vaner og adfærd. Ligulf siger, at de for enhver pris skal holdes væk fra byen indtil den er blevet bygget bedre ud. Han vil have flere huse og en fin mur. Han lader Ilmalaiset vide, at de vil ses og handle senere på sommeren.

Kalle og folkene fra Ultum er vilde for at vende tilbage og handle og er helt forblændede over hele historien. De laver små træfigurer af Aslaug, Bork, Arge og Ligulf (med soltegn), bygger et tempel og begynder at tilbede dem. Den tilbedelse tager de med hjem. Sent på sommeren kommer Ultums fyrste ned for at møde guderne i dalen og se, hvad de er for nogen. Han kommer med en vis nysgerrighed blandet med skepsis over Kalles beretning. Rygtet kommer dog til at sprede sig og trækker først Laugfolk til og siden en hær med et par Drageblodede rekognosceringsfolk i. Der er ikke ressourcer til at bemande en Vild Jagt, men Riget smider en del penge efter en invasionsstyrke, hvis de finder ud af, hvordan landet ligger.

Ligulf er begyndt at få øjnene op for at hans drømme om rige ikke deles lige meget af alle. Han er nødt til at konfrontere Garm. Når han gør det fortæller han på en rolig måde om sin drøm og hvorfor han følger den som han gør. Han prøver at fylde den plads han har fået i verden – Solen har gjort ham til zenit, fordi han skal lede og inspirere. Hvis ikke Garm vil acceptere det kan han lige så godt nægte at acceptere at solen står op. Ligulf er dog indstillet på at improvisere, hvis det er det der skal til. Hvis Garm hellere vil slås om det er han villig til det. Hvis det kommer til en kamp bruger han sine charms på at holde ud og satser på at Garm løber tør for essens før ham. Han vil også lære Garm om konsekvenser for handlinger og ansvar over for mennesker. Så han sætter kampen på torvet i byen. Over for folket forklarer han om Lunas udvalgte. Han fortæller, hvordan de må kæmpe en evig kamp mod verden, selv når de kæmper for at beskytte den. Han siger, at han vil kæmpe med Garm for at beskytte deres samfund, så ikke Lunas besværgelse skal splitte dem. Han siger også, at hvis han taber kampen vil han tage væk for at finde tættere på Solen og blive stærkere. Men han lover, at hvis der bliver brug for ham vil han vende tilbage og lede dem til sikkerhed.

Bork sætter sine folk til at udspionerer folket før Garm vender tilbage fra sin rekognoscering.

Templet

Fem store træsøjler med ansigter i repræsenterer templets hovedguder. Disse er blevet Vandringsmanden, Vathi, Solen, Månen og Guden for Den Store Vestvej. Senere kommer de exalterede til og forfædrene. I løbet af foråret og starten af sommeren rister de runer ind i hvert enkelt stykke byggemateriale. De bygger templet færdig til starten af vand. Geir er i Ulvegærdet for at se til deres tempel. Her tilbedes de exalterede allerede. Så snart templet er bygget færdigt begynder de at få essens af tilbedelsen.

Der opstår en konflikt mellem Hugleik i Ulvegærdet og Sigeir i Nystad. Hugleik farer frem med tilbedelsen af de exalterede og har med tiden tilrettelagt en ritus. Fra templet i Ulvegærdet prædiker han for alle gæster sydfra og opfordrer alle til at sætte de exalterede over de andre guder og tilbede dem først. Han kalder sit tempel for Himmelættehallen. Skovhuggere der følger træet til Nystad hjælper også med at sprede læren og den bliver populær før Ligulf bliver rigtig opmærksom på den. Sigeir tøver dog med gøre tilbedelsen til en af de fem søjler i sit store tempel. Han lader et hjørne indvie til Himmelætten og lader det være ved det. De andre shamaner bliver holdt i kort snor. Da en shaman kommer til Ulvegærdet for at hente skind til templet kommer han op at skændes med Hugleik om hvorvidt han skal bringe sonofre til Himmelætten for Sigeir og bliver slået ihjel. I slutningen af opstigende ild er der åbent fjendskab mellem de to templer og en skovhugger bliver slået ihjel i Nystad i endnu en religiøs diskussion.

Da griber Ligulf ind og stopper det. Han ser folkets behov for helte, men frygter hybris og vil ikke sætte sig over guderne. Han har en ildevarslende fornemmelse af det, men husker stadig ikke solarernes fald i den første alder. Han samler folket og erklærer, at solarer og lunarer ikke er hævet over guderne. De er himmelens udsendte helte til mennesket. For at stadfæste dette beordrer han et offerkar fremstillet. Det skal have fire sole og en måne på langs kanten og skal stå for foden af Vandringsmandens søjle. Her skal alle ofre til Himmelætten gå og der må ikke ofres ud over kanten af karret. Ligeledes beordrer han en statue af Vandringsmanden stillet i døren til Himmelættehallen. Den skal kun lige levne plads til, at en mand kan klemme sig forbi, men ikke til, at han kan slæbe meget med. Dette skal symbolisere at Vandringsmanden er herre i hallen, og at det er ham som åbner døren for gæster. Hallens beboere er hans børn og under hans beskyttelse. Da denne ritus er blevet etableret bryder tilbedelsen ud i fuldt flor og de får hver Cult 2.

Æsa interesserer sig ikke meget for guderne. Hun har lidt svært ved at tilbede Himmelætten, når hun nu er sammen med en af dem. I stedet begynder hun at rette sine tanker mod moderen og opdager at flere tatere allerede lægger ofre i form af deres eget blod trukket med et segl i æggeskaller ud til hende. Hun går ind i denne praksis og finder en hvis ro i den. Garm kan bemærke, når han vender tilbage, at Håkon har friske ar på armen efter moderofre.

Vestvejens gud begynder at kræve større ofre så snart han bliver tilbedt. Han vil kun have mønter og de skal være rigtige. Vathi er stadig for svag til at kunne manifestere sig på nogen måde, men hvis nogen besøger ham vil han fremturde og kræve nye ofre. Han kan overhovedet ikke hjælpe nogen, før hans sygdom er kureret.

De nærmer sig den anden sommer siden deres exaltering. Folket kommer til at lave en tidsregning med dette år som år 1.

Et togt nordpå

I slutningen af nedgående træ efter, at de har observeret Kalles jagtselskab, mødes de i Nystad og taler om fremtiden. Først etablerer de lederskabet og Ligulf gør klart, at han nok skal lede ordentligt fremover og sige, hvad det er han vil. De snakker også om langsigtede planer og Ligulf fortæller, at han helst ser dem herske over hele verden. Garm fortæller om, at han gerne vil kæmpe mod de Drageblodede, og dem har de så en snak om.

På kort sigt skal de sende spioner sydpå (de skal først lære sproget af Ligulf og Taika), selv afsøge Ilma og lære om de Drageblodede. Bork udvælger dem af hans folk som skal sendes sydpå. Så skal de rekognoscere Nordland og se, hvad der er blevet af det og lære om deres fjende (den sorte fyr i bjergene). Så skal de se om de kan alliere sig med Skapti og Cernan og koordinere et angreb. Desuden skal de opsøge Kvitebaune.

Garm fortæller Aslaug om, hvad det vil sige at være en kvinde (som Mosekonen bad ham om). Arge sender Signe og Sune i pleje hos Ligulf – geden kommer med. Aslaug knepper Vasmo. Garm minder Ligulf om Moderen. Skal hun ikke også tilbedes? Indtil de vender tilbage fra togtet går Ligulf og grubler over en måde at introducere moderkulten, men kan ikke rigtig vinkle det rigtigt. Hele tanken om Moderen gør ham sært utilpas (hun er jo Oprindelig). Han bringer sagen til Sigeir som bare synes det er noget underligt noget og skubber det hen.

I Hræland er de døde ved at omgruppere. Grinulf er i fuld gang med at tage de gamle ziguratter i brug, men først skal de bygges op igen. Horder af zombier bruges som arbejdskraft ledet af ældgamle nemmisarer. Der arbejdes ved Eikalund, hvor træerne slås ihjel med en ækel slyngplante. De døde er også i Mosen, hvor et sort rør er blevet sat ned i vandet over det sunkne spir. Vandet er magisk blevet suget ud af røret, så man kan komme ned til tårnet. Planen er at hæve tårnet op over søens vande. Også ved Tingdalen bliver der gjort arbejde. Husene bliver ryddet, jordvoldene gravet væk og stenene omarrangeret så de danner et dødssigil.

Skyggelandet i Vættfang har bredt sig, så det nu rækker ned i dalen under den. Også Østerbygd ligger nu indenfor dets grænser. I Hrædale er et nyt skyggeland opstået, men det dækker endnu kun byen selv.

Kvitebaune er stadig uafhængig og befæstet og indbyggernes had til Aslaug er begyndt at udstrække sig til alle fremmede. Der bor ca 200 i byen nu – alle flygtninge fra resten af landet. Byen tilbeder ådselsguden som havde spist sig mæt og fed efter byens fald. Steingrim er shaman for byen, men ikke særlig officielt. Han har gravet Maltes hånd op og har kontrol over ligvagten. Brødrene Bard og Rafn er blevet byens ledere. Rafn har gjort sin far, Olaf, til officiel shaman, men denne er gammel og senil og ikke nær så kløgtig og ambitiøs som Steingrim.

Aslaug laver en jernskive med en rune for rejser i. Dette er den mønt de giver til Vestvejen i dennes tempel. Vestvejen bliver ikke helt tilfreds, men bider det i sig indtil videre. Arge kommer i tanke om, at de gamle handlede i jadetalenter. De snakker om at indføre en møntfod. På vej nordpå møder Aslaug, Arge og Bork en del døde som de slår ihjel. Garm tager til sletten og Thokaskaut og lægger kranier med invitationer ud. Han inviterer lunarerne til en måned efter midsommer. Han bruger kranier fra ti mennesker af Mamutklanen. I Hrædale samler de forsyninger sammen fra de døde. Arge kalder Rådtunge frem. Aslaug siger, at hun vil slå ham ihjel på et tidspunkt. Han siger, at han er glad for, at de er kommet tilbage, fordi de i den første alder gav ham meget at spise. Arge finder ud af, at han vil have ravne ofret om natten, lig af fjender efterladt på slagmarken, tre krigere dræbt af tre gange så mange som dem og efterladt eller et ligklæde med hans tegn på. Bork snakker med ham og gør ham opmærksom på, at de har en fælles sag. Han er ikke specielt fjendtlig over for Den Mørke Herre, men får ikke gaver af ham. Han ernæres af massakrer på levende mennesker.

De opdager Grinulfs arbejde i Mosen og beslutter at gøre noget ved det. Det er nu sidste halvdel af opstigende ild og 21 dage efter de tog af sted. Garm snakker med en af søfolket som siger, at Grinulf og andre har slået nogle af dem ihjel. Han siger også, at de hælder sære ting i vandet, og at de ikke længere har lyst til at svømme. De snuser rundt og finder nogle døde der fælder træer og nogle som hugger sten. De beslutter at smadre dem i stenbruddet, men lader være, fordi det er for mørkt. Garm bliver tilbage og opdager at Grinulf og Styrbjørn ventede på dem forklædt som lig.

Kampen med Styrbjørn og Grinulf

Styrbjørn:

Grimcleaver: 10, 8, +15L, 6, 4

Kan købe parader og simple angreb

Vil prøve at bruge sine tre komboer

altid på parader (1 + 1m/2 terninger, overskydende succeser tæller som et angreb)

Et par gange på angreb med Unstoppable Doom (1m + 1m/die + 1m/die. Skadeterninger tælles dobbelt, motes tæller fra forsvar og til angreb)

Én gang med Butcher Routine (6m + 1/die. Dif 3. 2 HL efter soak hugger et lem af)

Dodge: 7 (kan reducere et angreb med 7 terninger for 8m og kan dodge et angreb han ikke er bevidst om)

Soak: 14L/15B, -1 mob

+3L til alt

Grinulf:

Bæreren af Dystre Tidender

Slavekæde: 9, 10, +6L, 12, 5 (brugerens essens trækkes altid fra en modstanders parader af slavekæden. Arnesten i enden som æder halvdelen af given skade i essens og overfører dem til brugeren. For mennesker æder den halvdelen af skaden i HL oveni.)

Kan bruge essens på angreb, parade og især på dodge.

Crypt Bolt: 6, max 14L

Magi:

Piercing the Shroud

Hungry Creeping Shadow

Call the Skeletal Horde

Stormwind Rider

Death of Obsidian Butterflies

Hvis de er på skideren flygter de til Labyrinten. Han holder altid en Hungry Creeping Shadow mellem sig og sin fjende.

Han er iklædt en rustning næsten som Styrbjørns – 9L/9B.

Styrbjørn bruger sin Unstoppable Doom combo og giver Aslaug banesår. Grinulf skærer hul til Labyrinten (han har et artefakt som kan gemme en necromancyformular til senere brug) og de træder derind og tager Aslaug med sig. Garm Limit Breaker og kaster sig over zombierne ved mosen. Bork Limit Breaker og følger efter. Arge bliver tilbage lidt. Så tager han Aslaugs spyd og går også efter. Ved mosen bliver Garm overmandet af zombier, og de tager ham med ned i zigurattet pr refleks. Arge kaster spyddet efter zombierne og prøver at trække dem væk med sit sværd. Det lykkes kun delvist. Han trækker dem ind i skoven og slipper væk fra dem. Så smider han rustningen og går i vandet efter Garm. Bork bliver oppe og kører guerillakrig på de døde. Under vandet bliver Arge fundet af en af søfolket og trukket ned til, hvor Garm ligger i zigurattet. Sammen går de rundt og undersøger det. Der er relieffer som indikerer dets brug. Bork venter på dem ved bredden. De går op igennem skorstenen, finder Bork og tager hjem. Garm flyver, Arge og Bork følges ad med en vognfuld loot fra Hrædale. Bla en masse sølvringe. De er alle noget triste.

Besøg fra Ilma

En Drageblodet dukker op

Så snart Ilma erfarer, at Skyggelandet breder sig nordpå begynder de at opruste. Det bliver svært for dem, at mobilisere en hær, da Riget ikke støtter dem helhjertet, men der er kræfter i landet som tager truslen fra de døde meget alvorligt. De har allierede i Hvidevold som føler det samme. Med den rette mængde midler kan der også skaffes lejesoldater fra nær og fjern.

Garm tager til Ulfskogr og inviterer Osvif. Bork tager ud at jage med Jop og fortæller ham en masse:

De holder Lunarmøde. Skapti kan fortælle at den sorte herre ruster op. Han lover dem hjælp og beder dem om at finde ham, når der bliver brug for det. Cernan lover også hjælp og siger, at han vil samle stammerne til en hær. Han kan dog ikke være sikker på noget, da han både er truet fra Ilma og af Tåreæderne som er blevet stærkere på det sidste. Osvif er blot sur. Han nægter at hjælpe på nogen måde, da han ikke tror på civilisation. Han tilbyder at sætte sine børn op mod byen og se hvem der vinder, men de takker nej, da de ikke vil ofre folk på et væddemål blandt exalterede.

Ca. fjorten dage efter i slutningen af nedgående ild dukker Osvif op med sine børn og angriber Dagan Stadr. Efter han vendte hjem har Grinulf forbandet hans land med en mørk pest som har gjort dem vanvittige og syge. De angriber hvad som helst og han har været nødt til at dræbe mange af dem. Resten driver han ud af skoven og mod Dagan Stadr. Den største får to kranier fra hans dræbte børn om halsen med skammærker på. Folket slagter dem alle – flere bliver sårede og to dør. Osvif flyver væk og overlader skoven til Garm.

De holder et møde. Garm fortæller, at han skrider. Ligulf beder ham om at hjælpe med en sidste ting – at lede skoven igennem med nogle folk. Det gør han. Det bliver også besluttet snart at kontakte Vathi.

Godt ind i strålende vand dukker Miho op. Hun har en slave med og bliver ført til Dagan Stadr. Mihos slave hedder Tano. Efter hun er blevet modtaget træner hun om morgenen og bliver overvåget af en af Ligulfs venner. Han overvåger hendes samtale med Job. Ligulf sætter også Bork til at lure på hendes udstyr og de gætter, at hun også er Drageblodet. Bork bliver sur.

Job og Miho kommer fra Tulinen.

Der bliver sendt bud efter Arge som dukker op samme dag.

Oprustning

Der bliver kamp om sølvminen. Kvitebaune har posteret vagter ved den, dog uden at bruge den. Angriber de (og vinder) møder de igen Rådtunge. Han præsenterer sig som ”vogter af Ådselsfolket” – dem som lever i Hrælands kød. Han bekendtgør, at han ikke vil tillade Dagan Stadr at true hans folk og at det vil komme til blodig krig, hvis de prøver at bemægtige sig minen. Han er dog åben for forhandling og vil gerne dele norden med dem, hvis de vil hjælpe til med at trænge de døde væk.

Den vilde jagt opruster også. I vinteren fanger taterne spioner sydfra – Miho og Jop kan genkende dem som tjenere af de Drageblodede. Dette er Ragara Kumani (et af Alomis ueksalterede børnebørn som varetager hans personlige, lyssky sager) og Arvo Trakalaino (en hofsnog i Alomis hyre som han bruger til at opspore rygter om husholdet i de små byer rundt omkring). De bliver fanget af Borks folk i nærheden af Dagan Stadr og gennemtævet for oplysninger.

Kvitebaune

De sender folk op til minen, men disse kommer tomhændede hjem igen. Folkene fra Kvitebaune bevogter minen og har taget folkenes udstyr og mad.

De tager så op for at forhandle om minen. Rafn og Bard er meget uvildige til at forhandle. Steingrim tilbyder at bytte børn, men det vil Arge ikke. Om natten lader han Ligvagten angribe. Halvdelen af deres mænd dør. Job aftaler med Steingrim at mødes 14 dage efter med Rafn ved Sølvsted. Han beder ham også sørge for deres døde. Disse bliver alle lagt ud på Blodgabs alter og nogle af dem på pladsen i det nedbrændte Sølvsted.

De snakker med Ligulf om Kvitebaune. Han beslutter, at de skal tage af sted med en styrke, men ikke en hær. De tager tilbage med 40 mand – deraf 20 af Borks.

Bork truer Job natten før afrejsen og siger, at han vil holde ham personligt ansvarlig, hvis stedet er fyldt med Drageblodede, når han vender tilbage. Han tager af sted for at finde ud af ting og være hemmelig.

Miho bliver veninder med Taika som låner hende sin fineste kjole. Hun tager om morgenen et bad i søen og bliver beluret af søens gud som forelsker sig i hende.

Borks spejdere finder en stor styrke fra Kvitebaune gemt i bjergene over minen. Ti af dem sendes derop for at lure på dem. De møder en udsending til hest midt i Sølvsteddalen. Efter en del forhandling aftaler de at de tre eksalterede, Vasmo og Arngrim skal gå med ind i slugten og mødes med Kvitebaunes ledere foran minen. Mændene placerer sig i bjerget over slugten for at forhindre et baghold. Job er meget imod planen. Han sviner Miho og bliver vred. Det gør hun og.

De møder Bard, Rafn, Steingrim og en stor kriger med et mærkeligt sværd (Uffe) i slugten. Deres folk har placeret sig i toppen af slugten klar til at skyde på Bards ordre. Bard er blevet mere og mere vanvittig og tager ikke imod fornuft. Det er Steingrim som har manipuleret ham til at forhandle, fordi han ved det så vil gå i hårdknude. Vasmo tilbyder to af rådsmændene - Eldgrim og Halvars døtre i giftermål for at forsegle en alliance, men Bard er urokkelig. Miho opdager bagholdet med sit øje og siger det til Vasmo. Bard bryder sammen og råber på angreb, men mændene vil ikke lystre. De har hørt fornuften i Vasmos ord og er trætte af at leve som de gør. Spillerne flygter ud af slugten og mødes i Sølvsteddalen med deres egne mænd. Vasmo og Arngrim henter Kvitebaunes krigere og de hilser på deres leder, Knut. Borks mænd er blevet overfaldet af Ligvagten i bjergene og kun tre af dem overlevede.

Knut eksalterer, da han forhandler med Bard og Rafn i minen. De opdager, at der ikke er kommet nogen ud derfra og Knut tager derind for at møde dem, da han ikke mener, at han kan forhandle uden om sine ledere. Ved indgangen til minen ligger Uffe og Håkon døde. Steingrim har pusset ligvagten på dem. Han er kun ude på at forpurre forhandlingerne. Knut kan godt få talt fornuft ind i hovedet på Bard. Men så slår Steingrim til og fremmaner ligvagten. Han råber, at det er Knut der har forrådt dem og påkaldt de døde med hjælp fra Dagan Stadrs uhellige magi. Ligvagten vil trække sig tilbage for Knuts eksaltering i første omgang.

Dagen efter går Knut og Arge ned i graven. Miho og Job følger efter. Dernede er den døde solars spøgelse som hungrer efter viden om overfladen. Den udspørger Knut og Arge helt vildt, men da de Drageblodede kommer ned går den amok og angriber dem med sin gamle hammer. Den er tæt på at dræbe Job, men Miho får den udraderet. Knut tager hammeren og begynder at attune sig til zigurattet. Han får sig attunet og begynder at træne dernede efter manualen på væggen.

Job har taget 8 L i skade. Det vil tage 19 dage at hele.

Knut laver et råd bestående af sin mor, en gammel kværulant ved navn Helge, broderen til en tidligere høvding ved navn Arne, en gammel bueskytte og jæger ved navn Sune af Kettinggård og ham selv. Han lader dem tage de daglige beslutninger og bruger vinteren på at jage.

Snigmordere

Da de kommer tilbage til Dagan Stadr har taterne taget fire mænd fra syd til fange som snusede rundt. Disse er snigmorderne som har brugt dem til at føre sig til Miho. Da hun dukker op afslører de sig og angriber. Der er en træ som bruger gift, en vind som bruger hastighed, en ild som bruger smerte og en vand som bruger ustoppelige angreb.

Miho dræber luftkrigeren hurtigt. Efter noget kamp trænger deres medbragte mænd ind og hjælper dem med at dræbe træ- og ildkrigeren. Vandkrigeren bruger sin Charm og forsvinder i Skabelsens Essens. Før han dør forgifter Trækrigeren hende, så hun tager 1 L i skade hver gang hun bruger Essens. Alomis livlæge kan kurere denne sygdom. Og andre exalterede læger kan også. Contagion Curing Touch kan også klare den. Desuden kan søens ånd helbrede hende, men kræver en nat med hende til gengæld.

Når snigmorderne opdager solarerne giver de magisk besked til Riget om dem. Det skal være på en måde som Miho kan genkende. En slags Anathemaflare som bliver sendt op og som man lærer om i skolen. Dæmonlyset. Da Miho forklarer dette sender Ligulf straks alle hjem til Dagan Stadr og rider selv til Kvitebaune for at hente Knut. Hesten dør på vejen. Job beder ham om at få jaden med hjem. Knut og Ligulf haster tilbage på ski og Knut får 20 mand til at følge efter med en kane med noget af jaden.

Flashback til Miho: den dag hun lærte om den vilde jagts advarselsraket og hvor Mutaki viste hende en han havde liggende, da hun ikke troede på det.

I Dagan Stadr besluttes det at resten af jaden skal hentes og at Job skal tage til Ilma og købe artefakter til dem. Miho fortæller, at hun er jaget af snigmordere. Job er ikke vild med det. Vasmo taler for hende, fordi Dagan Stadr er et sted for flygtninge og som bør tage alle ind der jages uretfærdigt. Ligulf erklærer Job og Miho for en del af folket med den bagtanke at binde dem til sig, så de ikke vil forråde ham fremover. Miho overtaler dem til at lade hende tage af sted i stedet for, men dette er hverken Job eller Ligulf glade ved (selvom den sidste intet siger højt).

Efter mødet tager Knut hjem tidligt efter jade og Job og Ligulf tager af sted lidt senere på dagen for at hjælpe med hjemtransport. De er hjemme igen efter ca 12 dage. Job lærer at stå på ski. Vi er nu i slutningen af nedgående luft. Da de kommer tilbage opdager Job at Miho stadig er syg og ikke kan bruge essens og det fastslås, at det bliver ham som tager af sted. Ligulf er glad, for han er mere overbevist om at Job vil komme tilbage efter Miho end omvendt.

Job tager af sted med 40 mand og de ødelagte våben og rustninger. Han efterlader sin fivefold harmonic regulator, så det bliver lettere for solarerne at attune til jaderustningerne. Han låner også Mihos windslave disc for at mindske byrden. De mister syv mand på vej over passet. I Ultum finder Job tegn på en spirende solkult. Han møder Kalle som spørger ham efter ”solkongen.” Han tager til Kelku med fem mand. Her finder han en gammel kontakt som ikke kan komme af med nogle våben østfra pga. et mystisk jagtselskab fra Riget – der er dog mistanker om at dette nok er et militært foretagende og Job får masser af beviser for en Vild Jagt. Han køber seks kortsværd (med arnesten) i rød jade og to armbeskyttere (uden arnesten) i hvid jade. Han overtaler også kontakten til ikke at samarbejde med soldaterne fra Riget. På vej hjem tager han hjem forbi. Her har den overlevende snigmorder dog været før ham og truet slaverne til at lukke Job ind og lægge en fælde for ham. Job opdager dog fælden ved at torturere husholderslaven og true med at dræbe hans familie – det samme som snigmorderen har gjort. Slaven fortæller alt og Job giver ham penge og sætter ham fri. Dog med et dybt sår i låret som han ikke kommer til at overleve. Familien dør også. Snigmorderen overfalder Job på vej hjem og dræber de fem mænd han har med.

Kort efter Job tager af sted holdes der et stort blot til Vandringsmanden for at bede ham om held i kamp og taktisk og strategisk viden. Der ofres en hest, en ko, masser af ravne og våben. Vandringsmanden kræver en helt som kan stå i spidsen og være hans. Vasmo vil gerne melde sig, men Miho holder ham tilbage. Ligulf ender med at træde frem, selvom han ved, at det vil blive hans død. Han får Vandringsmandens kappe og spyd. Knut møder kort Geir i hallen og han præsenterer sig som shaman. Om aftenen går Ligulf ned til søen og Miho møder ham dernede. De taler kort sammen om skæbnen og da hun går hører de begge søns gud tude sørgmodigt i natten.

Når Vandringsmanden kommer efter sine våben vil han tilbyde at tage Nordlands folk under sin beskyttelse. Det kan kun være dem som vender sig til ham han beskytter. Han kræver daglige ceremonier, hvor hans navn bliver nævnt og prist af dedikerede præster og kræver et offer af våben, udrustning og ravne ved indgangen til hver sæson og et extra stort offer ved sommer- og vintersolhverv. Ligeledes før og efter hvert slag. Særlig gunst kan købes, hvis en kriger ofrer sig selv i rituel kamp mod fem andre krigere. De fem skal være malet som Skabelsens fjender og tungt udrustet. Ofret skal være nøgen og kun kæmpe med en særlig, hellig kølle viet til ham. Han byder dem at samle de folk som er forfædrene imod og føre dem til et land de selv skal udvælge. Disse folk vil få hans beskyttelse. Han giver dem en særlig kniv som de skal indvie høvdingene med og byder dem at tage hver tiende høvding og gøre ham til præst for ham. Han siger, at de skal give præsterne en drik brygget på honning og blod og lade dem sove en nat, så vil han fortælle dem resten.

Suuri er væsentligt mildere i foråret. Han siger, at Garm gerne må jage hans børn frit, men ikke til overmål. Bare Garm sørger for at der bliver ved med at være ofre til ham i skoven. Hvis han bliver utilfreds med noget skal en mand sendes nøgen og ubevæbnet ind i skoven dækket i blod fra et husdyr.

Indtil da ligger tingene stille. Aslaug tager på rejse rundt i verden og kigger efter sit soltårn, men finder det kun, hvis hun kigger på den anden side af bjergene. På sin rejse støder hun ind i Grinulf som er faldet til Dødsherren. Han sidder på en klippetop og håner hende. Når hun nærmer sig tryller han sig væk med en eller anden infernalsk besværgelse. Hun beder også meget til solen og leder efter Vandringsmanden. Solen venter til hun er mest isoleret og træt og kold. Så åbenbarer han sig og trænger alt, hvad der er dødt til side. Han siger, at Aslaug er hans udvalgte og at hun har banet vejen for hans virke i Nordland. Han bekræfter hende i at solen er liv og forfædrene er antiliv. Vandringsmanden viser sig ikke før til foråret.

De døde er ikke meget for at angribe de exalterede. Rygterne om Garms klør og Arges sværd har spredt sig vidt omkring. De sultne døde er modvillige og forfædrene har ikke lyst til at spilde kræfter på folk i lavlandet, hvis de ikke er sikre på sejr. Og så længe Odgar Brynjes forbandelse ikke er i kraft rører de ikke nogen. De er sikre i deres magt og frygter ikke solen, når den ikke skinner stærkere end den gør nu. Til gengæld lægger de stor vægt på at følge Kolls nye plan og give deres velsignelse til hans udvalgte krigere.

Mænd fra Drakefjord og Elgdale har været i Blegestrand og agiteret for de gamle guder. Der er mange slet skjulte trusler og halve sandheder i deres agitation. De spiller på at byen er isoleret fra resten af Hræland, og at de tilbagevendende guder er vrede over menneskenes vantro. De siger, at guderne vil belønne de få som har modet og hengivenheden til at følge dem. Blegestrands shaman er meget gammel og uvillig, da han ved, at han snart skal dø og blive en forfader. Høvdingen og et par andre familier er dog trætte af at være svage og isolerede og hopper med på tanken. Shamanens søn er også let at skræmme. Så Sigeir og Vasmo aftaler at lade det komme an på en prøve. De sætter ham stævne ved byens gravhøj og aftaler, at påkalde hver deres guder og se hvem der er størst. De lægger sig dog i baghold og slår ham ihjel, før han kommer frem. De skærer ham i stykker og arrangerer hans lig for foden af højen som bevis på at en hævngerrig gud har dræbt ham.

Arges hustru bliver gravid engang i vinteren før han tager af sted til Garmshall.

En ny jarl

Arge forlader Garmshall i vrede og følges af en deling af forfædre som hylder ham. Der vender han dem ryggen og forsager de døde officielt. Rygtet om dette når Koll som bandlyser ham, men på dette tidspunkt har han også hørt fra Styrbjørn. Denne når frem før Arge når Hræland og han er nu den nye jarl af landet. De mødes i Kolls hus og Styrbjørn tilbyder Arge og de andre Solarer at gøre dem til Afgrundere. Arge vender om og rejser lidt rundt indtil han vender sydpå mod Garmshall igen. Han når frem i starten af nedgående træ. De snakker med ham og er lidt mistænksomme i starten, men tager ham med tilbage.

Styrbjørn har udfordret og fristet Ligulf som har trodset ham. De har kæmpet og Ligulf er flygtet. Han har sendt sin familie af sted til Drakefjord i forvejen, da han havde set Styrbjørn komme i en drøm. Ligulf er taget til Blegestrand for at omvende den by.

Exodus

Det land de flytter det udvalgte folk til vil være fyldt med farer af alskens slags. Garm og Aslaug drager til Ulfskogr for at tale med Osvif. Han leder dem gennem skoven med sine ulve, så de ender hos Vathi og Grimvarg. Vathi plager dem om at tilbede ham og Aslaug lover det. Da de tager videre springer Osvif frem og nakker hendes hest. De kommer igen op at slås og Aslaug bliver tævet, men nægter at give sig. Osvif lover hende, at næste gang hun udfordrer ham bliver det en kamp til døden, og det bliver hende der kommer til at dø. Den går hun med på. Han vædder også med Garm om nationsbygningen vil lykkes eller ej. Osvif mener, at forsøget vil dø i fødslen. De vædder deres børn.

De når hjem til Garmshal i midten af opstigende ild. Her aftaler de at sende et byggehold af sted så hurtigt som muligt. Det skal bestå af yngste sønner fra loyale familier og tatere. Under dække af mønstringen af landets krigere skal de loyale familier også mønstres. Derefter vil de desertere og flygte af skjulte stier til landet syd for Ulfskogr. De vil også gerne finde Ligulf og have ham til at hjælpe. Garm har sat sine børn til at øve sig i øxekast.

Garm finder Ligulf som lover, at han nok skal lede folket sydpå. Arge og Bork rejser igennem de nærmeste byer – Blåstein, Elgdale, Bluteng, Arnheide, Svarteklumpen og Bygmark for at finde loyalister. De fleste af byerne er loyale. De vender tilbage til Garmshall i slutningen af lysende ild. På dette tidspunkt er der ankommet omkring 200 tatere, trælle og yngste sønner. De bliver sendt af sted med det samme, sammen med Garm og Arge. Kjallakr bliver taget med (”jeg tror du er den eneste vi kan undvære, så...). Garm tager fem tatere til Hrædale og stjæler værktøj. Han beder også om extra værktøj i Elgdale og får en vognfuld. Han når frem til de andre i slutningen af nedgående ild. Her har Arge hænderne fulde. Trælle, tatere og bondesønner er opsplittede og kan ikke lide at arbejde sammen.

De har besluttet sig for at samle alle folk i byen og holde et møde, hvor huse og land bliver fordelt. Der bliver samlet repræsentanter for hver familie og skabt arbejdshold fordelt efter kompetencer. En kurerservice bliver skabt af unge mænd som er egnet til dette. Disse melder tilbage til en administration af gamle ledertyper (gerne trælle, men også folk der er vante til at give ordrer og skære igennem) – fem mand. Garm selv er kontakt til taterne som er jægere.

Til mødet Limit breaker Arge og bruger tre dage på at surmule. Han nægter at deltage i noget og folk undrer sig. Garm fatter ingenting. Efter det kommer han til sig selv og begynder at lede igen. Luften mellem ham og Garm er dog noget anspændt. Aslaug kommer frem 15 dage efter mødet den tiende opstigende vand og der bliver holdt en mægtig fest. På dette tidspunkt er der seks færdige haller og en syvendes fundament står færdigt. Ved festen taler Aslaug til folk om at blive viet til Vandringsmanden. Hun fortæller også generelt om guderne.

Naut har taget tyve mand og slået sig ned for sig selv ved floden. De kalder byen Fristed og fejrer med den deres nyvundne lighed og uafhængighed. De kommer dog i svare problemer over vinteren og bliver nødt til at stjæle for at klare sig. De er ledet af Aske og har Knarken som shaman. Garm har talt med dem, men uden held. Dog har han fået seks af dem til at hjælpe sig med at guide folk sydpå.

Skovhuggerlejren bliver også permanent. Skovhuggerne bliver efterhånden bistre over at arbejde så langt væk fra byen og at deres folk bliver taget af ulve. De bygger et hegn omkring lejren og sætter vagter ved det. Lejren bliver kaldt Ulvegærdet i starten. Senere bliver det til Ulfgardhr. Hugleik bliver shaman her og Gizur bliver høvding. Hugleik er den første som sætter en organiseret tilbedelse af de exalterede i gang.

Arge og Aslaug får bud fra en tater om en sær ruin ved bjergene. De tager derned og snuser rundt. De finder et spyd af fjerstål og binder sig til en krystal fra det centrale rum hver. Hvis de roder rundt kan de finde gamle stykker pergament i de lokale dyrs reder. Et af disse er et brudstykke af en tekst om det lokale folks sprog og runer. Disse er en tidlig og mere kompleks version af Nordlands runer. Dyrene er grævlinger som har muteret, så de har fået svæveflapper. De kan svæve gennem lange strækninger af tunneler på vindene, men kan ikke rigtig overleve uden for demesnet. Taterne som har fundet stedet bliver boende og bliver langsomt afhængige af stedet. Arge og Aslaug finder rester af en tekst og et skelet i en rustning, bevaret af demesnets tørre miljeu. De slæber det tilbage til Nystad og Aslaug rekonstruerer rustningen (superheavy plate, -1 fatigue). Stedet har en fjermetalmine.

I slutningen af nedgående vand står der tre store haller og 13 huse i Nystad. Det er ikke nær nok til at huse de ca. tusind mand som kommer til at bo der. Mange af dem kommer til at bo op til fire familier i et hus og resten kommer til at bo i improviserede boliger og læskure. En del flytter op til Ulfgardh. Garm og Håkon kommer tilbage og opdager, at deres familie ikke er kommet frem. Den er blevet kidnappet til Vestvejens guds sanctum og der lader guden dem hente den. Han beder dem bygge et vejtempel og lægge mønter til dem til gengæld. Da de alle er samlet holder de et møde og skændes om, hvorvidt de skal forgifte Hrælands hær eller ej. Dagen efter tager de til Tankesfæren og snuser rundt. Arge finder mere pergament og så tager de op i minen og udforsker. Her finder de fjermetalmalm og masser af værktøj.

Ligulf dukker op med 600 krigere midt i opstigende luft. Han er blevet en stærk leder for dem og de vil nu ikke acceptere andre ledere end ham. Han tilbyder at lede det nye folk og være en høvding for dem. Han er efterhånden blevet så dygtig til at vise sin solkraft og inspirere folk, at mange hælder til ham.

Mosens endeligt

Garm kommer tilbage op nordpå for at samle op på familien. Her siger Håkon, at Mosekonen har besluttet sig til at blive tilbage, fordi hun er for gammel til at rejse. Hun regner ikke med at leve vinteren over. De sender familien sydpå og tager op til Mosen sammen. Mosekonen er blevet mere syg og nægter at tage af sted. Hun siger, at det passer sig bedst for en gammel kone, at blive tilbage og se enden. Det hun har sat i gang har nået sin afslutning. Tatere, trælle og andre nordfolk er lige i riget syd for Ulfskogr. Garm og Håkon bliver tilbage og venter på hendes død. Den kommer efter en mægtig storm i slutningen af strålende vand. Medens de sammen venter dukker et aspekt af Gaia op af Mosen og henter hende ned. På hendes bud samler de hendes ting sammen og brænder mosebyen ned til grunden.

Tankesfæren

I et af minens tunneler har tre Drageblodede og et antal menneskelige vagter haft en konfrontation med en horde feer. Vagterne ligger stadig tilbage med deres rustninger flåede af tornekrat. Feerne har fået slyngtråde med skarpe torne og store røde blomster til at vokse i metallet med stor hast, således at jernet er blevet flået fra hinanden og mændene revet til blods. Der ligger ca. 30 krigere. Rankerne har også fyldt deres skeletter ud, så man i starten ikke kan se, hvad de er. Stikker man sig på tornene får man en lille forfrysning i såret, så de døde er lige så meget frosset som blødt ihjel. De tre Drageblodede er siden blevet fundet og brændt. Deres rustninger og udrustningen er blevet bragt tilbage til deres familier på den velsignede ø.

Tunnelen er et miniature grænseland, hvor virkeligheden stadig er blød efter kampen. Lige gyldigt vejret vokser tornerankerne stadig i mørket. Hver sommer, hvor en lille smule lys af og til trænger ned i tunnelen prøver nogle af rankerne at kravle ud mod det, men de visner alle, når vinteren og kulden kommer. Derfor er en del af tunnelen fyldt med muldjord og vissent tornekrat. Væggene i tunnelen bærer også præg af kampen, i det at de kæmpendes skygger er blevet fanget der. Lader man en lyskilde glide over væggen kan man se glimt af kampen udspille sig. Et mægtigt væsen med evigt flagrende gevandter og slangehår lader en torneranke vokse ud af sig og ind i en kriger. En munk kaster Obsidiansommerfuglenes Dødsflugt. En gruppe af krigere bliver overvældet af hobgoblins og falder. Resterne af Obsidiansommerfuglene dækker stadig gulvet og vil hurtigt skære igennem ethvert fodtøj af læder eller stof.

De sender 10 mand ned med redskaber for at bryde malm. Det tager halvanden dag.

Håkon leder godt 100 mand op for at flytte ind i Tankesfærens tunneler midt i opstigende luft.

Ogden Bergastål

Han og Koll har talt meget sammen og lagt planer. Koll er meget hævngerrig over for Aslaug og Garm. Han er ikke sikker på Bork. Aftalen er at Koll leder en hær i den sidste kamp og dør i kampen. Efter kampen overtager Ogden herredømmet over hele Nordland og bliver den nye jarl. Koll lover at solarerne og Garm dør i kampen. Ogden skal til gengæld sende så mange mænd som han kan til Hræland, så hæren kan blive større end den nogensinde har været.

Det Store Slag

Det kan vare alt lige fra to til fem år. Gråfolkene kommer først, når de er parat til at stille en hær. Hele dette forår og sommer vil Hrædale opruste hæren i delinger rundt omkring. I slutningen af sommeren vil hæren samles i Hrædale, men først marchere mod bjergene, når vinteren er tung. Kamphandlingerne skal udrydde hele hæren som et offer og Koll til sidst. Koll påbegynder ved udmarchen et rite som vil gøre hele landet til et skyggeland, hvis han er den sidste der ofres. Man kan se hans stjålne essens bølge af ham som tyk, sort røg. Han holder sig til en bærestol beklædt med tykt, behandlet skind. Det har en soak på 5 og brænder ikke. Bærestolen kan rigges til et telt.

Kolls død

De tager af sted sydpå et par dage efter folk er flyttet til Tankesfæren. I starten af nedgående luft vender de hjem. Der har de fundet hæren kort efter den drog væk fra Hrædale og lægger en fælde på vejen til Vættfang. De skyder bærerne af Kolls baldakin og Koll selv. Det bliver Bork der sårer ham hårdest, men Bork der giver det dræbende slag med sin gift. Da Garm vender tilbage fortæller han, at der er Arge der dræbte Koll.

Arge lærer magi

I Tankesfærens bibliotek kan man finde tekster der, på højrige, forklarer det gamle Nordlands sprog. Ud fra dem kan man lære sig selv et vist mål af højrige – i hvert fald at læse, skrive og forstå det. Arge skal først bruge en vinter på at lære dette sprog før han kan læse magiteksterne. En rosettasten i form af et manuskript der oversætter runer til højrigeglypher ligger fremme på en af pultene i biblioteket. Manuskriptet diskuterer også generelt Nordsproget og argumenterer for, at sproget intet har at gøre med Rigets sprog, og at det derfor er kommet fra Wylden. Når han har lært sproget kan han begynde at gå på opdagelse i biblioteket og der finde kopier af både den sorte og hvide afhandling.

Det vil nok tage det meste af vinteren at lære sproget godt nok til at kunne læse de meget sofistikerede tekster. Resolve + Lore efter en måneds uforstyrret læsning, for at se om han har lært noget. Succes betyder, at den tæller som træning; exceptionel succes betyder, at den tæller dobbelt; legendarisk succes betyder, at den tæller firedobbelt. Ingen succes gør, at den slet ikke tæller, og et botch gør, at han læser et extra antal måneder. Han skal som udgangspunkt bruge seks måneder for at lære højrige på den måde han gør det.

I slutningen af forløbet vil han også kunne stige i Essens, hvis han vil. I løbet af sin læsning vil han også kunne få kendskab til nogle formularer eller anden magisk teori. Hans indre øje genkender visse illustrationer og leder hans hånd efter bestemte tekster. Han falder også over beskrivelser af slag, hvor formularer er blevet brugt.

Tekster:

- Gimilkor Tulazh’ liv og virke. En propagandatekst som fremstiller solaren som en af de gamle dæmoner der brugte sit liv på at bygge den frodige Nordlandsdal om til hans egen vision af Malfeas.

- Ziguratter i Norden. Her nævnes Spiret for den Rejsende (som blev ødelagt under Oprøret), Egelunden, Thoravistemplet (et vandzigurat der lå ved kysten og var bygget af Thoravis, Nordhavets Ånd - teksten siger, at han gjorde det for at anerkende Dragernes overlegenhed), Himmelsalen (en forsænkning på et stykke hede, hvor engang en stensætning fokuserede luftessens - stedet var et godt møde- og handelssted og blev senere til Tingdalen)...

De fem opgaver:

Ydmyghed – at bevidne Aslaugs død?

Undervisning – Vathi?

Rejse – til forskellige ruiner og ziguratter?

Frygt – Koll?

Valg – barnet?

Vinteren over

Bork jager og tager sig af familien. Engang i sidste halvdel af strålende træ får han sig en søn. Thora presser på, for at blive gravid igen og vil snart blive det.

Aslaug jager og bryder malm. Hun taler også med rådet for at byplanlægge til foråret. Der har Ligulf også været. Hun snakker også en del med Vasmo om Vandringsmanden og hvordan han har det. I slutningen af nedgående træ har hun sin rustning færdig. Den er fin og lavet så den passer til hendes krop. Hun har lavet bryster i den.

Garm flytter til ruinerne. Æsa er ved at opdage, at hun rent faktisk er Garms kvinde nu. Det har hun svært ved at håndtere og begynder at stille ret høje krav til ham. Hun læser også ret mange ting ind i hans adfærd og bliver både meget følsom og sårbar over for ham og meget kritisk omkring ham. Dette er, fordi hun er dybt forelsket. De har et mægtigt skænderi omkring historien om Arges barn.

Arge nørder. I starten af opstigende jord kommer Arges kone med hans barn til ham og går sin vej igen. De leder efter hende, men hun er som sunket i jorden og væk. Drengen er meget sær. Den eneste han er tryg ved er Arge. Alle andre græder han hos. Arge er lidt i panik og beder Garm om hjælp. Garm sætter Æsa på sagen. Imedens tager Garm til byen for at hente Aslaug og Sigeir Småland op. De tager Ligulf med som bliver meget bekymret omkring barnet, og hvad det vil bringe. Han råder til at give det et navn så hurtigt som muligt og fylde barnet med lys og retfærd som modvægt mod det mørke det er født af. De giver det navnet Sune og Ligulf forestår navngivningen personligt. Solen lægger mærke til dem. Efter det henter han en amme i byen. Dette er Signe, hvis eget barn lige netop har lidt vuggedøden. Det er Skadi selv som får det slået ihjel, sådan at Arge kan få hende som amme. Efter det læser han videre på halv tid. I slutningen af nedgående træ har han lært sig højrige.

Flygtninge og desertører fra krigen er for de flestes vedkommende taget til Kvitebaune. En stor flok udskud er efterhånden samlet der og har muret sig inde. Små grupper – mest af kvinder og børn – vandrer løse rundt i landet.

Arges spyd: +1, +2, +4L, +1, 4 (3 kastet)